Blachman om Kim Larsen: »De vil spille ham om 500 år«

’De vil spille ham om 500 år’

Thomas Blachman, jazzmusiker og X Factor-dommer

»Kongen er død. Det må være overskriften. For det er fandme det, han er – total indiskutabelt kongen. Han havde en rytmisk, melodisk og lyrisk opfindsomhed, og samtidig var det så umiddelbart. Han var en biotop, det mest organiske materiale. Det er der ikke andre, der kan. Det var fuldstændig naturlig sangskrivning. Og det kan man bare kigge på og tænke: Hold da kæft.«

»Kim Larsen er for vild, mand. Jeg har lyttet til ham, siden jeg var syv år og sunget med på hans sange. Han var vores the Beatles. Han er måske den største i vores tid. Det er en stor mand, vi har mistet, og det tror jeg, vi kommer til at opleve nu. Vi kommer alle sammen til at snakke om ham i den kommende tid. Han kunne noget helt særligt. Han er vores tids Grundtvig. Det bliver ikke renere end det.«

»Jeg mødte ham nogle gange, og han var en sindssygt dannet mand, der vidste alt om musik. Hans bedste sange har nogle små begavede arrangementer – ud over at melodien siger ’blip blop’, så er der altid noget andet at hente i hans ting også. Det er opfindsomhed. Og derfor var han super cool.«

– Hvad var det hans musik kunne? Eller kan?

»Han havde den bare. Han fandt noget, som ikke var der før, og det var så legende let for ham. Tonegentagelse, sagde han altid. Tonerne skal gentage sig selv og så hoppe videre til en anden. Det er som at cykle. Man holder den bare i gang.«

»Jeg skulle have lavet noget musik med ham til en film engang. Han blev ved at sende mig sange. Den ene var vildere end den anden, men det blev desværre aldrig til noget. Men vi fik lavet en fantastisk godnatsang, som han kom ind i mit studie og indspillede. Jeg har den stadig liggende i skuffen. Det var et fuldstændig fantastisk nærvær, han havde, den mand.«

– Det er jo alle, lige fra små børn til voksne mennesker, som har følt sig berørt af hans musik. Hvorfor tror du, det er sådan?

»Fordi det er et voksent menneskes begavede nærvær. Han repræsenterede den mest inspirerende form for kærlighed. Det var en mand, der troede på sin samtid, og som ville en forandring og havde et bud på en forandring. Han var et fyrtårn.«

Thomas Blachmann lægger røret på. Der går to minutter, så ringer han igen:

»De vil spille ham om 500 år. Hans musik vil være en del af arven, ligesom salmerne, Kingo og alle de gamle røvhuller. Han vil være en af dem. Det er jeg helt sikker på. Hej.«

’Det er en konstant, der nu bare er væk’

Jakob Damgaard Lund, forfatter til biografien ’Solisten’ om Kim Larsen

»Han var Danmarks største sanger og sangskriver. Der er ikke nogen ved siden af. Jeg tror ikke, vi kommer til at opleve en af hans format igen. Vi kommer ikke igen til at se de der vanvittige salgstal på plader, som der var midt i 1980’erne. Så det var også omstændighederne, der gjorde ham så stor – og så var det hans talent og hans vanvittigt gode sange.«

»Gasolin var et nybrud i dansk musik. Det at synge på dansk om sig selv og det helt nære liv derude på Christianshavn. De markerede, at der skete noget nyt, og betydningen af det er i sig selv kæmpe stor. Når jeg tænder for radioen, synes jeg stadig, jeg kan høre en arv fra ham, som bliver videreført. I den måde, der bliver sunget på, eller i en hyldest til København, til byen og til det helt nære liv. Der er rigtig meget af det, vi er er blevet vant til at forstå som dansksproget rock, der begynder hos ham. Det er ret stort.«

– Hvad betød Kim Larsens musik?

»Jeg tror ikke, at der er nogen, som ikke er påvirkede af hans sange. Som menneske har han været en hård nyser til tider, men når han spillede sine sange, gik det rent ind. Jeg tror, at alle har en Kim Larsen-sang, et minde eller en plade, fordi han bare var så enormt stor. Et kæmpe menneske, og en kæmpe sanger. Det er alle ramt af i dag. Man bliver ramt på sin egen lille oplevelse med Larsen, og nu er det endeligt slut.«

»Alle, der har lyttet til en Kim Larsen-sang, kan mærke, hvor supersimpelt det er. Det er nærmest en børnesang. Og det er jo det sværeste overhovedet – at tage noget, der er så svært og gøre det så simpelt, at det bare fungerer, når man lytter til det. Også live. Det var der, han forløste og selv høstede af alt det hårde arbejde, som lå i at få frembragt alle de skønne sange. Det var, når han stod på scenekanten, at det hele gik op i en højere enhed for ham.«

»Jeg er et barn af firserne. Hans musik har været et tapet til min barndom og ungdom. Jeg fik et helt chok i dag, da jeg fandt ud af, at han var død. Fordi han altid har været der, og nu er han der ikke mere. Det er en konstant, der nu bare er væk. Og tabet af det tror jeg slet ikke vi er færdige med at beskæftige os med.«

’Han emmede af at være et almindeligt menneske’

