Læsetid: 10 min.

Michael Lewis: »Trump har mangedoblet samtlige af de risici, som USA står over for«

Forfatteren til finanskrise-bestselleren ’The Big Short’ er aktuel med en ny bog, der hylder bureaukratisk statsmagt som en nødvendig forudsætning for risikostyring – og afslører en Trump-administration bemandet af inkompetente og risikoblinde embedsmænd
Forfatteren til finanskrise-bestselleren ’The Big Short’ er aktuel med en ny bog, der hylder bureaukratisk statsmagt som en nødvendig forudsætning for risikostyring – og afslører en Trump-administration bemandet af inkompetente og risikoblinde embedsmænd

Ritzau

28. september 2018

De første spæde ideer til sin nye bog, Den femte risiko, fik Michael Lewis omkring årsskiftet 2016-17 – i ugerne umiddelbart op til Donald Trumps indsættelse som amerikansk præsident.

Han var sengeliggende efter en operation og husker, hvordan han i dagevis »ikke var i stand til andet end at ligge og skumme af raseri over Trump«.

Kort forinden havde han udgivet sin seneste bestseller, The Undoing Project, der handler om to israelske psykologer, Nobelpris-vinderen Daniel Kahneman og Amos Tversky, der har udmærket sig gennem banebrydende forskning i menneskers risikohåndtering.

»En af de vigtigste indsigter, deres eksperimenter kastede af sig, var, at vi er overraskende risikoblinde. Det gør f.eks. ikke noget større indtryk på de fleste, når man forhøjer risikoen for en eller anden fare fra en milliontedel til f.eks. en titusindedel.«

En måde at forstå regeringsmagten i USA på, gik det op for Lewis, var som en instans for risikostyring, fra militære konflikter til finanskrak og naturkatastrofer. Som den ny øverstkommanderende risikoforvalter ville Trump nu få skræmmende beføjelser til at øge sandsynligheden for katastrofe »inden for en bred portefølje af risici« fra f.eks. en milliontedel til en titusindedel.

»Mange føler en vag bekymring med Trump ved magten, men ingen har anskuet de samlede risikoperspektiver ud fra den her vinkel.«

Lewis var fordybet i tanker om USA’s risikoportefølje, da Trump udnævnte den tidligere Texas-guvernør Rick Perry til landets ny energiminister – samme Perry havde i en tv-debat under det republikanske primærvalg fem år tidligere givet udtryk for, at han ønskede at få energiministeriet nedlagt. Eller det var i al fald det budskab, han forsøgte at formulere, men i sin iver for at fremføre det, havde han glemt ministeriets præcise navn – et pinagtigt øjeblik, der blev begyndelsen til enden for hans præsidentkandidatur.

»Det er for galt, at Rick Perry ikke har forstand på sit stof,« tænkte Lewis, da han hørte om udnævnelsen. Men så indså han, at han faktisk heller ikke selv vidste alverden om det pågældende ministeriums ressortområde.

»Det tog mig to telefonopkald, før jeg fandt ud af det: ’Åh, det er det ministerium, der er ansvarlig for håndtering af vores atomvåben. Åh Gud!’«

Hvad Lewis siden fandt ud af, var endnu mere chokerende.

På morgendagen efter et præsidentvalg, endnu før alle ballonerne fra valgnattens fest er dalet ned på balsalsgulvene, forventes en tiltrædende præsident at sende sine folk ind i alle ministerier, så magtskiftet straks kan forberedes. Men ved udgangen af november måned var der i Energiministeriet – og, skulle det vise sig, også i mange af de øvrige 14 ministerier – endnu ikke dukket nogen op.

Igennem et helt år havde Obama-administrationens bureaukrater arbejdet på tusindvis af briefinger om de risici, deres efterfølgere skulle indvies i. Men da Thanksgiving Day (der altid falder på den fjerde torsdag i november, red.) kom, var der stadig ikke kommet nogen Trump-medarbejdere for at tage imod briefingerne.

»Det gjorde mig skide nervøs ...« sagde Trumps tidligere toprådgiver Steve Bannon til nogle venner om Trumps tøvende håndtering af overgangen.

»Jeg tænkte ved mig selv: ’Holy fuck, ved den her fyr da ingenting – og er han pisseligeglad?’« skriver Lewis i sin nye bog.

