Læsetid: 12 min.

»Kvinder vil gå til yderligheder for at give deres børn et godt liv. Og det er til dels op til os, hvilken pris de skal betale«

Den nye dokumentarfilm ’Hjertelandet’ handler om en række thai-danske ægteskaber i Thy. Ifølge Sine Plambech, en af instruktørerne bag filmen, er det en anledning til at fortælle større historier: om feminiseringen af de globale migrationsmønstre. Om den aldrende, hvide mands ensomhed. Og om vores alle sammens ønske om at få et godt liv, før vi skal dø
Sine Plambech ser mistroen mod migrerende kvinder som del af en bredere antimigrationsdagsorden. »Det siges igen og igen, at det farligt for kvinderne at migrere. Men det er jo kun farligt, fordi det er så svært for kvinderne at gøre det legalt,« siger hun.

Sine Plambech ser mistroen mod migrerende kvinder som del af en bredere antimigrationsdagsorden. »Det siges igen og igen, at det farligt for kvinderne at migrere. Men det er jo kun farligt, fordi det er så svært for kvinderne at gøre det legalt,« siger hun.

Sigrid Nygaard

20. september 2018

Vi er hverken i Thy eller i Thailand, men i København Ø. Jeg møder Sine Plambech på hendes kontor på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Under et kort over Nigeria og billeder af smilende kvinder på opslagstavlen. Hendes medinstruktør og partner i privatlivet – Janus Metz – er i udlandet for at indspille en international tv-serie.

Sine Plambech har i 15 år beskæftiget sig med forskellige former for det, hun betegner som omsorgsmigration. Kvinder, der rejser fra syd for at give nærhed i nord i form af sex, ægteskab eller børnepasning.

Det er blevet til en ph.d.-afhandling. Men også til dokumentarfilmen Hjertelandet, der havde biografpremiere onsdag i denne uge. Her følger vi en række kvinder fra den samme landsby i Thailand med kvinden Sommai i centrum. En tidligere sexarbejder, der i Pattaya møder thyboen Niels – »Jeg var der som sexturist, men så mødte jeg Sommai,« som han siger i filmen – og flytter til Thy, hvorfra hun hjælper andre kvinder til at blive gift med danske mænd.

»Vi ønskede at undersøge det helt store fænomen, globaliseringen, ved at se på, hvordan den udspiller sig på den intime scene, som ægteskabet udgør,« siger Sine Plambech. »Hvis vi kigger helt, helt lokalt – og det bliver næppe mere lokalt end ægtesengen – hvad fortæller det os så om det helt store billede?«

Men de to filmskabere har også været optaget af at udfordre etablerede forestillinger om, hvad der driver – i dette tilfælde de thailandske – kvinder væk fra deres landsbyer. For hvad er forholdet mellem valg og tvang? Kan man egentlig tale om frivillighed, når man lever i dyb fattigdom?

»Jeg har været optaget af spørgsmålet om frivillighed og ufrivillighed i 15 år, og det er stadig udfordrende. Men det må være et spørgsmål om samtykke. Kan vi acceptere, at en kvinde, der kommer fra et af Thailands fattigste områder, vælger at sige: ’Det er det her, jeg vil. Jeg har truffet et valg. Jeg har ikke mange valg. Jeg har tre. Og de er alle på nederste hylde: marken, Pattaya eller et ægteskab i Danmark’. Kan vi acceptere, at en kvinde fra det globale syd kan give samtykke til ægteskab?« siger Sine Plambech.

Vejen til hjerteland

Mange danske tv-seere har allerede mødt Sommai, Kae og de andre kvinder. Hjertelandet er nemlig en fortsættelse af de to dokumentarfilm Fra Thailand til Thy og Fra Thy til Thailand fra 2008, som de to instruktører også lavede sammen.

Faktisk var det hele tiden Janus Metz og Sine Plambechs ønske at lave en samlet fortælling. Men i 2006 var migration ikke noget, som Danmarks Radio vurderede havde almen interesse.

»Danskerne kunne ikke rigtig forholde sig til historier om migration, lød beskeden fra DR. Det krævede identifikation. Så vi fik i første omgang kun penge til at lave den første film, der foregår i Thy,« fortæller Sine Plambech. »Det er lidt sjovt at tænke på nu, hvor der er en massiv dækning af migration, men i 2006 mente man, at det lå danskerne for fjernt.«

Fra Thailand til Thy blev en gigantisk succes. En million mennesker så filmen, der var champagne hos DR og finansiering til at lave den næste, Fra Thy til Thailand, som skildrede problematikken med udgangspunkt i en landsby i Thailand.

Migration over tid

Livet gik videre for de to. Janus Metz lavede blandt andet den anmelderroste dokumentarfilm Armadillo, der følger to danske soldater, som drager i krig første gang. Sine Plambech skrev sin ph.d.-afhandling. Men drømmen om at lave den store film havde de stadig.

»For fire år siden tog vi så kameraet frem igen. Jeg havde holdt kontakt til familierne og kunne se, hvor meget der skete i deres liv. Nu ville vi lave en film, der viste, hvad der sker over tid.«

For det mangler, mener hun:

»Migrationshistorier handler stort set altid om rejsen og ankomsten og måske den første tid. Der, hvor det er farligt og svært. Og migranten er for det meste uden nævneværdig fortid eller fremtid. Det er den spektakulære migration.«

– Men hvad sker der, hvis vi tager tiden med?

»Det er jo enormt interessant set fra et antropologisk perspektiv, for så kan man begynde at stille spørgsmål som: Hvor lang tid går der, før migrationen holder op med at være primært definerende for den, man er? Kommer der nye faser, hvor den igen bliver vigtig?« siger Sine Plambech og tilføjer: »Som Janus ofte påpeger: Tænk, hvis der var nogen, der havde fulgt de første tyrkiske gæstearbejdere!«

Det almene

Hjertelandet handler om mennesker i en særlig situation. Kvinder – og for så vidt også mænd – der er placeret et bestemt sted, i periferien af økonomien. Men der er samtidig noget meget alment på spil. Som de skriver i pressematerialet: »Om menneskedyrets kamp og menneskeåndens behov.«

– Hvad er dine tanker om forholdet mellem det almene og det specifikke i filmen?

»Godt spørgsmål.« Hun tænker lidt. »Jeg håber, at man diskuterer det med sig selv. For på den ene side handler filmen om at være menneske. Som sådan. Men det er jo et ganske særligt sted i verden og i økonomien, at de her kvinder er mennesker.«

Sine Plambech nævner en scene i filmen, hvor en ganske ung pige spændt ankommer til Pattaya for første gang for at besøge sin veninde. Og for at snuse til livet som sexarbejder.

»Det fleste ser jo nok Pattaya som en frygteligt sted, men hun er også bare en ung kvinde med ungdommens udlængsel. Hun har set de andre unge kvinder komme hjem til landsbyen i flot tøj, og hun har længtes efter selv at tage det flotte tøj på og blive bekræftet i, at hun er smuk og kan noget,« siger hun. »Så ja, det er sexarbejde. Og ja, hendes valgmuligheder er ikke mange. Men hun er også bare en ung kvinde, som jeg håber, at man kan genkende.«

Sine Plambech understreger, at hun ikke anser sexarbejde for at være noget, man kan regne for et hvilket som helst arbejde.

»Både fordi arbejdets indhold er at have sex med fremmede mænd, men også fordi det er så enormt stigmatiseret.«

På samme måde er ægteskab indgået efter migration heller sammenligneligt med et hvilket som helst andet ægteskab.

»Jeg har da også talt med kvinder, der ikke havde spor lyst til at kravle i seng med den mand, der var blevet deres billet til et bedre liv.«

Kvinde, bliv hjemme

Men kvinden burde blive hjemme. Sådan er den primære diskurs omkring ikke alene sexarbejdere, men også kvinder fra syd, der gifter sig i nord ifølge Sine Plambech.

»Kvinder, der indgår i migrationsægteskaber er gennem tiden blevet beskrevet med ord som ’postordrebrude’ eller som ’slaver’, der på en eller anden måde er tvunget til det,« siger Sine Plambech.

For der er mange holdninger til, hvad en kvinde må og ikke må i verden og med sin krop.

»Hun må helst ikke bevæge sig ud. Uden for landsbyen. Uden for nationen. Hvis hun gør det, bliver samtalen meget hurtigt noget med, at så er hun tvunget til det. Eller som eneste alternativ, at hun er en ravnemor eller en golddigger.«

»Men det er ikke det, jeg har mødt i mit arbejde. Jeg har mødt kvinder, der nøje overvejer deres muligheder for at give deres familier et bedre liv. Og det er det, vi gerne vil vise i filmen.«

Antimigration

Sine Plambech ser til dels mistroen mod de migrerende kvinder som del af en bredere antimigrationsdagsorden.

»Det siges igen og igen, at det farligt for dem at migrere. Men det er jo kun farligt, fordi det er så svært for kvinderne at gøre det legalt,« understreger hun.

Derfor må de gøre det gennem kontakt til en mand, som de måske ikke engang kender. Og hvis de ikke kan det – f.eks. på grund af 24 års-reglen, som det gælder for en af kvinderne i filmen – ender de ofte langt farligere steder, eventuelt som sexarbejdere i f.eks. Pattaya eller i Mellemøsten.

»For de bliver ikke hjemme. Ligegyldigt hvad vi gør, vejer deres ansvar for familierne tungere. Aldrig har der været så mange migrerende kvinder, f.eks. nigerianske kvinder, der krydser Middelhavet.«

»Det er handlekraftige kvinder, der vil gå til yderligheder for at give deres børn et bedre liv. Og det er til dels os, der bestemmer, hvilken pris de skal betale for det.«

Feministiske forestillinger

Men også inden for den feministiske forståelse af omsorgsmigration trives forestillingen om at kvinden bør blive hjemme. Og fordi der er så farligt ’derude’, vil ingen kvinde gøre det frivilligt, hedder det sig.

Det er groft sagt to skoler inden for forskningen i omsorgsmigration, forklarer Sine Plambech.

»På den ene side dem, der forstår omsorgsmigration, herunder visse former for ægteskabsmigration, som en form for tvang – hvis ikke direkte, så skabt at patriarkalske systemer. Det er udnyttelsen fra mænds side, der gør, at kvinder ender sådan, lyder rationalet.«

Og så er der den anden skole, som Sine Plambech kalder den ’transnationale analyse’, og som hun selv tilhører. Den ser i højere grad på, hvordan det globale arbejdsmarked, ulighed og migrationskontrol fastsætter vilkårene for de migrerende kvinder.

»For lad os lige få det på plads: Det er ikke farligt at sætte sig op i et fly med et visum.«

Mændene

Men Hjertelandet handler ikke kun om kvinderne. Det er også en film om mændene. Helt konkret Kjeld, John, Frank og Niels fra Thy. Men, siger Plambech, de afspejler også en bredere tendens. »Thailandske kvinder er den nationalitet, som danske mænd hyppigst gifter sig med, ud over danske kvinder. Og gerne sent i livet. Derfor rejser det også en masse spørgsmål om ensomhed, alderdom og maskulinitet i dag,« siger hun.

»De her mænd bliver tit fremstillet som tabere eller som klamme. Gamle mænd, der kun er ude på at udnytte kvinder til sex. Eller vi siger – som et udtryk for feminismens endelige triumf – at de bare ikke kan klare stærke danske kvinder. At de vil have nogle med mere traditionelle værdier, som de kan bestemme over,« siger hun.

»Men i filmen møder man nogle mænd, der primært bare drømmer om lidt kærlighed. En at komme hjem til. Og det er i hvert fald svært at sige, at kvinderne lader sig hundse rundt med.«

Så ligesom der er brug for, at vi nuancerer forestillingen om kvinden som offer, er det også på tide, at vi ser mændene i alle deres facetter, mener Sine Plambech.

»Men mindst lige så vigtigt: At vi begynder en samtale om, hvad det betyder, at vi i den vestlige verden har så mange mænd, der længes efter omsorg sent i livet, og som ikke kan få det der, hvor de er, og derfor søger den hos kvinder i syd.«

»Den hvide mand er jo utrolig udskældt for tiden. Men er det okay, at vi taler om, hvordan vi kan drage omsorg for ham, når han er gammel og alene?«

Kærlighed

Men er det kærlighed? Det spørgsmål er Sine Plambech allerede blevet stillet et par gange. Og vil helst ikke svare på.

»Det indikerer jo, at man har ret til at fælde domme over andre menneskers liv. Og at der findes forkert kærlighed. Dårlig kærlighed.«

Bag spørgsmålet lurer en forestilling om, at kærlighed kun er mulig mellem to mennesker, der er absolut ligestillede, siger hun.

»Men hvad betyder det? Det er klart, at mændene er privilegerede fra starten. De taler sproget og har penge. Men kvinderne har også kapital. Omsorgen, nærvær og sex. Ja, han har udnyttet sine muligheder for at få sig en kvinde. Men hun har også brugt, hvad hun nu havde, for at få sig en mand.«

Sine Plambech vender tilbage til sin tidligere pointe:

»Og så er det jo os, der vælger at have en udlændingelovgivning, der betyder, at manden har en grundlæggende magt over kvinden i de otte år, der går, før hun kan gå sin vej.«

Ingen konklusion

– Hvordan kan jeres film rykke debatten et andet sted hen?

»Vi håber, at man går ud af biografen og diskuterer lidt med sig selv. Der er jo ikke to streger under noget som helst: Der er en flok mennesker, to steder, langt fra hinanden, der lever og kæmper med alle de behov og lyster, som mennesket har.«

Hun er vant til i sin forskning at fremlægge fakta, opstille argumenter og følgelig slutte dette og hint.

»Men her har vi ingen konklusion,« advarer hun. »Filmen slutter meget åbent. Det medfører selvfølgelig også risikoen for, at vores medvirkendes personlige historier bliver læst ind i alle mulige dagsordner – jeg mener: Kvinder, mænd, sex og magt diskuteres jo lige nu på alle mulige planer – men jeg vælger at stole på, at man alligevel godt kan lave en fortælling, der viser alt det modsatrettede. Og rejser de vanskelige spørgsmål uden nemme svar om de her kvinder. Og de mænd, som de gifter sig med.«

Helt tæt

Hjertelandet blev i sidste uge vist ved den store filmfestival i Toronto. Og hvad mange anmeldere hæftede sig ved, var, hvor utrolig generøse kvinderne er. Hvor tillidsfuldt de lukker kameraet ind i det inderste og mest sårbare i deres liv. Hvad tænker Sine Plambech er grunden til, at hun og Janus Metz har fået den adgang?

»Først og fremmest har jeg jo fulgt dem som antropolog i rigtig mange år. Før vi begyndte at filme, havde jeg kendt flere af dem i tre år. Den tålmodighed, der ligger i det antropologiske metode, skaber helt klart en stor tillid.«

For det andet – og det er et trick, som ikke lige er så nemt at kopiere – blev de to filmskabere kærester, efter at de havde lavet de to første film.

»Pludselig stod vi der med sammenbragte børn og fik også et barn sammen, med alle de udfordringer der følger af det. Så da vi vendte tilbage til dem, tog vi vores rodebutik ind i deres rodebutik. Det skabte en særlig sammenhørighed.«

Sine Plambech understreger, at der naturligvis er forskel på en transnational sammenbragt familie, og så hendes og Janus’, der trods alt er i samme land og inden for samme kultur, men der var alligevel ligheder.

»Vi kæmper jo alle, mens livet sker for os på godt og ondt.«

Det brune barns byrde

Samtalen er ved at være slut. Men der mangler noget.

Vi har været igennem kvinderne. Mændene. Og alle os andre. Men hvad med børnene?

For måske er det ikke i ægteskaberne, man skal lede efter tabere og vindere. Og måske ikke engang på gaden i Pattaya giver det mening at stille det sådan op. Men børnene efterlades uden forældre. Flere af dem for altid. Overladt til deres bedsteforældre.

– Nogle har kaldt omsorgsmigration for »brown childs burden«. Er du enig i det?

»Det er et stort spørgsmål, som er svært at blive færdig med at diskutere. For når vi tager omsorgen, hvem mangler den så?«

Eller måske den kan antage nye former. For omsorg er ikke et nulsumsspil. Sine Plambech henviser til en af de medvirkende i filmen, som hver aften snakker med sine to sønner i landsbyen over Facetime.

»Hun er der for sin finske mand. Samtidig kysser hun sine børn godnat over internettet«.

Og kvinderne lever hele tiden selv i det hjerteskærende dilemma:

»Skal jeg være der for mine børn, men uden penge, eller skal jeg tjene penge og sikre mig, at de får bedre vilkår og ikke behøver at migrere?«

Men uanset hvad mærkes fraværet. Alle de steder i det globale syd, hvor omsorgen rejser væk for at rejse op til os i nord.

»Man mener, at der er tre millioner børn i det nordøstlige Thailand, der vokser op uden deres mor. Og mens man godt kan vise kærlighed på afstand, kommer man ikke uden om, at det er store individuelle savn og også et stort kollektivt socialt problem,« siger Sine Plambech, der derfor også til tider synes, at vi fokuserer lidt for meget på, at kvinderne sælger sex eller gifter sig uden den forudgående forelskelse.

»For hvad tror I er deres største smerte? Hvad ville være din?«

’Hjertelandet’ har premiere torsdag i en række biografer i hele landet. 

Handlingen i Hjertelandet strækker sig over ti år og kommer tættere og tættere på de medvirkende, heriblandt Sommai, der startede det hele, da hun som den første thailandske kvinde i Thy giftede sig med den 15 år ældre Niels og herefter blev egnens ægteskabsmægler.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Jørn Vilvig
  • ingemaje lange
  • Palle Bendsen
  • Mette Poulsen
  • Per Klüver
Katrine Damm, Jørn Vilvig, ingemaje lange, Palle Bendsen, Mette Poulsen og Per Klüver anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo slet ikke, fordi der er et signifikant antal af mænd, som for deres kvinder og børn:
- Arbejder sig selv ihjel i form af af overarbejde
- Arbejder farlige jobs
- Er villige til at tage imod hvor megen hug fra dårlige kolleger og bosser, fordi han skal forsørge og ikke MÅ miste sit job??

Og ret mig endelig, hvis jeg er forkert på den.
Men jeg tror altså, at de fleste af de omtalte kvinder havde IKKE børn i forevejen, de har fået dem heroppe, så jeg ser det mere som at være for dem selv end deres børn.....

Og endnu engang er skurken den hvide mand....

Og for at være ærlig jeg tror, at "udnyttelsen" er gensidigt. Ja kvinden ligger krop til, mens manden ligger pengepungen (dertil sin arbejdstid til). De begge leverer noget til deres ægtepagt.

Jeg synes, det er ærgerligt, når folk abonnerer på den der racistiske tilgang med at man deler folk op i farver; her den hvide mand og de brune børn.
Derudover lyder det som en spændende film.

Liv Pedersen, hvad bygger du din påstand om at de kvinder, der migrerer hertil ikke har børn i forvejen?
Jeg er ikke sikker på at du ved mere om emnet end en forsker ved DIS, der har arbejdet med migration i årevis.
Filmen og artiklen er vel ikke et indlæg i en konkurrence imellem mænd og kvinder, men et projekt, der belyser en helt bestemt form for migration.

Anna von Sperling

Udfordring: Se filmen, Liv Petersen. Og vend så tilbage og fortæl om du stadig er så skråsikker. ( så vidt jeg husker har alle kvinderne i filmen børn i Thailand)

Det er ikke første gang at thailandske kvinder kommer i medierne og bliver udstillet som nogle der vil have en dansk mand som ligner noget katten har slæbt hjem.
Jeg er sikker på, at thailandske kvinder er ligesom så mange andre kvinder, de har job, drømmer om veluddanet mænd o.s.v
Det er udstilling og underholdning for det komfortabel vestlig menneske.

Fordi de er synlige, der er en grund til, at en løve vender sig på ryggen inden den nedlægger sit bytte.
Man kan også lave en dokumentar om grækere, at de er dovne og ikke har styr på økonomi, eller dokumentar om italienere, at de er korrupte og kun æder kun pizza, eller at thailandske kvinder er prostitueret, og jyske mænd er tabere o.s.v
Det er intellektuelt barnligt, og små rasistisk.

Jeg har svært ved at se, hvordan det er intellektuelt barnlig og racistisk at følge folk over en årrække, og lade dem være med i flere dokumentarfilm med deres velsignelse. Kan du uddybe det lidt mere?
Umiddelbart virker det ikke som om du har læst artiklen.

Mette, så må du forsætte med, at anbefale kommentarer til selvsmagende kommentatorer, følg det du kan identificerer dig med, følg den populære pige i klassen.

Emil, hvorfor vil du ikke uddybe din kommentar om barnlighed og racisme? Det er dig, som bringer det på bane, så det må være oplagt at du har et eller andet argument for det.
Dit personfnidder må du tage et andet sted hen.