Klaus Lynggaard, anmelder på Weekendavisen

»Han har vist, hvordan man kan tage det håbløse, kantede og hårde sprog, vi har, og faktisk synge på det, så det svinger og bliver festligt. Det har andre gjort før ham, men det var ham, der bragte det ind i rocken gennem Gasolin. Sidenhen blev han en syntese af alle mulige forskellige påvirkninger, fra højskolesangbog til salmer og revy, mens han tog rockmusikken med over fra Gasolin og viste dermed vejen frem til en ny måde at synge på dansk på.«

»Han kunne skrive meget romantiske kærlighedssange. Og han skrev om vind og vejr, om livets gang. Om at det er søndag, og familien skal i skoven. Om helt almindelige gøremål. Han skrev om dem, der ikke sidder med til højbords, når det bliver bestemt, hvordan vores liv skal se ud. Han var helt klart på de svages side, selv om han ikke var en politisk kunstner som sådan. Der er ingen tvivl om, at hans hjerte bankede for dem, man i gamle dage kaldte den lille mand eller kvinde.«

»Jeg har altid elsket sangen ’Hjerter Dame’:

Vi sætter fodspor begge to

på Dronning Louises bro

imellem tusinde andre

om lidt er de visket væk

Det er er Kim Larsens livsklogskab: Vi er unikke, os to, der går her. Men der er tusinder af andre i verden, og vi er her kun for en kort stund, så lad os få det bedste ud af det og elske hinanden.«

»Jeg tror, at hans betydning har været, at han skabte noget fællesskab. Vi lever i en tid, der bliver mere og mere atomiseret. Vi bliver mere individualistiske. Børn har fire navne, hvoraf tre af dem er nogle, man aldrig har hørt før. Vi er alle sammen så specielle. Kim Larsen udsprang af en generation, hvor man troede på et ’vi’ og på et fællesskab. Der er måske en ubevidst landesorg nu over, at det projekt er kæntret.

Den generation af musikere er der ikke mange tilbage af, for sådan er tidsånden ikke nu. Nu er det Beyoncé, vi lytter til, og selvom hun har bevist, at hun har en social bevidsthed, så er hun ikke opnåelig for almindelige mennesker. Men det var Kim Larsen, når han kom sjoskende i sine udtrådte sko med røv i bukserne. Han emmede af at være et almindeligt menneske. Den generation af musikere, som var født i 40’erne prøvede rent faktisk at skubbe til en fællesskabsfølelse, og dem er der ikke mange tilbage af. Det er det modsatte, vi oplever nu.«

’Over ham er der kun Dronning Margrethe. Ja, og H.C. Andersen’

Søren Gaden, Kim Larsens pressemand hos EMI 2000-2006, i dag presseansvarlig hos Gyldendal

»Det, der gør Kim Larsen så stor, er, at han har historien med sig – og at han forlænger den og leverer den nye historie. Tre gange formår han at være den mest succesfulde og bedst sælgende danske musiker overhovedet – i halvfjerdserne, firserne og i startnullerne. Det er aldrig sket for andre danske kunstnere at have massive succesperioder med så store mellemrum. Samtidig skriver han sange, der bliver den moderne danskers soundtrack.

Hvis man i midten af 1980’erne er et barn på 10-12 år, der går rundt hjemme hos sin mor og far med radioen kørende, så er det Kim Larsens sange, der bliver spillet hele tiden. ’Jutlandia’, ’Midt om natten’, ’Mig og Molly’, ’Papirsklip’, ’Tarzan Mama Mia’. De bliver en del af ens identitet som dansker.«

»Kim Larsen var spillemand. Sådan så han sig selv. Han formåede, måske som ingen andre, at ramme den danske folkesjæl enormt rent i sin sangskrivning.«

– Det virker, som om hele Danmark er i chok over hans død, og at mange deler den samme fortælling om at ligge på sit værelse og høre Kim Larsen på kassettebånd. Hvorfor fik han så stor betydning for så mange mennesker?

»Gasolin var det første danske rockband, som kunne fylde store sportshaller til deres koncerter i midten af 1970’erne. Og midt i det insisterede han på ikke bare at spille rockmusik. Han ville gerne ind til en kerne i det danske sprog, og med solopladen ’Værsgo’ viste han, at han spillede på flere strenge.«

»Mange kunstnere har en storhedstid på fire, fem, måske otte år. Så er det det. Men Kim Larsen blev ved at holde sig relevant. Der er en naivitet i hans tekster, som rammer os rent. Mine børn går på en skole, hvor Kim Larsens sange har været fast pensum til morgensang og er det endnu. Børn på fem-seks år kan også i dag synge ’Joanna’ og ’Jutlandia’ og ’Midt om Natten’ udenad.«

»Han er en del af mit DNA. Og af rigtig mange andre danskeres DNA, tror jeg. Der er noget ursjæl i hans musik. Derfor har det aldrig sluppet mig. Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, da jeg så, at han var væk. For han er det største, vi har haft, og det største, vi får. Over ham er der kun Dronning Margrethe, når I taler om personligheder i danmarkshistorien. Ja, og H.C. Andersen. Men vi er helt deroppe. Verden bliver ikke den samme, tror jeg. Så meget betyder han alligevel.«