»Egentlig er jeg glad, hvis man føler, at der er nogen, der ånder en i ansigtet, når man læser mit værk«

Pernille Abd-El Dayem er glad for, at litteraturkritiker Martin Bastkjær virker interesseret i at starte en stille og rolig samtale om ny dansk litteratur frem for en polemisk en af slagsen.

»Jeg er ret glad for, at det her essay har haft så meget lyst til at henvende sig og undre sig,« siger hun om Bastkjærs essay, der blev bragt i weekendens bogtillæg.

Om det selvoptagede og selvbevidste i dansk litteratur skriver Bastkjær i sit essay, at »for mig handler selvbevidsthed om at forsøge at forstå sit forhold til andre, mens selvoptagethed er at miste blikket for den anden, eller at ville styre, hvordan andre ser en.«

Pernille Abd-El Dayem synes egentlig, at den skelnen, han laver, mellem de to former for litterære jeg’er, er rigtig fin.

»Det selvoptagede,« siger hun, »handler om manglende perspektiv, mens det selvbevidste netop har et potentiale i, at jeget eller værket er bevidst om sin egen placering i verden.«

I Pernille Abd-El Dayems debut Inden for revet er det ikke jegets selvoptagethed, der er mest i øjnefaldende. Det, Martin Bastkjær derimod hæfter sig ved, er den stærkt klaustrofobiske fornemmelse, som tekstens brug af sansninger fremkalder.

Bastkjær skriver om en af scenerne fra Abd-El Dayems bog – hvor jegets mormor højtlæser – at det er, »som om beskrivelserne af personerne er så nærgående, at de tages som gidsler i jegets blik.« For Bastkjær skaber jegets overdrevne opmærksomhed på fingerens minutiøse bevægelser henover papiret ikke en intim situation, men bliver invaderende.

Karakterernes mikroverden

For Pernille Abd-El Dayem er beskrivelserne af det, hun kalder en persons ’mikroverden’, netop afgørende for forståelsen af jeget i hendes bog. En persons mikroverden beskriver for Abd-El Dayem de enkelte dele, der udgør karakteren.

»De ru fingerspidser er en mikroverden, hårrødderne, der rejser sig, er en mikroverden.« Og det er netop opmærksomheden på denne mikroverden, som interesserer hende ved mormor-figuren.

»Det, at jeget kun kan se mormorens dele, gør også, at mormoren kan være hvem som helst. Man kan så diskutere, om den opfattelse af mormoren fører til et tunnelsyn og en klaustrofobi, eller om der er et potentiale i, at hun kan være hvem som helst – mit håb har været det sidste, men jeg ved ikke om det er lykkedes.«

Det, Abd-El Dayem lægger vægt på, ved at værket bliver klaustrofobisk er ikke først og fremmest det selvoptagede. For hende er det derimod et jeg, der har svært ved at holde på formerne, og for Abd-El Dayem handler det klaustrofobiske også om, at jeget i sin opmærksomhed på mormorens enkelte dele måske mister grebet om både sig selv og mormoren.

»Det er også det, jeg ser som jegets problem, at hun har svært ved at opfatte mormoren som en helhed, men når det sker, så er det også, fordi hendes kærlighed til mormoren løber af med hende.«

Et jeg er ikke en fast ting

Pernille Abd-El Dayem er også enig med Martin Bastkjær i, at jegets opmærksomhed bliver invaderende frem for imødekommende, og selv om hun godt ved, at Bastkjærs beskrivelser ikke skal forstås som ros, så sætter hun stadig pris på dem.

»Egentlig er jeg glad for, at Martin føler, at der er nogen, der ånder ham i ansigtet, når han læser mit værk.«

Det er ikke, fordi Abd-El Dayem bevidst prøver at fremskrive fornemmelsen af at blive åndet i ansigtet.

»Jeg er slet ikke så udspekuleret, at jeg tænker over, hvad det klaustrofobiske gør, mens jeg skriver. Jeg tænker over det bagefter, når jeg læser.«

Tekstens klaustrofobiske sansninger er for Abd-El Dayem netop med til at understøtte jegets udflydende grænser, men for hende er det ikke noget, som nødvendigvis begrænser sig til litteraturen.

»Jeg ser ikke det litterære jeg som en fast ting, ligesom jeg heller ikke ser mit eget såkaldte biografiske jeg, som noget jeg kan tage og føle på. Jeg tror, at man skal passe på med at se det biografiske jeg som noget, der er mere sandt eller stabilt end det litterære jeg.«

Jeget er for Abd-El Dayem derfor ikke en størrelse, som bare lige kan forklares og afgrænses.

»Jeg synes, det er svært at komme med en overskrift til et jeg,« siger hun.

Ligesom det at være selvoptaget heller ikke er noget, der er forbeholdt jeget.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at det selvoptagede er knyttet til jeg-figuren, sådan som Martin Bastkjær mest taler om det. Jeg tror sagtens, at man kunne finde et værk skrevet i 3. person, der føles selvoptaget, hvis man fornemmer, at det er forfatterens egne oplevelser eller en implicit fortællers egne interesser, der trænger sig på.«