Læsetid: 3 min.

»Egentlig er jeg glad, hvis man føler, at der er nogen, der ånder en i ansigtet, når man læser mit værk«

Pernille Abd-El Dayem, der nævnes i Martin Bastkjærs essay om selvoptagethed i dansk litteratur, arbejder ikke bevidst med at gøre sine værker klaustrofobiske. Det klaustrofobiske i hendes bog handler om et jeg, der ikke kan holde på sine egne former af ren og skær kærlighed, siger hun. Og så mener hun sagtens, at man kan finde et værk skrevet i 3. person, der føles selvoptaget
I Pernille Abd-El Dayems debut ’Inden for revet’ er det ikke jegets selvoptagethed, der er mest i øjnefaldende. Det, Martin Bastkjær derimod hæfter sig ved, er den stærkt klaustrofobiske fornemmelse, som tekstens brug af sansninger fremkalder.

I Pernille Abd-El Dayems debut ’Inden for revet’ er det ikke jegets selvoptagethed, der er mest i øjnefaldende. Det, Martin Bastkjær derimod hæfter sig ved, er den stærkt klaustrofobiske fornemmelse, som tekstens brug af sansninger fremkalder.

Sigrun Gudbrandsdottír

5. september 2018

Pernille Abd-El Dayem er glad for, at litteraturkritiker Martin Bastkjær virker interesseret i at starte en stille og rolig samtale om ny dansk litteratur frem for en polemisk en af slagsen.

»Jeg er ret glad for, at det her essay har haft så meget lyst til at henvende sig og undre sig,« siger hun om Bastkjærs essay, der blev bragt i weekendens bogtillæg.

Om det selvoptagede og selvbevidste i dansk litteratur skriver Bastkjær i sit essay, at »for mig handler selvbevidsthed om at forsøge at forstå sit forhold til andre, mens selvoptagethed er at miste blikket for den anden, eller at ville styre, hvordan andre ser en.«

Pernille Abd-El Dayem synes egentlig, at den skelnen, han laver, mellem de to former for litterære jeg’er, er rigtig fin.

»Det selvoptagede,« siger hun, »handler om manglende perspektiv, mens det selvbevidste netop har et potentiale i, at jeget eller værket er bevidst om sin egen placering i verden.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Man kan så diskutere, om den opfattelse af mormoren fører til et tunnelsyn og en klaustrofobi, eller om der er et potentiale i, at hun kan være hvem som helst – mit håb har været det sidste, men jeg ved ikke om det er lykkedes”.

Det er vigtigt, at forfattere tør fastholde deres intentioner ved arbejdet med værker og tør vælge passende æstetiske virkemidler. Efterfølgende må det så komme an på en æstetisk vurdering, om det er lykkedes.

Lige så vigtigt er det ved vurderingen at fastholde, i det mindste intentionen om, at det, der bliver grundlaget for vurderingen, er æstetisk kvalitet og ikke æstetiske præferencer, med mindre dette bliver ekspliciteret. Her tænker jeg ikke mindst på vurderingen hos andre forfattere og mediernes kritikere.

Det kritisable ved Bastkjærs essay er i den sammenhæng, at han på den ene side udtrykker et ønske om at undersøge egne æstetiske præferencer i forhold til sin læsning af en række værker og bruger begreber som klaustrofobi og fremmedfølelse, samtidig med at han ved sit valg af og definition af et begreb som ”selvoptaget” gør det til en etisk eller moralsk kategori.

Det bliver dermed et moralsk angreb på en række forfatterkollegaer ud fra implicitte etiske overvejelser over, hvordan litteratur bør være skrevet, og hvad den bør handle om.

Denne diskussion er også vigtigt, men må ikke sammenblandes med en æstetisk vurdering. Her burde der fra Bastkjærs side direkte været gjort opmærksom på, at der var tale om egne æstetiske præferencer og en etisk vurdering, der ikke havde noget at gøre med den litterære kvalitet af de undersøgte værker.