Læsetid: 9 min.

Carsten Jensen: Kære svenske borgere, mine europæiske medborgere, verdensborgere

Carsten Jensen skriver et åbent brev til sine medborgere i Sverige op til valget på søndag
Carsten Jensen skriver et åbent brev til sine medborgere i Sverige op til valget på søndag
7. september 2018

Uanset om Sverigedemokraterna bliver det andet eller det største parti ved skæbnevalget i september, risikerer I fremover at ligne Danmark. I bliver et forrået land, hvor et parti, hvis vælgerpotentiale er udtømt omkring de 20 procent, i et opportunistisk medløb fra medier og midterpartier ender med at diktere den offentlige debat, dens indskrænkede temaer og den halvracistiske retorik, hvori alle etniske minoriteter omtales. I et land, der som jeres har så mange flere indvandrere end Danmark, vil resultatet blive en katastrofal polarisering.

Populismen har ingen svar på nogle af tidens mest påtrængende spørgsmål. På hvilket problem, fra klimaforandringerne over EU’s krise til den voksende ulighed, er lukkede grænser et svar? Fremtiden findes slet ikke i dens horisont, ligesom den i øvrigt ikke gør det i midterpartiernes, hvis strategier aldrig rækker længere end til næste valg og rivaliseringen med de andre partier.

I Danmark er der 80 procent, der vælger ikke at stemme på Dansk Folkeparti. De bliver dagligt svigtet af deres egne politikere, der med lovforslag og sprogbrug appellerer til dem, som om de allerede havde kapituleret til ekstremismen. I Sverige vil der også være 80 procent af befolkningen, der ikke stemmer på Sverigedemokraterna. Det er dem, det gælder om at støtte, og Sveriges chancer er bedre end Danmarks. I er et land, hvor humanismen er dybere rodfæstet og udsynet til verden større. Derfor er det så afgørende vigtigt fortsat politisk at isolere Sverigedemokraterna, samtidig med at en række af de problemer, de rejser, bliver taget alvorligt, og der bliver søgt andre løsninger end dem, der består i forfølgelse og eksklusion af mennesker.

I Danmark har vi i mange år ment, at Sverige har været underkastet den politiske korrektheds diktatur, og at der derfor ikke var nogen ytringsfrihed, men tværtimod taleforbud, når det gælder indvandringens uoverkommelige problemer. Sverigedemokraternas eksplosive fremgang opleves af danske medier og politikere med stor skadefryd som en sejr for sandheden.

I mit land har den politiske ukorrekthed til gengæld sejret, og resultatet af denne triumf for ytringsfriheden er, at der ikke længere diskuteres. At omtale etniske mindretal som uintegrerbare og kulturelt mindreværdige er blevet den eneste gyldige adgangsbillet til den politiske debat. Det er et årti lang tilvænningsproces, hvis ingredienser er lige dele forråelse, afstumpning, apati og en resignation, som i dag rækker langt ind i den veluddannede middelklasse.

Man skal på forhånd erklære sig enig i, at integrationen af såvel indvandrere som flygtninge er »fejlslagen«. Alle andre synspunkter bliver afvist som ugyldige, skønt tallene fortæller, at stadig flere efterkommere får arbejde eller uddannelse, og at også kriminaliteten falder. I en strøm af nedsættende generaliseringer fortier vi alle disse positive tegn på vellykket integration. Når det kommer til indvandrere, er vi er blevet en succes- og fremgangsbenægtende nation.

Prisen er ikke blot, at et stigende antal veluddannede unge af anden etnisk herkomst fremmedgøres over for ideen om overhovedet at finde en plads i det danske samfund. Prisen er også, at et stigende antal danske vælgere, som ikke deler den stadig mere fremmedskeptiske retorik, der dominerer fra det yderste højre og langt ind over den politiske midte, føler sig politisk hjemløse. I Socialdemokratiet er det ovenikøbet sådan, at de få folketingskandidater, der ikke stemmer for de mest ekstreme stramninger på udlændingeområdet, bliver frataget deres ordførerposter eller ligefrem søges hindret i at genopstille til næste valg. Partiet ønsker at fremstå som helt uden sprækker, når det kommer til alliancen med det yderste højre.

Truer populistiske partier som Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti demokratiet? Sverigedemokraterna har fascistiske rødder. Fascinationen af fascismen er vi lykkeligt sluppet for i Danmark, fordi vi i modsætning til Sverige oplevede den tyske besættelse under Anden Verdenskrig og indså, at vi stod på jødernes side og ikke de racedyrkende nazisters.

Den populistiske version af demokratiet er ungarske Viktor Orbáns illiberale demokrati, hvor mindretallets rettigheder er afskaffet til fordel for flertallets enevælde, og magtens tredeling såvel som pressens frihed ikke længere respekteres. I Dansk Folkeparti er der stigende sympati for Putins Rusland, ligesom partiet, der er modstander af EU, orienterer sig mod de såkaldte Visegradlande, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, hvor demokratiet alle steder er under pres. Det er formodentlig i samme retning, Sverige vil bevæge sig under indflydelse fra Sverigedemokraterna.

Vi taler i disse år ofte om demokratiets krise, men udtrykket må præciseres, hvis det skal give mening. Det direkte demokrati stortrives i form af borgerinitiativer og græsrodsbevægelser. I Danmark har foreningen Venligboerne, der aktivt engagerer sig i lokale flygtninge- og indvandrerspørgsmål, fået 150.000 medlemmer, flere end samtlige politiske partier tilsammen. Aldrig før har så mange mennesker mobiliseret og engageret sig så aktivt i samfundslivet som nu, ikke kun i protest, men også for at demonstrere helt nye måder at gøre tingene på. Det er det repræsentative demokrati, krisen gælder, med stivnede partistrukturer, som opstod i og stadig afspejler ganske andre samfund præget af konflikter, som vi har ladt bag os. Partiernes horisont er ikke dikteret af samtidens udfordringer, men udelukkende af andre partier, interne intriger og et taktisk magtspil, der i selvopretholdelsens navn synes at kræve alle kræfter.

Hvad er løsningen? At udvandre fra partierne? Eller at indvandre i dem, som hundredtusinder af unge gjorde i det britiske Labourparti, hvor de stemte Jeremy Corbyn til magten? Strategien, der går under navnet Momentum, er i hvert fald radikalt anderledes end den, som 1968-generationen formulerede, da den med et lån fra Mao talte om den lange march gennem institutionerne og i stedet blot endte med fastansættelse i institutionerne.

På den ene eller den anden måde er det tvingende nødvendigt på ny at knytte båndene mellem det direkte demokrati og det repræsentative, og det indebærer også en genopdagelse eller måske ligefrem genopfindelse af selve tanken med at være borger i et demokrati.

Velfærdsstaten er Europas sande, varige bidrag til det 20. århundrede. Teknokraterne var i årene efter finanskrisen i færd med at glemme det. Men befolkningerne huskede det. Det er også det, som det populistiske oprør handler om, og det er som en indrømmelse til de populistiske strømninger, at f.eks. Tyskland pludselig har fået et hjemstavnsministerium. Ministeriets opgave er egnsudvikling, men dets sande funktion er symbolsk, og som symbol er det selvrefererende. Det er ministeriet selv, der er hjemstavnen, ikke en fjern landsby i et uberørt landskab.

Hvis Europa åbner sine grænser for de flygtninge, der nu strømmer imod kontinentet, vil velfærdsstaten bryde sammen, lød det i kakofonisk forvirring fra de 28 nationer, der i den fatale flygtningesommer udgjorde den Europæiske Union. I årevis har de forrettet dødsmessen for velfærdsstaten. Nu stiller de sig op som dens sidste forsvarere mod de tilstrømmende flygtningehorder, hvis snylterinstinkter tilskynder dem til et historisk plyndringstogt i Europa.

Ved sin grundlæggelse er velfærdsstaten udtryk for en forestilling om rettigheder, på tværs af alle skel i befolkningen. Menneskers lighed er dens første bud. Den kunstigt genoplivede velfærdsstat, der nu hyldes i en festdragt, der ikke er til at skelne fra ligklæder, er ikke for alle, men kun for nogle. Det er danskernes velfærdsstat, ikke kun fordi de har skabt den, men også fordi den skal være eksklusivt beregnet på dem. Den er ikke blot en national konstruktion, men en nationalistisk, den etniske velfærdsstat, en historisk set helt ny institution, hvis opgave ikke er at åbne sine døre, men at lukke dem. Velfærdsstaten bliver en fæstning med vindebroen oppe.

I dag står der ikke længere en kamp for eller imod velfærdsstaten, men en kamp til forsvar for den mod fremmede indtrængere. I denne defensive position, hvor den fejres uden spørgsmål, har velfærdsstaten tabt sin dynamik. Den skal ikke længere udvikles, men befæstes, og i sin nye funktion som fort er den blevet sin egen modsætning. Den lukkede dør, ikke den åbne, er blevet velfærdsstatens symbol, og det er altid dens overlevelse, der bruges som begrundelse, når fremmede skal holdes væk fra landets grænser.

Mens velfærdsstaten bevarer sin popularitet, gør dens grundlæggere, de europæiske arbejderpartier, det ikke. Kompromitteret af deres letsindige omgang med nødvendighedens politik og sværmeriet for privatisering, nærmer de sig i de fleste europæiske lande sammenbruddet. Men ikke i Danmark. Ligesom Dansk Folkeparti bliver inspirationskilde og rollemodel for højrepopulismen rundtom i Europa, bliver det danske socialdemokratis leder Mette Frederiksen en eftertragtet rådgiver for de socialistpartier rundtom i Europa, hvis vælgeropbakning nu kan måles i etcifrede procenter. Og hendes gode råd er overalt det samme: Lær jer at tale som Jimmie Åkesson, som Geert Wilders, som Marine Le Pen. Lær jer hadets og frygtens retorik.

Her er læren for det kriseramte, svenske socialdemokrati. Det kan sætte sig ved Mette Frederiksens fødder og blive et parti, der i Sverigesdemokraternas etnisk-nationalistiske ånd søger splittelsen og polariseringen. Eller det kan gå sin egen vej og appellere til alle borgere inden for Sveriges grænser, uanset etnisk eller religiøs baggrund.

Demokrati handler ikke om, hvor du kommer fra, men hvor du vil hen. Der går ingen vej tilbage, hverken til nationalisternes drøm om et beskyttet land bag lukkede grænser eller for den sags skyld til den klassiske velfærdsstat. Der går kun en vej, og det er fremad. Klimastaten vil jeg kalde velfærdsstatens nødvendige afløser, mens vi venter på den officielle dåb, og det er kun, fordi jeg lige nu ikke har noget bedre navn.

Klimastaten har en anden opgave end den velfærdsstat, der skulle bringe havarerede befolkninger på fode igen efter Anden Verdenskrig. Den skal forhindre en hel arts kommende udslettelse. Som velfærdsstaten må en kommende klimastat konstant være til forhandling, hvis den ikke skal miste sin dynamik og åbenhed eller stivne i dogmatik og diktater, der til sidst ikke vil være til at skelne fra diktatur. Det civile samfund vil også have en rolle at spille i form af græsrodsbevægelser, der rækker fra lokale borgerinitiativer til banker, der boykotter investeringer i fossile brændstoffer. Men en omfattende og bindende statslig lovgivning, der både opmuntrer og forbyder, vil være uundgåelig alene af den grund, at tidsperspektivet er så alarmerende.

Klimastaten kan af indlysende grunde ikke være begrænset til nationalstaten. Lovgivning må på en gang være lokal og international og følges op af økonomiske incitamenter, hvor man kan forestille sig magtfulde internationale organisationer som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond omdøbt til Klimabanken og Den Internationale Klimafond, uden at de mister hverken deres rådgivende indflydelse eller pressionsmuligheder.

Skal vi overleve planetens krise, er der ikke plads til smålig dem-eller-os-tænkning. Så må vi række hinanden hånden på tværs af alle grænser. Populismen, de 20 procents afmægtige oprør, er kun et midlertidigt bump på vejen, og det er på tide, at vi indser, at vi står over for udfordringer, der kun kan løses, hvis vi tør stille os større mål end at behage Jimmie Åkesson.

Flygtninge og indvandrere har en naturlig plads i den verden, vi sammen må skabe, og det forekommer mig, kære svenske medborgere, at I, også hvad det angår, til trods for jeres midlertidige krise er unikt placerede til at gå foran. I har så mange gange vist, at der ikke er nogen forskel på at være stolt af sit land og føle et ansvar for verden. Er jeres land netop ikke kendt overalt, fordi jeres tanker, budskaber og handlinger vækker en universel genklang?

Som få lande i den vestlige verden har I formået at skabe respekt om jeres land, ikke ved at vende ryggen til verden, men ved at åbne jer for den og omfavne den. Hver gang I gør Sverige større, gør I også verden større. Slut jer ikke til os andre. Bliv ikke en smålig nation i en verden af smålige nationer.

Fortsæt med at gå jeres egen vej.

Med håbet om det bedst mulige valg sender jeg mine varmeste hilsner

Carsten Jensen

 

Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Svensk historiker: Valget kræver, at de svenske politikere viser mod og tænker nyt

    11. september 2018
    Flygtningekrisen, bilafbrændinger og en valgkamp, der mest handlede om indvandring, sikrede ikke Sverigedemokraterna den jordskredssejr, mange havde spået. Grunden er, at kun få svenskere ønsker sig en så stram indvandringspolitik, at Sverige ikke kan konkurrere i den åbne, globale økonomi, vurderer den svenske historiker Lars Trägårdh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karen Møller Grothe
  • Karen Grue
  • Alvin Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Curt Sørensen
  • Tom Andreæ
  • Jakob Trägårdh
  • Peter Wulff
  • Claus Gårde Henriksen
  • Arne Albatros Olsen
  • Bjarne Andersen
  • Teodora Hansen
  • Kim Folke Knudsen
  • Jens Carstensen
  • Anders Reinholdt
  • Eva Schwanenflügel
  • Eva Bertram
  • Jes Enevoldsen
  • Flemming Berger
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Katrine Damm
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Jens Frederiksen
  • Torben Skov
  • Torben K L Jensen
  • Ole Frank
  • Carsten Munk
  • Ole Falstoft
  • Hans Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Frede Jørgensen
  • Lasse Glavind
  • Tino Rozzo
  • Christian Mondrup
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Lillian Larsen
  • Niels Møller Jensen
Karen Møller Grothe, Karen Grue, Alvin Jensen, Poul Anker Sørensen, Curt Sørensen, Tom Andreæ, Jakob Trägårdh, Peter Wulff, Claus Gårde Henriksen, Arne Albatros Olsen, Bjarne Andersen, Teodora Hansen, Kim Folke Knudsen, Jens Carstensen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Eva Bertram, Jes Enevoldsen, Flemming Berger, Morten Hjerl-Hansen, Katrine Damm, Kurt Svennevig Christensen, Jens Frederiksen, Torben Skov, Torben K L Jensen, Ole Frank, Carsten Munk, Ole Falstoft, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Frede Jørgensen, Lasse Glavind, Tino Rozzo, Christian Mondrup, Maj-Britt Kent Hansen, Lillian Larsen og Niels Møller Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

OF - jeg har ikke boet i landet i naesten 20 aar, saa hvis der er stave-uregelmaessigheder beklager jeg. Jeg besoeger landet hvert 3 Aar. De seneste 2 gange har der vaeret et markant skift blandt de mennesker jeg ser (vidt forskellige baggrunde geografisk og uddannelse) - efter 30 min går samtalen på indvandring og den usikkerhed mange føler. Saadan var det ikke for 10 aar siden. De stroemninger der gav os Trump, Brexit og Marie Le Pen....og nu et markant ændret politisk landskab i Sverige er mennesker der er bekymret over hvad indvandring gør til deres land og fremtid samt det "rock-Wool" lag de foeler der eksisterer mellem dem og en politisk elite.

Ikke at anerkende, acceptere og forstå dette skift er både farligt og dumt. Farligt fordi det faar det politiske pendul til at svinge for langt til højre og dumt fordi det baner vejen for Trump og Marie Le Pen typer.

Randi Christiansen

Er alle da blinde og døve overfor det faktum, at goldman sachs og andre private finansielle aktører længe har været i gang med at opkøbe og dermed kontrollere herunder bestemme prisen på naturressourcer og infrastruktur, som borgerne er afhængige af? Senest igen dokumenteret ved gårsdagens gensyn med den franske dokumentar 'goldman sachs - en farlig forbindelse' fra 2013, som dr 2 sendte i går aftes.

Atter en bid af dong, nu kaldet oersted, er på vej til at blive videresolgt, og i et program i går på p1 gik den interviewede ekspert ud fra som givet, at hele dong på et tidspunkt vil være privatiseret. Og regeringen er som nævnt i fuld gang med at berede vejen for aktieudstykning af vandforsyningen.

Ikke nogen alarmklokker der bimler? Er jeg virkelig den eneste, som synes, at forvaltningen af fællesejet er så inkompetent, at det er en gyser?

Mette Lindgren Helde, Karsten Aaen, Carsten Munk og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Leo@ - 'det', der burde være fælleseje' - lad mig sige det sådan : det, som ER fælleseje. Hvordan kan det være andet? Og som derfor er illegitimt erhvervet af den ene procent, der lider alvorligt af magtsyge og dennes følgesygdomme. Det er grimt og grumt.

Og i øvrigt er det åbenbart nødvendigt meget specifikt at redegøre for, hvad fællesejet omfatter, siden det i den grad overses af alle parter. At konkurrere indbyrdes om kollektivets overlevelsesressourcer er så dumt, at det trodser enhver beskrivelse. Med andre ord bærer vækst-og konkurrencestaten i sig sin egen undergang.

Randi Christiansen

Nej leo, ejendomsret er i min optik kernen i problematikken.

Når jeg siger, at det ER fælleseje, er det fordi, man ikke politisk kan beslutte sig til noget andet. Det er jo klassikeren, at du ikke kan sælge, hvad der tilhører alle. Ikke engang selvom det i et eller andet omfang besluttes ved stemmeflertal.

At det alligevel er sket betyder, at vi er havnet i nuværende rod, hvor omstilling i et eller andet omfang vil betyde ekspropriation - af vel at mærke illegitimt erhvervede ressourcer.

Og det betyder naturligvis ikke, at borgerens eksistentielle tryghed må fjernes, men i stedet må funderes på et sundt grundlag. Følg pengene - find de ansvarlige. Og se, at borgerens private ejendomsret til f.eks. sin bolig, er en illusion - i allerhøjeste grad under nuværende kleptokrat regime men også helt grundlæggende set en umulighed.

Randi Christiansen

Jeg har set en spansk film for nogen år siden, som viste, hvorledes borgere i fællesskab besatte et stykke ubrugt land, erhvervede brugsretten og lykkedes med at skabe et samfund, som ikke er baseret på privat ejendomsret til f.eks. bolig. I stedet lejer borgerne deres bolig af fællesskabet til en meget billig husleje. Og ligeledes deles man om arbejdet.

Disse mennesker havde pga af magtens inkompetence og investering i vækst-og konkurrencesamfundet mistet alt og kunne måske netop derfor forstå nødvendigheden af samarbejde.

Randi Christiansen

Leo@ - At man ikke kan beslutte sig til noget andet er netop fejltagelsen.

At tro, man kan gå i mod naturens orden vha stemmeflertal, er opskriften på ballade. Som det ses.

Eksistentiel tryghed opnås ikke ved at eje, men ved at leve i overensstemmelse med biotopens iboende lovmæssigheder. Naturligvis må man respektere stabil brugsret til overlevelsesressourcerne, herunder bolig. Og har man behovet for at eje sin bolig i et omfang, så man kan videregive den til børn eller andre udvalgte, ser jeg ikke umiddelbart et problem i det.