Mens Trump skulle forestille at overtage magten, stod det ministerium, der forvalter en af ​​civilisationens mest indlysende eksistentielle risici, således de facto uden en ledelse. Det samme var tilfældet for landbrugsministeriet, der er ansvarlig for fødevareforsyningen for millioner af amerikanere. Og det ministerium, der ville skulle håndtere følgerne af den næste superstorm.

Det var på det tidspunkt, Lewis besluttede sig for, at han selv ville finde ud af, hvad der stod i Obama-administrationens briefinger.

Flair for en god fortælling

Risici – og de mennesker, der forsøger at styre dem, hvad enten det er for at afværge dem eller tjene penge på dem – har været et centralt tema i hele Lewis forfatterskab.

I sin debutbog, Liar’s Poker, fra 1989 om hans tid som aktiemægler, beskrev han, hvordan investeringsbanken Salomon Brothers allerede dengang var ved at forvandle børshandel til det, han senere har beskrevet som en sort boks med eksotiske risici, som selv investorer og bankfolk havde svært ved at gennemskue.

To årtier senere – da USA’s største banker høstede enorme profitter på et overdrevent gældsfinansieret realkreditmarked, som Salomon var en af pionererne i udviklingen af – styrtede korthuset så sammen. Med den konsekvens, at bankcheferne blev belønnet massivt, mens alle andre blev begravet under den globale finanskrise.

En lille håndfuld kynikere, der spillede imod bankernes uholdbare risici, scorede også gevinster på snesevis af millioner dollar. I sin bog om finanskrisen, The Big Short, gennemlyste Lewis disse storspekulanters historier.

Kollateraliserede gældsobligationer og basisprocenter lyder ikke som tematikker med stor folkelig appel, men den 57-årige Lewis bliver ofte fremhævet for sin flair for at fortælle og skrive i et ligefremt, mundret sprog. Han mener selv, at det er noget, han har taget til sig fra de miljøer i New Orleans, hvor han voksede op.

»Folk i New Orleans har temmelig høje standarder for fortællekunst. Hvad der kommer ud af deres munde, er derfor typisk mere interessant, end hvad der kommer ud af gennemsnitsamerikanerens mund. Samtidig har de en særlig humor, der snor sig rundt om det hele.«

Hans Louisiana-accent slår endnu stærkere igennem, da Lewis forklarer, at New Orleans også var et sted, hvor »man blev klart defineret af, hvem ens momma var« – hans mor nedstammer fra to amerikanske præsidenter, James Polk og James Monroe, og hans tiptipoldefar på fædrene side blev af præsident Thomas Jefferson i 1803 sendt til området for at tilse det amerikanske køb af det vældige Louisiana-territorium fra Frankrigs kejser Napoleon.

Lewis, høj og sportstrænet med karamelfarvet hår og høgeagtig profil, tænker tilbage på, dengang han som purung blev kåret til karnevalskonge ved Mardi Gras. »Vi er begge kongelige,« husker han at have betroet prinsesse Diana, da de mødtes i London – det var få uger, før hun døde i en bilulykke. »Men har de nogensinde lært dig at svinge et scepter?« spurgte han. Da Diana svarede nej, førte Lewis hende rundt i rummet, med hendes hånd i hans, mens de øvede sig med gafler. »Hun var henrykt.«

Trods hans talent for både de små afslørende anekdoter og de store fortællinger som dem om finanskrisen fandt Lewis det modigt, at magasinet Vanity Fair ville udgive to reportageartikler, han havde skrevet – ikke fra Wall Streets travle og spektakulære rovdyrsverden, men fra de grå korridorer i det amerikanske bureaukrati (begge artikler udkom i Vanity Fair i 2017 og indgår som kapitler i The Fifth Risk).

Men mens vi taler i hans skrivehytte, et rødt træskur bag Lewis-familiens hus i Berkeley, Californien, trækker forfatteren en direkte forbindelse mellem The Big Short og hans nye værk.

Det er ti år siden, at præsident Obama, Timothy Geithner, der dengang var formand for den amerikanske centralbank, cheferne for verdens største investeringsbanker og andre finansielle spillere besluttede at undsætte Wall Street – uden modkrav eller »gammeltestamentlig hævn«, som Lewis udtrykker det.

»De hjalp bare bankerne på fode igen og gjorde det muligt for bankfolkene at udbetale de eksorbitante summer, som de udbetaler til sig selv, og dermed blotte kapitalismens hjerte for resten af ​​samfundet som et skamløst, manipuleret spil,« siger Lewis.

»Jeg tror, de undervurderede de politiske konsekvenser af det.«

De havde med andre ord ikke forstået risiciene.

Toppen af listen

Tidligt på ​​sommeren 2017 tog Lewis ud til Long Island for at mødes med John MacWilliams, i dag en højt respekteret energiinvestor, der under Obama-administrationen var det amerikanske energiministeriums ledende risikoberegner. Lewis blev dermed den første til at høre den briefing, MacWilliams havde forberedt til sin afløser fra Trump-administrationen.

»Fortæl mig bare om de fem største risici, jeg bør bekymre mig om med det samme,« bad Lewis ham, mens de sad ved hans køkkenbord. »Begynd fra toppen af din liste.« Lewis havde imidlertid ikke den sikkerhedsgodkendelse, der var nødvendig for at blive orienteret, men det havde den første lille håndfuld personer fra Trump-administrationen, der var begyndt at dukke op i ministeriet, heller ikke. MacWilliams kunne kun antydningsvis røbe, at den først noterede risiko på listen omhandlede tyveri, tab eller utilsigtet sprængning af atomvåben. »Det er noget, Rick Perry bør bekymre sig mest om hver dag,« sagde MacWilliams.

Næste risiko på listen var en konflikt med Nordkorea, der omfattede nukleare eller kemiske våben. Den tredje var udviklingen af en iransk atombombe – en fare, der er blevet fremskyndet af Trumps opsigelse af atomaftalen med Teheran. Den fjerde risiko var, at det amerikanske elnet skulle sætte ud på grund af hackerangreb, sabotage eller katastrofer.

Dermed nåede de frem til den femte risiko – ’atomknappen’, dvs. adgangen til de nukleare angrebskoder.

Denne risiko er ofte blevet fremhævet som et symbol på den enorme indre fare i den amerikanske supermagts militære apparat. Men andre helt uforudsigelige risici kan være lige så alvorlige. Det afspejler sig også i den indsigt, Kahneman og Tversky kom frem til i deres forskning: Folk tror, ​​at de mest åbenlyse risici også er de største, som for eksempel et stort terrorangreb. Men risikoen for at blive kørt ned på gaden er langt større.

Den femte risiko er kompliceret, fordi den er umulig at forestille sig som situation på forhånd og derfor også svær at forberede sig direkte på. Det er vigtigt at have en velorganiseret regering på plads, der kan reagere på de uforudsete situationer, når de opstår, men det er præcis, hvad Trump-administrationen ifølge bogen har undladt at gøre.

For at forstå mere om de risici, som den amerikanske regering forsøger at beskytte sine borgere imod, så Lewis nærmere på tre myndighedsinstanser, hvis ressortområder er meget lidt belyst og diskuteret i offentligheden: energiministeriet, landbrugsministeriet og handelsministeriet. Resultatet af hans undersøgelser er blevet en overraskende ’samfundslære’, der forsøger at demontere nogle af amerikanernes mest indgroede fordomme imod en stærk statsmagt.

Ineffektivt, meningsløst og urimeligt ressourceforbrugende – sådan bliver bureaukratiet ofte fremstillet. Offentligheden fodres jævnligt med skandalehistorier om dårlig forvaltning, men hører kun sjældent noget om, hvilke grunde de kunne have til at påskønne bureaukratiets succeser.

Lewis konstaterede, at mange af de mennesker, der arbejder med risikohåndtering i den amerikanske regerings ministerier, er forskere og administratorer, der hører til de absolut førende på ​​deres felt og arbejder med nogle af de mest påtrængende problemer i verden som f.eks. kræft og klimaforandringer.

Disse mennesker er med andre ord det stik modsatte af Rick Perry. Og ofte havde de også noget andet til fælles. Lewis opdagede ikke kun »hundredvis af fantastisk vigtige succeshistorier inden for det amerikanske statsapparat«, men bemærkede også, at »et overraskende stort antal af de ansvarlige for disse var førstegenerationsamerikanere, der kom fra lande uden velfungerende stater«.

For Lewis var den mest interessante figur en mand ved navn Ali Zaidi. Som muslimsk indvandrer, der var vokset op i et fattigt landdistrikt i Pennsylvania, hyldede Zaidi det republikanske credo, at borgere bare må tage sig sammen og lære at klare sig selv.

Efter deltagelse i frivilligt hjælpearbejde i forbindelse med orkanen Katrinas hærgen i New Orleans begyndte Zaidi imidlertid at tvivle på denne læresætnings gyldighed. Han blev ansat i Obama-administrationen og blev i en meget ung alder ansvarlig for budgetovervågning i USA’s landbrugsministerium.

Det var her, det gik op for ham, at han var blevet sat til at administrere en af de tjenester, et skolefrokostprogram, der havde afholdt ham fra at sulte som barn.

De mennesker, der i sidste ende kom til at stå i spidsen for Trumps regering, var ikke på nogen måde som MacWilliams, Zaidi eller de andre kompetente og ledende embedsmænd, Lewis mødte. De var mere som intellektuelt lamme udgaver af de arrogante »store dinglepikke«, som Lewis havde beskrevet i sin bog om årene hos investeringsbanken Salomon Brothers.

Mange regeringspositioner er stadig ubesatte, mens de, der har overtaget embederne, ikke er blevet udpeget på grund af deres intelligens eller ekspertise, men fordi de har udvist loyalitet over for Trump.

»Den kvinde, der stod i spidsen for Obama-administrationens energipolitiske analyseenhed, fik et opkald fra energiministeriets personaleafdeling, der bad hende om at rydde sit skrivebord, da hendes kontor nu var overtaget af Eric Trumps svoger,« skriver Lewis (Eric er Donald Trumps søn, red.).

»Hvorfor? Ingen vidste det.«

Trumps folk, understreger Lewis, er stort set alene animeret af egen grådighed, af deres tro på en statsmagtsfjendtlig ideologi og »engagement i antividenskabelig uvidenhed«. Trump selv er ifølge Lewis den værste leder, der nogensinde har beklædt det amerikanske præsidentembede. Han er alene besat af sig selv og formår ikke at udrette det mindste.

Lewis arbejder for øjeblikket på et manuskript til en tv-serie om cubanske indvandrere, der skal være smuglet ind i USA for at spille baseball, og på en podcastserie på seks episoder om mennesker og institutioner i USA, der kan betragtes som neutrale, sandhedsforpligtede og retfærdighedsfremmende.

»Mennesker, der har udfyldt den slags roller, bliver nu i stigende grad hjemløse, og så bliver også retfærdigheden selv hjemløs,« siger han.

»Det er et paradoks, for hvis man vil forstå, hvad det er, der driver Trump-fænomenet frem, er det netop vrede over uretfærdigheder eller over oplevede uretfærdigheder.«

Lewis sporer rødderne til dette truende institutionelle sammenbrud til flere kilder, herunder Republikanernes langvarige politiske strategi om at udrydde den folkelige opbakning til statsmagten. Han peger også på markedets indtrængen på steder, hvor det ikke burde høre hjemme.

Lewis har planer om at turnere rundt med sin nye bog til en mængde små college-byer, ikke mindst i de svingstater, som kan blive afgørende for udfaldet af midtvejsvalgene til november. Han vil »tvinge folk til at se konsekvenserne ved at beholde Trump ved magten i øjnene«. Om den femte risiko, som nationen og verden står overfor, siger han:

»Hvis man er bekymret for det i den grad, man burde være bekymret for det, så må man også forstå, at vi under ingen omstændigheder kan have en sådan mand til at lede landet.«

’Den femte risiko’ udkommer 2. oktober på forlaget Allen Lane

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Niels Duus Nielsen
  • Steen Voigt
  • Jørn Andersen
Olaf Tehrani, Niels Duus Nielsen, Steen Voigt og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Giv nu Trump lidt slack, det var jo ikke hans mening, at han skulle vinde præsidentvalget, så selvfølgelig havde han ikke planlagt i detaljer, hvem der skulle overtage hvilke ministerier. Han havde ikke engang skrevet en sejrstale til valgnatten, men måtte improvisere.

Se bare hans mine, da han takkede sine støtter for et godt valg - det er tydeligt, at han kun medvirkede for the lulz, og at han havde forventet at tjene en masse penge på den gratis publicity og ellers spille golf resten af sine dage.

Bemærk især sønnikes ansigtsudtryk, og Melanias, hun er tydeligvis vred over at konstatere, at Trumps løfter til hende om at det bare er for sjov ikke holdt, men hun er professionel model og ved, hvordan man smiler:

https://www.youtube.com/watch?v=Wn9_z0e819U