Læsetid: 18 min.

Barslens form: Et essay om at blive mor, Weekendavisens debatredaktør, Peter Madsen og andre presserende sager

Læs Asta Olivia Nordenhofs bidrag til den feministiske antologi ’Ulyd’, hvor 12 skandinaviske forfattere, kritikere og aktivister udforsker potentialet i nye former for feminisme
Læs Asta Olivia Nordenhofs bidrag til den feministiske antologi ’Ulyd’, hvor 12 skandinaviske forfattere, kritikere og aktivister udforsker potentialet i nye former for feminisme

Mia Mottelson

21. september 2018

jeg har søgt efter barslens form.

det er onsdag, vinter, men ikke rigtig koldt, prinsegemalen er død, kongehusets kvinder afbilledet i aristokratisk sorg, de er klædt i sort, rank nakke og fremskudt hage, blanke øjne men ingen tårer.

havnen ligger stille, lidt, men ikke nok vind til at bevæge vandet

*

det skal være en sang for det vi ikke kan se og ikke helt kende som vi alligevel kan elske, måske også den fremtid som vi kunne kalde revolutionen. her i teksten fostret

det skal være en sang hvoraf der fortsat kan synges: vi vil ikke se fostret, vi vil elske det der ligger i mørke

*

barslens form

vi kan ikke fortsætte alene med den samme oprørsfigur. ham, der kan rejse sig og gå alene og forrest, ham, der kan ligge alt bag sig øde. det liv og det arbejde som er oprøret skal også kunne leves af den der må bære en anden eller noget andet med

det være sig en sorg, et barn, en svækket krop, en længsel, en kærlighed

*

biler på den brede vej nedenfor hospitalet, langsomt begynde at presse det liv ud, som er min datter. tårerne løber fra min kæreste, som om han også, med beskeden om at jeg er klar til at presse, må skille noget fra sig.

*

det er torsdag, nu er havnen frosset til eller næsten.

en mand rækker sin telefon frem mod mig, foto, siger han, ok, sure, siger jeg og tager først et billede på lang afstand, så to tættere på, han bladrer hastigt billederne igennem, takker og fortsætter langs havnen

otte ministre, herunder landets statsminister, er under stort politiopbud ankommet til mjølnerparken, hvor de vil fremlægge en ghettopakke der indebærer at politimestre efter eget skøn kan oprette zoner i såkaldt belastede boligkvarterer som mjølnerparken hvor indenfor forbrydelser kan straffes dobbelt.

*

først bliver man bedt om at finde sig til rette på briksen, maven påføres en kold og gennemsigtig gele, så sættes apparatet til. man forventes at rette sin opmærksomhed mod den skærm som vender mavens inderside ud, barnet gengivet som et lille hvidt spøgelse, det kommer til syne, fejlfindes

*

jeg går med barnet sovende langs havnen som, hvis man fortsatte, bliver til det hav hvori opfinderen peter madsen for et halvt år siden parterede journalisten kim wall.

en bekendt der dækkede sagen for new york times, blev efter at have publiceret sin artikel kontaktet af et amerikansk filmselskab som ville købe rettighederne til historien. jeg er gravid da han fortæller mig det. en anden ved bordet fortæller at hun var i samme uge af graviditeten, da hendes barn blev konstateret dødt, hun fik et vestimulerende drop så hun kunne føde sit døde barn. sparker barnet rigeligt, stærkt, spørger hun, ja, det tror jeg, siger jeg, og går ud på badeværelset for at afvente at barnet sparker

politiet beslaglægger opfinderes computer, de finder videoer af kvindehenrettelser, steninger, nogle måneder senere begynder statskanalens årlige primetime krimi med billedet af en kvinde der bliver stenet, så kan plottet med sine mange forgreninger sætte afsted. først mistænkes den mellemøstlige mand, men det viser sig, som det er blevet en nyklassiker i krimien, at han er god, der er ikke andet i ham end den totale godhed der kommer sig af, at han imellem sine to mulige skæbner, ond eller god, blev god

*

februar, kommunen har indledt et arbejde for at bekæmpe rotterne i byen, kongens have er gravet op, bunkerne fra krigen der før var dækket af buskads rager nu op som store jordknolde, vi tager rundt og ser på daginstitutioner

det diskuteres igen om det skal gøres lovpligtigt for daginstitutioner at servere svinekød for børnene.

var et barn, et barns krop, nogensinde en grænse, var der nogensinde et rum staten ikke havde adgang til, så må det tvinges åbent, hvis du er barn af en muslim der ikke spiser svinekød så må vi åbne din mave for vores skikke. danskhedsfølelse er desværre ikke noget man kan teste for, udtaler en politisk ordfører

*

under havet eller over, i skolen, kroppen dissekeres, der er ikke rigtig noget slutpunkt når man kigger udover det opdyrkede land, pløjemarker, bag en pløjemark endnu en

*

den gennemsigtige og kolde creme påføres, mit barn viser sig at have en næseryg, det er godt, siger hende der fører ultralydscanneren, det har mongoler ikke. det lille spøgelse på skærmen kaster sig rundt, mit barn som formodes ikke at være mongol, som sådan midlertidigt godkendt kun for at rejse en ny mistanke.

*

også i det arbejde der ikke er det reproduktive: at blive mor.

en ældre kollega fortalte, det var da hun fik børn hun begyndte at skrive romaner, digter kunne hun ikke længere være, afvente, skrive pludseligt i henrykkelse. romanens måde egnede sig til børnenes rutiner, langsomt fremadskridende, et par sider hver dag udfyldt på fire timer mens børnene var i institution, så ryddede hun op, handlede ind. nu var hun i halvfjerdserne og ville skrive digte igen men vidste ikke om det var muligt.

sushimesteren i dokumentaren der omhandlede ham sagde: der er ikke andet end slid, du skal arbejde, jeg hader ferie, og man skiftede til sønnerne som sagde: det er svært at overtage efter sin far, der er ikke andet en slid, man må arbejde, måske kan man en dag nærme sig ham

man så dem gå til fiskemarkedet, der var kun ganske få tun den dag. men rejerne er meget smukke, sagde den ene søn og holdt en reje frem

*

fra vinduet kan man se langt, nogle spredte store bygninger hvor der sælges ting og imellem dem brede veje der alle samler sig i endnu en bred vej der fører over floden.

graviditetssulten førte mig i nat ad de veje, omsider fandt jeg et natåbent sted hvor de solgte en ret med kartoffelkugler, kød og ost, som jeg bestilte fra menukortet fordi der stod det var en egnsret. to meget fulde mænd sang en trampepopsang ud over kariokianlægget, den lød som kartoffelkuglen smagte, melankolsk, med en underlig forfærdelsens eufori.

der blev ved at komme nogen og byde mig op til dans og jeg ville ikke danse så jeg bad om at få retten med mig, bartenderen pakkede retten til en stor sølvpapirskugle, som jeg pillede åben på en trappesten. jeg overvejede at sove der, graviditeten kommer med en søvntrang der synger i en som fra en meget lang historie

*

det er i den meget smukke og forfærdelige by budapest at paranoiaen spænder mig for sin hårdt skinnende karet, jeg tvinger trætheden til side og begynder at gå

de kommer til at kunne se alt, jeg kan ikke være mor, de kan gøre det synligt, hvornår nedbrydes kartoffelkuglerne, angsten og sorgen, hvis jeg skal lyses op indefra må jeg være tom

når jeg ikke er på arbejde går jeg langs floden, jeg må fortsat længere væk fra maskinernes rækkevidde, barnet vokser min mave stor, man ser det dag fra dag, alle ser det og har lov at se alt

*

tårerne løber fra min kæreste som om også han, med beskeden om at jeg er klar til at presse, må skille noget fra sig. jordmoderen flår hende ud, det må gå hurtigt, hendes skuldre er brede det kan blive et problem, selv forstår jeg ikke andet end smerte, så er hun hos mig så er hun virkelig hos mig, hvad har vi af andre ord for det, der løber til mig, kærlighed

*

på museet, der huser byens antikke samling, kan man bevæge sig ned af en lang trappe, ned i et koldt rum, så er man trådt ind i nogle gamle egypteres gravkammer, kun skilt fra deres grav af en glasvæg. vi var der med folkeskolen, jeg var sikker på vi pådrog os en forbandelse ved at lade hånt om gravfreden, jeg blev bange

da jeg blev voksen, og ikke orkede at finde en måde at forklare min date at jeg ikke ville gå ned i graven, forsøgte jeg at trøste mig selv med at kun de rige blev begravet sådan, at de sikkert har ladet andre leve i ufred så jeg kunne vel tillade mig at træde ind i deres grav og se. på vej op af trappen, med ryggen mod de døde, mærkede jeg noget koldt og distinkt som fra en lov.

*

forår, dengang graviditeten netop var begyndt at rejse sig ud mod verden, vi er i sommerhus, min kærestes familie snakker bag de gule mure, teenagerne sover al deres tætte varme ud i stuerne, mange myg om det lille vandhul i haven, adspredte børneråb. det er overhovedet nu mens jeg skriver at jeg levede det år, graviditeten tog, det er nu mens jeg husker det, at det får den fylde som panikken gjorde umærkelig.

der er et lille vindue i det værelse hvor vi har sovet, det er morgen, min kæreste er gået ned for at drikke en sjus med sin far og sin onkel for at fejre alle de nye titler alle får når barnet kommer. igen og igen under graviditeten denne summen, hvilket navn får jeg, hvilket får jeg, myg om vandhullet, nogle af de få sommerdage det år overhovedet kommer til at gi fra sig.

så kommer regnen, endeløs og nænsom mod dem, der ikke kan udholde varmen, de gamle, de små, de gravide, jeg iagttager fra lejligheden københavnerne ved det mindste solstrejf afklæde sig tøjet, forsøge, om dagen ikke kan bære til den nye kjole, så kommer regnen igen. jeg tager i ikea og føler skam over at være iblandt de andre kvinder med børn i maverne derude, jeg strejfer kun hastigt forbi børneafdelingen og lader kort blikket feje henover de forskellige sager.

tilbage i sommerhuset, de få solrige dage, jeg kan ikke længere ligge på maven, så jeg ligger på siden på tæppet og læser, min kæreste kommer med en skål mandler, senere går vi virkelig gennem havet, for vi har valgt en rute hvor havet lige pludselig æder kysten, vi holder taskerne højt hævet over hovedet, så går vi langs landevejen og hen til en butik der sælger fisk hvor vi spiser paneret fiskefilet på bænkene udenfor, jeg bliver rørt når jeg skriver dette, for jeg tror, det var nogle lykkelige timer.

*

vi er i biografen da plukveerne går i gang

jeg havde besluttet at skrive en filmanmeldelse i den anledning at politiken havde bragt en artikel om de nyeste anklager mod kvindemorderen peter madsen, i midten af artiklen blev man afbrudt af en reklame for en film hvori en kvinde ligesom kim wall fik skåret hovedet af

filmen hed snemanden, og var kun løseligt forbundet af en række afskårne kvindehoveder, et fandt man i en garage, et lå som jeg husker det for bunden af en brønd. resten af plottet var næsten ubegribeligt, noget magtmisbrug, en masse gamle misærer, halvincest eller noget i hvert fald med nogle mænd og nogle betragteligt yngre kvinder, smukke snelandskaber, en trist betjent og endnu en trist betjent

de griner også drengegruppen på stolerækken nedenfor, én udbryder what the fuck og tager et billede af de andre fyre der også griner, en af dem tager det på sig at forsøge at udrede for de andre hvad historien overhovedet er, han forsøger og giver så op, han forstår det heller ikke

det er altså der plukveerne begynder, maven rejser sig hård som et hestelår, så slipper det, så vokser musklen igen. jeg er lykkelig, jeg tænker: omsider skal jeg arbejde i smerte og ikke bare vente i smerte, som om jeg ikke forstår, at jeg allerede har arbejdet, at kroppen har. men det er ikke fødslen der går i gang, det skal fortsætte sådan en måned, hvis noget nogensinde var en ørkenvandring så var det den fødsel der ikke helt vil ta mig og heller ikke la mig være i fred

*

december 2017, barnet er nyt, bevidstheden strukket ud over havnen, lang, som fra et barn til en mor til en mor, som en telefon, der efterhånden brænder sig varm mod kinden, når man har talt længe, jeg talte næsten hver dag i telefon med min mor

barnet er nyt, skjult for os stadigvæk, kendt som hun er, med et andet liv under huden. jeg genkender døden i hendes ordløse smerte

de sidste uger af min mors liv levede hun i en fremmed smerteskrampe, hun havde ikke længere noget sprog, udtrykte sig kun i jamren, eller i noget, der lød som sorg, korte hyl, som om, sådan hørte jeg det, hun igen blev klar over at vi var mistet, at hun skulle miste os

hun sagde: det lyder mærkeligt, men jeg tror det er sandt, jeg kommer til at savne dig, til min bror. men hun sagde også: det er værst for jer, snart ved jeg ikke selv at jeg er død.

et forfærdeligt billede, og kun forfærdeligt fordi det, da det ikke først og fremmest var billede men også en handling, vækkede min afsky: jeg fører skeen til min mors mund, ris med sovs, hun kan dårligt nok tygge det. jeg er rasende over ikke længere at være datter, at det er mig der giver min mor maden.

jeg tænkte: på grund af det kan jeg aldrig blive mor, fordi jeg var datter for kort.

jeg elsker min mor, jeg kan næsten ikke leve uden hende, det er sådan jeg lever

*

sne, omsider sne.

weekendavisens debatredaktør skriver sin mening om den danske debat.

han elsker den, skriver han, fordi hvor ophedet den end bliver, er der altid denne undertone af, at man mødes over en fadøl bagefter, mere fatalt bliver det ikke.

jeg forstår at det drysser med frossen vand fra himlen, det virkelige mysterium er hvordan mænd som weekendsavisens debatredaktør er lykkedes med at leve livet uden at forstå at debatterne handler om nogen

man kan ikke tage en fadøl efter debatten hvis det der diskuteres er, om der igen skal nedskæres i ens levegrundlag, om ens mor får opholdstilladelse, om der endnu engang skæres i personalet på den instution, hvor man er nødsaget til at have sit behandlingskrævende barn indlagt. så ængstes man under debatten, og bagefter er man enten ødelagt eller lettet, kun for at afvente næste gang en gruppe fadølselskende retorikere tager ens liv i deres hænder, og glæder sig over, når dagen går på held, at de diskuterede godt, uden dog at skabe sig nogen fjender, uden dog at have et eneste problem ud af det

*

fredag, en skibsejer drejer halsen og kigger efter mig. et øjeblik forestiller jeg mig at vi befinder os i gensidig og lidt panisk undren over hvad vi leder efter i hinandens ansigter, så vender han igen hovedet og går over broen til skibet.

*

december 2017, stadig, barnet er nyt, sover sit 55 centimeter lange liv i barnevognen, vi passerer gennem kirkegården hvor min far er begravet. jeg ber min kæreste køre lidt rundt derinde, så jeg kan ryge en smøg sammen med min far, ruller først en til ham og ligger den på stenen, så en til mig selv som jeg tænder.

det er nu der sker et mirakel, stenen, som er skåret som et ansigt, en mand med udspilede øjenæbler, græder en tåre. jeg moderne fjols går metodisk til værks for at tilbagevise miraklet, undersøger først, for det regner ikke, om dråben kan være faldet fra et blad og landet på øjet, men der er ikke nogen årsag at se opad. da jeg ikke finder nogen grund til at der skulle samle sig en dråbe på stenens øje beslutter jeg at der alligevel må være en grund, jeg bare ikke kan ræsonnere mig frem til. da jeg vil gå sker det igen, stenøjet danner en tåre mens jeg ser på det.

vi går hjem og jeg må først bære miraklet hos mig selv, for hvis jeg fortalte om det ville jeg begynde at græde fra det samme dyb jeg for nogle uger siden hentede min datter fra

der var også det ægtepar hvis plasticfigur af maria begyngte at græde olietårer. de lagde en video op på youtube og selvfølgelig ankom der adskillige tv hold og man skulle tro moralen så ville være at for det kolde blik der er kameraets ville dukken ikke græde men hun blev ved at græde de tårer, som blev tolket som fromme selv om vi selvfølgelig ikke kan vide om hun græd i spot eller uhellig desperation

*

man fik besked om, at man med barnet ville ofre sin frihed. jeg kender ingen ofre og jeg kender ingen frihed at ofre. livet kom udefra og ikke med frihed, fra en mor, der allerede savnede mig, der længtes efter at holde mig i sine hænder, og kysse mit glatte babyhår

*

jeg husker i barndommen den ordløse summen omkring tingene i værelset om aftenen når man lå alene, man mærkede at de også holdt på sorgen så man ikke skulle bære den alene

*

har jeg nogensinde følt mig så spillet ud mod andre kvinder, som under graviditeten? da en jordemor sent i graviditeten roser mig for mit rygestop og siger at mange kvinder ikke lykkes med at stoppe, går noget blåt og hårdt igennem mig, det er konkurrencemandens triumf. min kæreste sagde tidligt i graviditeten: mange kvinder ville aldrig tygge nikotintyggegummi. vi skændtes, om det, om andet, om amning. jeg havde tænkt: det er vidunderligt at bære den elskedes sæd, den elskedes barn, at deles, men kroppen føltes som under belejring, det var ikke det at jeg voksede et barn i mig, min krop skulle jeg dele med min kæreste, med sundhedsstyrelsen, med staten. jeg fik denne duknakkede gang, så lidt som at købe en kop kaffe, hvem ved, hvem på cafeen der måtte mene noget om kaffe, emilie fortalte, hun havde gået en tur med barnevognen røget en cigaret og nogen have råbt bitch efter hende, stine fortalte hun havde bestilt en kop kaffe og servitricen havde sagt: skulle det ikke hellere være en kop te. det lyder hurtigt så bagatelagtigt, herregud, man ku jo bare la kaffen være, undlade at ryge en smøg når man går med barnevognen, men man er så bange, det er som om der altid på skulderen sidder en fugl der er klar til at hakke sit næb i dig, at man ikke elsker sit barn, at man ikke forstår at ofre sig, for sådan er en moders kærlighed, en smertens skæbne man er kaldet til, indtil så den nye smerte begynder da barnet kaldes til sin skæbne og forlader dig for at følge faderen

*

en forfatterkollega udtaler at godt nok er det tragisk, forfærdeligt, men han ser også i kim walls blik en kvinde der opsøger fare, for man bør jo ikke træde ned i en ubåd med en fremmed mand. i det blik, der for mig ligner livsglæde, mod, ser han en lyst til at dø.

*

scanning, den gennemsigtige og kolde gele påføres maven. fremtiden forvanskes, bliver lille på det udskrevne ark med sandsynlighedsberegninger, så og så stor er risikoen for kromosonfejl, et ødelagt hjerte, et hjerte, der holder op med at slå netop som barnet er født.

hvor skal man gøre af den kærlighed man føler, man bærer på en potentiel ulykke, en katastrofe der til hvert af disse tjek lige akkurat undviges.

scanningsinformationerne blev forseglet i en konvolut som man, som en rest fra et andet samfund, skulle bære med sig rundt til konsultationer hvor folk alligevel havde adgang til de samme informationer på skærmen

*

jeg havde læst på en meget lyserød hjemmeside at mit barn havde størrelse som en peanut, siden en vingummibamse en drue, jeg elskede barnet for at leve sin første tid målt i de snacks, som den gravides bevidsthed begynder at sværme for

*

langs havnen om natten, hun sover bedst sådan, efter en gåtur henover brosten i kulde. mine veninder siger alle: sådan præcis var det også med vores. babyernes veje, deres sind og lov, som vi alle kommer med forbløffelse til, aha, sådan går man, bevæget over at have fundet et midlertidigt svar, med babyens vilje i vognen foran sig og tænker og tænker også på ting, jeg omgående ønsker at afvise, flugten sidder altid i kroppen, ikke for meget åbent rum bag ryggen, ikke en hætte der forstyrrer udsynet, sådan en parathed, og jeg tænker: hvordan løber man med en barnevogn, hvad kan de gøre ved min datter, og bebrejder mig selv, at jeg overhovedet kan producere den slags forestillinger. jeg vil tænke at der aldrig er nogen der begår et overgreb på min datter, men bare den besværgelse, jeg føler jeg kalder det til mig, jeg går så hurtigt hjem med hende foran mig som jeg kan

*

sommeren 2017 arbejder som bag en lukket mund, en ide om en sommer der aldrig blev udtalt, blomsterne nærmest mugner før de overhovedet folder hovedet ud, der er allerede gået måneder siden vi i sengen en morgen så trump holde sin underlige vindertale, en lang række navne, bill og james og james søn og bill og thanks også til james my old friend. de politiske journalister kan ikke få nok af sig selv, de er som ved at sprænges over at rapportere fra dette historiske tidspunkt i historien hvor en lånespekulant og realitystjerne træder ind i det ovale værelse og gør racismens og sexismens realitet til en jovial kasket.

jeg rakker rundt i parkerne og leder efter skjul og finder dem, deler bænke med de hjemløse og dem der er ude for at gøre de ting de ikke vil eller må gøre derhjemme. her ligger kanyler, kondomer, her lugter tæt af våd lille blomst, det giver et sæt i en mand og en kvinde da jeg ankommer, jeg bøjer hovedet i respekt for deres hemmelighed.

en anden gang tager en mand sig til hjertet og siger thank you, nakken bøjet, blikket mod jorden, da han forstår at jeg ikke vil gøre ham fortræd, og går hurtigt derfra, jeg siger mod hans ryg, der er i hastig bevægelse væk, at han ikke skal gå, hans sovepose bliver liggende ved siden af busken.

*

graviditeten hæver sin muskel mod verden, det ukendte barn, graviditeten nedbryder og skaber, der er ikke noget jeg kan gøre

*

klokken halv otte får jeg besked om at jeg kan presse, tårerne løber fra min kæreste som om han også med den besked må skille noget fra sig. bilerne lyser mat i gråvejret, som fra en allerede antik modernitet, noget forladt som lyset fra en stjerne.

om et par timer vil jeg kunne forstå mig selv som indviet i et af kvindernes smertefællesskaber og om et par timer vil jeg allerede igen ikke kunne forstå det.

jeg er ikke igennem graviditeten og fødslens smerte, igennem arbejdets ensomhed, blevet kvinde, det blev jeg alle de gange man korrigerede mig, fordi jeg ikke handlede som en kvinde.

*

forår 2017, maskinen sættes til maven, barnet er gengivet på skærmen men ikke mit barn. det er statens barn, der ikke må have downsyndrom. hende der fører apparatet siger, fostret har en næseryg, det er godt, det har mongoler ikke

vi tog på smørrebrødsrestaurent, bestilte to små flasker meget dyr champagne og leverpostejsmadder, røget ål. med mellemrum fandt vi scanningsbilledet frem, vi så på vores barns små fødder.

min kæreste tog i sommerhus samme dag, jeg gik langs havnen om natten, følte bevidstheden blive lang og letsort som himlen, min mor drømte engang hun fløj i en flyvemaskine og det blev pludselig til en ulykke og kaptajnen sagde: du skal ofre et af dine børn, og det var velkendt for hende, de drømme, hun havde dem tit, men i denne drøm gik det pludselig over, pludselig skulle hun slet ikke ofre noget, hun havde sine børn hos sig og vi fløj

Mia Mottelson

Uddrag fra essaysamlingen ’Ulyd’, der er redigeret af Hedda Lingaas Fossum og udgivet af forlaget Cappelen Damm.

Asta Olivia Nordenhof
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Lotte Schack
  • Ejvind Larsen
Troels Ken Pedersen, Lotte Schack og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Mænd har det også svært i dag. Jeg føler mig krank og lille efter at have læst dette essay. Jeg føler jeg er i halvdårligt selskab med en forfatter der ikke vil forstå mænd og dermed ikke holder af os. Det er denne verdensfjerne frustration som bærer essayet, selvom sorgerne 1 og 4 er berørt på en både følsom, kærlig og original måde.

Vi er alle mennesker med glæder og sorger. Sorgerne kunne være: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.

Overordnet set, i forhold til en del af dagens danske litteratur, må jeg sige at det er min erfaring at det er lettere at bidrage til at flytte læseren fra at være et frustrationsmenneske til at være et sorgmenneske end at flytte læseren eksistentielt. Det sidste kan ikke blive til andet end en fesen drøm. Denne drøm om anstændiggørelse af læseren får det til at vende sig i mig.

Bjarne Toft Sørensen

Hvorfor placere et link i form af et ”Læs også – Måske syntes psykiatrien ikke, at mine tanker var værd at savne” efter det bragte essay? Hvis man efterfølgende læser tilbuddet, risikerer man at få ødelagt den oplevelse, man lige har fået ved at læse essayet. I hvert fald, hvis man som jeg er en psykologisk læser, der kun til dels accepterer kronikørens selvcentrerede kritik mod systemet, selv om jeg forstår den og derfor ikke kan undgå efterfølgende at opleve det bragte essay i et nyt lys.

Efter i tankerne at have være et smut over henholdsvis Tove Ditlevsens narkotisk eksponerede dødsridt mod afgrunden, hvor det narkotiske også lå i selve eksponeringen, og Yahya Hassans narkotisk eksponerede flugt fra sig selv og andre mod fængslets tryghed, så jeg mig af Information placeret som en snylter på andres lidelser, vi er alle ofre, for at kunne holde mine egne på afstand. På baggrund af en forfatters behov for at være eksponeret og blive bekræftet med brug af sit store sprogligt æstetiske talent.

Jeg kom til at tænke på en episode, hvor jeg sad sammen med et ungt menneske, som jeg kendte som meget selviscenesættende, i en næsten tom kantine. Da jeg ville gå bredte en rædsel sig på ansigtet, og med en hvisken blev der sagt: ”Du må ikke gå, for så forsvinder jeg”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"vi kan ikke fortsætte alene med den samme oprørsfigur. ham, der kan rejse sig og gå alene og forrest, ham, der kan ligge alt bag sig øde. det liv og det arbejde som er oprøret skal også kunne leves af den der må bære en anden eller noget andet med ----".

Gå til myterne, gå til kulturhistorien, og du vil se, at der er tale om en balance, vi har kæmpet med gennem civilisationernes historie.

Vær trods alt glad for, at du lever i et Nordvesteuropæisk land. Du finder i dag næppe nogen social og kulturel baggrund, hvor der, til trods for stigende ulighed og ny - fascistiske strømningers fremkomst, gives så meget plads til det, som du efterlyser.

I stedet for med dit essay at jamre og give håb til andres uopfyldelige paradisiske længsler, skulle du hellere bruge tiden på at blive klogere. Utopiske længsler er nødvendige, men de må ikke spærre for en indsigt i den verden, du lever i.

I stedet for ensidigt at fokusere på det, som ikke er godt nok, skulle du hellere fokusere på at slås for det, som du kunne risikere at miste.