Læsetid: 4 min.

V.S. Naipaul udforskede på ublu manér spørgsmål om tilhørsforhold og identitet

Den trinidadiskfødte forfatter og nobelprisvinder høstede roser, præmieringer og hård kritik for sine skildringer af kolonialismens eftervirkninger
Naipaul var aldrig bange for kontroverser. I 2001 sammenlignede han islams ’katastrofale indflydelse’ med kolonialismen, og han har påstået, at han efter at have læst et afsnit eller to kunne afgøre, om en tekst var skrevet af en kvinde.

Naipaul var aldrig bange for kontroverser. I 2001 sammenlignede han islams ’katastrofale indflydelse’ med kolonialismen, og han har påstået, at han efter at have læst et afsnit eller to kunne afgøre, om en tekst var skrevet af en kvinde.

Ritzau Scanpix

13. august 2018

Forfatteren V.S. Naipaul, der i over et halvt århundrede udforskede spørgsmål om tilhørsforhold og identitet, er død i en alder af 85.

»Han var et fyrtårn med alt det, han opnåede, og han døde omgivet af dem, han elskede, efter et langt liv fyldt med vidunderlig kreativitet og hårdt arbejde,« siger hans hustru.

Naipaul startede med at skrive komedier, men begyndte tidligt i forfatterskabet at interessere sig for livet i ekskolonisamfund. I romaner og rejsebøger skildrede han på uflatterende vis Vestindien, Afrika og den islamiske tro, hvilket han blev både kritiseret og anerkendt for.

Hans kritikere beskyldte ham for at ringeagte folk i udviklingslandene, samtidig vandt han en lang række priser for sin blændende prosa, herunder Bookerprisen i 1971 og Nobelprisen i litteratur i 2001.

Fyldt med nag

V.S. Naipaul blev født i 1932 ind i en familie, der var kommet til Trinidad fra Indien i 1880’erne og var en del af det, han kaldte »et asiatisk indvandrersamfund på en lille plantageø i den nye verden«. Det var et »forfærdeligt« fælleskab, hvor han aldrig følte sig hjemme, og han beskrev sin familie som »meget stor med for mange mennesker. Der var ingen skønhed. Der var fyldt med nag«.

Et stipendium gav ham chancen for at flygte, og i 1950 rejste han til Oxford for at studere engelsk.

Naipaul havde drømt om en litterær karriere fra barnsben, og han håbede på »mirakuløst at blive forfatter«, mens han tog sin »værdiløse uddannelse«.

I stedet fandt han kun »ensomhed og fortvivlelse«.

»Jeg var al for velforberedt. Jeg var langt mere intelligent end de fleste på studiet,« sagde han til The Paris Review i 1998.

Han opgav to romaner i studietiden, og da han var færdiguddannet, begyndte han at arbejde hos BBC World Service som vært og redaktør på det ugentlige radioprogram Caribbean Voices. Under dette blev han ramt af et barndomsminde om en nabo fra byen Port-of-Spain, der fik ham i gang med at skrive.

Han sad ved skrivemaskinen, mens historien om manden fra det nedslidte kvarter syntes at skrive sig selv. Han forlod ikke rummet, før han var færdig. Næste dag skrev han endnu en kort fortælling, og sådan blev det ved, indtil han seks uger senere havde en hel samling farverige noveller.

Den britiske forlægger André Deutsch turde ikke satse på noveller fra en ukendt skribent, men opfordrede Naipaul til at skrive en roman. Debuten The Mystic Masseur blev udgivet i 1957 og vandt Jonathan Llewellyn Rhys-prisen året efter. De to efterfølgende bøger kom hurtigt derefter og var som debuten lette komedier.

I A House for Mr Biswas vendte Naipaul ryggen til det letsindige. Romanen er inspireret af hans fars liv og følger hovedpersonens tilbageslag og krænkelser i det landlige Trinidad, kampene med konens overbærende familie og søgen efter et sted, han kan kalde sit eget.

I sin anmeldelse i The Observer i 1961 forbløffedes Colin MacInnes over, hvordan Naipaul opnåede den »fantastiske modsigelse« i et værk, der var trist – til tider rædselsfuldt og skræmmende – men »samtidig sjovt, ligefrem hylende morsomt«. MacInnes skrev, at Naipaul havde en stemme, der »selv når den er hånlig eller ironisk, er øm, mild og fyldt med ydmyg medlidenhed«.

Rejsedagbøger og kontroverser

I 1960 inviterede regeringen i Trinidad og Tobago Naipaul til den lille østat og betalte for hans fem måneder lange ophold. To år senere udkom rejsedagbogen The Middle Passage, men det var ikke den hyldest til et sprudlende, nyligt uafhængigt land, som premierminister Eric Williams måske havde forventet.

Naipaul havde rejst gennem Trinidad, Guyana, Surinam, Jamaica og Martinique, men var blevet udmattet af det, han fandt. Hver dag så han »de samme ting – arbejdsløshed, grimhed og overbefolkning«.

»Historien er bygget op omkring præstation og skabelse,« skrev Naipaul. »Og der blev ikke skabt noget i Vestindien.«

Anmeldere i New York og London roste den »ironiske fremstilling og opgivende analyse«. En tone, de kaldte for »kritisk, men menneskelig«. 

I de næste fire årtier udforskede Naipaul kolonialismens arv og modtog en række priser. Han vandt WH Smith-prisen i 1968 for romanen The Mimic Men om en vestindisk politiker, der blev forvist til London, og Bookerprisen i 1971 for den mørke symfoni af fremmedgørelse In a Free State.

Da han fik Nobelprisen i litteratur i 2001, roste Det Svenske Akademi ham for »at have forenet indsigtsfuld fortælling med kritisk undersøgelse i værker, der tvinger os til at opdage undertrykte historier«.

Samtidig skrev han dystre skildringer af Indien, Afrika og islam i en række rejsebøger, herunder An Area of Darkness fra 1964, A Congo Diary fra 1980 og Among the Believers fra 1981. Og her blev han mødt med heftig kritik. 

»Naipauls skildring af den islamiske, latinamerikanske, afrikanske, indiske og caribiske verden ignorerer fuldstændig den kritiske lærdom om disse regioner til fordel for de billigste og letteste koloniale myter,« skrev den nu afdøde litteraturprofessor og kritiker Edward Said.

Naipaul var aldrig bange for kontroverser. I 2001 sammenlignede han islams »katastrofale indflydelse« med kolonialismen, og et årti senere påstod han, at han efter at have læst »et afsnit eller to« kunne afgøre, hvorvidt en tekst var skrevet »af en kvinde eller ej«.

Hans ry led et svært knæk, da han i 1994 sagde til The New Yorker, at han havde været »en stor trækkerdreng« under sit ægteskab med Patricia Hale, og dalede yderligere i 2008, da han tilstod en langvarig affære med Margaret Gooding, hvori han havde været »meget voldelig.«

Men Naipaul hævdede at være upåvirket af kritikken. Som han forklarede The Observer i 2008: »Jeg morer mig gevaldigt, når jeg læser disse ting.«

»De skader mig på ingen måde.«

© The Guardian og Information

Oversat af Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Morten Hjerl-Hansen
David Zennaro og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Tolerance er hårdt, gensidigt arbejde som kræver at man lever rigtigt, dvs. en dag ad gangen. Rummelighed er den billige udgave. Tak for "Et hus til Mr. Biswas".