Læsetid: 11 min.

Francis Fukuyama: »Vi kan ikke bygge et samfund på mangfoldighed. Det er er det samme som at sige, at vi ikke har noget til fælles«

Hvis identitetspolitik ikke skal splitte vores samfund, må vi opbygge én stor national identitet, som alle kan deltage i, mener den berømte politolog Francis Fukuyama. Det er ikke nok at tale om mangfoldighed og tolerance – nationen skal stå for noget
Hvis identitetspolitik ikke skal splitte vores samfund, må vi opbygge én stor national identitet, som alle kan deltage i, mener den berømte politolog Francis Fukuyama. Det er ikke nok at tale om mangfoldighed og tolerance – nationen skal stå for noget

Geraint Lewis

28. september 2018

Solen er kun lige nøjagtigt kravlet op over horisonten uden for hans hotelværelse i Washington, D.C., og Francis Fukuyama har ikke fået morgenmad endnu. Men den amerikanske politolog, der har været en af verdens mest berømte tænkere, siden han i 1989 udgav essayet »The End of History?«, er midt i en bogturné for sin seneste udgivelse, Identity: The Demand for Dignity and the Politics of Resentment, så han står tidligt op.

»Den identitetspolitik, der i stigende grad praktiseres på både venstre- og højrefløjen, er meget problematisk, fordi den bygger på en forståelse af identitet som noget fastfrosset; noget, der er karakteriseret ved race, etnicitet og religion,« siger han i telefonen.

Han taler roligt og i formfuldendte sætninger. Han har tænkt over det her i årevis, siger han, men det var først, da Trump blev valgt, at han endelig besluttede sig for at skrive en bog om det.

Det vanskelige ved identitet er nemlig, at det både får det værste og det bedste frem i mennesket: Det mobiliserer de undertrykte til at kræve anerkendelse på lige fod med alle andre – borgerrettighedsbevægelsen, feministerne, kampen for homoægteskaber, #MeToo – men identitet kan også splitte et samfund i tusinde små klaner, som man ser det i Mellemøsten, og det kan få studerende til at kræve, at anderledestænkende ikke må holde taler på universiteterne.

Identitetspolitik kan altså både være Martin Luther King og Balkan i 1990’erne. Og lige nu er der desværre mest af det sidste, mener Fukuyama.

Vi er begyndt at se samfundet som en masse små grupper, der bygger på race, religion, køn eller etnicitet, mener han. Vi taler hele tiden om de hvide, om muslimerne, kvinderne, de transseksuelle, de handikappede, de tykke ... Og det er farligt, for en nation kan slet ikke fungere, hvis den ikke også er ét stort fælleskab.

»Ethvert demokrati har brug for at have en fornemmelse af fællesskab,« siger han.

»Man skal kunne diskutere, man skal kunne tro på legitimiteten af de fælles institutioner, og man skal kunne have en vis grad af tillid mellem borgerne. Og alle de ting stammer fra en fornemmelse af national identitet.«

– Og hvad er risikoen, hvis vi holder op med at have en stor national identitet?

»Ultimativt er risikoen, at vi kommer til at ligne Mellemøsten: Der er masser af mangfoldighed, men det er mangfoldighed i parallelle samfund, der har hver deres medlemmer, værdier og kulturer, men de har intet tilfælles. Som du ser i Libyen, Syrien, Irak og Afghanistan, der er så ekstremt mangfoldige, at de simpelthen ikke kan leve sammen i et fælles statssamfund.«

Hvis et demokratisk fællesskab skal fungere, skal vi være fælles om noget.

»Vi kan ikke bygge et samfund på mangfoldighed. Det er det samme som at sige, at vi ikke har noget til fælles«, siger Fukuyama.

»Mangfoldighed kan være et gode og en beskrivelse af et samfund, men det kan ikke være det, som folk har til fælles. Der er behov for noget substantielt.«

–Og hvad skal det så være?

Fukuyama svarer med det samme: »En national identitet er det, der binder folk sammen uden at basere sig på etnicitet, religion eller en dyb historisk kultur – en identitet, der bygger på ideer.«

Historiens endemål

I 1989 gik Yoshihiro Francis Fukuyama fra være en anonym embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium til at være en verdensberømt politolog. Den sommer udkom hans berømte essay, hvis pointe siden er blevet gentaget i det uendelige: Sovjetunionen var ved at falde, og de ideologiske kampe, som indtil nu havde drevet historien fremad – især kapitalismen vs. kommunismen – var nu afgjort.

Vestens liberale demokrati med menneskerettigheder og markedsøkonomi havde vundet. Og det var godt.

Men Fukuyamas essay, der siden blev udvidet til en bog i 1992, er også blevet misforstået i det uendelige, mener han. Hver gang der har været en krig i Mellemøsten eller en økonomisk krise i Asien, har en eller anden kritiker rakt hånden i vejret og sagt: ’Hov, se selv, historien er slet ikke slut.’

Men Fukuyama har aldrig sagt, at krige og konflikter ville stoppe, der ligger en dobbelthed i det engelske ord end, som ofte bliver overset – det betyder ikke bare afslutning, men også mål. Hans tese handler om, at det liberale demokrati er blevet hele verdens endemål – og det er stadig rigtigt, fastholder han.

