Interview
Læsetid: 4 min.

»Hvis man gerne vil forske, skal man tænke sig om, før man skriver en bog«

Astrofysikeren Anja C. Andersen leverede for to år siden et mandelgavehit med ’En lille bog om universet’. Hun mener, det ville være nærigt, hvis hun ikke delte sin viden om universet til så mange som muligt – også selv om det kan koste anseelse i det akademiske miljø
Astrofysikeren Anja C. Andersen leverede for to år siden et mandelgavehit med ’En lille bog om universet’. Hun mener, det ville være nærigt, hvis hun ikke delte sin viden om universet til så mange som muligt – også selv om det kan koste anseelse i det akademiske miljø

Anne Bæk

Kultur
28. september 2018

Da Anja C. Andersen første gang hørte om mørkt stof på fysikstudiet, tænkte hun, at forelæseren var vanvittig.

Han forklarede, at mørkt stof udgør det meste af universets stof, men at vi ikke kan se det. Faktisk ved vi overhovedet ikke, hvad det er, ud over at det er usynligt og tungt, for ingen har været i stand til at måle det. Måske er det slet ikke sikkert, at det eksisterer.

»Det må du længere ud på landet med,« tænkte Anja C. Andersen fra sin plads i forelæsningslokalet.

Nu er det astrofysikeren selv, der forklarer fænomener som mørkt stof, ikke bare til de studerende på Københavns Universitet, hvor hun forsker og underviser, men også til de mange læsere, der har slugt hendes bog, En lille bog om universet.

En stor del af dem har ganske givet aldrig læst en fagtekst om himmellegemer og galakser før. Men alligevel prøver Anja C. Andersen at skrive så jordbundent, at der ikke er nogen, der sidder med den samme vantro, som fyldte hende selv dengang i forelæsningslokalet. Hvordan? Hun foregriber følelsen.

»Det er noget, jeg har brugt rigtig lang tid på at diskutere med min redaktør. Løsningen blev dels at tage folk i hånden, men også at være ærlig om, at nu kommer der noget, som jeg også synes var svært, første gang jeg hørte om det. Jeg tager altså min egen forundring med,« siger hun.

Anja C. Andersen har udgivet flere bøger om astrofysikkens undere, men hun fik et faglitterært gennembrud med En lille bog om universet, der udfolder teorien om universets skabelse, bedre kendt som Big Bang.

Allerede inden hun tastede første sætning, besluttede forskeren, at hun ville nå så bredt ud som muligt med bogen: Hun ville skrive til sit eget 13-årige jeg, der kiggede mod stjernerne med store øjne, og samtidig holde fast i sit kernepublikum, sådan nogle som fysiklærere og pensionerede ingeniører. Folk, der forstår fagsproget.

Forlaget Lindhardt & Ringhof vil ikke oplyse, hvor mange eksemplarer bogen er solgt i, men noget tyder på, at Andersen har haft held med at pirre nysgerrigheden hos mange.

»Jeg må indrømme, at når jeg kigger på En lille bog om universet, så undrer jeg mig over, at det lige blev den, der blev populær, for jeg har jo skrevet flere bøger, og jeg synes, de kan noget alle sammen,« siger hun.

»Men jeg tror måske, at det, der er lidt anderledes ved den her, er, at der er mere af mig i den. Mere af min forundring, og hvad jeg går og bakser med. Det tror jeg gør, at folk, som ikke normalt kaster sig over de her emner, bliver lidt nysgerrige på, hvad hun er for en mærkelig en. Hvad er det, der gør, at hun, siden hun var 13, har stået og hoppet op og ned af begejstring og tænkt, at det der univers, det måtte hun bare forstå.«

Bittesmå støvkorn

Anja C. Andersen skriver bøger, fordi hun ikke kan lade være. Også selvom hun nogle gange måske burde holde sig fra det. For på rangstigen i den akademiske verden giver det ikke rygvind at skrive populært formidlende bøger til en bred læserskare, siger hun. Det giver point at undervise og ikke mindst at udgive artikler i videnskabelige tidsskrifter.

»Det er jo sådan, at alle mennesker kun har 24 timer i døgnet, så den tid, man bruger på at formidle og skrive bøger, bruger man ikke på at forske. Hvis man gerne vil have en forskningskarriere, skal man derfor tænke sig godt om, før man kaster sig over et bogprojekt, for det, man bliver ansat til, er jo i høj grad at få publiceret artikler,« siger Anja C. Andersen.

Men astrofysikeren, der ud over at udgive bøger også har optrådt på P1 og Radio24syv og senest på Copenhagen Jazz Festival, hvor hun kilede teori om universet ind mellem saxofonsoli, mener, at man skal formidle så meget som muligt til så mange som muligt. Og det gør man ikke, hvis man kun bruger fagsprog i lukkede kredse.

Hun slår dog fast, at det er langt mere udfordrende at formidle bredt end bare til fagfællerne, både fordi man skal forstå emnet dybt for at forklare det enkelt, men også fordi man skal vide, hvor langt man kan gå.

For eksempel skrev hun engang en artikel om nanostøv til et dansk dagblad, før den almindelige borger havde hørt om målet nano. Redaktørerne foreslog, at man ændrede det til mikrostøv, men Andersen afviste, fordi mikro er et andet mål end nano. Det var ganske enkelt forkert. Til gengæld foreslog hun, at de kunne skrive ’bittesmå støvkorn’.

Det var ikke præcist. Men det var heller ikke forkert.

»Der er nogle enkelte i forskningsmiljøet, der har sagt til mig, at de synes, jeg forsimpler for meget, og det er jo altid en diskussion, man kan have. For mig er det meget vigtigt, at det er korrekt, men hvis du skal forenkle, og det samtidig skal være korrekt, så må man acceptere, at det ikke altid bliver super præcist.«

Hvad angår En lille bog om universet, der pakker astrofysikken så pædagogisk ind, at bogen blev et mandelgavehit i 2016, har hun kun fået ros fra kollegerne. Sidste år fik hun også anerkendelse fra Københavns Universitet, da hun modtog et helt nyoprettet professorat – sigende nok i offentlighedens forståelse af videnskaben.

»Jeg sidder inde med så meget fantastisk spændende viden om universet, at det er for godt til at holde for mig selv. Det er simpelthen for nærigt ikke at dele ud af det. Så derfor har jeg haft svært ved at sige nej, når et forlag har ringet og spurgt mig, om jeg har lyst til at skrive en bog, så har måske først tænkt, at jeg ikke har tid til det, men har så sagt ja alligevel. Hvis vi kan få det glade budskab ud, så må vi da prøve på det på alle tænkelige måder og platforme.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er godt der er én der tør gå imod, - de gamle hø nisser. Netop udbredelsen af kendskabet til alle grene af den opsøgende videnskab, vil andre kunne blive interesserede og måske også lære og emnet så der kommer nye kræfter til "tiden efter de gamle hønisser"!

Jørgen Wind-Willassen

Det er den ægte vare.
Langt fra den pseudovidenskab som vælter ud over samfundet.
Det betyder jo IKKE at fysikken har svar på alt. Tværtimod.
Men den viden der haves er baseret på realiteter, observationer og eksperimenter.
Tak for det.

Morten Balling

@Jørgen Wind-Willassen

"Det betyder jo IKKE at fysikken har svar på alt. Tværtimod."

Da jeg var barn for en del år siden herskede den klassiske mekanistiske, reduktionistiske model af virkeligheden stadig. Alting var bygget op af atomer som stødte ind i hinanden over tid sådan nogenlunde som Newton skrev i Bogen.

Nu studerer jeg igen i en halvhøj alder, og en af de mest interessante fænomener jeg har oplevet, er en langsom accept af et holistisk perspektiv på virkeligheden. Det er 100% anekdotisk, og bygger på intuitiv fornemmelse, men jeg fornemmer alligevel en form for konsensus i den del af naturvidenskaben jeg beskæftiger mig med:

Man accepterer at den klassiske reduktionistiske model ikke kan bruges til at forklare alt. Det er svært at forklare finanskrisen i 2008 med partikelfysik. På den anden side betyder det ikke at man har droppet toren på at den reduktionistiske model vitterligt er den sande. Kaosteori og kompleks systemteori har bare vist at den reduktionistiske model har sine begrænsninger i sin evne til at forudsige den virkelighed vi selv lever i. Derfor begynder man at forstå at så længe en metode prøver at skabe ny viden om den samme virkelighed, så svarer det lidt til at betragte virkeligheden fra to forskellige udsigtspunkter. Potato, potato. Altså, så længe en ny metode stadig kan falcifiseres, og her forekommer holismen mig stadig lidt ømskindet.

Der er dog ikke tvivl om, at biologi stadig opfattes som kemi, og at kemi bare er indviklet atomfysik, osv. Så jo, med den store regnestok, og enormt lang tid, vil fysikken sikkert kunne forklare alt ;)