Læsetid: 4 min.

Identiteten kalder

Hvis dekonstruktionen med sin gennemgribende relativisme er gået af mode, så har identitetspolitikken til gengæld på nogle måder taget dens plads
28. september 2018

Da jeg i sidste del af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne gik på universitetet, var den postmodernistiske dekonstruktion højeste mode. Især i Aarhus, hvor jeg læste, blev den dyrket og praktiseret med næsten munkeagtig højtidelighed og dogmatik.

Oprindeligt var dekonstruktionen en sofistikeret måde at læse og fortolke tekster på – især præget af den fransk-algeriske filosof Jacques Derrida – men den sneg sig ind i hverdagssproget og blev en generel måde at se på verden på.

Derrida og hans franske og amerikanske ligesindede hævdede således i et opgør med oplysningstanken, at der ikke var nogen definitive sandheder.

Hvis man derfor var lokal dekonstruktivist, så troede man ikke på, at der fandtes én stor fortælling, men derimod mange små fortællinger. Så troede man ikke der fandtes én sandhed, men en mængde små sandheder.

Og man troede ikke på, at der fandtes sådan noget som et fællesskab – det kunne eksempelvis være en national identitet – uden at det var en relativ størrelse, der kunne splittes op i utallige små delidentiteter, der alle i princippet havde lige store krav på at udgøre en anden historie eller fortælling om det påståede fællesskab.

Den grundlæggende tanke bag dekonstruktionen var nemlig, at enhver struktur eller sammenhæng – hvad enten den var litterær, politisk, psykologisk, social, økonomisk eller religiøs – er grundlagt og opretholdes gennem en eksklusion.

For at skabe noget var det samtidig nødvendigt at udelukke noget andet. Og den orden kunne til enhver tid omstødes, hvis man blot ændrede perspektivet på den pågældende sammenhæng en smule. Derfor var vi bestandigt i færd med at bygge verden om, og tiden var fuld af ord som relativisme, pluralisme, forskydning og forskel.

Identiteten er en kampplads

Jeg var selv sådan en læser og præget af det, når jeg så på verden.

Jeg er det nok stadigvæk, selv om dekonstruktionen for længst af mange er blevet lagt for had. For er der i dag noget mere foragteligt end moralsk relativisme? Er der noget mere foragteligt end den holdning, at der ikke findes en virkelighed uden for teksten, at der ikke findes et fællesskab, som er bedre end andre, eller at der ikke findes en højere sandhed?

Den holdning leder i de flestes øjne til den rene relativisme og til at man i princippet lige så godt kunne bekende sig til en eller anden form for fascisme.

Hvis dekonstruktionen med sin gennemgribende relativisme er gået af mode, så har identitetspolitikken til gengæld på nogle måder taget dens plads.

Nogle vil nok hævde, at den er en konsekvens af den dekonstruktive tænkning, men det er en misforståelse. Det er i bedste fald at forveksle årsag med effekt. Altså at bare fordi der ikke findes nogen stor samlende fortælling eller én sandhed, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at de små splittede enheder hver især skal hævde deres unikke gruppeidentitet.

Blandt andet det taler den amerikanske tænker Francis Fukuyama om i det interview, som Christian Bennike har lavet til dagens særudgave af bogtillægget, som har særlig vægt på fagbøger.

Identiteten er blevet den måske vigtigste politiske og ideologiske kampplads.

Det er derfor ikke tilfældigt, at en samfundstænker som Francis Fukuyama i sin nye bog, Identity: The Demand for Dignity and the Politics of Resentment, har kastet sig over begrebet.

Sjovt nok er Fukuyama akademisk rundet af dekonstruktionen i Paris og Yale, men han lagde dog allerede i 1990’erne – før han skrev den Hegelinspirerede The End of History? – kraftig afstand til den igen. 

»Jeg var så nedtrykt over deres nihilistiske idé om, hvad litteratur handlede om. Det havde intet at gøre med verden. Jeg udviklede sådan en aversion mod hele den overintellektuelle tilgang, at jeg i stedet vendte mig mod atomvåben,« som han sidenhen formulerede det i et tilbageblik.

Stadig brug for dekonstruktionen 

I dag er Fukuyamas fokus et andet.

I sin nye bog samler han eksemplerne på samtidens utilfredshed med den liberale verdensorden, som han selv har beskrevet i The End of History?.

Kravet om anerkendelse er det, der går igen, når han skal forklare alt fra Osama bin Laden, ISIS, Putins succes over Black Lives Matter, nyfeminisme, homoægteskaber, Metoo, universiteternes identitetspolitik til valget af Trump, Brexit, Balkan i 90’erne, den nye europæiske nationalisme og antiimmigrationspolitikken, ligesom han kan spore den utilfredshed længere tilbage i historien.