Der er stort set ingen politikere, der taler for at opbygge en anden styreform end det liberale demokrati. Ingen er tilhængere af totalitarisme, og ingen selvstændighedsbevægelser kæmper for at indføre autokrati (måske bortset fra ISIS). Og hvor rejser verdens migranter hen? Ikke til Kina og Rusland, men til liberale demokratier som USA eller Tyskland.

Fukuyama har selv sagt, at hvis Kinas samfundsmodel på et tidspunkt bliver så stor en succes, at folk begynder at migrere fra Vesten til Beijing for at blive en del af det store kinesiske samfundsprojekt, vil han betragte sin tese som endeligt død.

Men når det liberale demokrati bliver historiens endemål, opstår der et nyt problem.

»Hvis man kan tage rigdom og demokrati for givet, så ændrer debatten sig til at handle om identitet,« sagde Fukuyama i en samtale med den britiske professor David Runciman for nogle år siden.

»Og identitet er på en måde de moderne demokratiers akilleshæl.«

For når vi har sikret frihed og rettigheder, rejser der sig et nyt spørgsmål: Hvem er ’vi’?

Francis Fukuyama

  • Født 1952 (65 år)
  • Chef for Center on Democracy, Development and the Rule of Law
  • Blev verdenskendt i 1989 med udgivelsen af essayet ’The End of History’
  • Han blev først hyldet som et konservativt ikon, men især Irakkrigen og finanskrisen har fået ham til at søge mod venstre.
  • Har i årevis forsket i, hvordan stater udvikler sig og bliver stabile. Det har han udgivet to store værker om: ’The Origins of Political Order’ (2001) og ’Order and Political Decay’ (2014).
  • Er på Instagram, hvor man bl.a. kan følge hans passion for gamle kameraer og hans produktion af hjemmesnedkrede træstole.

Troskab mod nationen

I sin nye bog giver Fukuyama en del af svaret: Vi skal opbygge en tydelig national identitet, for det er nationalstaten, der kan skabe sikkerhed, tillid og stabile institutioner. Uden den ville der slet ikke være noget liberalt demokrati.

»Hvis EU havde fået succes med at udvikle en ægte form for europæisk identitet, som stod over de nationale identiteter, så ville det have været bedre. Men jeg tror ikke, det er realistisk,« siger han.

Derfor har Europa stadig brug for nationalstaten.

– På hvilken måde er det, som du foreslår, forskelligt fra det, som Dansk Folkeparti eller Marine Le Pen mener? De taler også om, at nationen bør være det bærende for vores identitet.

»Det afgørende er, hvordan man definerer nationen. Mange højrefløjspartier har en traditionel etnisk forståelse af nationen, som ikke inkluderer udefrakommende. Det skal være muligt for udlændinge at blive fuldgyldige borgere under de rette omstændigheder. Men det skal kræve, at de kender til landets historie, sprog og principper. Og at de sværger troskab til det.«

Fukuyama bruger hele tiden ord som »troskab« og »dydighed« – for ham er nationen ikke bare et sted, man bor, men noget, man skal føle, og en autoritet, man respekterer. Han bruger udtrykket  »creedal« – en overbevisning, som ikke er religiøs, men som alligevel har noget ophøjet over sig.

Han foreslår at indføre en slags »værnepligt«, hvor unge skal arbejde på en skole eller et hospital – så vil alle nemlig kunne mærke, at de er en del af en nation, og de vil møde borgere fra alle samfundslag.

Indvandrere skal »assimileres«, han er skeptisk over for religiøse privatskoler, der lukker eleverne inde i en identitetsboble, og så er han modstander af dobbelt statsborgerskab – »delt loyalitet kan være problematisk«, som han siger.

»Principielt er dobbelt statsborgerskab problematisk, fordi forskellige lande har forskellige interesser. Bevares, inden for EU er det ikke noget stort problem, for de fleste lande er enige om de basale principper. Men når Erdogan siger til tyske borgere med tyrkisk oprindelse, at de skal stemme ud fra Tyrkiets interesser til det tyske valg, så illustrerer det, at delt loyalitet kan være problematisk.«

Til gengæld mener han, at alle der er født på en nations territorium, bør få statsborgerskab – det er ikke reglen i Danmark i dag.

Grupper har ikke rettigheder – det har individer

I øvrigt er der ikke noget galt med identitetspolitik som sådan, siger han. Da folk vandrede fra land til by i 1800-tallet, var det identitetspolitik, der fik dem til at slutte sig sammen i fagforeningerne og kræve gode vilkår. I dag peger bevægelser som #MeToo og Black Lives Matter på væsentlige samfundsproblemer. Problemet med identitet opstår, når demonstranter begynder at kræve særlige rettigheder til deres egen gruppe.

Hvornår går identitetspolitik fra at være en progressiv kraft, der kan frigøre undertrykte grupper, til at være en ødelæggende kraft for samfundet?

»Det handler om graden af fokus, man lægger på gruppers rettigheder frem for på individers rettigheder,« siger Fukuyama.

