Læsetid: 9 min.

Blachman om Kim Larsen: »De vil spille ham om 500 år«

Kim Larsen er død, 72 år gammel. Information har snakket med fire kendere om hans betydning for dansk musik og kulturliv – og for os allesammen
Kim Larsen er død, 72 år gammel. Information har snakket med fire kendere om hans betydning for dansk musik og kulturliv – og for os allesammen

Ritzau Scanpix

1. oktober 2018

’De vil spille ham om 500 år’

Thomas Blachman, jazzmusiker og X Factor-dommer

»Kongen er død. Det må være overskriften. For det er fandme det, han er – total indiskutabelt kongen. Han havde en rytmisk, melodisk og lyrisk opfindsomhed, og samtidig var det så umiddelbart. Han var en biotop, det mest organiske materiale. Det er der ikke andre, der kan. Det var fuldstændig naturlig sangskrivning. Og det kan man bare kigge på og tænke: Hold da kæft.«

»Kim Larsen er for vild, mand. Jeg har lyttet til ham, siden jeg var syv år og sunget med på hans sange. Han var vores the Beatles. Han er måske den største i vores tid. Det er en stor mand, vi har mistet, og det tror jeg, vi kommer til at opleve nu. Vi kommer alle sammen til at snakke om ham i den kommende tid. Han kunne noget helt særligt. Han er vores tids Grundtvig. Det bliver ikke renere end det.«

»Jeg mødte ham nogle gange, og han var en sindssygt dannet mand, der vidste alt om musik. Hans bedste sange har nogle små begavede arrangementer – ud over at melodien siger ’blip blop’, så er der altid noget andet at hente i hans ting også. Det er opfindsomhed. Og derfor var han super cool.«

– Hvad var det hans musik kunne? Eller kan?

»Han havde den bare. Han fandt noget, som ikke var der før, og det var så legende let for ham. Tonegentagelse, sagde han altid. Tonerne skal gentage sig selv og så hoppe videre til en anden. Det er som at cykle. Man holder den bare i gang.«

»Jeg skulle have lavet noget musik med ham til en film engang. Han blev ved at sende mig sange. Den ene var vildere end den anden, men det blev desværre aldrig til noget. Men vi fik lavet en fantastisk godnatsang, som han kom ind i mit studie og indspillede. Jeg har den stadig liggende i skuffen. Det var et fuldstændig fantastisk nærvær, han havde, den mand.«

– Det er jo alle, lige fra små børn til voksne mennesker, som har følt sig berørt af hans musik. Hvorfor tror du, det er sådan?

»Fordi det er et voksent menneskes begavede nærvær. Han repræsenterede den mest inspirerende form for kærlighed. Det var en mand, der troede på sin samtid, og som ville en forandring og havde et bud på en forandring. Han var et fyrtårn.«

Thomas Blachmann lægger røret på. Der går to minutter, så ringer han igen:

»De vil spille ham om 500 år. Hans musik vil være en del af arven, ligesom salmerne, Kingo og alle de gamle røvhuller. Han vil være en af dem. Det er jeg helt sikker på. Hej.«

’Det er en konstant, der nu bare er væk’

Jakob Damgaard Lund, forfatter til biografien ’Solisten’ om Kim Larsen

»Han var Danmarks største sanger og sangskriver. Der er ikke nogen ved siden af. Jeg tror ikke, vi kommer til at opleve en af hans format igen. Vi kommer ikke igen til at se de der vanvittige salgstal på plader, som der var midt i 1980’erne. Så det var også omstændighederne, der gjorde ham så stor – og så var det hans talent og hans vanvittigt gode sange.«

»Gasolin var et nybrud i dansk musik. Det at synge på dansk om sig selv og det helt nære liv derude på Christianshavn. De markerede, at der skete noget nyt, og betydningen af det er i sig selv kæmpe stor. Når jeg tænder for radioen, synes jeg stadig, jeg kan høre en arv fra ham, som bliver videreført. I den måde, der bliver sunget på, eller i en hyldest til København, til byen og til det helt nære liv. Der er rigtig meget af det, vi er er blevet vant til at forstå som dansksproget rock, der begynder hos ham. Det er ret stort.«

– Hvad betød Kim Larsens musik?

