Læsetid: 5 min.

Den danske pendant til Burning Man byder på ulvehyl og orgasmekurser

Nøgne kroppe og ulvehyl i blodmånens skær. Det var, hvad der mødte 28-årige Mark Fuglsang, da han i år deltog i den danske pendant til Burning Man: The Borderland
14. september 2018

I det rekreative område Hedeland, der ligger godt 30 kilometer vest for København, kunne man i juni bag bakker og buskadser og godt gemt af vejen fra den øvrige civilisation finde en farverig pop up-lejr med godt og vel 2.000 løsslupne mennesker. De havde fundet vej til den danske pendant til Burning Man, The Borderland. 

En af deltagerne var 28-årige Mark Fuglsang fra Københavns Nordvestkvarter. Han beskriver sig selv som en »helt almindelig, gennemsnitlig fyr, der arbejder som lærer på en specialskole og har en sød kæreste.« I år var første gang, han deltog i The Borderland.

»Min gode ven fortalte mig i foråret, at vi skulle købe billetter til det her arrangement, som jeg ikke rigtig kunne finde ud af, hvad var. Så jeg blev ved med at spørge min ven, hvad det egentlig var, vi skulle. Min kammerat var enormt ukonkret og sagde bare, at vi skulle ned og bygge lidt — være der og føle det.« 

»Jeg tænkte: Hvad skal vi? Hvad er det her? Og så sagde han: Jamen det er lidt, hvad folk selv gør det til. Så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af det her arrangement, ud over at det nok skulle blive helt vildt,« fortæller Mark Fuglsang. 

De første par dage af årets Borderland skulle Mark passe sit arbejde som lærer i en specialklasse, så det var noget af en omvæltning at gå fra hverdagens omgivelser i undervisningslokalet og så til det syn, der mødte ham ved Hedeland.

»Jeg kom først midt på ugen, hvor jeg blev mødt af nogle meget farvestrålende mennesker med glimmer i hele ansigtet og uden en trevl på kroppen, og jeg tænkte: Hvad fanden er det her? Men der gik ikke længe, før det bare virkede helt naturligt for mig med de nøgne kroppe og folk, der gjorde, hvad de nu havde lyst til,« siger han. 

The Borderlands 11 principper

1. Radikal inkludering

Enhver kan være en del af The Borderland. Vi velkommer og respekterer den fremmede. Der er ingen forudsætninger for deltagelse i vores samfund.

2. Gaveøkonomi

The Borderland er afsat til gavehandlinger. Værdien af en have er ubetinget.

3. Afkommercialisering

For at bevare gaveånden søger vores fællesskab at skabe sociale miljøer, der ikke er formidlet af kommercielle sponsorer, transaktioner eller reklame.

4. Radikal selvstændighed

The Borderland opfordrer individet til at opdage, udøve og stole på sine indre ressourcer.

5. Radikalt selvudtryk

Radikalt selvudtryk stammer fra individets unikker gaver. Ingen anden end den enkelte eller en samarbejdende gruppe kan bestemme indholdet. Det tilbydes som en gave til andre. I denne ånd skal givere respektere modtagerens rettigheder og friheder.

6. Fælles indsats

Vores samfund værdsætter kreativt samarbejde. Vi stræber efter at producere, fremme og beskytte sociale netværk, offentlige rum, kunstværker og kommunikationmetoder, der understøtter sådanne interaktioner.

7. Folkelig ansvarlighed

Vi værdsætter civilsamfundet. Medlemmer, der organiserer arrangementer, bør påtage sig ansvaret for den offentlige velfærd og bestræbe sig på at formidle samfundsansvar til deltagerne. De skal også påtage sig ansvaret for at gennemføre arrangementer i overensstemmelse med lokale, statslige og føderale love.

8. Ingen spor

Vores samfund respekterer miljøet. Vi er forpligtede til ikke at efterlade noget fysisk spor af vores aktiviteter. Vi rydder op efter os selv og bestræber os på, i det omfang det er muligt, at forlade stedet i en bedre tilstand, end da vi fandt det.

9. Deltagelse

Vores samfund er forpligtet til en radikal deltagende etik. Vi mener, at transformativ forandring, enten i indivdet eller i samfundet, kun kan forekomme gennem dyb personlig deltagelse. Vi opnår at være ved at gøre. Alle er inviteret til at arbejde. Alle er inviteret til at spille. Vi gør verden ægte gennem handlinger, der åbner hjertet.

10. Øjeblikkelighed

Umiddelbar erfaring er på mange måder den vigtigste trædesten af værdier i vores kultur. Vi søger at overvinde barrierer mellem os og en anerkendelse af vores indre. Virkeligheden hos dem omkring os, deltagelse i samfundet og kontakt med en naturlig verden, der overstiger menneskelige kræfter. Ingen idé kan erstatte denne oplevelse.

11. Spørg om lov

Før du udfører en handling, der involverer et andet individ, skal vedkommende spørges om lov til og acceptere handlingen.

Kilde: The Borderland

For at deltage i The Borderland skal alle bidrage med noget. Mens nogen byggede en tipi eller en natklub, hvor alle kunne komme og feste, var der andre, der bidrog med at køre en gammel bil ind på pladsen, hvor man en time hver dag kunne komme og få dårlige råd, forklarer han. Men det, der især blev bidraget med, var en helt særlig type workshops.

»Der var enormt mange erotiske workshops, om hvordan man dyrker andre, og hvordan man dyrker sig selv – blandt andet orgasmekurser. Men der var også workshops, der guidede dig til at gå cool ned i koldt vand, når du er på stranden, så man ikke ligner sådan en tøsedreng,« siger Mark Fuglsang. 

Moderbegivenheden, Burning Man, har ti principper, som man skal leve efter på festivalen. Blandt andet at man skal deltage, at du ikke må efterlade spor efter dig og en gaveøkonomi, der betyder, at du lige så godt kan lade tegnebogen ligge derhjemme, da du kun må give og få ting.  

The Borderland har taget de ti principper til sig og har sågar tilføjet et ellevte: Du skal spørge om lov og få en accept af, at det, du gør, er okay.

»Der var mange, der udforskede nogle seksuelle ting og grænser, som man ellers ikke ville kaste sig ud i, når man er ude i det rigtige samfund. Det var, som om alle, der ville, var med på legen, hvis man kan sige det sådan. Nu har jeg selv en kæreste, som ikke var med på festivalen, så det var ikke noget, jeg selv udforskede,« siger han.

Hyler som ulve

For Mark Fuglsang var nøgenheden ikke noget seksuelt. Snarere en rar, naturlig og frigjort måde at forholde sig til kroppen på, som han ikke har prøvet tidligere. 

»Jeg havde et par dage ved badesøen, hvor jeg smed det hele, for det skulle jeg simpelthen bare lige prøve. Og når man så var der uden en trevl på kroppen, så var det egentlig ikke så mystisk. Det var enormt tiltalende at lufte sin krop, som man ikke gør til daglig,« siger han.

Også sindet fik lov til at slippe fri, fortæller Mark Fuglsang, der særligt fremhæver en aften under blodmånens skær, der for alvor fik ham til at give slip på hverdagens normer og give sig hen til fællesskabet.

»Der var den her store festaften natten til lørdag – samme aften, hvor man kunne se den her blodmåne – hvor vi sad oppe på en af bakkerne, der omkranser pladsen, for at se månen. Pludselig begyndte folk at hyle som ulve. Først syntes jeg, det var lidt mærkeligt, men det smittede, og der gik ikke længe, før vi alle hylede som ulve, mens vi kiggede på blodmånen,« fortæller Mark Fuglsang.

»Det er bare sådan en fed fornemmelse af, at folk er glade og vil hinanden det godt, og jeg tror ikke rigtig, man kan forstå det, hvis man ikke har været der.« 

Under Nevada-ørkenens nådesløse, brændende sol og klaustrofobiske støvstorme, bliver der hvert år i sensommeren opbygget en gigantisk midlertidig by ved navn Black Rock City. Her afholdes festivalen Burning Man.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer