Læsetid: 4 min.

Transpersoner om film og tv: »Det var første gang, jeg fik den der følelse af, at jeg også selv kan blive gammel«

På denne plads taler vi med transpersoner om, hvilke film og tv-serier der har gjort særligt indtryk på dem og hvorfor
Kate Bornstein is a Queer and Pleasant Danger.

Kate Bornstein is a Queer and Pleasant Danger.

Foto fra filmen

17. august 2018

Elvin. 27 år. Født i Vejle, flyttede som 16-årig til København og bor i dag i Berlin.

For fire-fem år siden var jeg i biografen i forbindelse med LGBTQ-filmfestivalen MIX Copenhagen. Jeg var på det tidspunkt ret tidligt i min egen proces, jeg var lige startet på hormoner, og jeg var meget usikker på, hvor det skulle bære hen, og hvordan jeg skulle se ud. Det hele var meget forvirrende. Jeg så en dokumentarfilm, der hed Kate Bornstein is a Queer and Pleasant Danger om en transperson, som hedder Kate Bornstein, og som, da filmen blev lavet, var midt i 60’erne.

Det er en meget standard dokumentarportrætfilm, hvor hun fortæller sin livshistorie, og man følger hende rundt i hendes hverdag. Og hun er simpelthen så skønt et menneske. Jeg bliver helt varm inde i kroppen bare af at tænke på filmen nu. Den måde, hun ser verden på, er vildt dejlig; den måde, hun inviterer os ind i sit liv på.

Nå, men hendes historie er ret vanvittig. Hun blev født for efterhånden mange år siden i en amerikansk forstad og blev på et tidspunkt enormt fascineret af Scientology, fordi de sagde, at de ikke troede på køn. Dengang levede hun som mand, så hun var sådan: ’Helt sikkert, den hopper jeg med på.’ Scientology var i 1970’erne det vildeste sted, tror jeg, en kæmpe sekt med kæmpe skibe og alt muligt.

På 15 år nåede hun til tops i sekten, hun blev gift med en kvinde, levede som mand og fik et barn. Og så begyndte en transidentitet langsomt at spire i hende. Hun fortalte om det til sin kone, og det blev selvfølgelig opdaget af Scientology, og hun blev smidt ud. Hun mistede sin kone og barn, flyttede til San Francisco, hvor hun fik et miljø og et netværk og langsomt kom frem til der, hvor hun er i dag, hvor hun er transaktivist og hverken kvinde eller mand.

Jeg sad og så filmen og kan bare huske en gennemgående følelse af, at hende her både var gammel og glad. Hun havde en kæreste og boede et dejligt sted og havde venner, hun havde haft i mange år. Da jeg sad i biografsalen fik jeg en meget dejlig følelse i maven af, at det hele var okay. Selv om det hele var svært på det tidspunkt, tænkte jeg: Det skal nok gå.

Det var en meget stor oplevelse. Jeg havde aldrig før set en transperson på over ... 30. Det var første gang, jeg fik den der følelse af, at jeg også selv kan blive gammel, at jeg kan finde kærlighed, og at jeg kan være glad.

Senere har jeg set andre film, der kunne gøre noget, der minder lidt om det. Blandt andet A Womb of Their Own, en film om transpersoner i forskellige aldre, der har børn, får børn og taler om at få børn. Det er ikke, fordi jeg ved, om jeg selv vil have børn, men det var dejligt at se, det var en mulighed. Det er også en dokumentar, og der tegner sig lidt et mønster af, at de fleste af de film, der har gjort stort indtryk på mig på en positiv måde, er dokumentarfilm.

Jeg har da set nogle fiktionsfilm, som har kunnet noget af det samme, men det, der har talt bedst til mig, har været noget, hvor både afsender og modtager er transpersoner. Altså den direkte kommunikationsvej. Når der kommer andre led ind over – Hollywood, skuespillere, berettermodeller, spændingskurver – så er der et lag, der går tabt. Måske bliver et andet publikum, som ikke lige er mig, vundet over, og måske lærer de endda en masse. Men jeg kan mærke, at der er et niveau af ærlighed, der går lidt tabt.

I Kate Bornstein-filmen er der en scene, hvor hun er ude til et LGBTQ-ungdomspolitisk møde. En af de unge rækker nervøst hånden i vejret og siger: ’Nå, Kate Bornstein, med al din visdom og erfaring, hvad synes du, vi skal gøre for at kæmpe imod den her cis-hetero-normative kapitalistiske racistiske verden?’ Bornstein er stille og tænker sig om og svarer så noget i retningen af: ’Prøv at hør her, venner: I skal bare vokse i tal og tage jer af hinanden, og så tager vi den derfra. Brug jeres kræfter på at blive flere og gøre hinanden stærkere, så skal der nok ske noget i den proces.’ Det der øjeblik mellem en ung aktivist og en ældre transperson, det er så ærligt, at det kun kan opstå på den måde, fordi det var et ægte øjeblik, der blev filmet fra en hverdag. Og den der ægte hverdagsskildring hører måske mere dokumentargenren til.

Serie

Transpersoner ser film og tv

Vi taler med transpersoner om, hvilke film og tv-serier, der har gjort særligt indtryk på dem og hvorfor.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Ja, hun er et vidunderligt menneske, som jeg havde fornøjelsen af at møde til transfilmfestival i Amsterdam for nogle år siden.