Baggrund
Læsetid: 7 min.

Filmredaktionen guider: Det skal du se på CPH PIX

Den årlige filmfestival, CPH PIX, er i gang og byder i løbet af de næste 14 dage på hundredvis af filmoplevelser fra hele verden. Filmredaktionen har gennemtrawlet programmet og fundet frem til nogle af de bedste arrangementer og film
Den årlige filmfestival, CPH PIX, er i gang og byder i løbet af de næste 14 dage på hundredvis af filmoplevelser fra hele verden. Filmredaktionen har gennemtrawlet programmet og fundet frem til nogle af de bedste arrangementer og film

AP/MFS

Kultur
28. september 2018

Særpræget rejse med excentrisk kunstner

Den amerikanske skuespiller og instruktør Crispin Hellion Glover er bedst kendt for rollen som Marty McFlys far i 1980’er-klassikeren Tilbage til fremtiden (1985). Og indimellem har man kunnet se ham i store og små amerikanske film og tv-serier – Charlie’s Angels, Alice in Wonderland, American Gods. Men det er altsammen kun noget, han laver for at tjene penge til det, der egentlig interesserer ham: Personlig kunst i form af bøger, billeder og film, som bryder tabuer og får folk til at stille spørgsmål.

For syv år siden optrådte den nu 54-årige Glover på CPH PIX med en særpræget blanding af lysbilledforedrag, oplæsning, performance og filmforevisning. Og det blev ikke mindre særpræget af, at Glover er lidt af en excentrisk størrelse. I år er han tilbage på festivalen, og vil man gerne have en oplevelse af de helt særlige og uforudsigelige, skal man løse billet til hans show. Jeg er (næsten) sikker på, at man ikke vil fortryde det. 

Crispin Hellion Glover Live. Cinemateket, 9. oktober kl. 19.15

’Holy Motors’

’Holy Motors’

CAP/KFS

Mød en af europæisk films store historiefortællere

En anden særegen skikkelse er den franske filminstruktør Leos Carax, der kommer til København for at vise nogle af sine film, blandt andre mesterværket Holy Motors, og afholde en masterclass. Carax deler gerne vandene med sine film, men personligt var jeg meget begejstret for Holy Motors, som er en både sær og opløftende oplevelse. Denis Lavant spiller hr. Oscar, der kører rundt i Paris i en limousine, der samtidig er et omklædningsrum med makeup, kostumer og rekvisitter.

Han fragtes fra aftale til aftale, sminker sig og klæder om undervejs og spiller en ny rolle i sekvenser, der ikke umiddelbart hænger sammen, men som alligevel spejler hinanden, fordi de udgør hver sin genre: krimi, action, melodrama, socialrealisme, eventyr, animation og sågar musical. Midtvejs får man endda serveret et af de mest inciterende musikalske mellemspil, jeg nogensinde har set på film. Se eller gense Holy Motors, og duk op til Leos Carax’ masterclass, og hør ham fortælle om sin proces til en af sine store, danske fans, instruktøren Christoffer Boe. 

Masterclass: Leos Carax. Den Danske Filmskole, 7. oktober kl. 13

Muntert opgør med al god smag

Det begyndte som et program på tv, fortsatte som en podcast og er nu også blevet til et liveshow, hvor Christian Volfing og Jakob Stegelmann præsenterer, som der står i programmet, »et overflødighedshorn af klip, trailere, tegnefilm, propaganda og oversete mesterværker fra filmkunstens alleryderste kroge, som du ikke troede fandtes«. Den dårlige smag er i centrum, når Stegelmann og Volfing indtager scenen, og det kan ikke blive andet end mærkeligt og morsomt.

»ADVARSEL: Planet X kan give alvorlige skader på publikums tillærte ’gode’ smag. Enkelte har aldrig kunnet se normale film igen! Så tag hornbrillerne på, medbring nysgerrigheden og gør dig klar til at opleve de rystende og epokegørende filmstrimler live on stage.« 

Planet X. Hotel Cecil, 7. oktober kl. 19.30

Sanseligt hverdagsliv i Mexico City

Jo, Alfonso Cuaróns Roma kan snart ses på Netflix, der har købt distributionsrettighederne til filmen, men det er faktisk en film, der fortjener at blive set på et stort lærred, hvor de skønne sort-hvide billeder kommer til sin ret. Og det giver CPH PIX en unik mulighed for i Imperial. Cuarón, der er kendt for film som … og din mor!, Children of Men og Gravity fortæller i Roma en ganske personlig historie om de stærke kvinder, der formede ham som dreng og ung mand i Mexico City i begyndelsen af 1970’erne.

Vi møder hans mor, hans bedstemor og ikke mindst stuepigen Cleo (Yalitza Aparicio), der også var Cuarón og hans søskendes barnepige og surrogatmor, og følger en dagligdag præget af forældrenes skilsmisse, Cleos uønskede graviditet og voldsomme politiske omvæltninger i landet. Det er en nænsomt fortalt, stemningsfuld og sanselig film, og Cuarón får på fornem vis familielivet i det enorme hus i storbyens Roma-kvarter til at ånde og leve. 

’Roma’. Instruktion og manuskript: Alfonso Cuarón. Imperial, 10. oktober kl. 21.15

’Donbass’

’Donbass’

ma.ja.de. fiction

Absurde krigsscener fra Østukraine 

Donbass er en intelligent og bidsk fremstilling af den absurditet, der har sænket sig over Østukraine, siden krigen der brød ud i 2014. Instruktøren Sergei Loznitsa har en baggrund som dokumentarist og har ladet sig inspirere af virkelige hændelser til filmens 13 groteske eller bare trøstesløse scenarier, der i al deres gråhed minder om film af Roy Andersson eller Ruben Östlund. Af en krigsfilm at være er Donbass fattig på kamphandlinger. Den kamp, man ser mest til, handler om at fordreje virkeligheden til egen strategiske fordel.

Den kamp bliver åbenlyst militærstrategisk i de scener, hvor en gruppe statister er ved at blive sminket til et nyhedsindslag, og fuldstændig absurd, når en tilsyneladende fattig kvinde i et beskyttelsesrum bliver hentet af sin velhavende datter, der kan afsløre, at hun har et stort, fint hus, der bare venter på, at hun kommer hjem. Der bliver hældt lort i hovedet på journalister, konfiskeret private biler og sunget separatistiske slagsange i denne grågrumsede satiriske krigsfilm, hvor det uhyggelige ikke bare er livsfaren, men at intet er til at regne med. 

’Donbass’. Instruktion og manuskript: Sergei Loznitsa. Gloria, 29. september kl. 19, Dagmar, 1. oktober kl. 16.30 og Cinemateket 7. oktober 18.45

Køligt studie i medlidenhed

Babis Makridis groteske studie i medlidenhedens former og funktioner er en imponerende kølig film, der på en baggrund af pastelfarver kører sin komiske skildring af latterlige menneskelige følelser helt ud uden at gå efter deciderede grin. Hovedpersonen, en afmålt advokat og familiefar, har fuldstændig dedikeret sig selv til livet som stoisk stakkel. Hver dag modtager han med oprejst pande og tunge suk sine omgivelsers medlidenhed over, at hans kone ligger i koma.

I retssalen formår han med sine retoriske evner og gennemkoreograferede procedurer at dirigere dommere og nævninges sympati og medfølelse lige derhen, hvor det passer ham. Hans egen private tragedie giver ham en tyngde og værdighed, der er uvurderlig i mødet med klienter, hvis slægtninge er blevet dræbt. Derhjemme insisterer han på, at sønnen ligesom han selv skal være maksimalt sørgende hele tiden og ikke spille alt for lystigt på klaveret i det fornemme hjem. Hver dag kommer hans smukke underbo med dejlig friskbagt kage og medynk, indtil den for hovedpersonen reelle katastrofe indtræffer, idet hans kone vågner. 

’Pity’. Instruktion of manuskript: Babis Makridis. Cinemateket, 28. september kl. 21.45, Gloria 2. oktober kl. 17 og Dagmar, 10. oktober kl. 16.30

Overgreb og umyndiggørelse

Vivian Qus roligt fortalte, jævnt ubehagelige thriller Engle går i hvidt handler mindre om selve det seksuelle overgreb, der finder sted i begyndelsen af filmen, end den handler om de former for ydmygelse, umyndiggørelse og udsathed, der følger efter for de to piger, det går ud over, og den unge kvinde, der bevidner det. Sidstnævnte, Mia, gør rent på et hotel i en søvnig kinesisk kystby og dækker ind for sin veninde i receptionen, da en midaldrende mand en nat bestiller et værelse til sig selv og et til de to fulde, mindreårige piger, han har med.

På overvågningskameraet ser Mia  manden bryde ind på pigernes værelse, og hun filmer det med sin telefon. Det viser sig, at manden har en høj stilling inden for politiet, og da Mia ikke har de nødvendige arbejdstilladelser og identitetspapirer, sætter hendes viden hende i en prekær situation. Parallelt med hendes historie følger filmen de barske måder, de pårørende til de to ofre prøver at dæmme op for den skam, forbrydelsen kaster over deres familie. 

’Engle går i hvidt’. Instruktion og manuskript: Vivian Qu. Gloria, 3. oktober kl. 21.15 og Grand 7. oktober kl. 12

Udsat drengeliv

Det er ikke helt skudt forbi, når We the Animals i CPH PIX-programmet bliver sammenlignet med vidunderlige film som Moonlight og The Florida Project. Jeremiah Zagars debutfilm handler som Moonlight om en dreng fra den amerikanske underklasse, der vokser op omgivet af vildskab og ømhed og prøver at finde en plads i verden til sit homoseksuelle begær. Ligesom i The Florida Project er synsvinklen troværdigt placeret i børnehøjde, idet man ser den forsigtige Jonah og hans to ældre brødre strejfe rundt i landskabet omkring familiens trailerhjem​​​​.

Om natten kravler han ned under deres seng og fylder kladdehæfter med farvekridttegninger, som bliver til animerede sekvenser, der på enkel og ikkenuttet vis demonstrerer det indre og ydre drama i Jonahs liv. Det går nogle gange voldsomt for sig i familien, men de scener af We the Animals, der gør størst indtryk, er dem, hvor Jonahs børneliv viser sig som et flimmer af indtryk og impulser og en uforudsigelig skiften mellem nærhed og distance til brødrene og forældrene. LN

’We the Animals’. Instruktion og manuskript: Jeremiah Zagar. Cinemateket, 29. september kl. 16.30, Gloria, 2. oktober kl. 21.15 og Empire 9. oktober kl. 22.15

Billetter kan købes på på cphpix.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her