»Jeg tror ikke, at der er nogen, som ikke er påvirkede af hans sange. Som menneske har han været en hård nyser til tider, men når han spillede sine sange, gik det rent ind. Jeg tror, at alle har en Kim Larsen-sang, et minde eller en plade, fordi han bare var så enormt stor. Et kæmpe menneske, og en kæmpe sanger. Det er alle ramt af i dag. Man bliver ramt på sin egen lille oplevelse med Larsen, og nu er det endeligt slut.«

»Alle, der har lyttet til en Kim Larsen-sang, kan mærke, hvor supersimpelt det er. Det er nærmest en børnesang. Og det er jo det sværeste overhovedet – at tage noget, der er så svært og gøre det så simpelt, at det bare fungerer, når man lytter til det. Også live. Det var der, han forløste og selv høstede af alt det hårde arbejde, som lå i at få frembragt alle de skønne sange. Det var, når han stod på scenekanten, at det hele gik op i en højere enhed for ham.«

»Jeg er et barn af firserne. Hans musik har været et tapet til min barndom og ungdom. Jeg fik et helt chok i dag, da jeg fandt ud af, at han var død. Fordi han altid har været der, og nu er han der ikke mere. Det er en konstant, der nu bare er væk. Og tabet af det tror jeg slet ikke vi er færdige med at beskæftige os med.«

’Han emmede af at være et almindeligt menneske’

Klaus Lynggaard, anmelder på Weekendavisen

»Han har vist, hvordan man kan tage det håbløse, kantede og hårde sprog, vi har, og faktisk synge på det, så det svinger og bliver festligt. Det har andre gjort før ham, men det var ham, der bragte det ind i rocken gennem Gasolin. Sidenhen blev han en syntese af alle mulige forskellige påvirkninger, fra højskolesangbog til salmer og revy, mens han tog rockmusikken med over fra Gasolin og viste dermed vejen frem til en ny måde at synge på dansk på.«

»Han kunne skrive meget romantiske kærlighedssange. Og han skrev om vind og vejr, om livets gang. Om at det er søndag, og familien skal i skoven. Om helt almindelige gøremål. Han skrev om dem, der ikke sidder med til højbords, når det bliver bestemt, hvordan vores liv skal se ud. Han var helt klart på de svages side, selv om han ikke var en politisk kunstner som sådan. Der er ingen tvivl om, at hans hjerte bankede for dem, man i gamle dage kaldte den lille mand eller kvinde.«

»Jeg har altid elsket sangen ’Hjerter Dame’:

Vi sætter fodspor begge to

på Dronning Louises bro

imellem tusinde andre

om lidt er de visket væk

Det er er Kim Larsens livsklogskab: Vi er unikke, os to, der går her. Men der er tusinder af andre i verden, og vi er her kun for en kort stund, så lad os få det bedste ud af det og elske hinanden.«

»Jeg tror, at hans betydning har været, at han skabte noget fællesskab. Vi lever i en tid, der bliver mere og mere atomiseret. Vi bliver mere individualistiske. Børn har fire navne, hvoraf tre af dem er nogle, man aldrig har hørt før. Vi er alle sammen så specielle. Kim Larsen udsprang af en generation, hvor man troede på et ’vi’ og på et fællesskab. Der er måske en ubevidst landesorg nu over, at det projekt er kæntret.

Den generation af musikere er der ikke mange tilbage af, for sådan er tidsånden ikke nu. Nu er det Beyoncé, vi lytter til, og selvom hun har bevist, at hun har en social bevidsthed, så er hun ikke opnåelig for almindelige mennesker. Men det var Kim Larsen, når han kom sjoskende i sine udtrådte sko med røv i bukserne. Han emmede af at være et almindeligt menneske. Den generation af musikere, som var født i 40’erne prøvede rent faktisk at skubbe til en fællesskabsfølelse, og dem er der ikke mange tilbage af. Det er det modsatte, vi oplever nu.«

’Over ham er der kun Dronning Margrethe. Ja, og H.C. Andersen’

Søren Gaden, Kim Larsens pressemand hos EMI 2000-2006, i dag presseansvarlig hos Gyldendal

»Det, der gør Kim Larsen så stor, er, at han har historien med sig – og at han forlænger den og leverer den nye historie. Tre gange formår han at være den mest succesfulde og bedst sælgende danske musiker overhovedet – i halvfjerdserne, firserne og i startnullerne. Det er aldrig sket for andre danske kunstnere at have massive succesperioder med så store mellemrum. Samtidig skriver han sange, der bliver den moderne danskers soundtrack.

Hvis man i midten af 1980’erne er et barn på 10-12 år, der går rundt hjemme hos sin mor og far med radioen kørende, så er det Kim Larsens sange, der bliver spillet hele tiden. ’Jutlandia’, ’Midt om natten’, ’Mig og Molly’, ’Papirsklip’, ’Tarzan Mama Mia’. De bliver en del af ens identitet som dansker.«

»Kim Larsen var spillemand. Sådan så han sig selv. Han formåede, måske som ingen andre, at ramme den danske folkesjæl enormt rent i sin sangskrivning.«

– Det virker, som om hele Danmark er i chok over hans død, og at mange deler den samme fortælling om at ligge på sit værelse og høre Kim Larsen på kassettebånd. Hvorfor fik han så stor betydning for så mange mennesker?