Randi Christiansen

Må vist lige korrigere - det er klart, at stemmeflertal er det mindst ringe. Men jeg vil bare påpege, at og hvorfor det ikke gør beslutningen rigtig, og hvad man i stedet bør gøre nemlig forstå den permakulturelle nødvendighed.

Randi Christiansen

Leo@ - Problemet er ikke at skelne imellem 'idealer/nødvendigheder og virkeligheden'. Udfordringen er at tage de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter.

Forudsætningen for at vælge rigtigt er at foretage den rette analyse, som er, at hvis man tror, det er en god ide at handle med og erobre de naturgivne ressourcer, tager man så meget fejl, som det overhovedet er muligt - og med katastrofale konsekvenser. Som det ses. Ondets ophav befinder sig i fejlslutningen, at den med de længste pensionatsarme har ret til byttet. Det er historiens alvorligste fejltagelse og årsagen til al lidelse.

Jan Weber Fritsbøger

leo nygaard; "I vort demokrati er flertallet konstateret i valgene." jahh folketingsflertallet, og det mener du så gør udsagnet "danskerne ønsker stramninger" til en sandhed ?? og så bider jeg mærke i du slet ikke rokker ved nogen af mine argumenter, nok fordi de jo faktisk holder vand.

Ingen anden balancerer så perfekt imellem at beskrive magtforråelsen i DK (og nu også Sverige) og politikeres forløjede "virkelighed" så præcist og velovervejet som Carsten Jensen. Den fordummende magt er en umulig modstander, men skal bekæmpes til enhver tid. CJ gør det eminent.

Randi Christiansen

Alle problemers ophav er fraværet af forståelsen for den overordnede vision. Nogen tillader sig endda det synspunkt, at den overordnede vision er relativ, et spørgsmål om smag. Men der er faste målestoksforhold, som kollektivet må indrette sin permakulturelle omstilling efter. Ignoreres denne økonomiske samtale er resten det rene idioti.

I flygtninge-indvandrerdebatten udbasunerer de sidste dages hellige deres moralske ophøjethed men glemmer de enkle fakta, at der er grænser for den enkelte habitats bærevne og at, når det kommer til spørgsmålet om hvem, der skal betale, er det altid og uden undtagelse de svageste, som regningen tørres af på.

Det er dem, som højrepopulisterne samler op. Skal man - især i lyset af mangelfuld og manipuleret public service og mainstream medier - udskamme de underpriviligerede, at de ikke evner en korrekt magtanalyse? Det er at føje spot til skade, at skabe yderligere polarisering og udstiller kun disse selvretfærdiges hykleri og/eller blinde vinkler.

Jeg mener at Carsten Jensen en af danmarks skarpeste humanistiske stemmer. Medens det meste af den danske intelligentsia enten er tyste eller accepterer xenofobiens udbredelse, fortsætter jensen sit arbejde som ondskabens direkte modsætning. I det perspektiv er det trist at opleve dansk arbejderbevægelses svig mod egne oprindelige principper - i et sekterisk forsøg på at redde sin egen kirke. Og det kan udelukkende forstås som kapitulation, når en gammel underklassebevægelse idag godkender overgreb på underpriviligerede mennesker i verden. Jensen skulle aldrig hævde at den ultimative løsning på verdens migrantproblemer er, at Danmark eller Sverige tager imod alle verdens migranter. Det han appellerer til er, at danske/svenske/europæiske politikere betragter problemerne i ett bredt internationalt udviklingsperspektiv (i øvrigt i linje med den svenske Hans Rosling) fremfor en snæver provinsialismetænkning som idag gennemsyrer dansk politik. Og så advarer han imod, at migrantproblematiken dybest handler om en anden dagsorden: En demontering af den demokratiske velfærdsstat, hvor konsekvensen er øget ulighed udelukkende til gavn for de resourcestærke. Jensen tager sin pligtetik alvorligt.

Sider