Læsetid: 4 min.

»Litteraturen er et sted, hvor urimeligheden og tvivlen og selvoptagetheden får lov til at udfolde sig«

Sondringen mellem selvoptagethed og selvbevidsthed er omsonst, mener forfatter Daniel Dalgaard, der i denne anden replik til Martin Bastkjærs essay om selvoptagethed i nyere dansk litteratur afviser, at litteraturen skulle være mere selvoptaget i dag end tidligere
4. september 2018

I et essay, som Information bragte i weekenden, læser Martin Bastkjær en række nyere danske bøger af yngre forfattere, som han kategoriserer som selvoptagede. 

En af de bøger, han har læst, er Daniel Dalgaards anden digtsamling Spejlkamel fra 2015. Om Bastkjærs sondring mellem det selvoptagede og det selvbevidste, siger Daniel Dalgaard:

»Bastkjær forsøger at lave et begreb, som er relativt neutralt – selvbevidsthed – og så et begreb med en mere negativ klang: selvoptagethed. Det selvoptagede er at være optaget af, hvordan andre ser en, mener han, mens det selvbevidste er at være bevidst om sin egen position i forhold til andre. For mig at se er det to måder at sige det samme på,« siger Daniel Dalgaard.

Han uddyber, at det mere er et gradsspørgsmål: Selvbevidsthed er en præmis i litteratur, såvel som i livet, som hvis den står alene forvandler sig til selvoptagethed.

Han mener ikke, at dansk litteratur generelt skulle være mere selvoptaget i dag end tidligere:

»Alle har et ansvar for at beskæftige sig med noget andet end sig selv. Og det synes jeg også, at de bøger, Bastkjær nævner, gør. Nu har jeg ikke læst Johan Davidsens bog, men de andre nævnte gør i hvert fald.«

Et sted i essayet skriver Bastkjær, at »jeget i bøgerne for mig at se både beder om at blive hørt og griner ad dem, der tager dem alvorligt«. Det kan Dalgaard slet ikke genkende, for Spejlkamel er »overhovedet ikke« skrevet med tungen i kinden.

»Jeg er i tvivl om, hvor meget han sigter til min bog, når han skriver det. Hans essay er jo også sådan en tekst, hvor nogle udsagn kobler sig mere på nogle bøger end andre, uden det står fuldstændig klart hvordan og hvorledes. Men hvis han sigter til mig, er det i hvert fald en fejllæsning.«

Tvivlen er velkommen

Selv om Daniel Dalgaard er uenig i flere af Bastkjærs pointer og betragtninger, mener han godt, der kan være tale om en »vægtforskydning« i fire af de nævnte digtsamlinger: Caspar Erics 7/11, Johan Davidsens Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer, Theis Ørntofts Yeahsuiten og hans egen Spejlkabinet. 

»Det er den gamle småborgerlige optagethed af, hvordan man selv bliver opfattet af andre – i forhold til et mere eller mindre abstrakt sæt normer, som har fået sin genkomst,« siger han. »Bortset fra at dommerne ikke er et allestedsnærværende ’andre’ i form af byen, omgangskredsen og så videre, men et allestedsnærværende ’mig selv’.«

»Dette mig selv er på en måde mig, men samtidig ikke, fordi det netop også befinder sig uden for mig – et slags metajeg, som jeg er rettighedsløs og forfulgt overfor. På den måde befinder jeg mig i et kafkask spejlkabinet, hvor der er altid er en straf tilovers, man mangler bare at finde forseelsen. Det er derfor, selvbevidstheden i de her fire bøger så ofte tipper over i akavethed og altid føles lidt skamfuld. Det er vel også det, bøgerne blandt andet handler om.«

Men essayet er vel en kritik af et jeg, som ikke lever sig ind i andre verdener end sin egen – er det ikke fiktionens styrke at række ud og forestille sig andres liv?

»Nu er det selvfølgelig lidt tarveligt at gå til angreb på et spørgsmåls præmisser, men jeg mener faktisk, at der er fundamental forskel på fiktion i form af romaner og den slags – og så digtning. For mig at se ligger de to temmelig langt fra hinanden,« siger han og henviser til en undersøgelse fra Norge, hvor et antal digtere var blevet spurgt, hvad de ellers skrev. Flertallet svarede sagprosa – altså tekster fra den faktiske verden, der omhandler faktuelle emner.

»Det er selvfølgelig sat på spidsen at sige, at digtning er tættere på sagprosa end fiktion, men der er måske et element af sandhed i det,« siger han og forklarer, at fortælleforholdene i digtning for det meste mere ligner sagprosaens end fiktionens:

»Fra min digtertrone ser alt det hurlumhej om autofiktion, de har haft ovre i prosaen, underlig ud: Den sitren, der kommer af at have en fortæller, der på den ene side er rodfæstet i den såkaldte virkelige verden uden at være fanget i den, har altid været en del af digtningen, som jeg ser det,« siger han.

»Når det er sagt, synes jeg dog, at der i min digtsamling er passager, hvor jeget eksplicit lever sig ind i andre personer, som går rundt i jegets egne erindringer. På den måde kan man sige, at det er en selvrefleksion, ja, men det vil der jo under alle omstændigheder komme, når noget bliver skrift – nogen skal skrive det.«

»Bastkjær skriver så også – og det er nok det, jeg er mest tilbøjelig til at være enig i – at litteraturen er et sted, hvor sproget kan antage andre former, end man typisk møder i eksempelvis politisk snak, journalistik eller reklamer, hvor tvivlen er bandlyst, fordi den er en dårlig gæst. Det er tvivlen bestemt ikke i de her digtsamlinger, og det synes jeg er deres store styrke. På den måde tilbyder de et rum, hvor urimeligheden og tvivlen og selvoptagetheden også får lov til at udfolde sig.«

Serie

Er ny dansk litteratur selvbevidst eller selvoptaget?

I essayet Dvale, dominans og klaustrofobi skriver litteraturkritiker Martin Bastkjær gennem en række værklæsninger om selvbevidsthed og -optagethed i dansk litteratur.

»For mig handler selvbevidsthed om at forsøge at forstå sit forhold til andre, mens selvoptagethed er at miste blikket for den anden, eller at ville styre, hvordan andre ser en,« lyder det. Vi taler med nogle af de fremhævede forfattere om, hvordan de selv tænker om deres litteratur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer