Læsetid: 18 min.

Barslens form: Et essay om at blive mor, Weekendavisens debatredaktør, Peter Madsen og andre presserende sager

Læs Asta Olivia Nordenhofs bidrag til den feministiske antologi ’Ulyd’, hvor 12 skandinaviske forfattere, kritikere og aktivister udforsker potentialet i nye former for feminisme
Læs Asta Olivia Nordenhofs bidrag til den feministiske antologi ’Ulyd’, hvor 12 skandinaviske forfattere, kritikere og aktivister udforsker potentialet i nye former for feminisme

Mia Mottelson

21. september 2018

jeg har søgt efter barslens form.

det er onsdag, vinter, men ikke rigtig koldt, prinsegemalen er død, kongehusets kvinder afbilledet i aristokratisk sorg, de er klædt i sort, rank nakke og fremskudt hage, blanke øjne men ingen tårer.

havnen ligger stille, lidt, men ikke nok vind til at bevæge vandet

*

det skal være en sang for det vi ikke kan se og ikke helt kende som vi alligevel kan elske, måske også den fremtid som vi kunne kalde revolutionen. her i teksten fostret

det skal være en sang hvoraf der fortsat kan synges: vi vil ikke se fostret, vi vil elske det der ligger i mørke

*

barslens form

vi kan ikke fortsætte alene med den samme oprørsfigur. ham, der kan rejse sig og gå alene og forrest, ham, der kan ligge alt bag sig øde. det liv og det arbejde som er oprøret skal også kunne leves af den der må bære en anden eller noget andet med

det være sig en sorg, et barn, en svækket krop, en længsel, en kærlighed

*

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Lotte Schack
  • Ejvind Larsen
Troels Ken Pedersen, Lotte Schack og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Mænd har det også svært i dag. Jeg føler mig krank og lille efter at have læst dette essay. Jeg føler jeg er i halvdårligt selskab med en forfatter der ikke vil forstå mænd og dermed ikke holder af os. Det er denne verdensfjerne frustration som bærer essayet, selvom sorgerne 1 og 4 er berørt på en både følsom, kærlig og original måde.

Vi er alle mennesker med glæder og sorger. Sorgerne kunne være: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.

Overordnet set, i forhold til en del af dagens danske litteratur, må jeg sige at det er min erfaring at det er lettere at bidrage til at flytte læseren fra at være et frustrationsmenneske til at være et sorgmenneske end at flytte læseren eksistentielt. Det sidste kan ikke blive til andet end en fesen drøm. Denne drøm om anstændiggørelse af læseren får det til at vende sig i mig.

Bjarne Toft Sørensen

Hvorfor placere et link i form af et ”Læs også – Måske syntes psykiatrien ikke, at mine tanker var værd at savne” efter det bragte essay? Hvis man efterfølgende læser tilbuddet, risikerer man at få ødelagt den oplevelse, man lige har fået ved at læse essayet. I hvert fald, hvis man som jeg er en psykologisk læser, der kun til dels accepterer kronikørens selvcentrerede kritik mod systemet, selv om jeg forstår den og derfor ikke kan undgå efterfølgende at opleve det bragte essay i et nyt lys.

Efter i tankerne at have være et smut over henholdsvis Tove Ditlevsens narkotisk eksponerede dødsridt mod afgrunden, hvor det narkotiske også lå i selve eksponeringen, og Yahya Hassans narkotisk eksponerede flugt fra sig selv og andre mod fængslets tryghed, så jeg mig af Information placeret som en snylter på andres lidelser, vi er alle ofre, for at kunne holde mine egne på afstand. På baggrund af en forfatters behov for at være eksponeret og blive bekræftet med brug af sit store sprogligt æstetiske talent.

Jeg kom til at tænke på en episode, hvor jeg sad sammen med et ungt menneske, som jeg kendte som meget selviscenesættende, i en næsten tom kantine. Da jeg ville gå bredte en rædsel sig på ansigtet, og med en hvisken blev der sagt: ”Du må ikke gå, for så forsvinder jeg”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"vi kan ikke fortsætte alene med den samme oprørsfigur. ham, der kan rejse sig og gå alene og forrest, ham, der kan ligge alt bag sig øde. det liv og det arbejde som er oprøret skal også kunne leves af den der må bære en anden eller noget andet med ----".

Gå til myterne, gå til kulturhistorien, og du vil se, at der er tale om en balance, vi har kæmpet med gennem civilisationernes historie.

Vær trods alt glad for, at du lever i et Nordvesteuropæisk land. Du finder i dag næppe nogen social og kulturel baggrund, hvor der, til trods for stigende ulighed og ny - fascistiske strømningers fremkomst, gives så meget plads til det, som du efterlyser.

I stedet for med dit essay at jamre og give håb til andres uopfyldelige paradisiske længsler, skulle du hellere bruge tiden på at blive klogere. Utopiske længsler er nødvendige, men de må ikke spærre for en indsigt i den verden, du lever i.

I stedet for ensidigt at fokusere på det, som ikke er godt nok, skulle du hellere fokusere på at slås for det, som du kunne risikere at miste.