»Gasolin var det første danske rockband, som kunne fylde store sportshaller til deres koncerter i midten af 1970’erne. Og midt i det insisterede han på ikke bare at spille rockmusik. Han ville gerne ind til en kerne i det danske sprog, og med solopladen ’Værsgo’ viste han, at han spillede på flere strenge.«

»Mange kunstnere har en storhedstid på fire, fem, måske otte år. Så er det det. Men Kim Larsen blev ved at holde sig relevant. Der er en naivitet i hans tekster, som rammer os rent. Mine børn går på en skole, hvor Kim Larsens sange har været fast pensum til morgensang og er det endnu. Børn på fem-seks år kan også i dag synge ’Joanna’ og ’Jutlandia’ og ’Midt om Natten’ udenad.«

»Han er en del af mit DNA. Og af rigtig mange andre danskeres DNA, tror jeg. Der er noget ursjæl i hans musik. Derfor har det aldrig sluppet mig. Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, da jeg så, at han var væk. For han er det største, vi har haft, og det største, vi får. Over ham er der kun Dronning Margrethe, når I taler om personligheder i danmarkshistorien. Ja, og H.C. Andersen. Men vi er helt deroppe. Verden bliver ikke den samme, tror jeg. Så meget betyder han alligevel.«

Informations andre artikler om Kim Larsen i forbindelse med hans død den 30. september 2018:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Ethelfeld
  • Carsten Munk
  • Christian Skoubye
  • Ole Frank
  • Oluf Husted
Torben Ethelfeld, Carsten Munk, Christian Skoubye, Ole Frank og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Island, hvor ungdommen ellers kun taler engelsk, er Kim Larsen "skyld i" at dansk igen er "fint"

Christian Skoubye, Ole Frank og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Herr Larsen var ikke min personlige ven, men jeg har fået den opfattelse at han var sine venners ven.

Herr Larsen var ikke Folkelig - men hans musik var.

Her Larsens strenge og musikunivers kunne vi have haft glæde af mange år endnu. Nu må vi 'nøjes'.

Herr Larsens familie fortjener et fredfyldt og værdigt farvel til herr Larsen.

olivier goulin

Med al respekt, tror jeg ikke Kim Larsens musik holder i 500 år.
Det tror jeg ikker der er megen popmusik, der gør.

Det skulle lige være, hvis de bliver i højskolesangbogen i 500 år.

/O

Danmark er et par små ubeboede øer om 500 år. Så det var det. Dansk folkeparti er helt ligegyldige. Der er ikke noget at passe på, og det er sikkert godt det samme. :o)

Jeg talte nogen gange med ham når han var på sin sene turné på udvalgte odenseanske værtshuse. Det blev senere primært til lidt udveksling af litteraturtips, men allerførste gang spurgte jeg ind til Swing Jørgen. De to var så klart beslægtede. Jeg husker ikke længere ordret hans svar men husker det som at det lige så godt kunne have være blevet Swing Jørgen, der havde fået den store succes, og at det var tilfældigheder, der gjorde, det blev ham selv.
Respekt og ydmyghed er gode egenskaber.
Swing-Jørgen lavede i øvrigt et godt album sammen med Gasolin bassist Willy Jønsson.

Sören Tolsgaard

Tør man mon overhovedet forsøge at g r o u n d e tilbedelsen af Larsen, hér et par dage efter hans opstandelse?

Rigtig mange danskere - undtagelser gives naturligvis - og især københavnere, er utvivlsomt af den opfattelse, at han er en af de største danske skjalde, ja for mange vel den største nationale musikstjerne i vor tid.

Skal man overhovedet - i konkurrencesamfundets ånd - fremdrage nogen, som kan gøre ham rangen stridig eller blot nå ham til sokkeholderne, står man overfor en vanskelig opgave. Blandt de en smule ældre kunne man evt. fremhæve Peter Belli, som er en eminent fortolker, men dog ikke har skrevet ret meget selv, og i lange perioder har været henfalden til danskpop i letvægtsklassen, som der ikke er ret meget fremdrift i. Povl Dissing kunne også nævnes her, men også han trækker på andres værker, og finder nu mest gehør i aldrende befolkningsgrupper.

Ser vi på Larsens samtidige medbejlere, var der flere, som manifesterede sig markant under ungdomsoprøret. Rendyrkede hippier, som Eik Skaløe, fik ofte en legendarisk, men kortvarig karriere, som kun rakte til en parantetisk kultdyrkelse. I den anden ende af spektret var Savage Rose og Sebastian måske lige lovlig politisk og musikalsk korrekte i en venstresnoet tid. Andre hippier, som Stig Møller, viste sig i det lange løb for uproduktive til at nå ud i bredere kredse, hvilket man måske også tør sige om C. V. Jørgensen, som trods sit poetiske vid har haft for lange pauser og måske har været for sekterisk til at ramme den folkelige nerve i bredden. Kim Larsen, som kun havde en korvarig flirt med hippierne, havde derimod en konstant produktion, som nåede ud i stadig videre kredse.

Søger vi videre gennem årgangene finder vi adskillige aspiranter, som Peter A. G. Nielsen, Steffen Brandt, Lars Lilholt og Johnny Madsen (hvis vi også skal have nogle jyder med, adskillige andre kan nævnes), men i løbet af firserne druknede de enkelte stemmer næsten uundgåeligt i vrimlen af stadig mere professionelle produktioner, hvoriblandt faktisk nogle, som nok kan matche Larsen i folkeligt vid. Efterhånden vandt tendensen til engelsksprogede produktioner frem - Larsen forsøgte sig også uden held i så henseende - og det må vist siges at være de færreste skandinaviske musikere, udover muligvis ABBA, som derved har kunnet berige den skandinaviske kultur. Der rappes ganske vist fortsat på gebrokkent dansk, og der optræder givetvis nutidige kunstere, som synger flydende og fængende dansk, men der vil nok være stadig længere imellem de, som kan formulere sig fyndigt på dansk modersmål.

BT trykte i øvrigt for et par år siden Larsens svar på en række spørgsmål, som er interessante i denne sammenhæng. Larsen udtrykker bl.a. at Rolling Stones burde ophøre med deres patetiske show. Man kritiserer jo ofte lige præcis dem, som man selv minder mest om, og Larsen har selv den 100+ pct. selvfixerede og gavflabede facon, som Mick Jagger. Og ligesom Stones intet ville være uden Jagger (Richard er en dygtig guitarist, men uden karisma som sanger) og Doors intet uden Morrison, var Gasolin intet uden Larsen.

https://www.bt.dk/musik/her-er-70-ting-du-formentlig-ikke-vidste-om-kim-...

Og gasserne begik jo de samme klassiske drengestreger som Stones, stoffer og selvfed livsstil, for Larsens vedkommende kulminerende i New York, hvor hans manglende succes på det store marked endelig fik ham til at indse, at træerne ikke vokser ind i himlen. Så Kim Larsen returnerede og satte sit fortsatte præg på lille Danmark som levemand i overhalingsbanen, med masser af succes, børn, penge, ølstuer, værtshuse, skilsmisser og evigt rygende cigaretstumper - ligesom Mick Jagger, som Larsen klandrer for at træde videre i gamle spor.

Men Stones har måske taget et større skridt, end Larsen nogensinde gjorde. De har gjort op med fortidens livsstil, lever sundt og holder måske mange år endnu. Jagger springer rundt på scenen, og selvom han som Larsen har taget yngre musikere ind i bandet for at tilføre lidt spræl, så funker sammenholdet og sangene fra den gyldne tid jo stadig. De fleste af Larsens bedste sange ligger jo også langt tilbage i kataloget, så hvorfor så forbandet travlt med at forny sig til det sidste? Måske måtte han - som så mange danskere - simpelthen arbejde og ryge sig ihjel.

Dansktop-sangerinden Lana, har klaget over al den fokus mere der er på Kim Larsen, end der var på prins-Henrik.
Hvem faen gidder høre om en prins, Kongen er død.

Sören Tolsgaard

Tja, Kong Kim havde en mening om mangt og meget, også om Kong Henrik:

Kim Larsen mener, at prins Henrik burde have lov til at være konge. I 2012 udtalte han til Søndagsavisen: “Nej, det kan jeg godt forstå, at han vil. Når en dame fra Australien kan blive dronning uden at gøre noget som helst for det, skal han da også kunne blive konge. Det er forkert.”

Jvf. mit ovenstående link fra BT.

Henrik Liisberg

Jo, der er ingen tvivl om at cigaretrygning og vaertshuse har faaet stjernestatus hos de unge (og gamle)
Bare gaa til den, drenge og piger. Saa skal I bare se hvor pragtfuldt det er at blive kvalt naar den tid kommer. Bestemt, han var dygtig paa sit omraade men signalerede ogsaa uheldige vaner.