»At vi lever i en selvoptaget narcissistisk tid, sagde man sikkert også allerede i 1600-tallet«

I 2015 debuterede den dengang 30-årige Johan Davidsen med tekstsamlingen Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer. Den er blandt de værker, som kritiker og forfatter Martin Bastkjær skriver om i et essay om selvoptaget dansk litteratur, som Information bragte i fredagens bogtillæg.

»For mig handler selvbevidsthed om at forsøge at forstå sit forhold til andre, mens selvoptagethed er at miste blikket for den anden, eller at ville styre, hvordan andre ser en,« skriver Bastkjær. Og han mener, at det sidste gælder for en række nyere danske bøger af yngre forfattere, han mere eller mindre tilfældigt har læst.

Her står blandt andet om Davidsens bog, som gennemgås grundigt:

»Flere steder er det, som om selvbevidstheden hvirvler op i en spiral, der virker næsten grænseløs: ’Så kommer jeg til at kigge på billeder af personer, så kigger jeg på billeder af dig og tænker på, hvordan jeg nu ved ting om dig, som jeg ikke ved, om du ved, jeg ved.’ Jegets opmærksomhed på sig selv bliver så omfattende, at den kammer over i selvoptagethed og reducerer ham til et selvomsluttende kredsløb: ’Jeg lader fingrene løbe hen over hårene på huden på min arm. Det er mig, der rører ved mig.«

Johan Davidsen sætter pris på, at Bastkjær har taget sig tid til at sætte sig ned med en åbenlys interesse og nysgerrighed og læse hans og andres bøger, siger han.

»Det er interessant, hvordan det her relativt tilfældige udsnit af titler, som Bastkjær kaster sig over, alligevel er ret ensartet i forhold til at skildre nogle personer, der er temmelig bevidste om, hvordan de interagerer med de nærmeste omgivelser. Men jeg tænker samtidig, at der altså findes andre bøger i nyere danske litteratur, hvor jeget møder mere – hvad skal man sige – konkrete og kontante ydre omgivelser,« siger han og nævner en forfatter som Lone Aburas og derudover især to’erne fra Jonas Eika og Caroline Albertine Minor.

»Det er mest debutanter, Bastkjær har fat i. Jeg tror, at når der er tale om helt dugfriske unge, så vil man gerne gøre det godt, og så vælger man det udtryk, man synes, man bedst mestrer. Det kan måske forklare, hvorfor den første udgivelse kan have tendens til at blive en undersøgelse af noget autobiografisk stof, hvor man er på nogenlunde sikker grund.«

»Det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg skrev bogen. Jeg havde jo ikke prøvet at lave en bog før, så jeg ville gerne have, at det var noget stof, jeg havde kontrol over,« siger forfatteren.

Sikker i det autobiografiske

»Efterhånden som en forfatters værk udvikler sig, opstår der som regel en selvsikkerhed, der kan føre til nye eksperimenter, der rækker videre ud og måske ud over det autobiografiske. Men der er jo også eksempler på det modsatte, at forfattere efter flere bøger får stor succes, når de endelig udgiver noget såkaldt autobiografisk.«

– Hvad tænker du om hans anklage om, at litteraturen er selvoptaget?

»Det er en ting, man bliver ved med at gentage. At vi lever i en selvoptaget narcissistisk tid. Men det sagde man sikkert også allerede i 1600-tallet. I dag er der så nogle ekstra kanaler, som gør, at det kommer tydeligere til udtryk, og man får måske mere øje på det.«

Den lidt smallere litterære genre, som de værker, Bastkjær beskriver, bevæger sig indenfor, er per natur »lidt selvbevidst«, mener Johan Davidsen.

»Man er som forfatter ekstremt bevidst om modtagelsen. Derfor kan man måske også finde på at helgardere sig eller gemme sig lidt bag noget ironi eller et glimt i øjet, fordi man ved, at kritikken vil være skarp – netop fordi det handler om sprog, og den kommer fra folk, der virkelig er optaget af, hvad sproget kan.«

Alle kan ikke skrive om klimakrisen

Ifølge Johan Davidsen har litteraturen ikke et særligt ansvar i usikre tider, og den kan også sagtens have eksistensberettigelse uden at tage favntag med store spørgsmål som klimakrisen.

»Det skal alle forfattere jo alligevel ikke gøre. Man kan jo for eksempel også bruge kunsten til at beskrive, hvorfor mennesker bliver ved med at gøre ting, der er med til at eskalere den her klimakrise.«

– Hvad tænker du om den specifikke læsning af din bog?

»Man kan ikke forvente, at nogen går i dybden med det, man laver, så det er rart at opleve. Men det, jeg selv har tænkt med bogen, er, at den både er alvorlig og sjov, men jeg tror ikke, Bastkjær synes, den er så sjov, som andre måske gør. Og hvis man ikke synes det, kan den måske godt virke ensformig af og til,« siger han og griner.

»Men jeg synes ikke, den er selvoptaget. Jeg har også tænkt, at den kunne række ud i forhold til at fremstille en ensomhed. Jeg har forsøgt at fremstille en klaustrofobisk socialitet, man kan befinde sig i, og som man både kan grine af og græde over, men som man kan være fælles om at være ensom i.«

– Skal din næste bog et andet sted hen?

»Ja, forhåbentlig. Det, kan jeg også mærke, sker helt af sig selv, mere eller mindre ubevidst. Jeg mener: Jeg udgav den her bog, som ser ud på en bestemt måde, og det er bare ikke så interessant at gøre det samme igen,« siger han. Nu er han er i gang med en bog af mere fabulerende karakter, som også er længere, lidt essayistisk, men alligevel har mere klassisk romanform.

»Det handler om det, jeg før talte om: Man ved ikke nødvendigvis, om man kan udgive en bog, før man har gjort det. Når man så har det, tænker man: Okay, jeg kan godt lave en bog. Og så får man naturligt større ambitioner.«

– Er en af de ambitioner helt konkret, at den næste bog skal interessere sig for andet end jeget?

»Ja, det har jeg faktisk ambitioner om. Det, tror jeg, helt sker helt naturligt. At jeg skriver på bogen, og der så mangler noget, noget andet end jeget, som skal aktiveres. Min første bog var en punktroman, som kunne ligne en digtsamling med de kortere udsagn. Det er alligevel noget andet at skrive i en mere klassisk romanform. Der gælder nogle andre konventioner, ligesom der er andre muligheder,« siger han.