»Et liberalt demokrati bygger på princippet om, at vi alle er frie og autonome individer. Men når identitetsgrupper taler for rettigheder, der bygger på medlemskab af en bestemt gruppe – og især når gruppen defineres ud fra fastlagte kriterier som race, etnicitet, køn eller religion, som man er født med, frem for noget, man selv vælger – så begynder man at modsige den grundlæggende præmis om individuel autonomi.«

»Man kan se det i den offentlige debat i Europa: Der lever en version af multikulturalismen, som siger, at mangfoldige samfund består af en masse forskellige kulturer. Men problemet er, at der i nogle af de kulturer findes elementer, som ikke er liberale: I nogle muslimske grupper har kvinder ikke samme status som mænd, der findes homofobi og antisemitisme. Så hvis du kræver lighed for kulturer frem for lighed for de individer, der lever i kulturen, løber du ind i store selvmodsigelser.«

–Hvor ser du tydeligst farerne ved identitetspolitik i dag?

»På universiteter, hvor folk bliver forhindret i at tale, alene fordi de repræsenterer et heterodokst (i modsætning til det generelt accepterede, red.) synspunkt. Jeg ved godt, at vi i USA har mange konservative provocateurs, der bevidst forsøger at blive blokeret, så de kan gøre et stort nummer ud af det, men der er også seriøse stemmer, som drukner i tilråb eller slet ikke får lov til at tale, fordi de ikke passer ind i den nuværende ortodoksi på universiteterne – især når det handler om race, køn og etnicitet. Og det er en trussel mod ytringsfriheden.«

Luther og hippierne

Identitet er et moderne fænomen, skriver Fukuyama i sin bog. Altså bondedrengen fra Vestjylland i starten af 1800-tallet, der gik i kirke, og som ventede på at overtage gården, havde ingen identitet.

Eller, det vil sige – der var ingen konflikt mellem hans indre jeg og verdens krav, og det er sådan set det, identitet er, skriver Fukuyama: Identitet bygger på ideen om, at vi alle bærer rundt på et indre, autentisk selv. Og det bliver politisk, når vi vil have, at samfundet skal anerkende den identitet.

Det hele begyndte med Martin Luther, skriver han, for her blev det personlige gudsforhold pludselig vigtigere end paven og præstens regler – sandheden rykkede ind i mennesket. Idéen blev radikaliseret i romantikken, og da industrialiseringen for alvor satte ind i slutningen af 1800-tallet, og folk begyndte at strømme til byerne, blev det hele sat på spidsen – for pludselig var bondedrengen fra Vestjylland blevet revet ud af sine traditionelle livsformer. Identiteterne skulle formes.

Derfra gik det sådan set slag i slag for borgerne i Vesten: Samfundene blev rigere og mere individualistiske, borgerne fik rettigheder og frihed.

Man kan sige, at hippierne tog det til et nyt niveau: For dem blev selvrealisering en etisk pligt – man skulle leve i overensstemmelse med sin »indre stemme«, som den canadiske filosof Charles Taylor engang skrev. Identitet blev livets mening.

Men det viser alt sammen, hvor vigtig identitet er, og det undervurderer vi hele tiden, mener Fukuyama. Når vi taler om ulighed og ’globaliseringens tabere’, tror vi, at det handler om penge – men det handler oftest om identitet og værdighed.

»Fattigdom opleves oftest som et tab af værdighed,« skriver han i sin nye bog. »At være fattig er at være usynlig for dine medmennesker, og nedværdigelsen ved at være usynlig er ofte værre end manglen på ressourcer.«

Det er den relative sociale status, der betyder noget, mener Fukuyama, og så giver det jo pludselig mening, at så mange støtter Trump, Brexit eller højrepopulistiske partier.

»På nogle måder synes jeg faktisk, det er overraskende, at modreaktionen ikke kom før,« sagde han forleden til den britiske avis The Guardian.

For prøv bare at se, hvor hurtigt nationerne har ændret sig: Så godt som alle vestlige nationer har oplevet en voldsom stigning i andelen af borgere, der er født uden for landet.

Det gælder også Danmark. Mange af dem, der stemmer på Le Pen, Trump eller DF »bekymrer sig ikke så meget om indvandringen som sådan, men mere om antallet, forandringernes hastighed og bæreevnen for de eksisterende institutioner«, skriver Fukuyama i sin nye bog.

Frihed, lighed og broderskab

Og så er vi tilbage, hvor vi startede, for med det evigt foranderlige miskmask af jeg’er og vi’er, som opstår, når globaliseringen blander kulturer fra hele verden, og når vi allesammen bliver mere individualiserede, hvordan sikrer vi så, at der stadig er noget at være fælles om i samfundet? Et stort vi?

Jo, gentager Fukuyama: Ved at skabe en stærk national identitet.

»Den nationale identitet skal bygges op omkring ideer frem for etnicitet, religion eller en historisk kultur – det skal være et system af værdier, som passer til samfund, som de facto er multikulturelle,« gentager Fukuyama fra sit hotelværelse i Washington, DC.

Man kan fornemme, at han snart gerne vil ned og have morgenmad. Han har en lang uge foran sig.

»I Frankrig taler de om ’frihed, lighed og broderskab’. I USA betyder det, at vi skal være ærbødige over for forfatningen og for princippet om lighed og lighed for loven. Det, der binder amerikanere sammen, er, at de er et folk, der tror på det sæt af værdier. I Europa er det lidt anderledes, fordi den nationale identitet er ældre og mere solid – den har rod i historie, religion og etnicitet. Men realiteten i Europa i dag er, at samfundene har ændret sig, så de forståelser ikke længere kan bruges til at definere den nationale identitet.«

Fukuyama vil ikke definere den danske idé, men det er klart, at danskhed ikke kan bygge på kristendom og Christian IV – det er for lukket og bagudskuende. Nationen skal nemlig ikke være et kulturhistorisk museum – den skal være et stort dannelsesprojekt for fremtiden, som alle kan blive en del af, hvis de virkelig vil.

Det betyder ikke, at alle skal være ens, men det betyder, »at der skal være nogle principper, som fællesskabet bygger på«.

Vi giver dig magten over økonomien tilbage. Det gør vi sammen med Jørgen Steen Nielsen og Adam Smith. Og så taler vi med Rune Lykkeberg om identitetspolitik med afsæt i Francis Fukuyamas nye bog. Med over telefonen er også Christian Monggaard, der fortæller om Michael Moores nye film
Hør mere i podcasten
Den 11. september udkommer Francis Fukuyama med en ny bog, hvor han behandler den idepolitiske tendens.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Benno Hansen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men det er jo netop dér, det går galt - det er næsten samme systematiske fejl som sidst: kun at se én ting!
Samfundet hænger sammen igennem det politiske system og de samfundsbærende institutioner, der tjener offentligheden.

Charlie Breindahl, Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel, David Joelsen, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Hvad kan det være altså, familien har også prøvet den, og førte kun til monarchi, den har man prøvet også. Fælles ejendom kender man også i socialismen og andre systemer; i Islam har Jordens ejendom tihørt Staten i lang tid
Identiteten kan ikke bygges alene på de institutioner man har. Det skal ændre på verdensorden først.

Jens Thaarup Nyberg

"Hvis et demokratisk fællesskab skal fungere, skal vi være fælles om noget."
Ja, det må være fælles om noget, på tværs af forskellighederne. Og det kan så ikke være et nationalistisk fællesskab, men et nationalt.

Niels Duus Nielsen

Det var dog et tyndt indspark i debatten. At bygge et samfund på mangfoldighed betyder jo bare, at vi alle er fælles om at anerkende, at vi alle er forskellige. I betragtning af, at truslen for tiden er en tendens mod at gøre alle ens i middelklassens/småborgerskabets billede, vender Fukuyamas kritik den forkerte vej. Vi er fælles om at være mennesker, vi er fælles om de rettigheder, der følger med at være menneske, resten diskuterer vi os frem til. Det er jo derfor vi har ytringsfrihed, eller hvad...?.

Sjovt som Fukuyama rammer forkert halvdelen af gangene han skriver i avisen - hvert andet indlæg fra hans pen er fremragende, hvert andet er helt misforstået. Dette indlæg er helt klart misforstået/ligegyldigt.

Charlie Breindahl, Carsten Wienholtz, Troels Plenge og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hele livets udvikling bygger på mangfoldighed og en stadig mere kompleksitet.
Gad vide hvorfor nogle mennesker tror vi kan droppe ud af den helt basale grundbetingelse ved alt liv?

Jeg kan ikke læse artiklen, så jeg fægter lidt i blinde her... ;o) Men mon ikke Fukuyama begår samme fejl, som så mange mennesker lige nu? At tro vi mennesker ikke er natur, at vi mennesker er udenfor resten af naturen, at naturen og dermed alles fælles liv er 'derude'...?

Livets lov gælder overalt. Hvad ellers...? ;o)

Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Når man kan skrive bøger med en titel som "End of history" og det ikke handler om dommedag? Så har man da fuldstændig glemt eller overset livets stadige udvikling, det er virkelig en "never ending story".

Medmindre vi mennesker da får ødelagt muligheden for alt liv her på kloden...

Minna Rasmussen

"Problemet med identitet opstår, når demonstranter begynder at kræve særlige rettigheder til deres egen gruppe."

Den gruppe, der har og kræver de største rettigheder demonstrerer ikke - de køber sig til deres rettigheder.

Charlie Breindahl, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Nille Torsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Samfund kan netop kun fungere på mangfoldighed, fordi samfund er heterogene strukturer med en mangfoldighed af aktiviteter, der skal udfoldes. Og så er det samfund jo bare altid kendetegnet ved at bestå af de til ethvert tidspunkt tilstedeværende.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Troels Plenge, Trond Meiring, Peter Andreas Ebbesen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Sagen er i internationale sfære skal mangfoldigheden aksepteres, og her kræves en revisioin af den "verdensorden" med at skabe en balance mellem institutioner og lande i verden. Enhver kan nemt se den press der falder på individer, på grund af den ubalance mellem de internationale sfære og verdens lande
Det har været diskuret i den nuværende FN´s general forsamling. Mangfoldigheden forbliver tom
uden ændring af "verdensorden"

Et samfund kan kun gå i stå når den verdensorden er fastfrossen som det er . Det skal ændre på.
Verden som er i dag er domineret af den gamle vestens orden, der er kun klods om benet.

Touhami Bennour

Hvad er forskelllen mellem en egypter og en dansker, det ligger at en egypter er halvt mennesker mens en dansker er helt mennesker. Det er en falsk verden. For en egypter er deres identitet kommer fra 7000 år historie. Det kan man være uening i , men her kommer spørgesmålet, hvem skal bestemme om identiten.
Forleden dag en person vil at der skal placere Egypten i Afrika, Men verden har placeret Egypten I mellem Østen., som er ikke en geografisk definition men strategiske definition. Hvad er geografi, skal det også være en del af identiten?
Der skal demokrati på verden plan
Derfor tror jeg ikke på ved at klagøre forholdene i et land ( om der er USA elle Danmark) ændre det på noget i verden.
Den vestlige mentalitet er dominerende i verdens orden og det er vi virkelig træt af.

Olav Bo Hessellund

"...en af verdens mest berømte tænkere..."
Men sågu ikke på grund af hans kvaliteter.

Birgit Luxhøj, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Mogens Holme og David Joelsen anbefalede denne kommentar

Der skældes altid ud på nationalisme som noget negativt. Det må bygge på, at man fremhæver ens egen gruppe frem for andre, der er legitimt til stede - DEN DÅRLIGE NATIONALISME.
Inkluderes alle grupper i at beskytte og forbedre nationen, udøves DEN GODE NATIONALISME.

Sammenhængningskraften i landet forringes af en intolerance mod andre grupper, med deres ret til særpræg .
Derfor må anslag mod nationen realistisk set forhindres, selv om mange vil mene, at det er fremmedfjendsk og endda racistisk..
Når vores regering og folketing lovgiver mod anderledes tænkende, skader den den gode nationalisme. Når den begrænser yderligere indvandring. gavner den.
Sådan forstår jeg Fukuyama.

Torben K L Jensen

Hvad er det mennesker giver hinanden i et samfund - ud over,stemmeret,empati,kærlighed,forståelse,deling af værdier i en fælles forståelse af demokrati som en institution der definerer love om fælles regler ? Det der mangler er en demokratisering af det der splitter mest - det er den økonomiske sektor der spiller casino med vores troværdighed som retsstat så hvis vi vil kalde os et demokrati med klare (spille)regler for ALLE dele af samfundet må retsprincipper om banker der er "too big to fail" kan fratages licensen,inddrage/indefryse aktiekapitalen som garanti for eventuelle bankpakker skal der ikke være nogen der er "too big to jail" Økonomisk demokrati er den vigtigste søjle hvis vi vil kalde os et rigtigt demokrati.

Ha, Torben - Du benytter lige muligheden for at komme med din kæphest. Du ved godt, at det slag er tabt på forhånd.
Hold dig til emnet.

Torben K L Jensen

det demokrati kan feks. bestemme om der skal indføres borgerløn og hvor høj den skulle være for at holde gang i udbud og efterspørgsel på varer.

Fukuyama.

Mangfoldigheden er den indlysende ting vi har til fælles.
tolerencen er netop noget vi bør efterstræbe og få/have til fælles.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Duus Nielsen
"At bygge et samfund på mangfoldighed betyder jo bare, at vi alle er fælles om at anerkende, at vi alle er forskellige" og
"Vi er fælles om at være mennesker, vi er fælles om de rettigheder, der følger med at være menneske, resten diskuterer vi os frem til. Det er jo derfor vi har ytringsfrihed, eller hvad...?"

Jeg er enig, men det er jo ikke et svar på den udfordring, som Fukuyama formulerer, og som han, også efter min mening, giver et forfejlet svar på.

Hans udfordring er, at der er identitetspolitiske grupperinger på såvel venstre - som højrefløjen, der ikke vil mangfoldigheden, og som ikke vil fælles rettigheder. I stedet ønsker de, at deres særinteresser prioriteres højere end mangfoldighed og fælles rettigheder, og derfor ønsker de at nedbryde samfundets institutioner og de værdier, som de er bygget på, f.eks. frihedsrettighederne og hele oplysningsprojektet, der ligger som forudsætninger for, at et demokratisk samfund kan fungere.

F.eks. er det, som flere politiske kommentatorer i USA frygter, at det lykkes for Trump at forstærke mistilliden til en række centrale institutioner i samfundet ved både at miskreditere og modarbejde dem i en sådan grad, at denne mistillid fremstår som berettiget.

På mange områder er de identitetspolitiske gruppers kritik berettiget, for samfundets institutioner fungerer ikke retfærdigt for alle i samfundet, men løsningen kan ikke være, i mangel på tillid til institutionerne, at nedbryde dem med en forventning om, at det i hvert fald ikke kan blive værre.

Steffen Gliese, Leo Nygaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, jeg takker for korrektionen, en nærlæsning af artiklen viser, at du har ret. Blot er jeg ikke helt klar over, hvilke identitetspolitiske grupper på venstrefløhen, der er tale om, i hvert fald ikke her i Danmark.

I USA er grupper som Antifa og diverse ekstremistiske feminister LGBT-grupper langt mere talstærke og slagkraftige end i Danmark, så måske - måske!!! - har Fukuyama en pointe i forhold til USA. Men set i dansk perspektiv er det min vurdering, at kritikken først og fremmest skal rettes mod højrefløjen. Den danske venstrefløj er ikke præget af rabiate SJW-ere og identitetspolitiske grupperinger, hverken parlamentarisk eller på græsrodsplan. Højrefløjem deromod har jo ligefrem en organisation, der kalder sig "Generation Identitær", og netop fokuserer på den hvide mands (m/k) ret til at skalte og valte med diverse fejlfarver.

Den danske venstrefløj søger jo netop ved hjælp af de eksisterende institutioner at bekæmpe disse identotære tendenser, at bevare en vis værdighed og menneskelighed regeringsførelsen, og forsvare de tilbageværende borgerlige principper - noget højrefløjen lader fuldstændig hånt om, såvel parlamentarisk som på græsrodsplan.

Dette er et af problemerne ved blot at oversætte en samfundskritik og udgive den på dansk: Den konkrete kritik forholder sig ofte til konkrete nationale omstændigheder i det land, hvori den er formuleret.

Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Mikael Velschow-Rasmussen, Mogens Holme og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Demokrati er ikke en forudsætning til en nye forståelse af en ny verdensorden. Ikke alle i FN er demokrati,findes nogle der bekemper demokrati, som i øjeblikket hvor det kempes mod det "arabisk forår", Hverken vesten eller nogle arabiske lande støtter det arabiske forår , Og nogle vestlige befolkninger er imod "al Jazeera tv" af egoisme
eller af politiske grunde. Jeg har mødt mange her folk der er imod "Al Jazeera" tv, ad helvedet med yringsfriheden, arabere skal bare ikke have den privilegium.
Hvis verden trænger til forandring fordi det går galt. De almindelige rettigheder er fraverende. især for muslimer. (Ex. "Tariq Ramadan" ( professor og forfatter)som er fengslet i Frankrig anklaget for Sex overgreb, som han benægter. Det er dannet en komité til fordel for ham underskrevet af mange personligheder fra Europa (men jeg har ikke set nogen fra Skandinavien i den komite), komiteen siger at han er fengslet fordi han" er muslimsk intellektuel". Han er politisk fanger altså i Vesten, Og værre, i menneske rettighedernes hjem i verden : Frankrig. Yderligere han er syg, han har sclerose, og benægtet ham læge hjælp i fengsel.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Duus Nielsen:
Jeg er enig i de meget store forskelle, du fremhæver vedrørende forholdene i USA og DK. På et organisatorisk plan er der ikke på venstrefløjen i DK stærke selvstændige identitetspolitiske organisationer som i USA.

Det er ikke det samme som, at en række af de værdier, som disse organisationer står for, ikke vinder genklang, med større eller mindre af grad af fanatisme, hos f.eks. studerende på humanistiske studier på universiteterne og i kunstner - og forfatterkredse.

Det kan bl.a. ses i forbindelse med de ansættelser, der foretages på institutionerne, og i de forskningsområder, som ansatte beskæftiger sig med, samt i de debatter og stridigheder, som dækkes af medierne, f.eks. på skønlitteraturens område.

I forbindelse med den slags debatter kan det virke skræmmende, at ellers veluddannede personer i deres fremstillinger afslører, at de grundlæggende ikke ved, hvad det er for principper, demokrati bygger på, som om demokrati bare er noget, der er der, og så kan man ellers tilsidesætte principperne, hvis det ikke lige tjener ens interesser.

Med hensyn til de politiske partier, er det mit indtryk, ud fra oplysninger i medierne, at identitetspolitiske tankegange vinder indpas, i hvert fald hos græsrødderne, i partier som Alternativet og Enhedslisten.

Her et link til Pelle Dragsteds advarsel mod dens slags tendenser i Enhedslisten. Der er jeg meget enig med ham.
https://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/pelle-dragsted-goer-boet-...

Torben K L Jensen, Jens Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

I USA kan de have en diskussion om de er til identitetspolitik eller ej. Herhjemme i Danmark er vi en stor/lille stamme, vores DNA fortæller os vi er fra Danmark og ikke Sverige eller Tyskland. Vi spiser frikadeller enten mandag eller tirsdag, vi har så meget tiltro til hinanden pga. vores stammetilhørsforhold at vi samler ca. 50 % af vores indtægter sammen til brug for fællesskabet. Vi har ikke brug for identitetspolitik.....

Niels Duus Nielsen

Jeg er lidt uenig mht. til identitetspolitikken på venstrefløjen - der er mere en tendens til bedrevidenhed, som Pelle Dragsted jo også gør opmærksom på, men det er vel snarer et udslag af den arrogance, som vi i gamle dage forbandt med især betonkommunisterne. Egentlig identitetspolitik var udbredt i VS, som havde en tendens til sværmerier, og måske kan man finde samme tendens i vore dages Alternativet, som jo vil alle de rigtige ting, men ikke rigtig kan finde ud af klasseanalysen (er jeg arrogant nu?) - det er faktisk ikke mit indtryk at der er meget af den slags i EL.

Så er der spørgsmålet om de veluddannede, som ikke ved en dyt om de demokratiske principper, det mener jeg imidlertid heller ikke er udtryk for identitetspolitiske fejlslutninger (med mindre man betragter gruppen "os med middelklasseholdningerne" som en primærgruppe), men derimod om en blanding af dovenskab og ignorance.

På den anden side - medierne og mange uddannelser gør intet for at lære befolkningen og de studerende om disse basale principper, så principløsheden er ikke nødvendigvis selvforskyldt.

Jeg har i de senere måneder debatteret med en lang række menige amerikanere på diverse politiske debatsider, og for deres vedkommende er ignorancen tydeligvis et resultat af dårlig uddannelse og mediemanipulation. Europæiske højreorienterede er langt bedre til at argumentere end amerikanske, hvilket efter min mening afspejler et langt bedre generelt dannelsesniveau.

Så jeg kan ikke se, hvor venstrefløjen fejler identitetspolitisk, de mest rabiate grupper med en vis venstrefløjstilknytning er efter min mening de militante veganere, ikkerygerne og dyrerettighedsforkæmperne, og selv disse grupper går jo sjældent til yderligheder i vore dage. Næh, da jeg var ung forstod vi at gå til yderligheder, og i modsætning til Pelle Dragsted skammer jeg mig ikke over den ballade, jeg som slumstormer på Nørrebro var med til at lave, simpelthen fordi vi havde bred opbakning i lokalbefolkningen.

Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Det er ikke de forskellige identiteter, der er problemet. Det er intolerancen overfor "de andre" der er forhindringen for en solidarisk nation.
Helt afgørende sted at begynde er at lære politikerne at stoppe med polariseringen og intolerancen overfor grupper de ikke kan li`- Håndtryk og beklædning !
Også private initiativer kan være aggressive overfor anderledes tænkende.
Se bare på venligboere og indvandrevenlige grupper overfor DF-nationalister.
Meget starter fra oven i toneangivende eliter, der vil belære andre om, hvordan de skal leve deres liv. Der er nok at ta`fat på, hvis det skal blive bedre.

Det er noget af et spark over skinnebenet, Fukuyama leverer her. Punkterer multi-kulti illusionerne og leverer et glimrende defensorat for den nødvendige genopdagelse af nationen som statens naturlige forudsætning, også i Danmark.

Niels Duus Nielsen

Steen Piper, du er godt klar over, at du med din bemærkning forlader realismen og tilslutter dig en identitetspolitisk illusion? Nationer er forestillede og imaginære fællesskaber, befolkninger derimod er reale.

Touhami Bennour

Stamme samfundet er ikke godt for tolerence. Jeg husker ikke en gang hvor jeg ikke latterligjort. Selv den måde jeg taler på virker for danskere ikke "dansk", så latterlig. Tolerencen er god og nødvendig, fordi før eller siden vil folk sige "nok er nok og ikke længere. Jeg derimod ikke sikker om stammeadfærd er indgroede hos danskere, for jeg synes ikke de har været altid sådan, i begyndelsen har jeg mærket kun ros, jeg hørte at i min stimme har noget tysk, det vil sige god stemme, musikalsk a la Bethoven. Måske det var bare skuespil.. Jeg ved det ikke
Det er ikke det første gang man diskuterer "identitet og tolerence". Men jeg har hørt "at latterliggørelse af andre kultur fører til "nok er nok". De skete sådan da kolonialister blev ved med at fortælle saftige historie om modstander
Det var det jeg søgte hos Fukuyama, jeg forventer ikke mirakler hos ham, og jeg tror ikke folk ikke ved hvad de vil.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er enig i, at uvidenhed om demokratiske principper især skyldes en blanding af dovenskab og ignorance, og på den baggrund mangler de pågældende et kritisk værn mod argumenter for forskellige former for identitetspolitik.

Disse argumenter hænger ofte sammen med (i hvert fald i USA), at demokratiske institutioner reelt ikke fungerer demokratisk, f.eks. fordi der i praksis forskelsbehandles ud fra race og køn, og det skal selvfølgelig bekæmpes.

Men det skal ikke gøres ved at tilføje særrettigheder ud fra race og køn, som en form for kompensation til dem, der føler sig som "ofre" for systemet (det som nogen vil kalde for "positiv særbehandling"). Det er der, argumentationskæden ofte hopper af for velmenende humanister, der vil beskytte udsatte og uretfærdigt behandlede grupper i et demokratisk samfund.

Man kan også udvide identitetsbegrebet så meget, at identitet og politik hænger sammen, simpelthen fordi man samler nogen om noget. Hvis begrebet defineres så bredt, bliver det uinteressant, fordi det så stort set kan dække alle former for politik i alle mulige sammenhænge.

Begrebet bliver først politisk interessant, hvis det præciseres til at omfatte demokratisk set særlige rettigheder til personer i samfundet, der drejer sig om særlige forhold vedrørende disse personer, f.eks. deres race, etnicitet, køn og seksualitet.

Som når grisene i ”Animal farm” af Orwell siger til de andre dyr efter deres socialistiske revolution, at nogen dyr er mere lige end andre, og derpå indfører et rædselsregime, der er værre end det de havde før revolutionen.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Nielsen:
"Så jeg kan ikke se, hvor venstrefløjen fejler identitetspolitisk ----".

Forfatteren Christina Hagen tillagde sig i et portrætinterview i Information en persona, og interviewet med hende fik dermed karakter af en "politisk ukorrekt" performance.

Det skabte en voldsom opstandelse og kritik i litterært interesserede kredse, især blandt den gruppe af forfattere, der af andre opfattes som identitetspolitiske. Hvordan kan et kunstværk skabe en sådan opstandelse hos politisk korrekte humanister på venstrefløjen?
https://www.information.dk/kultur/2017/02/infantil-overfladisk-racistisk...

Nationalisme er også identitetspolitik. En bedre identitetspolitik end lokalpatriotisme er socialisme. Det forener os på tværs af landegrænser. Arbejdere mod kapitalister. Resten af intersektionerne er ligegyldig konkurrencementalitet. For hvorfor skal vi altid konkurrere om et eller andet evig og altid? Nationalstat mod nationalstat er en kamp om liv og død. Om BNP og i yderste fald krig. Nej tak herfra.

Positiv særbehandling handler om repræsentation - at bryde med en herskende gruppes hegemoni over væsentlige samfundsområder som f.eks. kravet om kvinder deltagelse i virksomhedsbestyrelser eller minoritetsunges optagelse på studier, som deres karakterer ikke giver dem adgang til.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, vi er vist enige i det meste.

"De tekster, der tydeligt arbejder efter et moralsk eller politisk korrekt ideal er for hende [Christina Hagen] altså lukkede og moralsk missionerende tekster" - her afskrives stort set hele den offentlige politiske diskurs som værende moralistisk, hvilket jeg er enig med hende i. Og netop derfor foretrækker jeg at fejle i humanismens favør, netop fordi så mange ikke ser, at de fejler i en dårlig, puritansk og kropsforskrækket moralismes favør.

Måske er det fordi jeg stammer fra Jylland (førstegenerationsindvandrer) og kender den jyske mentalitet på godt og ondt?

"I Jylland er der plads til ærligheden, der er mulighed for at acceptere, at det grimme er en lige så naturlig del af livet som det smukke", siger Christina Hagen - men da de fleste københavnere er anden- og tredjegenerationsindvandrere fra Jylland, burde vi da kunne fremelske lidt jysk kultur også i hovedstaden? En af de ting, jeg husker med glæde fra min barndom, er det fænomen, at folk havde fjender. I Hovedstaden undgår man sine fjender, men i Jylland er samfundene ofte så små, at man bliver nødt til at affinde sig med, at ens værste fjende kommer på det samme værtshus som en selv.

På "Multi Maren" i Aalborg kunne homofobe rockere og feminine bøsser stå side om side ved baren, fordi det var det eneste natværtshus i miles omkreds. Det gjorde ikke fjendtligheden mellem grupperne mindre, men det gjorde, at de for en stund kunne finde ud af at være under samme tag.

Hvis højrefløjen og venstrefløjen kunne finde ud af at omgås, i stedet for at undgå hinanden, tror jeg, at meget er vundet. Identitetspolitiske idealtyper har det med at opløses, når man står ansigt til ansigt med et konkret menneske.

Steffen Gliese og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

De smukke er som bekendt få, eller linier hinanden i hvert fald. De grimme er som regel flest af. De er naturen der bestemmte det. At der kommer en som er smuk, det er klart bliver ikke afvist. Eller Jyder er mere retfærdige og diskriminerer ikke?

'

Niels Duus Nielsen

Nej, Touhami Bennour, men jyder har generelt ikke så travlt, og det smitter af på deres forhold til verden. Og så er de jyske samfund generelt mindre, så folk er tvunget til at omgås med mennesker, de ikke bryder sig om. Dette er en meget vigtig kompetence at have, da verden er fuld af idioter, som man helst vil indgå, og i storbyen er det alt for nemt at ignorere det, man helst vil undgå - man finder jo bare et andet værtshus.

Niels Duus Nielsen

PS: Min mor blev meget gammel, og til sidst var der i det lille samfund kun hende og hendes mangeårige rival, der kunne huske hvordan verden udspillede sig i 30'erne. Så de to gamle damer, som i deres velmagtsdage kun havde ondt at sige om hinanden, fulgtes nu ad til bankospil og foredrag og hvad gamle damer nu bruger tiden på. De kunne stadig ikke lide hinanden, men der var simpelthen ikke andre, de kunne dele deres erfaringer med. Og mennesker er så forunderligt indrettede, at de hellere vil være sammen med deres værste fjende, end de vil være ensomme i en verden, der er gået af lave.

Touhami Bennour

Niels Duus Nielsen
Jeg har også den fornemmelse: heller at være sammen med værste fjende, end at være ensom i en verden, der er gået af lave".
Det er grunden jeg deltager i debatten. Mange vil have mig væk her fra, de har prøvet det mage gange. Men jeg har meget på hjertet , jeg vil sige, og det varede 4 år. Jeg tror jeg har sagt det hele og nu vil jeg netrappe min deltagelse
'Jeg kender meget også om danmark. Jeg var i Århus nogle gange. Min brors kone han bor i Århus, han er en af det værste det kan findes, han hader mig og gjort alt for at vi skal skilles. Nu er min kone død og han er også død. Det er ikke rart at komme ind i den familie. Jeg kendte min kone iTyskland før jeg kendte ham. Jeg synes ikke Mennesker er forskellige. Det har jeg altid vidst, men troede jeg at "demokratiske lande" er ikke "måske" men sikkert bedre. Det er min nuverende konklusion: mennesker er de samme over alt DE er kun teknologien er forskellig. Men om 20- 30 år den forskel bliver ophævet.