Identitetspolitik er ifølge Fukuyama »det naturlige og uundgåelige svar på uretfærdighed«, og som Rune Lykkeberg påpegede i sin anmeldelse af hans nye bog for to uger siden her i bogtillægget, så er Fukuyamas syn på identitetspolitikken dobbelt, idet den både er nødvendig for, at det liberale demokrati kan realisere sig selv gennem anerkendelse af de grupper, som er socialt og politisk underkendte, samtidig med at identitetspolitikken bliver et problem, når den udarter til radikal politisk korrekthed og i sit ensidige fokus på køn og hudfarve overser en økonomisk ulighed i samfundet og ufrivilligt kommer til at mobilisere en højrefløjsnationalisme.

I Bennikes interview udfolder han især de problematiske sider af identitetspolitikken som det, der splitter vores samfund, hvis vi ikke besinder os på én stor national identitet, som alle kan have del i.

Så kan Fukuyama heller ikke komme længere væk fra den dekonstruktion, der var hans udgangspunkt.

Identitet er tidens store tema og spiller en vigtig rolle i dagens særtillæg, hvor også Mikkel Thorup skriver udførligt om den ghanesisk-engelske filosof Kwame Anthony Appiah, der er aktuel med bogen The Lies That Bind: Rethinking Identity.

Appiah er med sin blandede opvækst mellem flere kulturer et levende bevis på mangeidentitet, og han er særlig opmærksom på det relative i vores konstante forsøg på at hævde én identitet som den privilegerede.

Man kunne nok godt hævde, at, jo, virkeligheden findes faktisk, men i en verden, hvor alle vil hævde deres unikke identitet, er der stadig brug for dekonstruktionen. Bare en lille smule.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Altså at bare fordi der ikke findes nogen stor samlende fortælling eller én sandhed, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at de små splittede enheder hver især skal hævde deres unikke gruppeidentitet".

Sandt nok, for i begrebet "nødvendigvis" ligger en påstand om, at noget både udgør de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, at noget andet finder sted. Der var i det mindste den kulturelle bevægelse, som dekonstruktion og i bredere forstand poststrukturalismen var en del af, en nødvendig forudsætning for identitetspolitikkens dominans.

Den poststrukturalistiske tænkning var nødvendig i tiden med dens vægt på det singulære, det kontekstuelle, begivenheden og det processuelle, men det følger på ingen måde af poststrukturalistisk tænkning, at samfund kan eksistere uden fælles institutioner og et fælles sæt normer at fungere ud fra. Heller ikke selv om man ser sig som modstander af de aktuelle institutioners måde at fungere på og de aktuelle værdier, som de repræsenterer. Tværtimod.

En fejltagelse, der går igen i mange identitetspolitiske bevægelser, der i stedet for at slås for, at institutionerne kan sikre større retfærdighed for alle, ønsker at arbejde for at nedbryde dem, ved at angribe de principper, som de hviler på, og som nævnt er de ligeglade med den økonomiske ulighed i samfundet, og at de bidrager til mobiliseringen af højrefløjsnationalisme.

Samtidig bidrager de med deres nedbrydning af kulturens institutioner til en højere grad af økonomisk liberal tænkning på kulturens område.

Bjarne Toft Sørensen

Eksempler på indflydelse fra såvel poststrukturalistisk som identitetspolitisk tænkning:

I gymnasiernes danskundervisning skelnes der stadig formelt set mellem analyse, fortolkning, perspektivering og vurdering, bl.a. for at opretholde institutionernes legitimitet, samtidig med at det til eksamen accepteres, at de studerende ved deres besvarelse går direkte til f.eks. en biografisk eller postkolonial analyse, det der tidligere blev betragtet som en perspektiverende tilgang (for nu beror det hele åbenbart alene på valget af perspektiv).

På universiteternes institutter for kunst og kultur er der forskere, der mener, at det ikke længere er meningsfuldt at skelne mellem kunstnerisk udviklingsvirksomhed på de videregående kunstneriske uddannelser og videnskabelig forskning på institutter for kunst og kultur (hvad så med krav til videnskabelig teori, metode og dokumentation?).

Det, der af Marianne Stidsen kaldes for ”sammenbrudsromantik”, hvor forskellige fløje i dansk litteratur, bl.a. de identitetspolitisk orienterede, drømmer ” ---- en fælles drøm om en verden, et liv, et fællesskab langt uden for systemernes og institutionernes og ’magtelitens’ klamme greb. Hvordan det nærmere bestemt ser ud, dette strukturløse og uformaliserede liv og fællesskab, får vi dog aldrig rigtig at vide”.
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5921951/Begge-fl%C3%B8je-s%C3...