Læsetid: 7 min.

»Jeg kan sætte mig ind i karakterer, der er så langt væk fra vores hverdag, at de nærmest ikke er en del af den«

Den iranskfødte og i Danmark bosiddende filminstruktør Ali Abbasi stiller spændende spørgsmål om klasse og identitet i sin nye film, den opsigtsvækkende fabel ’Grænse’. Information har talt med Ali Abbasi, der selv mener, at han har valgt sin identitet. Han er ikke, hvad andre synes, at han skal være
Den iranskfødte og i Danmark bosiddende filminstruktør Ali Abbasi stiller spændende spørgsmål om klasse og identitet i sin nye film, den opsigtsvækkende fabel ’Grænse’. Information har talt med Ali Abbasi, der selv mener, at han har valgt sin identitet. Han er ikke, hvad andre synes, at han skal være

Peter Nygaard Christensen

27. september 2018

»Ja, jeg er ikke så stærk i troldemytologi ...«

»Hvad skal hun bruge brysterne til?«

»Hvad skete der med nabobarnet? Først troede jeg, at de havde byttet om på dem?«

Kommentarerne er mange og spørgelysten stor, da Ali Abbasi møder publikum uden for en biograf på filmfestivalen i Toronto. En sal fuld af canadiere, gamle og unge, har lige set den iranskfødte og i Danmark bosiddende instruktørs nye, svensksprogede film, fablen Grænse. De er tydeligvis både begejstrede og lidt forundrede. Mage til film har de vist ikke set før.

»Hvorfor var ræven så rolig, når hundene var så urolige?« spørger en ældre kvinde. 

Sammen bevæger vi os mod Ali Abbasis hotel, der ligger et par minutters gang væk. Grænse havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes, hvor den vandt hovedprisen i sidekategorien Un Certain Regard. Siden har den rejst verden rundt.

Et af de sidste stop på turneen er Toronto, som er vigtig, hvis man gerne vil køre en film i stilling til en mulig Oscarnominering. Et par uger efter vores snak vælger Det Svenske Filminstitut da også Grænse som Sveriges bud på en Oscarkandidat.

Mindre forskelle

Filmen er blevet nærmest enstemmigt hyldet af kritikerne – men det er tydeligt, at Ali Abbasi sætter stor pris på folks reaktioner.

»Tak for en virkelig smuk film,« siger en ung festivalgænger, da Ali Abbasi og jeg når frem til hotellet.

Han har lavet en udfordrende og anderledes film, og nu bliver han bekræftet i, at den har fundet sit publikum.

Kort fortalt handler Grænse om toldbetjenten Tina (Eva Melander), der har en sjette sans, når det drejer sig om – bogstavelig talt – at opsnuse smuglere, som ankommer til Sverige med færgen fra Finland.

Hun ser ikke ud som de fleste andre mennesker og føler sig også anderledes – lige indtil hun møder Vore (Eero Milonoff), en dyrisk mand, der ligner hende, og som vækker noget dybt inde i hende. Hun tiltrækkes af ham, og det bliver begyndelsen på en seksuel opvågnen og en erkendelse af, at hun – og Vore – slet ikke er mennesker, men trolde.

»De er ligesom os, men med nogle mindre forskelle. De kan ikke flyve, de kan ikke spy ild, men de har nogle andre evner end os. De er dog ikke mere anderledes, end at de kan gemme sig blandt os. Jeg kunne godt lide, at det var så subtilt. Da Tina finder ud af, at hun har en pik, er det ligesom Batman, der finder ud af, at han har en Batmobil. Det er en mærkelig form for frigørelse for hende,« siger Abbasi.

Et magisk realistisk blik

En af de ting, som Abbasi tager under behandling i Grænse, er ’de andre’ – dem, der ikke passer ind og lever på kanten af vores civilisation. Det er individer, som han forstår, blandt andet fordi han har den baggrund, han har. Han er 37 år gammel, født og opvokset i Iran, flyttede som ca. 20-årig til Sverige og begyndte at læse arkitektur og skrive historier. For 12 år siden slog han sig ned i Danmark, hvor han blev uddannet filminstruktør på Den Danske Filmskole og lavede sin første spillefilm, den psykologiske gyser Shelley (2016).

»Jeg har fundet ud af, at jeg er god til – måske skyldes det mine egne oplevelser, men også den person, jeg er, og det, jeg har læst og set – at sætte mig ind i mennesker og karakterer, der er så langt væk fra vores hverdag, at de nærmest ikke er en del af den,« siger han.

»Jeg kan godt finde en form for menneskelighed og genkendelighed i de mennesker, hvad enten det er en seriemorder, en terrorist eller en trold. Det er en form for karakter, man tit observerer på afstand. Det er spændende for os såkaldt normale mennesker at tage deres perspektiv på os og spørge: Hvor normale er vi egentlig?«

Smuk eller grim

Der er meget på spil i Grænse: Identitet, ensomhed, kærlighed, spirende og dampende seksualitet, fremmedgørelse, kropsbevidsthed. Titlen har endda givet anledning til teorier om, at filmen er en allegori over flygtninge- og indvandrerproblematikken. Det er den ikke, understreger Ali Abbasi.

»Jeg har en politisk agenda, og jeg vil gerne have den med i filmen – hver gang jeg laver film, handler de om noget, jeg synes er relevant. Men hvis jeg skal lave en film om flygtningekrisen, så laver jeg en film om flygtningekrisen og ikke en metafor om to trolde. Jeg er ikke vild med at pakke ting ind, der er så vigtige eller aktuelle,« siger instruktøren. 

Han er dog glad for, at Grænse kan læses på så mange måder. Det betyder, at hans projekt er lykkedes.

Som en af dem, der troede, at filmen handlede om flygtninge, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvad hans politiske agenda så er:

»Grænse handler en del om identitet, men dybest set vil jeg hellere snakke om andre ting, der er mere relevante for mig, f.eks. klasseforskel eller grundlæggende ting som at være smuk eller grim. Jeg er ikke så interesseret i at prædike for de allerede omvendte.«

Jeg er heldig

Ali Abbasi er i det hele taget ikke glad for den identitetspolitik, man dyrker i den vestlige verden, ikke mindst i Skandinavien. Det er en politik, han har følt på sin egen krop, og som undlader at tage mere relevante parametre som f.eks. klasse, opvækst og miljø i betragtning.

»Ja, jeg er brun og fra Iran, men når det kommer til stykket, har jeg selv været i stand til i et vist omfang at danne min egen identitet,« siger han.

»Jeg har besluttet mig for at være den person, jeg er. Jeg er ikke dømt til at være den person, som andre mennesker synes, at jeg burde være. Det er en del af det, jeg synes er problematisk ved hele identitetsproblematikken. Det bliver lidt for stammeagtigt.«

Han fortæller, at han et par uger inden filmfestivalen i Cannes var inviteret til Paris for at spise middag med den franske præsident. I lufthavnen skulle han på toilettet, og der hang et stykke papir med navnene på dem, der havde gjort det rent: Ali, Ali, Ali, Ahmed, Ali.

»Først tænkte jeg: ’Shit, jeg er heldig, at jeg skal til middag med præsidenten i stedet for at gøre rent her’. Men ærlig talt, det kunne faktisk ikke have været mig. For jeg kommer fra en privilegeret baggrund i Iran, mine forældre er veluddannede, og jeg bevæger mig i middelklassen eller den øvre middelklasse rundt om i verden. Det faktum, at jeg har det samme navn og måske samme udseende, betyder ikke nødvendigvis, at det var den vej, jeg skulle gå. Der er egentlig ikke så meget at føle sig heldig over.«

Lige muligheder

Selvfølgelig betyder hudfarve noget, erkender Ali Abbasi, men han mener, at i en større politisk sammenhæng er et af venstrefløjens problemer, at den gennem de seneste 20-30 år har været så optaget af identitetspolitik, at den har glemt klasseperspektivet.

»Det, der kan pisse mig af i Danmark, er, når man siger: ’Lad os kigge på kriminalitetsstatistikkerne på baggrund af nationalitet, og blandt iranerne er 65 procent kriminelle, og blandt somalierne er det 80 procent’ – eller hvad det nu er. Men hvad betyder det egentlig, at jeg har et pas fra Iran?« siger han.

»Er det ikke vigtigere at se på, hvilken opvækst jeg har haft, om jeg har været i krig, om jeg har været børnesoldat osv.? Vi lever et af de få steder i verden, hvor man har haft et klasseperspektiv og har opbygget et samfund, hvor man ikke nødvendigvis opfattes som dum, fordi man er fattig, ens far er junkie, eller man har en anden genetisk sammensætning. Det handler om en masse socioøkonomiske ting, og det kan man ændre på. Man kan have de samme muligheder som alle andre. Det er sørgeligt, at man i Danmark og Sverige er begyndt at tænke, at lige meget hvad man gør, så bliver alle indvandrere alligevel ekstremister.«

Alt det handler Grænse også om.

Den er baseret på en novelle af den svenske forfatter John Ajvide Lindqvist, som også skrev bogen bag det usædvanlige vampyrdrama Lad den rette komme ind (2008). Ali Abbasi fortæller, at han kunne mærke, at der var et overlap mellem forfatterens og hans univers og måde at se verden på, fortæller han:

»Vi har begge et magiskrealistisk blik på verden. Der findes en reel bund af menneskeligt drama i det, vi laver, men vi har brug for at udvide den verden og sige, at det foregår i et parallelunivers med en anden form for karakterer, og så får man lov til at tage andre ting og størrelse under behandling.« 

Ali Abbasi: ’Grænse’ har premiere i dag. Anmeldelse her på opslaget.

Ali Abbasis troldekærlighedsdrama, ’Grænse’, er en nærmest ubegribeligt sikker genrenyskabelse om at skulle opføre sig som et menneske, når man faktisk ikke er det, og om at insistere på, at det menneskelige har værdi, selv om mennesker konstant forbryder sig mod deres egne værdier
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Døssing Jepsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Steen Voigt
  • ingemaje lange
Anders Døssing Jepsen, Eva Schwanenflügel, Steen Voigt og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu