Læsetid: 4 min.

Lone Frank nægter at give folk en pille, de kan tage

Med en ph.d. i neurobiologi som afsæt prøver videnskabsjournalist Lone Frank at fortælle historier om kompleks videnskab, der er lige så medrivende som romaner. Uden at hun vil forfalde til den poplitteratur, som hun mener, at mange videnskabsforfattere begår
Med en ph.d. i neurobiologi som afsæt prøver videnskabsjournalist Lone Frank at fortælle historier om kompleks videnskab, der er lige så medrivende som romaner. Uden at hun vil forfalde til den poplitteratur, som hun mener, at mange videnskabsforfattere begår

Ulrik Hasemann

28. september 2018

Nok glæder Lone Frank sig over, at der er et marked for brainy books, videnskabeligt funderet faglitteratur. At læserne gerne vil vide noget og er villige til at kaste penge efter det.

På den anden side har hun ikke meget til overs for en stor del af det, de køber.

»Jeg synes, der er meget videnskabelig faglitteratur, der er ren pop. Det er bøger, der dummer videnskaben ned og prøver at stoppe den ned i halsen på læserne.«

Hun hiver tonehøjden et par nøk op og trækker vokalerne helt ud: »Seee her, der er en bog om hjernen, lær, hvordan du kan blive bedre til at huuuske.«

Det er kendte forfattere, der skriver letfordøjeligt til en bred læserskare om, hvordan man kan vokse som forælder, hvordan man bliver en bedre leder, eller, ja, hvordan man kan lære at huske, hvis man bruger sin hjerne på en bestemt måde. Bøger, der ifølge Frank hverken er interesserede i at oplyse eller udrulle en begavet fortælling.

Som eksempel nævner hun storsælgerne Træernes hemmelige liv og Dyrenes hemmelige liv af Peter Wohlleben.

»Jeg prøvede at læse den med dyrene, og jeg kunne næsten ikke komme igennem den. Det er pinligt poppet, og oplysningsgraden er ringe, men det sælger i millionvis. Jeg går ud fra, at forlagene bare tænker: ’Hey, hvor det går derudad!’«

Lone Frank har selv udgivet bøger, der solgte godt, ikke mindst Mit smukke genom, en dybt personlig indføring i den seneste genforskning, og Den femte revolution om hjernens mægtige forklaringskraft. Samtidig har hun selv en målsætning om at nå ud til andre end sine fagfæller, nemlig dem, der ikke i forvejen er interesserede i genetik og hjerneforskning.

Det var derfor, hun forlod laboratoriet, efter at hun havde opnået en ph.d. i neurobiologi og kastede sig over videnskabsjournalistikken – i dag som journalist på Weekendavisen og vært på Radio24syv-programmet 24 spørgsmål til professoren.

Det skal være en nydelse

Alligevel mener hun, at hendes værker adskiller sig markant fra de populærvidenskabelige bøger, hun kritiserer. For det første siger hun, at hun nægter at ofre nuancer for at betvinge bestsellerlisterne. Og så bruger hun den fornødne tid og energi på at udtænke en god fortælling.

»Jeg har den holdning og den tilgang, at det skal være en nydelse at læse mine bøger. Det står ret stærkt for mig. Jeg tænker aldrig, at jeg bare skal omsætte nogle videnskabelige fund og data til almindelige mennesker. Jeg vil skrive bøger, hvis indhold er vigtigt, og som samtidig er god litteratur.«

»Opgaven er så at finde ud af, hvordan man laver en skøn fortælling, som folk har lyst til at læse, uden at man går på kompromis med de videnskabelige nuancer.«

På Gyldendal redigeres Lone Franks bøger ikke i den faglitterære afdeling, men i den skønlitterære. Og når hun søger inspiration, leder hun ikke i fagbøger, men i romaner.

I Mit smukke genom flirter hun med autofiktionen og går på jagt efter sandhederne i sin egen arvemasse, mens hun kobler det til den nyeste forskning.

I sin seneste bog, Lystens pioner,  bruger hun scener med dialog og udpenslede tanker og følelser til at genfortælle historien om den omstridte psykiater Robert Heath.

»Det er ikke kun for at nå bredt ud, at jeg vil lave ordentlige fortællinger, det er også en personlig præference, for jeg gider ikke at skrive noget kondenseret videnskabeligt, som var det en pille, folk kan tage.«

»Det ville sikkert være meget smartere bare at udspy en serie af bøger, hvor jeg sagde ’nu skal du høre om det her hjørne af din hjerne og bla bla bla’. For ret mange, inklusive mange af dem, der anmelder mine bøger, lægger jo ikke mærke til, at jeg prøver at gøre det til god læsning. Læg dog mærke til, hvordan det er skrevet, tænker jeg ofte,« griner hun.

Der er dog nogle, der lægger mærke til det.

Lone Frank husker for eksempel, da en 80-årig kvinde traskede hen til hende efter et foredrag og sagde, at hun helt havde ændret syn på sit liv og sin historie, efter at hun havde læst Mit smukke genom. Det var første gang, kvinden overhovedet havde læst om genetik.

»Sådan noget glæder mig helt utroligt meget,« siger Frank. »For jeg vil meget gerne skrive for nogen, der ikke i forvejen ved de her ting eller læser alt, der kommer ud om videnskab. Hvis man kan få nogle i tale, som man kan lukke en ny verden op for, er det jo sådan set det bedste.«

Til gengæld nægter hun at ændre kurs, selv om hendes seneste bog, Lystens pioner, solgte færre eksemplarer på det hjemlige bogmarked, end hun havde håbet (den er dog solgt til både Japan og USA).

»Jeg kommer ikke til at være den, der siger: Du skal bare gøre sådan, så husker du bedre. Det er jeg klar over ville sælge mere, men det er jeg sådan set ligeglad med. Jeg synes, der er nogle interessante historier, der skal fortælles, og jeg mener også, at man kan give indsigt i komplekse sammenhænge på en måde, så det stadig er værd at læse for mange mennesker.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu