Læsetid: 22 min.

Enhver mand, der har kysset en piges hånd, ved, at hånd og mund har noget sammen

I 1817 stillede Grundtvig helt grundlæggende spørgsmål som: Hvad er det, der kendetegner os som mennesker? Hvornår opstår der bevidsthed i babyer? Hvad er forskellen på mennesker og dyr? Findes der bevidsthed hos bier? Ud af de spørgsmål formede han sit menneskesyn. I sin nye bog er Ove Korsgaard gået på jagt efter de grundlæggende spørgsmål i Grundvigs tænkning. Her et uddrag
28. september 2018

For to hundrede år siden stillede Grundtvig spørgsmålet: Hvad er det, der kendetegner mennesket? Hvad er forskellen på en sten, en plante, et dyr og et menneske? Grundtvig var helt på det rene med, at legemet har materie tilfælles med sten, planter og dyr. Men han mente ikke, vi kan forstå os selv som mennesker ved udelukkende at undersøge materien.

I Grundtvigs optik må sjæl og ånd også inddrages i beskrivelsen af mennesket.

Ved sjæl forstår han vores forhold til os selv, ved ånd forstår han vores forhold til en usynlig kraft uden for os selv – uden dog at ånd er en sfære for sig selv. Sjælen er noget individuelt, ånd noget kollektivt. I et forarbejde til afhandlingen Om Mennesket i Verden har Grundtvig en prægnant formulering af sit syn på forholdet mellem legeme, ånd og sjæl:

»Tre forhold, hverken flere eller færre, er fælles for alle. Forholdet nemlig til det synlige uden for os, til det usynlige over os og til os selv; vort forhold til de udvortes ting udtrykkes ved vort legeme, vort forhold til os selv består i vor sjæl, vor forhold til det udvortes usynlige betegnes ved vor ånd, og den virkelige enhed af disse tre forhold, treenigheden af legeme, sjæl og ånd i verden er mennesket.«

De tre forhold er ikke sideordnede. Legeme og ånd indgår hver for sig i den menneskelige helhed, hvorimod sjælen er »den i sandhed forbundne bevidsthed af begge«. Sjælen er det, der siger ’jeg’ til ’sig selv’, det vil sige det normale menneskes bevidsthed om at være til som selvstændig person. Den menneskelige bevidsthed befinder sig dermed i en tvetydig stilling, idet sjælen er et produkt af samspillet mellem legeme og ånd.

På den ene side næres sjælen af åndelige indtryk, men på den anden side må disse indtryk altid formidles i sanselig form. Det betyder, at bevidstheden kun er sig selv bevidst »gennem blandede forestillinger af sanselig oprindelse, men med åndeligt præg«. Legemet og ånden kommer før selvbevidstheden og kan fungere uden, hvad der er tilfældet hos dyrene og det nyfødte barn.

I Grundtvigs optik er det yderst gådefuldt, at der kan opstå selvbevidsthed i et menneskelegeme. For undersøger man legemet ved hjælp af naturvidenskabens undersøgelsesmetoder, finder man som nævnt hverken spor af sjæl eller ånd. Og alligevel kan der opstå selvbevidsthed. Hvordan kan det ske?

Grundtvig kalder legemet for det dunkleste, det, der mindst og sidst lader sig forklare. Selv om man besad alle fysikkens og matematikkens kundskaber, lod det sig ikke gøre at give en udtømmende beskrivelse af legemet, »thi man indser let at opløsningen er ingen forklaring«.

Nok giver det nyttig viden at »opskære og sønderlemme lig«, som han skriver, men en sådan fremgangsmåde forklarer på ingen måde det levende legeme. Fænomenet liv kan nemlig ikke udledes af den døde krop.

At ville forklare det levende ud fra det døde er for Grundtvig en endnu mere forrykt tanke, end at »ville begribe de enkelte stykker af et ur, uden at have noget begreb om det hele, eller at ville føle sig for med en hånd, der ej kunne føle sig selv«. Ligesom et ur, der går, rummer egenskaber, man ikke kan udlede af dets enkelte dele, rummer det levende legeme egenskaber, man ikke kan udlede af den døde krop. Grundtvig afviser således, at man kan forklare alt ved at adskille alt. Hvis det var tilfældet, ville døden være menneskets højeste trumf.

»Når vi derfor tale om legemets forhold, da mener vi nødvendig det levende, selvbevidste legeme, ikke det afsjælede som er et lig

En videnskab, der søger at forstå det »levende legeme«, må derfor tage sit udgangspunkt i livet som ordningsprincip.

»Hvorvidt man alt nu kunne være i stand til at spore overgangene fra det livløse til det livagtige, derfra til det besjælede og igennem dyrerækken indtil mennesket, ved jeg vel ikke, men det ved jeg, at først når man begynder at eftergranske alle tings forhold til livet og ordne dem derefter, først da kan man tale om en videnskabelig inddeling og om et system i naturhistorien.«

Men har alle legemer i verden noget tilfælles? Ja, undersøgte man sagen, siger Grundtvig, ville man sikkert finde ud af, »at de samme egenskaber lå til grund for stenen, som ytrer sig i planten og røre sig i dyret«. Mennesket rummer alle de egenskaber, som findes i mineralriget, planteriget og dyreriget, og udgør på den måde et mikrokosmos af makrokosmos.

Hvad Grundtvig her knytter an til, er en kosmologi, der ifølge den amerikanske idéhistoriker Arthur O. Lovejoy går tilbage til Platons dialog Timaios. I sin bog Great Chain of Being, (Den store verdenskæde) fra 1936 hævder Lovejoy, at det at opfatte naturen som niveauer af stadig højere værensformer indtil for bare 250 år siden antagelig var den mest udbredte opfattelse af tingenes almene indretning.

Med Lovejoys bog bliver man ført ind i en kosmologi, der kaldes ’den store verdenskæde’, og som fra oldtiden og frem til 1700-tallet byggede på et system af hierarkiske niveauer. I kristen sprogbrug kaldes verdenskæden for »Himmelstigen«, som er titlen på en af Grundtvigs salmer.

Et meget interessant forhold ved den store verdenskæde er dens universalitet. Den transcenderer alle kendte kulturskel, idet den kan genfindes under forskellige former i alle højkulturer. Kæden er formuleret i såvel Kina som Iran og sammenfattet af den tyske naturfilosof Friedrich von Schelling på følgende vis:

Ånden slumrer i stenen

Drømmer i planten,

Vågner i dyret

Og kommer til bevidsthed i mennesket

En meget instruktiv fremstilling af den store verdenskæde findes i den tyske økonom E.F. Schumachers A Guide for the Perplexed (En vejledning til de forvirrede) fra 1977. I bogen skriver han:

»Vi ser, hvad vores forfædre altid har set: En stor ’eksistentiel kæde’, som tilsyneladende deler sig naturligt i fire sektorer – fire ’riger’, der plejer at kaldes mineraler, planter, dyr og mennesker.«

Grundtvigs udgave af den store verdenskæde er baseret på samme inddeling:

Mineralriget

Planteriget – som ud over mineraler har liv

Dyreriget – som ud over mineraler og liv har bevidsthed

Menneskeriget – som ud over mineraler, liv og bevidsthed har selvbevidsthed

De fire riger

I Om Mennesket i Verden beskæftigede Grundtvig sig med såvel mineralriget, planteriget, dyreriget som menneskeriget, om end han klart lægger hovedvægten på det fjerde niveau, hvor mennesket befinder sig. De øvrige bliver kun antydet.

Om det første niveau – mineralriget – siger Grundtvig undskyldende, at han jo ikke har forstand på fysik og matematik og derfor kun kan spørge, om ikke »mål, sammenhæng og omfang skulle være de egenskaber der må tænkes ved ethvert jordisk legeme«. Han spørger videre, »om ikke skikkelsen er det eneste vi kan sige de livløse ting have i sig selv«. Form er med andre ord fælles princip i mineralriget.

På det andet niveau er der kommet noget nyt til, som ikke var på det første, idet »planten har i sig selv det virksomme der kan frembringe skikkelse«. Mens stenen ligger urørlig og tilsyneladende livløs på jorden, har planterne rødder i jorden og følger med deres akse lyset. En plante vokser ikke vilkårligt. Den orienterer sig mod solen. Blomstens drejning mod lyset er udtryk for en form for refleksivitet, dvs. en evne til at tolke tegn fra dens omgivelser.

Grundtvig spørger, »om ikke plantens vækst og duft forudsætter en vis, skønt uvilkårlig sansning, og om ikke duften er en, ligeledes uvilkårlig, men dog virkelig livsytring?« Duften er for Grundtvig tegn på en åndelig virkelighed. Mens Grundtvig i omtalen af mineralriget ikke antyder en overgang mellem mineralriget og planteriget, peger han på blomsten som »den rette overgang« til dyreriget.

På det tredje niveau er der ­– ud over skikkelse og vækst – kommet noget nyt til, nemlig bevægelse og bevidsthed. Dyret er i den ydre verden i stand til at bevæge sig frit, men også i det indre er der sket noget nyt. »Dyret er et besjælet legeme,« siger Grundtvig, men dyret er ét med sin bevidsthed. Grundtvig antyder, at de forskellige dyr udtrykker forskellige sjælelige kvaliteter, hvilket kan eksemplificeres ved at tale om hunden som udtryk for hengivenhed og krokodillen for grådighed. Grundtvig hævder ligefrem:

»Kunne vi bestemme graderne i dyrets bevidsthed, da kunne vi afdele dyrerækken videnskabeligt.«

Men det kunne man ikke på Grundtvigs tid. Havde han levet i dag, ville han uden tvivl have interesseret sig for det såkaldte ’bevidsthedsmeter’, der er udviklet af den italienske hjerneforsker Giulio Tononi. Han er leder af et center for søvn og bevidsthed ved University of Wisconsin i USA, hvor hans forskerhold forsøger at måle den bevidsthed, der findes i forskellige dyr, fra bier til hunde.

På det fjerde niveau er selvbevidstheden tilføjet. Hvor dyrene har bevidsthed, har mennesket selvbevidsthed. Mennesket evner at sige jeg til sig selv. Men hvor kommer denne evne fra? Hvordan opstår selvet? Enten må legemet rumme en iboende mulighed for udvikling af selvbevidsthed, eller også må selvbevidsthed være en egenskab, der tilføres mennesket udefra.

Grundtvig stiller selv spørgsmålet, om »materien kan tænke«. Hans eget svar er igen, at det kommer an på, hvilken tilstand materien er i, idet den både kan være livløs og være oplivet. Er der liv i materien, kan den »komme til at tænke, da tanken ikke er andet end en udvikling af livsfølelsen, og når legemet kan med tanken omfatte sig selv, er det sig selv bevidst, har en fornuftig, tænkende sjæl«. Der indgår således en psykologisk kategori i Grundtvigs beskrivelse af legemet. Legemet tilskrives intentionalitet og refleksivitet, det vil sige et jeg-perspektiv.

At gribe og begribe

Grundtvigs videnskabsbegreb bygger på en bevidsthedshistorisk tilgang, hvor sansning og alle livsytringer udgør »et tro billede af bevidstheden«. Legemets evne til at tænke og begribe »sig selv« hænger på intim vis sammen med håndens evne til at sanse og gribe. Hænderne og håndfølelsen spiller således en uhyre central rolle i Grundtvigs antropologi og psykologi.

Hånden er nemlig redskabet for følesansen, som han anser for at være den vigtigste af de fem sanser. Hvad sanserne angår, siger Grundtvig:

»da må hænderne straks tildrage sig vores opmærksomhed, ikke alene som et sanseredskab der står på grænsen af en vis selvstændighed, er på en måde udenfor legemet, kan i en vis afstand ligesom nøde ting til at lade sig sanse, og kan sanse det hele legeme, men og som redskabet for den mest udviklede sans, den, uden hvilken sansningen ikke kan fuldendes, give fuld sikkerhed og bestemte forestillinger; thi sansningen som begynder med en dunkel, ubestemt følelse ved berørelse, sluttes åbenbart i hånden med den klareste og bestemteste følelse, med den virksom blevne følelse: befølelse

I intet andet skrift bliver hånden og håndfølelsen så indgående behandlet som i Om Mennesket i Verden. Håndfølelsen er for Grundtvig den vigtigste sans. At kunne mærke verden og udskille sin egen krop som et objektivt element i denne verden er den psyko-fysiologiske forudsætning for jeg-dannelsen.

Med hånden lærer vi at skelne det legemlige fra det ulegemlige, det kendte fra det ukendte, det virkelige fra det uvirkelige. Det sker ved, at vi hele tiden efterprøver vores omgivelser og fører indtrykkene tilbage til legemet. Alt sammen ud fra den devise, at »hvad der er håndgribeligt det er så virkeligt til stede som legemet selv«. Håndfølelsen er for Grundtvig en forudsætning for erfaring og fornuftsvirksomhed. Erfaringen bygger på sansninger, kropslige fornemmelser og følelser, som forstanden finder et mønster i.

Ifølge Grundtvig ved enhver mand, der har kysset en piges hånd, at hånd og mund har noget sammen, idet »den særdeles følelse der udvikler sig i hånden, allerede spiller på læberne, og søger sin forklaring på tungen«. For Grundtvig er der en nærmest mirakuløs forbindelse mellem hånd og mund. Menneskets afgørende erfaring er det håndgribelige, og hånden er det organ, hvormed vi griber. Munden, dvs. sproget, er så at sige det organ, hvormed vi begriber.

Hånd og mund hænger sammen på en måde, så den ene ikke kan være den anden foruden. Men der er også tale om et niveauskifte fra at gribe om til at begribe. Hvad hånden sanser og føler, er tale uden ord, der venter på at blive artikuleret. Ifølge Grundtvig beror sprogets kraft og mening på konkrete sanselige erfaringer. Ordet kan kun begribe, hvis det er knyttet til håndens griben, ordet kan kun være levende, hvis det er knyttet til det sanselige, kødelige og organiske liv i venlig vekselvirkning. Vejen fra virkeligheden til sproget går således gennem hånden og i videre forstand menneskets legeme.

Elefantens snabel

For Grundtvig er der hånden til forskel mellem mennesker og dyr. At dyret ikke har legemets evne til selvbevidsthed, hænger nemlig sammen med, at intet dyr har en forlab – et »håndtag« – som mennesket. Hos intet dyr har man »fundet et redskab for følelsens sans, der kunne gøre håndens tjeneste«. Hvad vi kan erfare er:

»at hånden, som ej let lader sig bestikke med ingenting, er, til sikker sansning et umisteligt lem, og at en fugl i hånden, ikke alene for nydelsens men også for kundskabens skyld, er bedre end ti i luften, eller med andre ord, at hvad man kan tage og føle på, er ligesådan til som vort eget legeme, hvilket vi ingenlunde kan sige om alt hvad vi ser og hører. Fremdeles må vi agte, at det først er ved håndtag vi er i stand til at sanse vort hele legeme og overbevise os om dets sammenhæng, den egenskab der skiller legemer fra skygger, så det er følelsens sans, vi skylder begrebet om os selv.«

Det er vigtigere, end det måske synes ved første øjekast, skriver Grundtvig, for her står vi ved det punkt, »hvor mennesket rejser sig over dyret«. Den tanke, at det er ved håndens hjælp, at mennesket rejser sig over dyrene, er Grundtvig langt fra ene om.

Også Karl Marx tilkender hånden afgørende betydning. Men hvor Marx betonede forbindelsen mellem hånd og redskab, fremhævede Grundtvig forbindelsen mellem hånd og sprog. Forenklet sagt lagde Marx vægt på hånden som et redskabsproducerende organ, mens Grundtvig pointerede håndens refleksive potentiale.

Selv om mennesket ved håndens hjælp rejser sig over dyrene, er der dyr, der er tættere på mennesket end andre dyr. Der er dyr, der næsten har selvbevidsthed. Nærmest mennesket er ifølge Grundtvig elefanten. Det skyldes, at elefanten har et håndlignende redskab. Elefantens snabel er det tætteste, man i dyreriget kommer foreningen af hånd og mund, ja, elefanten har ifølge Grundtvig ligefrem »hånd og mund i ét«.

Det er denne intime forbindelse, der gør elefanten til et af de klogeste dyr, men end ikke den formår lige så lidt at tænke på sig selv »som et årsgammelt barn«. Elefanten og det nyfødte barn har det til fælles, at de ikke har udviklet selvbevidsthed, så bevidsthedsmæssigt befinder elefanten og det nyfødte barn sig på samme udviklingstrin.

