Interview
Læsetid: 10 min.

Billedkunstneren Kirsten Astrup besynger velfærdssamfundet med kulørt kabaret

I filmkabareten ’Urolige hjerte’ kombinerer Kirsten Astrup sin interesse for offentlig infrastruktur med æstetikken fra kabaret, dragperformance og folkekomedie. For velfærdssamfundets sammenhængskraft lider ligesom tognettet under årtiers manglende vedligeholdelse og politisk prioritering, mener billedkunstneren
DSB’s Centralværksted danner rammen om en scene i filmkabareten ’Urolige hjerte’. For instruktørerne Maria Bordorff (t.v.) og Kirsten Astrup er det vigtigt at holde sig åbne over for de overraskelser, stedet byder på.

DSB’s Centralværksted danner rammen om en scene i filmkabareten ’Urolige hjerte’. For instruktørerne Maria Bordorff (t.v.) og Kirsten Astrup er det vigtigt at holde sig åbne over for de overraskelser, stedet byder på.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
21. september 2018

Det danske jernbanenet strækker sig over godt 2.600 km og har siden af 1800-tallet bundet Danmark sammen på tværs af geografisk afstand og i en vis grad også sociale skel. 

For den udstillingsaktuelle billedkunstner Kirsten Astrup er jernbanevæsenet et billede på velfærdsstatens sammenhængskraft, som er i hastig forandring. På baggrund af den bekymring har Astrup lavet en påfaldende kulørt og morsom filmkabaret, der med udgangspunkt i dansk jernbanehistorie giver et alternativt portræt af det danske samfund lige nu.

Urolige hjerte hedder værket, som består af en række tableauer med nykomponeret musik. I løbet af filmens 35 minutter møder man bl.a. en romanskrivende togstewardessedrag, skruppelløse ejendomsspekulanter og en spraglet, lystig flok togrejsende, som er lykkeligt uvidende om den afsporing, der finder sted sidst i filmen. 

»De her rejsende i filmen kan være et billede på, at man sidder i et system, som nogle andre bestemmer hvor skal henad. Sådan kan det også føles, når man ved, at det er multinationale selskaber, der beslutter, hvad der skal ske i ens hverdag,« siger Kirsten Astrup, som jeg besøger en aften.

Der er en uge til, at værket skal møde sit publikum på Museet for Samtidskunst i Roskilde, og Astrup og hendes samarbejdspartner og hustru, Maria Bordorff, byder på en øl i deres lejlighed i Valby.

Det er Astrup, der lægger navn til værket og udstillingen, og hende, der med en baggrund som performancekunstner er ved at etablere sig på den danske samtidskunstscene. Hendes filmtekniske kunnen har hun fra film- og mediestudiet, og hendes tidlige musikalske skoling er fra 6. Juli Garden, Fredericia, hvor hun spillede tværfløjte og saxofon. Sidste år tog hun afgang fra Kunstakademiet i København med en prisvindende filmkabaret om postvæsenet, Troe og Agtsom.

Det er også Astrup, der sidste efterår begyndte at gennemtrawle dansk jernbanehistorie og -kultur for at finde locations og inspiration til værket, og som har skrevet filmens musik. Men det er Maria Bordorff, der skriver teksterne, og som lægger stemme til de karikerede taleradioindslag om velfærdssamfundets kollaps, der optræder filmen igennem. Siden engang i foråret har Maria Bordorff, der ellers arbejder som kunstkritiker og skribent, været så involveret i projektet, at der mest bliver sagt vi og vores, når de taler om det.

De to har haft travlt. Dagen er blevet brugt på at køre diverse rekvisitter og jernbanehistoriske genstande til museet, hvor de skal udstilles sammen med videoinstallationen. De sidste to dage har de brugt på at colorgrade filmen, som er optaget hen over foråret og sommeren og klippet sammen siden begyndelsen af august.

»Kirsten har sovet en halv time hver nat de sidste tre nætter,« siger Bordorff.

»Jeg kan ikke forstå, hvordan vi stadig står op,« siger Astrup.

»Så det er derfor, vi lige byder på en øl.«

»Men altså, vi står,« konstaterer Bordorff, og så sætter vi os ned og ser Urolige hjerte i dens næsten færdige form.

Kirsten Astrup (t.v.) og Maria Bordorff.

Kirsten Astrup (t.v.) og Maria Bordorff.

Anders Rye Skjoldjensen

På optagelse i DSB's Centralværksted

En måned tidligere møder jeg Kirsten Astrup, Maria Bordorff og deres filmhold i Den Gule By, hvor de skal optage den allersidste scene til filmen.

Centralværkstedet ligger og passer sig selv yderst på Vesterbro i København. Det er et ret stort og ret afsondret område med et langstrakt jernbaneterræn, en stor hal, der huser lokomotivværkstedet, og en masse røde murstensbygninger i samme borglignende nationalromantiske stil som Københavns Hovedbanegård og mange andre danske togstationer fra begyndelsen af 1900-tallet.

En af disse pompøse og solide murstensbygninger skal danne rammen om dagens scene, hvor filmens skurke – to profitorienterede ejendomsspekulanter på jagt efter arkitektonisk kulturarv, der kan jævnes med jorden – bryder ud i en forelsket duet, mens de inspicerer en af de røde murstensbygninger. Den består af to vandtårne føjet sammen af en værkstedsbygning. 

Astrup er godt oppe at køre over stedet: »Der er de her to struttende tårne, der er blevet forbundet med hinanden. Det kan man lægge noget i, hvis man har lyst. Ellers kan man lade være.«

Vandtårnsbygningen har huset forskellige værksteder og kontorer, der er blevet efterladt med al deres rod og orden. På væggene hænger billeder af kort over DSB’s togruter og billeder af gamle tog og letpåklædte damer. Det ser ud, som om de DSB-medarbejdere, der har haft deres daglige gang her, bare har taget deres deres madkasse, deres jakke og deres eventuelle kasket og er gået deres vej, væk fra snavsede kaffekopper med påskriften DSB Materiel, røde plasticringbind og de brunstribede gardiner, der også hang i regionaltogene i 1980’erne.

Kirsten Astrup.

Kirsten Astrup.

Anders Rye Skjoldjensen

Dullet op

Henne i et mødelokale i DSB Vedligeholds lidt mindre pompøse bygning er skuespillerne Kenneth M. Christensen og Ogi Curcic ved at gøre sig klar til at spille profitjagende, gentrificeringsglade ejendomsmæglere. Deres roller er parodiske udpenslinger af filmens fjendebillede. Som alle andre karakterer og statister i filmen er de dullet op som dragperformere med ekstralange øjenvipper og tydeligt optegnede kindben og læber. Alting er overdrevet og maksimalistisk.

Filmholdet er på plads og klar til at optage de to længselsfulde profitjageres ankomst til det, Kenneth M. Christensen kalder »dobbeltpiktårnet«. De to kommer kørende ind i billedet på et rødt rangerlokomotiv. Det var egentlig planen, at de skulle komme gående med lange målrettede skridt, men så var toget der, og en venlig DSB-medarbejder indvilgede i at køre det.

Urolige hjerte er optaget på jernbanemuseer i Odense og Struer, på Roskilde Festival, hvor filmens sange blev opført som en performancekoncert, og i De Kongelige Ventesale på Københavns Hovedbanegård. Astrup og Bordorff arbejder med et professionelt filmhold og udførlige skudplaner, men det er stadig vigtigt for dem, at være åbne for de overraskelser, de forskellige steder giver:

»Pludselig kommer der et fantastisk tog kørende og ligner noget fra en Olsen Bande-film, og det skal med, selv om det ikke er planlagt,« siger Kirsten Astrup.

»Det kan være svært, når man har sat en dolly (kameravogn på skinner, red.) op, men det er mere dokumentarfilmens præmisser, vi arbejder på, end den almindelige spillefilms. Vi har selvfølgelig en skudplan, men hvis der dukker noget fantastisk op, må man rykke på tingene.«

En af scenerne i ’Urolige hjerte’ er optaget på Roskilde Festival, hvor Danica Curcic sang nummeret »Macho Toxicality« til Kirsten Astrups performancekoncert.

En af scenerne i ’Urolige hjerte’ er optaget på Roskilde Festival, hvor Danica Curcic sang nummeret »Macho Toxicality« til Kirsten Astrups performancekoncert.

Kirsten Astrup/Museet for Samtidskunst i Roskilde

Brug for mere end sig selv

Inde i vandtårnsbygningen går Kenneth M. Christensen og Ogi Curcic op ad en vindeltrappe, der snor sig om et mørkegrønt rør.

»I kan se den store fallos her i midten,« instruerer Astrup, »den skal I op langs.«

Mens de går op ad trappen, synger de med på deres bromance-duet, som brager ud fra nogle højttalere. »Du er hurtigere end lyn / altid først gennem byen,« lyder det beundrende fra Ogi Curcic til Kenneth M. Christensen. Melodien er noget svulstig og iørefaldende. Kirsten Astrup og Maria Bordorff står på et kontor på førstesalen og følger med på monitoren.

Det går lidt for hurtigt, vurderer Astrup. Karaktererne må gerne være mere på opdagelse.

De to skuespillere gentager turen op ad tårnets trappe nogle gange, og Kenneth M. Christensen får på et tidspunkt øje på en ubestemmelig genstand af sammenføjede aflange messingstykker i vindueskarmen. Måske er det en reservedel, måske er det en lille skulptur, som en eller anden DSB-medarbejder formentlig har lavet i et ledigt øjeblik. Den nusser han på vej op ad trappen. Imens synger Curcic videre: »Aldrig spilder du din tid / med ulønsomt slid.«

Anders Rye Skjoldjensen

Instruktørerne jubler lavmælt ved monitoren, ømheden for den tilfældige metaldingenot er en perfekt kontrast til de linjer.

»Hvad er det dér overhovedet,« spørger Bordorff.

»Det ved jeg ikke. Men jeg vil have den,« svarer Astrup.

Curcic og Christensen når op ad trappen og bøjer sig i næste skud hen over et bord med plantegninger. Hænderne nærmer sig hinanden, og de giver sig begge hen til omkvædet, hvor den individualisme, de ellers har besunget, punkterer:

»Men indimellem har man brug for mere end sig selv / så står man på en dårlig dag og løber tør for held / så var det at vi ku’ / det ku’ være at vi sku’ / du og jeg.«

Den sidste tone holder de længe. Den får ikke for lidt.

Folkelig, flamboyant samfundskritik

Urolige hjerte har fået sin titel fra en roman fra 1919, skrevet af den engang folkekære forfatter og jernbanearbejder Johannes Buchholz. 

»Bogen er fuld af en masse forelskelser, og så er der en togulykke, fordi der sker nogle effektiviseringer, som gør, at de skal arbejde hurtigere,« fortæller Kirsten Astrup.

»Jernbanearbejderne i romanen finder en måde, hvorpå de kan rangere togene på tyve sekunder i stedet for tyve minutter, og så går det rigtig godt den første gang og helt galt gang nummer to. Jeg synes, det er ret interessant at lave den spejling i noget fra 1919, selv om der selvfølgelig var andre motiver og situationer bag det dengang.«

Kenneth M. Christensen og Ogi Curcic i rollen som ejendomspekulanter, der pludseligt rammes af følelser for hinanden.

Kenneth M. Christensen og Ogi Curcic i rollen som ejendomspekulanter, der pludseligt rammes af følelser for hinanden.

Kirsten Astrup/Museet for Samtidskunst i Roskilde

I Astrups film er det politisk kortsigtethed, stigende privatisering og manglende tro på kollektive løsninger, der truer den idyl, der ellers udspiller sig i togvognene.

Visuelt blander Urolige hjerte ligesom Astrups tidligere film dragperformanceæstetik med gammel dansk folkekomedie. En forkærlighed for papmachérekvisitter tilføjer et strejf af børne-tv, i hvert fald indtil en papmachébuttplug spiller en rolle i en sexscene i et togkøkken. Musikken er gennemgående poppet og iørefaldende.

Maria Bordorff forklarer, at de gerne vil holde udtrykket folkeligt:

»Kunstfilm kan godt virke lidt krypterede, så alle ikke nødvendigvis føler, de taler til dem. Vi tænker over at være bredt appellerende, også når jeg skriver teksterne. I en samtidskunstkontekst er det næsten folkeligt bare det at skrive på dansk, fordi det meste ellers er på engelsk. Halvdelen af filmens sange er på dansk og skrevet med hilsen til bl.a. PH, Anne Linnet pg Rocazino. Det har været en udfordring at skrive på dansk, fordi det føles tæt på, men også fordi højrepopulismen har gjort det nærmest lidt ubehageligt at gebærde sig på dansk. Jeg prøver virkelig at lade mine tekster med al vores research, men det er stadig et meget enkelt hverdagssprog, de er skrevet i.«

Det folkelige, det flamboyante og det karikerede, som er så iøjnefaldende i Urolige hjerte, er væsentlige elementer i den kabaretgenre, Kirsten Astrup har arbejdet med i årevis. Først som live performancekunstner, hvor hun ofte spillede alle roller og instrumenter selv, og siden som videokunstner, hvor hun koncentrerer sig om at skabe lækre billeder til kameraet. Værkerne tager som regel udgangspunkt i et bestemt rum og en bestemt samfundsmæssig eller kulturel problemstilling. Hendes liveperformance Du er et mønstereksemplar fra 2016 foregik i en mørklagt gymnastiksal og handlede om prekære arbejdsvilkår. I am the Oat fra samme år, som hun lavede i samarbejde med performancekunstneren Mathias Kryger, handlede om nedskæringer på kulturområdet og fandt sted i en nedlagt kantine på Statens Museum for Kunst.

Jeg spørger Astrup, hvad det er, der tiltaler hende ved kabaretgenren.

»En kabaret er ikke en fortælling fra A til B,« siger Kirsten Astrup.

»Man kan lave nedslag, skifte genre og bruge karikaturen og humoren til at kommentere på nogle ting på en kritisk måde. Det tiltaler mig også, at man bare iscenesætter højdepunkterne. Man tager alt det, der er sjovt og spændende og nice at lytte til, og alt det udenom lader man være. Det er lidt som en lang række af trailers. Nu, hvor jeg i så mange år har arbejdet med kabaretformen, er det ligesom blevet inkorporeret i mit sprog. Eller vores sprog, som det nu er.«

Tag patos tilbage

I de radioindslag, der som en slags fortællerstemme løber gennem Urolige hjerte, taler en anfægtet kvindestemme om, at mistilliden vokser, når samfundets kollektive løsninger bliver for tunge, og at man bør skrue forventningerne til det politiske i vejret. Selv om det er en parodisk dannet stemmeføring, der tales med i radioindslagene, er det ikke fuldstændigt fjerne synspunkter for Maria Bordorff og Kirsten Astrup. De vil gerne tale om værdighed, hensyn og solidaritet.

I et af radioindslagene beklager kvindestemmen sig over, at vedligehold er umoderne, og at reparation i det hele taget ses som konservativt og systembevarende. »Kunne man komme mere nuanceret omkring tingene, tror jeg, at det ville være fint,« siger hun.

Kirsten Astrup var i sin researchfase i kontakt med tidligere togstewardesser, der fortalte om en tid med strejker og firmarevyer. På billedet ses Britta Mogensen, der var en af hovedkræfterne bag togstewardessernes revy.

Kirsten Astrup var i sin researchfase i kontakt med tidligere togstewardesser, der fortalte om en tid med strejker og firmarevyer. På billedet ses Britta Mogensen, der var en af hovedkræfterne bag togstewardessernes revy.

Kirsten Astrup/Museet for Samtidskunst i Roskilde

Jeg spørger, om det er systembevarende samtidskunst, de laver.

»Det er det ikke, nej,« svarer Maria Bordorff. »Selv om det kan lyde konservativt, når værket også taler for vedligehold. Det er først og fremmest et forsvar for kollektive løsninger, men det er også en appel om at tale mere nuanceret om tingene, så det ikke hedder sig, at man enten er systembevarende eller indstillet på at rive hele lortet ned. Der er jo nogle institutioner, der meget gerne måtte bestå og hvis mangeårige fodarbejde, vi kunne udvikle.«

Kirsten Astrup svarer, at de ikke er ude på at få 1970’erne tilbage:

»Måske er der bare nogle værdier og erfaringer, man kunne tage med sig videre – også ud i en fremtid, hvor velfærden ikke nødvendigvis er knyttet til et nationalt statsapparat.«

Maria Bordorff fortæller, at de har valgt, at Arbejdersangbogen blandt andre genstande skal udstilles i en montre i udstillingen. Det undrede nogle af museumsfolkene sig over.

»Man føler tit en distance til de store ord i gamle politiske sange, men måske handler det om at tage de store ord tilbage, sige det med patos, tale om at stå sammen uden at famle efter ordene. Hvorfor kan man ikke bare tale om solidaritet?«

»Jeg synes, det er interessant, at når man bladrer igennem Arbejdersangbogen, så er der meget, jeg synes er rigtigt, men som også bare virker naivt, latterligt og dumt,« tilføjer Kirsten. »Det er ikke noget, jeg egentlig synes, det er bare den kulturelle brille, man har på. Der er nogle ord, man ikke længere kan bruge. Men så kan man lave en filmkabaret om det i stedet for.«

Udstillingen ’Urolige hjerte – en filmkabaret af Kirsten Astrup’ åbnede på Museet for Samtidskunst i Roskilde torsdag den 20. september og varer indtil 21. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her