Læsetid: 6 min.

»Vi skal ikke uddanne episodeforfattere til tv-serier, vi skal uddanne hovedforfatterne«

Der er uenighed om, hvordan fremtidens filmskole skal se ud. Rektor for Den Danske Filmskole, Vinca Wiedemann, vil indføre en femårig, kunstnerisk kandidatuddannelse for at øge elevernes kompetencer, mens eleverne på skolen og dele af filmbranchen vil bevare den fireårige uddannelse, som den er
En række studerende og branchefolk frygter, at Filmskolen mister sin egenart, hvis skolen omstrukteres, så den er kompatibel med andre filmskoler.

En række studerende og branchefolk frygter, at Filmskolen mister sin egenart, hvis skolen omstrukteres, så den er kompatibel med andre filmskoler.

Liselotte Sabroe

29. august 2018

En foranderlig medievirkelighed betyder, at Den Danske Filmskole står over for en stor udfordring. Det mener skolens rektor, Vinca Wiedemann, og bruger en analogi fra den medicinske verden som forklaring:

»Skal Filmskolen uddanne sygeplejersker eller læger? Lægerne er dem, der definerer området gennem deres forskning. Sygeplejerskerne forholder sig til et vidensområde, som andre definerer for dem. Det er forskellen mellem det højeste niveau og så de underlæggende niveauer.«

Filmskolen skal med andre ord virke på det allerhøjeste niveau, og eleverne skal være dem, der definerer området som fortællere og medfortællere.

»Vi skal uddanne dem, der stiller opgaverne. Vi skal ikke uddanne episodeforfattere til tv-serier, vi skal uddanne hovedforfatterne. Vi skal kigge på, hvordan vi bedst laver en filmskole til fremtiden. Det er ikke den samme filmskole som i dag,« siger Vinca Wiedemann.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er vigtigt at fastholde forskellen mellem kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)(artistic research) og videnskabelig forskning. En kunstnerisk kandidatgrad og en videnskabelig kandidatgrad er ikke det samme, omend de er på samme niveau.

Som jeg forstår det, har man generelt i de nordiske lande valgt at fastholde denne adskillelse, fordi det ville være amputerende for kunsten på kunstens betingelser at underlægge den kravene til videnskab. På samme måde som det f.eks. ville være ødelæggende for filosofien generelt at blive underlagt videnskabens krav om hypotesedannelse og metodisk reduktion.

Spørgsmålet må være, om der skal være mulighed for at opnå en kunstnerisk kandidatgrad på Filmskolen eller ej? Med de muligheder for videreuddannelse dette giver, også internationalt, eller om man (i praksis) skal satse på kun at få godkendt noget, der svarer til en bachelorgrad.

På Billedkunstskolerne har man, til sammenligning, givet mulighed for en videnskabelig Ph.d. uddannelse som overbygning på den kunstneriske kandidatuddannelse, men hvor det i samarbejde med Københavns Universitet er universitetet, der står som garant for, at de videnskabelige krav til uddannelsen af de studerende bliver opfyldt (sådan som jeg har forstået det).

Jeg mener, at det i praksis er forenklet formuleret, når der står, at der ikke er en lov, der dikterer, hvad indholdet af uddannelsen skal være. At det ’blot’ er en ramme, som de enkelte skoler kan operere indenfor, når de skal fastlægge undervisningsplaner og uddannelsesforløb.

For også i praksis at kunne leve op til kravene til akkreditering skal man formulere sig inden for rammerne af en bestemt opfattelse af pædagogik og forskning, f.eks. inden for rammerne af det, der kaldes for "kompetence - tænkningen". Ligeledes skal man leve op til nogle juridisk - administrative krav til f.eks. kriterier for vurdering af studerendes arbejder og muligheder for evaluering udefra.

Det er ikke tilfældigt, at studieordningerne på forskellige højere uddannelser i Danmark i dag i den grad er udformet, som om de alle er udarbejdet ud fra den samme skabelon.

For så vidt forstår jeg godt filmbranchen og eleverne, der gerne vil holde fast i det bestående og lade skolen få status af ikkeindplaceret, så den kan bevare sit særpræg og ikke bliver for akademiseret og rigid.

Det, man gerne vil undgå, har bare ikke så meget med valget mellem bachelorgrad eller kandidatgrad at gøre, som jeg vurderer det, som det har at gøre med selve akkrediteringen.
Spørgsmålet er for mig at se også, hvorledes man vil bære sig af med at få akkrediteret en uddannelse, der har status af "ikke indplaceret". I hvert fald hvis man samtidig vil have status som en videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution under Kulturministeriet.

Som jeg har oplevet det, har studerende inden for kunstens område generelt svært ved at overskue det med forskellen mellem kunstnerisk udviklingsvirksomhed og videnskabelig forskning, og hvad det i praksis indebærer, at institutioner skal leve op til nogle bestemte krav til uddannelsers opbygning og evaluering i forbindelse med det at opnå en akkreditering.

Der ville det have hjulpet med nogle ekstra kompetencer inden for pædagogik, videnskabsteori, jura og administration.

Andreas Sandborg

Bjarne Toft Sørensen, jeg er nuværende elev på filmskolen, og du har fuldstændig ret i det du siger omkring akkrediteringen, og hvordan man skal formulere sig indenfor rammerne. Det mærker man allerede nu, hvor meget af skolen allerede omstruktureres og retorikken ændrer sig. I det hele taget drives denne omstrukturering af folk med akademisk baggrund og et helt andet fokus end tidligere. Man oplever et sprog, som taler meget lidt til kunstneren og meget mere til statistikeren. Samtidig med at man mærker, hvordan det i mindre grad er fagfolk og faglærere der sætter kursen på skolen og i højere grad er administrativt personale. Dette har selvfølgelig betydning for eleven, den måde man bliver mødt på, talt til osv. skaber jo også skolen, det er ikke bare en ramme.
Man oplever f.eks. at man i kvalitetssikringen har meget lidt fornemmelse for, hvordan der egentlig arbejdes på skolen, fordi den tager udgangspunkt i at alt kan måles og vejes. Og det som sker, er så, at man må forenkle selve indholdet for at det lader sig måle.
Jeg er tonemester og en formulering fra min sidste semesterevaluering hedder: ‘Hvordan synes du, at undervisningsformen har bidraget til, at du kan demonstrere viden om hvordan den faktiske udførelse af balancerne mellem mange af lydsidens elementer er afgørende for hvordan vi som publikum sanser og instinktivt oplever det filmiske rum?’. Jeg har læst den formulering mindst 30 gange, og selvom jeg tror jeg efterhånden forstår den, har den stadig meget lidt med hvad jeg faktisk fik ud af forløbet at gøre. Svarmulighederne var i øvrigt 1-5.

Ifht. at overskue kunstnerisk bachelor osv., så kan du nok have delvist ret i, at der er vanskeligheder her. Men vores største kritikpunkter er faktisk ikke netop dette, men de strukturelle konsekvenser overgangen til 3+2 BFA/MFA medfører. Tanken er nu, at skolen så skal have årligt optag i stedet for hvert andet år. Men kapaciteten er den samme, og derfor må man skære klasserne ned til 2-3 elever. Dette vil have kæmpe konsekvenser for diversiteten, samarbejdsmuligheder og udvikling som årgang og klasser. Dette er netop grundlæggende kvaliteter ved Filmskolen, som alle er enige om at den har brilleret med indtil nu. Og vi mener også det er noget som er så værdifuldt, at det vil være et kæmpe tab at forkaste det. Og et tab man på ingen måde får igen, eller kan måle sig med det, man så vil få med en kandidatgrad.
Desuden ser vi et stort problem i at uddannelsen vil blive delt op i 3 års bachelor og så en 2 årig overbygning. Dette vil også betyde at der er et opbrud efter 3 år, hvor en stor del af eleverne kan stoppe. Og derfor vil man ikke have den koncentrerede udvikling over 4 år, som man i dag har sammen på en årgang. Reelt set vil uddannelsen blive forkortet med 1 år og så får man en overbygning som bliver svær at få til at hænge sammen med bacheloren.
Filmskolen er bygget op omkring det at lave film, som pr. definition er stærkt tværfagligt. Dette betyder også at rammerne, som de er nu, er udviklet med dette udgangspunkt. Den pædagogik og administrative virkelighed som Bologna modellen repræsenterer har et helt andet udgangspunkt, og er bygget for at løse nogle problemer som ikke er relevante for Filmskolen. Derfor er det også absurd at gå ind i den med begge ben, mere end nødvendigt.

Jeg bliver selvfølgelig meget fornærmet når vores rektor sammenligner min uddannelse med en sygeplejeruddannelse. Ikke fordi der er det mindste galt med sygeplejere, men I hendes analogi betyder det, at vi blot er medhjælpere og ikke dem som sætter diagnosen, skaber fremtiden osv. Jeg mener dog, at jeg også har ret i min fornærmelse og at virkeligheden bakker den op. Hvis man ser på hvem det er der har skabt de kæmpe danske seriesucceser, film som vinder på Cannes osv., så har størstedelen af dem netop gået på Filmskolen. Det betyder ikke at man ikke skal se mod fremtiden og bare hvile på gammel succes, men sygeplejer-doktor analogien som måske er meget let forståelig og virker konkret, er en stor fordrejning af virkeligheden efter min mening. Jeg har mærket fra dag 1 på filmskolen at det var meningen at jeg skulle ud og forny filmverdenen, og jeg vil skrive under på at de fleste om ikke os alle har det på samme måde. Og vi er på vej!

Og så vil jeg gerne understrege at når man taler om uddannelse til ‘højeste niveau’ i denne sammenhæng, henviser det pr. definition ikke til den færdiguddannede elevs egentlige faglige og kunstneriske niveau. Det henviser til en titel, som indenfor det akademiske system er den højeste titel. Disse to ting; selve indholdet og titlen kan selvfølgelig godt følges ad, men det er bestemt ikke nogen selvfølge. Derfor er det også vigtigt at man ikke blindt blander de to sammen.
Det giver mening at snakke om, at et ekstra år kan forhøje det egentlige niveau hos eleverne, men titlen vil ikke gøre nogen forskel i sig selv. Og som det ser ud nu, vil omlægningen som sagt have så store konsekvenser for, hvordan skolen fungerer, at niveauet af det, som virkelig betyder noget vil falde.

Bjarne Toft Sørensen

@Andreas Sandborg:
I den proces, som I skal igennem, gælder det om at nå frem til et vellykket kompromis mellem krav fra ministeriel tænkning til det at være statslig og anerkendt uddannelsesinstitution og så den kunstneriske praksis på kunstens egne betingelser.

Det, I er blevet ramt af, kan på mange punkter sammenlignes med et jordskælv, selv om der ikke er tale om en naturkatastrofe, men noget der er samfundsskabt ved beslutninger på højeste internationale niveau. I kan protestere, men her og nu har I ikke anden mulighed end at prøve at få det bedst mulige ud af situationen. Der gælder det om på institutionen med tilhørende brancher at finde frem til et kompromis, som alle kan leve med.

De forandringer, som I skal igennem, har en række andre uddannelsesinstitutioner i Danmark gennem de sidste 10 – 15 år været udsat for. Som noget af det sidste er man nået til de videregående kunstneriske uddannelser.

Selv i Tyskland, der traditionelt har været præget af et helt andet dannelsesbegreb end de dominerende i England og USA, har man tilpasset sig den overordnede kvalifikationsramme, som I også bliver nødt til at indrette jeres uddannelser efter.

For at kunne forholde jer kritisk til det, som I bliver udsat for, bliver i nødt til at sætte jer grundigt ind i den tænkning, der på et samfundsmæssigt og pædagogisk niveau ligger til grund for de ændringer, der er ved at ske. Viden er magt, som man siger.

Den nye form for pædagogisk tænkning, som bl.a. kommer til udtryk i kvalifikationsrammen, er jeg overvejende positivt indstillet over for, fordi den er mere orienteret mod processer og praksis, end ældre måder at tænke pædagogik og læring på var det.

Den mere djøf – orienterede tilgang, der har med styring og kontrol at gøre, i forhold til om samfundets investeringer også anvendes bedst muligt, er jeg overvejende negativt indstillet over for.

Jeg er ret imponeret over, at det lykkedes for Sanne Kofod Olsen, på debatmødet den 20. august, på under 3 minutter meget præcist at få redegjort for, hvad kvalifikationsrammen drejer sig om. Det drejer sig i høj grad om at blive mere bevidst om egne kunstneriske processer og praksis og at få sat ord på.

At I bare kan få lov til at fortsætte som hidtil, uden nogen mere præcist formuleret kvalifikationsramme, er urealistisk. Der kan I ikke med henvisning til, at der her er tale om kunst, slippe udenom, selv om der til en vis grad ville være en fornuft i det. Når det drejer sig om kunst, kan det i mange situationer være umuligt mere præcist at få sat ord på.

Det er fint nok, at studerende her forholder sig kritisk til, hvad de bliver udsat for, men det er også nødvendigt at have tillid til, at nogen, der forhåbentlig både har forstand kunst og på pædagogik, udsætter dem for noget, de ikke lige umiddelbart kan se meningen med.

Problemstillingen omkring, at man bliver nødt til at forenkle indholdet, for at det lader sig måle, står mange uddannelsesinstitutioner med. Der gælder det om at stå imod med sin faglige integritet, både for undervisere og studerende.

Jeg er meget enig i, at den analogi, som jeres rektor er kommet med, med uddannelserne til henholdsvis læge og sygeplejerske, på mange punkter ikke er særlig velvalgt.

Det er også rigtigt, at titler og fagligt niveau i mange situationer ikke har så meget med hinanden at gøre, men det har det i praksis alligevel for ens muligheder i en samfundsmæssig sammenhæng, både på nationalt og internationalt niveau.

Henrik Brøndum

@Andreas Sandborg

Stakkels dig, at du som tonemesterelev er nødt til at finde dig i det spørgsmål du nævner:

‘Hvordan synes du, at undervisningsformen har bidraget til, at du kan demonstrere viden om hvordan den faktiske udførelse af balancerne mellem mange af lydsidens elementer er afgørende for hvordan vi som publikum sanser og instinktivt oplever det filmiske rum?’

Hvis det skal udtrykke en akademisk tilgang, er det akademisk fra en af de nederste hylder, hvor man klynger sig til lange ledsætninger for at imponere.

Glæd dig til du får mere på skuldrene og kan tillade dig, enten at bede spørgeren om en bedre formulering eller bare svare endnu mere tåget.

Andreas Sandborg

@ Bjarne Toft Sørensen

Jeg forstår for så vidt hvad du siger, og meget af denne dialog omkring hvad der er ved at ske, er for vi elevers vedkommende også præget af, at vi for noget tid siden gik til ministeriet for at forklare vores synspunkter og de store problemer vi så med olmlægningsplanerne. Det vi fik at vide var, at ønsket om en omlægning udelukkende kom fra skolens ledelse, og at der iøvrigt var udtrykt opbakning fra elevråd og brancheorganisationer. Den opbakning har vi så prøvet at finde ud af, hvor kom fra, men uden held. Samtidigt har man fra ledelsen talt rigtig meget om, hvordan man vil gøre skolen bedre, at at det var grundlag for omlægningen. Det mener vi bare ikke den vil blive, med de planer vi ser nu.
Vi har desuden fundet ud af at der faktisk er muligheden for at blive akkrediteret som en kunstskole der ikke er BFA/MFA eller Professionsbachelor. Så der er andre muligheder, som vi mener man bør undersøge, hvis ikke man kan komme konsekvenserne af BFA/MFA til livs.
Ifht. gammel og ny pædagogik så er det klart at viden er magt, også i denne sammenhæng. Og jeg ville ønske vi som elever vidste alt. Jeg mener dog at uanset hvordan den fagre nye verden ser ud, så giver det mest mening at opbygge en skole og dens ramme, først og fremmest med udgangspunkt i hvordan man laver film, med alt hvad det indebærer. Sådan har skolen opbygget en stolt tradition indtil nu, og med det ikke sagt at man så skal gå i stå der. Selvfølgelig skal der fornyelse til, men det bør stadig, efter min mening, være ud fra samme udgangspunkt, netop det at skabe filmkunst. Det kan godt være det lyder/er utopisk, men hvis vi elever ikke sigter højt, så ved jeg ikke hvem der skal gøre det.

@Henrik Brøndum
Jeg er med på at spørgsmålet ikke er udtryk for, hvordan en god akademisk praksis, ser ud. Og jeg tror for så vidt skolen er med på, at man bør omformulere det. Min pointe er, at spørgsmålet er symptom på en tilgang til, hvordan man strukturer og forstår skolen, som har meget lidt forståelse for, hvad det faktisk er vi laver. Min undervisning er ikke blevt dårligere, men jeg skal bruge en masse kræfter på ting som trækker mit fokus væk fra den. Og de data man så får, og rent faktisk omtaler som noget man kan forbedre skolen med, er meget mindre værd, end hvis man taler med eleverne, ser deres film og forholder sig til hvor de faktisk er.