Men hvad er så det, der bringer barnet videre end elefanten? Hvordan opstår selvet, det, der siger jeg til sig selv? Hvornår bliver et spædbarn selvbevidst?

Barnets hånd

Spædbarnet lever, som man ofte siger, fra hånden til munden. For Grundtvig danner dette udtryk basis for en hel filosofi om barndommen, idet hænderne er intimt forbundet med barnets psyko-motoriske udvikling fra ikkebevidst til selvbevidst. For at blive klogere på denne udvikling bør man ifølge Grundtvig foretage »en omhyggelig iagttagelse af barnet fra fødslen af, til det lærer at kende sig selv i spejlet, og siger jeg til sig selv«.

Det vil lære os, hvorledes sansningen udvikler sig. Uden på nogen måde at påstå at have forstået sagen i dens fulde sammenhæng mener Grundtvig dog at have dannet sig et vist begreb om den. Det kommer sig af, at han »på det omhyggeligste har iagttaget det højst mærkværdige billede af skabelsen, som er til syne hos barnet«. Ved at iagttage barnet og dets udvikling kan vi med andre ord få en vis indsigt i skabelsesprocessen.

Ved hjælp af følesansen, synet og hørelsen opdager barnet efterhånden verden og sig selv. Denne udviklingsproces gennemløber i Grundtvigs optik tre stadier: Det første er begærets stadie, det andet selvfølelsens stadie og det tredje selvbevidsthedens stadie.

I barnets første udviklingsstadie er der en naturdrift, der får det til at gribe efter noget i omverden. Barnet begynder sin tilegnelse af verden ved at gribe, hvad det kan få i hænderne. For »når vi ser noget som forlyster øjet, da gribe vi gerne derefter, for, efter omstændighederne, at forbinde eller forene det med os«. Når barnet griber ud med hænderne, griber det ofte forgæves.

For Grundtvig er det afgørende imidlertid ikke, om virkeligheden lever op til forventningerne, men at sjælen har en utrættelig evne og lyst til at gribe efter og forbinde sig med, hvad den til enhver tid finder sig adskilt fra. Lysten til at række ud efter noget kalder Grundtvig for begærlighed. Ikke som noget negativt, men som udtryk for menneskets naturlige længsel mod forening.

Det andet stadie på livets vej er udvikling af selvfølelse, der ifølge Grundtvig må »være den åndige grundfølelse, der gør os til mennesker«. Det er selvfølelse, der udvikles i takt med, at barnet tilegner sig legemet, og som sikrer fornemmelsen af en sammenhæng. Udviklingen af selvfølelsen til en egentlig selvbevidsthed bringer barnet til det tredje stadie, hvor det formår, hvad elefanten ikke formår: at tænke på sig selv.

At barnet i modsætning til elefanten kan udvikle selvbevidsthed, hænger sammen med, at sanserne hos mennesket spiller sammen på en mere fuldstændig måde end hos dyrene.

Grundtvig fremhæver, at der i mennesket som naturskabning intet nyt er i forhold til dyrene, »men kun en forening af alt som det i den højeste grad findes delt mellem dyrene, og at det er i denne forening og den derved mulige fuldstændige sansning, legemets selvbevidsthed udspringer på erfaringens vej og avler menneskeforstand«.

Det er takket være denne forening af dyrenes forskellige egenskaber i mennesket, at mennesket kan udvikle selvbevidsthed. Legemet formår med tankens hjælp at omfatte sig selv. Det er den elementære erfaring af legemets virkelighed, der er udgangspunkt for al sand erkendelse og udvikling af den menneskelige forstand og selvbevidsthed.

Dog mener Grundtvig ikke, at legemet i sig selv kan frembringe fornuften, men at den legemlige organisation ad naturens vej udvikler sig »i samme forhold som livet hvis redskab den er, og vækker i livets tjeneste, på sin højeste punkt fornuften«. Barnet er jo ikke født medlem af sprogets fælles verden. Det tager tid, normalt en to-tre år, at erhverve sig de sproglige færdigheder, der skal til for at komme ind i den verden, som er usynlig, men dog hørlig. Det er med andre ord det levende ord, der vækker selvbevidstheden til live i barnet.

Grundtvig blev aldrig træt af at påpege sprogets dobbelte natur: at ordet på den ene side bæres frem af lydbølger og på den anden side ikke kan reduceres til lyd.

I Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand fremhæver han, at vi dagligt overbevises om vekselvirkningen mellem vor legemlige og åndelige tilværelse, »når vi tale og høre, thi da gør vi netop en erfaring der på det nøjeste svarer til vor blandede bevidsthed: vi erfarer gennem hørelsens sans ikke alene noget legemligtlyden – men også noget åndeligt – ordet – thi ordet er jo ikke andet end det åndelige, der træder ud i erfaringens kreds og åbenbarer sig for ånder«.

I sidste instans er det forbindelsen mellem hånd og sprog, der adskiller mennesket som art fra dyrene.

Livet i parentes

For Grundtvig er selvbevidsthed som nævnt en evne, der er forbeholdt mennesket. Men hvad skal vi forstå ved selvbevidsthed? Hvor kommer selvbevidstheden fra? Findes der en bevidsthed på et højere niveau end menneskets selvbevidsthed? Om det spørgsmål siger den engelske professor i teoretisk fysik John Polkinghorne i bogen Den samme verden fra 1990:

»Selvbevidsthed er en mystisk evne, der er forbeholdt menneskeheden. Vi erfarer den alle, selv om vi ikke forstår dens oprindelse. Hvis organiseringen af stoffet kan nå et så højt niveau, at det skaber evnen til at erkende sig selv, er der ingen særlig vanskelighed ved at antage, at det også er i stand til at erkende Gud.«

Grundtvig finder det heller ikke vanskeligt at antage, at der findes et højere bevidsthedsniveau end menneskets selvbevidsthed. Antagelsen bygger ikke på viden, for ingen videnskab kan give en umiddelbar erkendelse eller anskuelse af det evige eller af Gud. Mennesket kan ifølge Grundtvig ikke drive det videre end til »at kende sig selv, og derfra slutte sig til Gud«.

Grundtvigs kosmologi bygger som nævnt på ideen om en trappe, hvor de enkelte trin rummer hver deres kvaliteter – med selvbevidstheden som den kvalitet, der karakteriserer det fjerde niveau. Denne kosmologi rejser spørgsmålet: Skal man gå ned ad trappen til det første niveau for at finde svar på livets gåde? Eller skal man gå til det fjerde niveau? Eller femte?

Med andre ord: Skal vi søge ned til den mindste enhed for at finde den største sandhed om livet? Ikke ifølge Grundtvig. Han afviste, at de højere trin kan forklares udtømmende ved hjælp af videnskabelige discipliner rettet mod lavere trin. Hvis for eksempel fysikken betragtes som grunddisciplin for al videnskab, reduceres alt til det første trin: mineralriget.

Grundtvig fastholder, at en sådan form for videnskab snyder, fordi fremgangsmåden betyder, at livet selv – og hermed det levende legeme – sættes udenfor i en parentes. At et højere trin kan forklare mere end et lavere trin, udgør en grundtanke i hans menneskesyn og kosmologi:

»Her ser vi da, at det er af planterne, vi skal lære at kende jorden, planterne igen af dyrene, dyrene af mennesket, og hvor bagvendt man altså hidindtil for det meste har drevet videnskabeligheden, da man vilde begribe det større i det mindre, forklare det højere af det lavere, det levende af det livløse, det fornuftige af det umælende, vi ser, at allerede i sanseverdenen driver alt os tilbage til os selv, og naturen afviser alle vore spørgsmål med det tørre: Spørg dig selv!«

Hvad sker der, når man forsøger at forstå fænomenet liv ved at søge ’nedad’? Det har den ungarske biokemiker Albert Szent-Györgyi givet en malende beskrivelse af:

»Mit videnskabelige liv bestod i en nedstigning fra højere til lavere dimensioner, drevet af ønsket om at forstå livet. Jeg gik fra dyr til celler, fra celler til bakterier, fra bakterier til molekyler, fra moleky­ler til elektroner. Historien har sin ironi, for molekyler og elektroner er slet ikke levende. På min vej løb livet ud mellem mine fingre.«

Med et andet udgangspunkt gjorde Niels Bohr et lignende synspunkt gældende. I artiklen »Biologi og Atomfysik« fra 1938 omtaler Bohr livet som et fænomen, der ikke kan udledes af stoffernes sædvanlige fysiske og kemiske egen­skaber:

»Det med livet uadskilleligt forbundne stadige stof­skifte gør det endog umuligt at betragte en levende orga­nisme som et veldefineret system af materielle partikler.«

Og han fortsætter med at tale om komplementaritet mellem de naturlove, der egner sig til at redegøre for de livløse lege­mers egen­skaber og så de biologiske lovmæssigheder:

»I denne forstand turde selve livets eksistens, såvel hvad defini­tion som iagtta­gelse angår, i biologien betragtes som en given forudsætning, som ikke nærmere kan begrundes.«

I sin bog om Filosoffen Niels Bohr (2009) skriver professor i filosofi David Favrholdt, at Niels Bohr betragtede begrebet ’liv’ som et irrationelt fænomen i fysikken; ’liv’ kan ikke reduceres til noget fysisk-kemisk og ikke indfanges ved hjælp af en fysisk-kemisk udforskning. Bohr taler ligefrem om »livets gåders bundløse karakter«. Ifølge Bohr er begrebet ’bevidsthed’ knyttet til begrebet ’liv’, men hverken ’bevidsthed’ eller ’liv’ kan beskrives ved hjælp af naturvidenskabens sprog.

Mens Niels Bohr knytter en forbindelse mellem bevidsthed og liv, florerer der i disse år en opfattelse af, at vi snart vil kunne forklare det menneskelige bevidsthedsliv alene på baggrund af kendskab til den menneskelige hjerne; at et tilstrækkeligt omfattende studium vil gøre det muligt at udlede bevidstheden af hjernens måde at fungere på.

En række hjerneforskere søger således at forbinde selvbevidsthed, personlighed og identitet med processer i hjernen baseret på en teori om, at selvet er afhængigt eller defineret af et netværk af strukturer i hjernen.

Her gælder det imidlertid om at holde tungen lige i munden. Der er nemlig afgørende forskel på, om man siger, at selvbevidstheden er afhængigt af eller er defineret af processer i hjernen. Lad mig henvise til Grundtvigs syn på selvbevidstheden for at illustrere forskellen. For Grundtvig er selvbevidstheden afhængig af legemet uden at være determineret af legemet.

Formuleret mere nutidigt: Selvet er forbundet med, men ikke identisk med, processer i hjernen. Der er mere på spil. Dette mere kalder Grundtvig for ånd – forstået som en usynlig kraft uden for legemet, der spiller sammen med det levende legeme. For Grundtvig er selvbevidstheden ikke et produkt af hjernens struktur, men af samspillet mellem ånd og legeme. Med andre ord: Mennesket udgør en treenighed af legeme, sjæl og ånd.

Udviklingslæren

I 1859 udgav den engelske naturforsker Charles Darwin sit berømte skrift On the Origin of Species by Means of Natural Selection, hvori han fremsatte den teori, at alle planter og dyr havde udviklet sig fra få oprindelige former til nutidens myriader af arter. Selv om han i dette værk kun i kryptiske vendinger beskæftigede sig med menneskets oprindelse, blev Darwins udviklingslære meget hurtigt omtalt som ’abeteorien’.

Det er ikke først med Darwin, at udvikling bliver et centralt begreb. Inden for biologien skete det allerede halvtreds år før Darwin, da den franske naturalist Jean Baptiste Lamarck i 1809 fremsatte en videnskabelig teori om livet som et produkt af evolution, der er opstået på baggrund af naturlige love. Lamarck var en af de første til at bruge begrebet biologi i dets moderne betydning.

Udvikling udgjorde også kernen i den nye opfattelse af historien, der brød igennem i slutningen af 1700-tallet. Dermed blev historie en dimension ved alt, intet kunne forstås uden at forstås historisk. Grundtvig bidrog i høj grad til at fremme den opfattelse, at verdens mening er dens historie. Selv om universalhistorie ikke er evolutionshistorie, er der et slægtskab i synet på udvikling som et resultat af en bestemt udviklingsmekanik.

