Ditte og Louise møder Danmark på promotur: »Hvorfor skal Ditte knalde med alt og alle?«

Bio Næstved kl. 20.50

»Det er et rigtig godt publikum, der er her i aften,« konstaterer biografbestyrer Jesper Larsen. Han står på tæer og kigger ud i Bio Næstveds myldrende foyer gennem en lille rude i døren til biografens tekøkken og kontor. Herinde venter skuespillerne og manuskriptforfatterne Ditte Hansen og Louise Mieritz, der om lidt skal præsentere deres film Ditte & Louise til en forpremiere.

Ligesom tv-serien af samme navn handler filmen Ditte & Louise om to kvindelige skuespillere, der gør, hvad de kan, for at få noget at lave i en underholdningsbranche præget af sexisme og klichéfulde kvindebilleder. Serien fik to sæsoner på DR 1, og en tredje var planlagt, da DR droppede den i 2016.

Det gav anledning til, hvad Ditte Hansen og Louise Mieritz kalder en »love storm« fra seere, der gerne ville se mere. Samarbejdet med Nordisk Film var allerede indledt, og da der ikke længere var en sæson tre at se til, fik det nu Ditte Hansens og Louise Mieritz’ fulde opmærksomhed.

I filmen prøver Ditte at gøre livet nemmere for sig selv ved at give sig ud for at være en mandlig skuespiller ved navn Ditlev. Det giver pote i form af en stor filmrolle som følsom viking, højere løn, mere taletid og en plads i den danske filmbranches mandefællesskaber.

Siden forsommeren har Ditte Hansen og Louise Mieritz givet flere interviews, end de har tal på. Først i blade og magasiner, siden i stort set alle større medier, og nu også i tv og radio.

Der er ikke udsolgt til forpremieren i Bio Næstved, men det er, fordi byens anden biograf også har en forpremiere på Ditte & Louise, forklarer Jesper Larsen sine gæster. Den konkurrerende biograf havde bare ikke – som Jesper Larsen – sendt en besked til Ditte Hansen og Louise Mieritz på Facebook. Så nu er det altså Bio Næstved, der får æren af deres introduktion.

Ditte Hansen indleder præsentationen med at læse Jesper Larsens besked op fra sin telefon: »Kære Ditte og Louise, med den størst tænkelige spænding og respekt for jeres formentligt fine spillefilm kommer her en lille bøn fra provinsen ...« Ditte Hansen scroller videre i beskeden og opsummerer, at Jesper Larsen kalder sit biografpublikum for »verdens bedste«, og at de derfor selvfølgelig gerne ville til Næstved.

Resten af introduktionen forløber som en sketchlignende dialog, der spiller på forskellen mellem den bramfri Ditte og den mere tilbageholdende Louise. 

»Folk spørger tit: ’Hvor meget ligner Ditte og Louise i filmen Ditte og Louise i virkeligheden?’,« siger Ditte Hansen.

»Ret meget,« svarer hun selv.

»Overhovedet ikke,«  svarer Louise Mieritz samtidigt.

»Synes du, jeg drikker lige så meget som Louise gør i filmen?« spørger Louise Mieritz.

»Det var ikke, for at vi skulle snakke om det her …« svarer Ditte Hansen.

»Den tager vi bagefter. Er du lige så liderlig som Ditte er i filmen?« spørger Louise Mieritz.

»Ja,« svarer Ditte Hansen, hvad der får salen til at bryde ud i klapsalver. »I hvert fald er vi nok mere som filmens Ditte og Louise, end Louise vil være ved.«

Filmen sættes i gang, og Ditte Hansen og Louise Mieritz kører videre mod Biograf Kanten i Fakse,  dagens fjerde og sidste destination. Det er første dag af fem, hvor de skal rundt i landet og promovere deres film inden premieren.

I bilen fra Næstved til Fakse

I Ditte & Louise rejser hovedpersonerne rundt i provinsen og optræder med et satireshow med sang og dans, hvor de karikerer stereotype kvindebilleder. Showet findes ikke uden for serien og filmen, men virkelighedens Ditte og Louise har det til fælles med filmens, at de ud over at være nære venner bl.a. lever af at være sjove sammen. Både som manuskriptforfattere og skuespillere og lejlighedsvis som værter til prisuddelinger.  

I bilen på vej til Fakse siger Louise Mieritz, at de to laver komedie, fordi det er det, der falder dem naturligt: »Det er ret unikt, hvis vi skal sige det selv, at finde en, der har samme humor som en selv, og som også kan bruge humoren som arbejdsredskab. Det er sådan, vi har fundet sammen, vores synergi er altid satirevinklet. Det næste, vi skal lave, kalder vi drama, men der kommer også til at være ventiler af humor, fordi vi anskuer livet sådan. Man griner midt i smerten.«

Informations udsendte har fået forsædet i den udlejningsbil, der ikke er helt så limousinelignende som biludlejningsfirmaet havde stillet dem i udsigt. Ditte Hansen har kun lige plads til sine ben på det midterste bagsæde, hvor hun sidder flankeret af Louise Mieritz og en pr-medarbejder fra Nordisk Film.

»Kønsdebatten kan blive så grøftegravende og skinger,« fortsætter Louise Mieritz. »Og så er det dejligt at kunne bidrage med noget, der har humor. Vi håber, at folk sidder og griner og åbner deres hjerter, og at der så kommer alt muligt ind i dem.«

Jeg spørger, om humoren altid har været vigtig for dem – om de f.eks. husker sig selv som sjove børn.

»Jeg var ikke et sjovt barn,« svarer Louise Mieritz. »Nok snarere reserveret. Men jeg ville være skuespiller, allerede da jeg var otte, og gik på teaterskole tre timer hver aften i et år, da jeg var tretten. Jeg satte hurtigt det med at være sjov ind i en arbejdskontekst. Det var mit job.«

Som teenager blev humoren forbundet med en urørlighed og en tosomhed:

»Jeg husker, at jeg som teenager havde sådan en fjollehumor sammen med min bedste veninde, hvor vi lavede mærkelige ting og var urørlige. Vi havde den der tosomhed, hvor man fjoller og er grim og ligeglad med, hvad andre synes. Vi kaprede morgensang og gik ind og sang grimt. Det startede der.«

»Jeg var måske ufrivilligt sjov,« siger Ditte Hansen, »fordi jeg fyldte meget, talte højt og sagde ting, der sagtens kunne være forkerte. Det kan man så omfavne eller slås med. Jeg omfavnede det. Man kan jo ikke mobbes, hvis man griner af sig selv. I stedet for at gemme mig har jeg sagt: Hva’ så?«

Ditte Hansen optrådte der, hvor hun kunne komme til, med band i fritidshjemmet og i skoleradio, som hun lavede med nogle af drengene og sendte ud over højtalerne i spisefrikvarteret. Og så gik hun til drama, så snart hun kunne.  

Ditte Hansen og Louise Mieritz synes, at danske tv-stationer kunne gøre mere for at give et mere mangfoldigt billede af, hvordan mennesker kan være, og for at vise unge piger, at man godt kan leve af at være sjov. En kanal som TV 2 Zulu, der har langt mellem de kvindelige komikere i sit årlige Comedy Galla-show, kunne gøre mere.

På spørgsmålet om, hvad der skulle gøres, hvis de kunne bestemme, svarer Ditte Hansen:

»De skulle have en målsætning om at øge mangfoldigheden. Alle med magt skulle have en klausul om at holde øje med, hvor mange brune de giver plads til, hvor mange kvinder de giver plads til osv. De har et ansvar for, hvad verden kigger på.« 

»De skulle bruge hele året på at opdyrke talentet, så det findes, når der er Comedy Galla,« foreslår Louise Mieritz. 

»Jeg synes, det er synd for publikum,« siger Ditte Hansen. »Vi har jo aldrig spejlet os lige så meget i kvindelige komikere som i mandlige. Som køn er vi blevet vænnet til at indleve os i mandlige protagonister, fordi vi er blevet opflasket med dem, mens det samme ikke er tilfældet for mænd.«

Biograf Kanten kl. 21.30

Jesper Larsen fra Bio Næstved er kørt med til Fakse i sin egen bil. Han bestyrer nemlig ikke bare Bio Næstved, han og hans makker Henrik Larsson ejer også Biograf Kanten, der ligger ud til Fakse Kalkbrud. Her skal Ditte Hansen og Louise Mieritz svare på spørgsmål fra publikum. Det er første gang, de skal tale med et publikum, der har set filmen, og de bliver modtaget med stående klapsalver og hujen, mens rulleteksterne kører. Den varme velkomst gør Jesper Larsen helt rørstrømsk:

»Som biograf er det simpelthen er en ære, at ens publikum giver to solstråler som dem her sådan en applaus. Det er simpelthen fantastisk,« siger han med bævende stemme.

Han bliver afbrudt af en kvinde klædt i rødt, der råber: »Den var fandme sjov, det kan jeg godt sige jer. Det var helt genialt.« 

Resten af salen hujer og klapper igen. 

Louise Mieritz og Ditte Hansen takker og opfordrer publikum til at sige det videre til alle deres venner. 

»Vi er ikke så mange i byen,« råber den rødklædte kvinde.

»Så sig det til den sidste, hvis I møder ham derude,« siger Ditte Hansen.

Første spørgsmål fra salen bliver stillet af en dreng, der sidder sammen med sine venner fra 7. klasse: »Er det ikke lidt akavet, at ens bryster skal være på film?«

»Hvor gammel er du?« spørger Louise Mieritz.

»Jeg er lige blevet 13,« svarer han.

»Det er hård kost så,« konstaterer Ditte Hansen.

»Louise og jeg var inde og se en testvisning i Imperial i København, hvor lærredet er dobbelt så stort som her. Så er det altså voldsomt at se sådan et bryst, der hænger ca. 4 meter ud i luften. Så er det godt, man har Louise til at sige, at det er sjovt.« 

Louise Mieritz uddyber: »Vi synes, der er sindssygt meget humor i kroppe. Vi har været vant til at se alle mulige slags mandekroppe. Frank og Casper, der laver Klovn, er tit i underbukser og har ølmave, og vi synes, det er lige så sjovt, når vi er nogle damer, der har slappe bryster.«

»Bare de er lige lange,« råber den rødklædte kvinde fra før.

»Det er de så heller ikke,« svarer Ditte Hansen.

En anden kvinde spørger om, hvor realistisk et billede filmen giver af den danske underholdningsbranche.

»Det er jo ikke sådan,« svarer Louise Mieritz, »at man møder på arbejde, og så siger den mandlige instruktør: ’Hej, vi skal arbejde sammen, jeg kan se, du er kvinde, så jeg kommer til at afbryde dig lidt oftere, og du kommer til at få lidt lavere løn end dine mandlige kolleger, og så kommer jeg en gang imellem til at forklæde nogle sexistiske kommentarer som komplimenter. Skal vi gå i gang?’ Men vi har oplevet nogle af de her ting i løbet af de 25 år, vi har været skuespillere – på en subtil måde, hvor man bagefter stod og overvejede, hvorfor man fik ondt i maven over en kompliment om ens bryster. Det er satire, men det kommer et ægte sted fra. Desværre.«

En mand takker for en sjov pruttejoke, som Anders W. Berthelsen kommer med i filmen. Berthelsen spiller en karikeret version af sig selv, som Ditte klædt ud som Ditlev bliver filmkollega og ven med. Venskabet indebærer blandt andet, at Anders W. Berthelsen prutter Ditlev i hovedet, mens han siger: »Der kommer en vigtig meddelelse.«

Ditte Hansen svarer manden ved at forklare, at de arbejder med et latterbarometer, der går fra den laveste humor, som er prutten, og så op til de meget begavede referencejokes. Der skal være plads til det hele.

Ditlev bliver også omsværmet af kvinder i det filmmiljø, hvor ’han’ nu er stjerne, og ender med at være sammen med stort set alle sine kvindelige kolleger. 

En kvinde spørger, om ikke Ditlev prostituerer sig selv lidt. 

»Vi har ikke tænkt det som prostitution, men som generøsitet,« svarer Ditte Hansen. »Når vi har ladet Ditte give et blowjob i starten af filmen, er det faktisk for at minde folk om, at Ditte har det lidt promiskuøse som et karaktertræk. Hun har en bred smag, og det har hun også som mand. I øvrigt er Ditlev god til at give kvinder orgasme og derfor ikke nærig med at dele ud af dem.«

»Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor Ditte skal knalde med alt og alle,« siger en anden kvinde. »Er det, fordi hun elsker sex eller hvad? Jeg sidder altid og krummer tæer og tænker: ’Øv.’«

»Vi syntes, der manglede en kvindefigur, der havde samme aktive seksualitet, som man f.eks. ser hos Casper i Klovn eller i James Bond-film,« svarer Ditte Hansen. »Det handler om, at man som kvinde godt må være liderlig uden at blive udskammet.«

Sidste spørgsmål kommer fra en pige fra slænget af 7.-klasses elever:

»Jeg behøver ikke nogen mikrofon. Jeg vil bare vide, om man kan få taget billeder bagefter,« siger hun.

»Det er lige det, man kan,« svarer Ditte Hansen.

»Og hvis man har brug for et kram, kan man også få det,« siger Louise Mieritz.

»... Eller et håndjob,« tilføjer Ditte Hansen.

Så lyder det sidste latterbrøl, inden publikum myldrer ned og får taget billeder med Ditte Hansen og Louise Mieritz. Aftenens sidste fanselfie tager biografejeren Jesper Larsen af sig selv og sine gæster.   

’Ditte & Louise’ har premiere torsdag landet over og anmeldes her i avisen.