Kim Larsen fulgte ikke med tiden – men det var heller ikke meningen

Det var så en dag i 2018, man gerne havde undværet.

En klassisk dansk efterårssøndag, hvor »septembers himmel er så blå«, som det hedder i Højskolesangbogen, der mere end nogen anden dansk tekstsamling inspirerede Kim Larsen. Hvor han hentede stof, der betød noget for ham, og hvor han er repræsenteret med fire sange, heraf selvfølgelig »Masser af succes«. Selvfølgelig.

Kim Larsen døde søndag morgen efter længere tids kræftsygdom, hvor han mod alle odds hentede kræfter i en behandlingspause til en kort sommerturné, der blev en slags sidste æresrunde til det danske publikum.

Hvor svært ku’ det være

Helt i forlængelse af hans selvopfattelse bliver han bisat uden fakkeltog, taler og falbelader. Men tv- og radiokanaler ryddede selvfølgelig sendefladen søndag og fyldte det offentlige medierum med mindeord og hans sange, hans replikker – han mestrede den korte, rustikke replik – og hans tale til dronningen i 2010, der i respektfuld direkthed både dækkede over og afdækkede hans værdighed og sky blufærdighed.

Og jo da, han var spærret inde i en usynlig glasklokke som ’gavflab’ og ’nationalskjald’, og hvad han ellers fik påhæftet af etiketter af en omverden, der skiftevis hyldede og – sjældnere – hånede ham, og som han aldrig selv tog alvorligt, endsige accepterede.

»Jeg er spillemand« eller »Jeg er popsanger« var hans permanente selvforsvar mod befamling. Og det var netop, hvad han var: dansk spillemand, musiker, entertainer – hvor svært ku’ det være. Og hvad der gjorde ham unik som offentlig ejendom, var, at han gjorde det muligt at tænke positivt på det ellers politisk desavouerede begreb ’danskhed’.

Kim Larsen fulgte ikke med tiden, han fulgte sig eget indre ur i en ukunstlet insisteren på at være sig selv. Og han vidste, hvem han var, og hvor han kom fra, nemlig det hjørne af København, der i dag er ugleset som Nordvest med de distriktspsykiatriske problemstillinger. Men som, da Kim Larsen var teenager, havde en helt egen poetisk blanding af småindustri, værksteder, arbejderboliger, Schou og Tatol, kaffebarer, kiosker og købmænd. Det hele bundet sammen af sporvognslinje 16 – ømt skildret på albummet Forklædt som voksen.

Det nabolag havde en kulturel autonomi, der musikalsk dannede et tværsnit af arbejdersangbogen, salmebogen og det daværende populære ønskeprogram Giro 413. Måske var det tilfældigt, at pladeselskabet Tono, der indspillede Raquel Rastenni og den generation, havde adresse derude, men det var også passende.

Akkurat som det var passende, at Rastenni-stafetten blev båret videre til Rosenberg-studierne på Dortheavej, hvor Gasolin indspillede deres første forsøg med en fuldskægget Kim Larsen som forsanger.

Det blev til en karriere på otte år i perioden 1970-78, hvor Kim Larsens indflydelse voksede fra album til album. Det efter en begyndelse, hvor han blev om ikke mobbet, så i hvert fald holdt ud i strakt arm af guitarist Franz Beckerlee, der kom med en kunst for kunstens skyldattitude uden et gran af sans for røvballemusik og højskolesange.

Men den notoriske spænding mellem bandets to alfahanner – jeg var selv vidne til uenigheden på en tur som medhjælpende roadie – udgjorde med bassist Wili Jønsson som modererende mægler også en kreativ energi, der blev slebet til næsten perfektion på de sidste to-tre albums, der havde plads til sofistikerede litterære referencer og henvisninger til musicals som ’Frk. Nitouche’.

Kim Larsen var chefen

Men Kim Larsen var også fuldkommen rock’n’roll, og selvfølgelig skulle fuldkommenheden prøves af i det forjættende USA – oven i købet i to omgange. Først med Gasolin – det gik ikke – og dernæst på egen hånd og på egen cykel efter den såkaldte ’personnummerplade’ fra 1979.

Det gik bedre, men at sige det gik godt, vil være en overdrivelse. Han var for meget Nordvest-kvarter og for lidt Little Richard til at slå igennem i New York.

Han kom hjem efter et par år, hvor han også havde skrevet manuskriptet til Erik Balling-filmen ’Midt om natten’, hvis lydspor blev den bedst sælgende danske LP med mere end 600.000 eksemplarer – og i øvrigt 1984-landsholdets ouverture i bussen ud til kampene ved EM-slutrunden i Frankrig.

Dernæst kom striben af soloplader med bandet Bellami, senere Bell’Star og med venner og kolleger i ’Cirkus Himmelblå’-turneen, en glad karavane med danserinder og gøgl med Leif Sylvester og Erik Clausen. Og fra midten af 1990’erne, da han flyttede til Odense, med det kompetente fynske band Kjukken.

I alle disse sammenhænge var Kim Larsen chefen – det var ikke til diskussion. Men også – sådan forstod jeg i hvert fald musikerne i Kjukken, da jeg fulgte færdiggørelsen af Gammel Hankat i 2006 – en diskuterende, men også lyttende chef.

Det lyttende var nøglen. Jeg mødte Kim Larsen i Sofiegården på Christianshavn umiddelbart efter hans ophold på Askov Højskole i sæsonen 1964-65, hvor han blandt andre havde Tage Skou Hansen som lærer.

Uden at vi nogensinde talte om netop det, er jeg overbevist om, at højskoleopholdet blev en øjenåbner for den 19-årige Larsen, der var begyndt på en uddannelse som folkeskolelærer.

Han var velbevandret i Martin A. Hansens forfatterskab, kunne Henrik Pontoppidan på fingrene, og ved festerne i den faldefærdige kondemneringsejendom i Sofiegade, hvor rotterne havde en fest ude i gården, kunne han over en flok pilsnere recitere hele afsnit af Hans Scherfigs romaner ’Det forsømte forår’ og ’Frydenholm’.

Han var belæst og bredt litterært orienteret – allerede dengang skrev han på en mammutroman, der aldrig blev udgivet (igen: Han kendte sin rækkevidde), men som hans daværende svoger, forfatteren Arne Herløv Pedersen, siden offentliggjorde brudstykker af på Facebook.

Mødte man ham tilfældigt på gaden, kunne man løbe ind i nyfortolkninger af Herman Melvilles Moby Dick og Thomas Manns Huset Buddenbrook, og det var ingenlunde tilfældigt, at han indspillede B.S. Ingemanns »Dejlig er jorden« med Gasolin, Nordahl Griegs »Kringsat af fiender« og Ole Wivels »Der truer os i tiden« om atomskyens trussel.

Han udgav en fin lille EP med fem numre, 5 Eiffel, opkaldt efter den populære cigaretpakning til 95 øre, som lærlinge og seminarieelever havde råd til i de meget tidlige 1960’ere. To af sangene var Frank Jæger-digte i nye versioner, der fik Gyldendal og Frank Jægers arvinger til at reagere over små ændringer i teksterne, hvilket utvivlsomt ærgrede sangeren, der med rettelserne gjorde digtene sangbare.

Hans ærinde var at blive hørt – og altså i dette tilfælde, at Frank Jæger blev hørt. Og han leverede generøst stof til kolleger, der således også blev hørt.

Det mest spektakulære eksempel – som i øvrigt ærgrede hans manager Knud Thorbjørnsen – var Lone Kellermann, der fik et gigantisk hit med ’Se Venedig og dø’ (med Gasolin på kor). Et andet eksempel er rocksangeren Nalle, der efter en nedtur fik chancen for et tiltrængt comeback med ’Amanda’.

En perle i hans ageren som formidler af andres talent er hans indspilning af sangen »Jeg var engang vidunderbarn« af barpianisten ’Magnus fra Helsingør’, der underholdt om natten på café Vita i det indre København. Magnus var først og fremmest autentisk, inkarnationen af en spillemand, der indimellem  spillede ’helt sort med venstre hånd’ eller ’busk’.

Som bassisten og vennen Peter Ingeman udtrykker det, var ingen smalle steder: Kim Larsen og hans producer, Poul Bruun, fik indspillet »Magnus fra Helsingør«, ligesom Larsen selv tog sangen med på et af sine albums. Det kom der en meget smuk radioudsendelse ud af.

Under titlen Gorilla-Galla blev Gasolin den 3. december 1982 gendannet. Her ses Kim Larsen med Gasolin efter koncerten i Aalborghallen den 3. december 1982. Efter at have kæmpet med kræft gennem længere tid er Kim Larsen afgået ved døden søndag morgen.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Anarkistisk og principfast

I de yngre år med Gasolin spillede han i et utal af sammenhænge, der indledtes med solopladen fra 1973, Værsgo, der fungerede som en ventil for sange, der blev afvist af Gasolin-domstolen.

Sammen med den jævnaldrende Stig Møller dannede han et fritidsband med skiftende besætninger hentet i Christianshavns flippede, men også kreative musikalske miljø. Det var i den periode politiet bar ham skrigende ud af den kondemnerede ejendom ’tærekassen’ der senere blev forlæg for Midt om natten-manuskriptet.

Ikke at Kim Larsen var slumstormer eller på anden måde firkantet venstreorienteret i den der 1970’er-forstand, han blev voksen med. Privat i sine ægteskaber var han en meget traditionel far, der holdt gode arbejder- og borgerdyder i hævd, og i det hele taget holdt sit private liv privat.

Jeg mindes ikke at have set nogen reportage om ’hjemme hos Kim Larsen’, og han sagde konsekvent nej til forfattere og forlag, der kappedes om at sikre sig hans medvirken til den store selvbiografi.

Han var, som antydet ovenfor, sig selv – anarkistisk og principfast. Nogen vil sige ultraliberal – i hvert fald havde han et nært forhold til personlig frihed. Han var imod at optræde ved koncerter sponsoreret af bryggerier eller sodavandsfirmaer, han afskyede den omsiggribende politisk korrekte hellighed omkring forbud mod rygning.

Det var ikke derfor, danskerne elskede ham. De elskede ham for at stå ved sig selv.

Michael Svenningsen