Først efterhånden skal vi kende os selv

Udvikling indgår som en grundkategori i såvel Grundtvigs som Darwins udviklingslære. Selv om Grundtvig ikke tænkte udviklingen fra sten, over plante til dyr ud fra Darwins evolutionsteori, så er hans tanke om ’den store verdenskæde’ ikke så fjern fra evolutionstanken, som man umiddelbart skulle tro.

Man kan sige, at Grundtvig foretager en historisering af ’den store verdenskæde’, hvor tiden bliver stedet for bevidsthedens selvafklaring fra dunkelhed til opvågning. Menneskets vækst gennem historien er en slags historisk udviklingspsykologi, hvor bevægelsen hen imod klarhed gælder både individualhistorisk og universalhistorisk.

Der er dog den afgørende forskel, at Darwin er optaget af naturens udviklingslove, hvorimod Grundtvig primært er optaget af historiens udviklingslove. Denne forskel rejser spørgsmålet om forholdet mellem natur og historie. Er historien og mennesket blot et produkt af naturens udviklingsmekanik? Eller rummer historien dimensioner, som ikke fuldt ud kan forklares ved at studere naturen ved hjælp af naturvidenskabelige metoder?

Ikke uden betragtelig selvfølelse hævder Grundtvig:

»Mig blev det givet at opdage den store naturlov for åndens virkning og forplantelse, og at se den stadfæstet såvel i det daglige liv som i slægtens store levnedsløb.«

Hvad Grundtvig mente at have opdaget, var sproget – ordet – som nøgle til forståelsen af såvel barnets som menneskeslægtens udvikling. For ham er der et tæt samspil mellem sprog og bevidsthed. Forenklet sagt: Bevidstheden skabes af sprog, og sprog skabes af bevidstheden.

I et evolutionært perspektiv er sproget så at sige et resultat af et følelsesmæssigt pres. Når mennesket i første omgang søger at finde ord for sine følelser, kan disse i næste omgang begribes og gives sproglig form. Grundtvig skelner mellem at begribe noget legemligt og noget åndeligt:

»Legemlige ting siges vi at begribe, når vi er lige så sikre på deres tilværelse som på vort eget legemes (…) åndelige ting siges vi at begribe, når de er os lige så visse som vor selvbevidsthed og kan forene deres hele sammenhæng med den.«

I Grundtvigs optik har legemet endnu ikke begrebet ånden, men netop dét er opgaven, hvis endelige løsning er lig med historiens afslutning.

»Her opkommer det rene begreb af historisk videnskabelighed, da legemet gennem tiden skulle forklares til at fatte ånden, da mennesket, ved efterhånden at gennemskue sig selv, overbevistes om synernes sandhed, og udtrykte sin vidskab i stedse klarere ord og højere virksomhed, indtil selv legemets øje så den eviges herlighed, og sænkede sig over tid og rum i det uindskrænkede lyshav.«

For Grundtvig er historien én stor erkendelsesproces. Hvad det gælder om, er »efterhånden« at kunne gennemskue sig selv og formulere de nye indsigter i stedse klarere ord. Med andre ord: Hvor der er mørke, skal der blive lys! En vigtig kilde til mere lys er ifølge Grundtvig større indsigt i samspillet mellem sjæl og legeme, sandhed og skønhed:

»den hele tid må kaldes historisk, thi den står egentlig som et spørgsmål om, hvorvidt og hvorledes sjæl og legeme, sandhed og skønhed, hører sammen, og ved at besvare dette spørgsmål bliver den kosmologisk: oplyser verdens vilkår, og lignelsevis teologisk, da det forklarede menneske billedlig viser, hvad Gud virkeligvære

Grundtvigs udviklingslære formulerede han i de berømte og ofte citerede linjer fra indledningen til Nordens Mytologi 1832:

»Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed, således må mennesket opfattes, når der skal blive en åndig videnskabelighed på Jorden.«

Mennesket er ikke skabt til at efterabe til evig tid, men skabt til at udvikle sig i tiden.

Teksten er en bearbejdet og forkortet version af et af kapitlerne i Ove Korsgaards nye bog Grundtvig rundt, som udkommer på Gyldendal fredag den 28. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
Ejvind Larsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu