»Vi nærstuderede deres måde at bevæge sig på, rejse sig på, sætte sig ind i en bil på. Der var meget at lære som transkønnet«

Tina Thranesen, 69. Bor i en landsby på Vestsjælland.

»Jeg blev gjort opmærksom på filmen Just Like a Woman gennem min hjemmeside ’Vidensbanken om kønsidentitet’, som jeg startede i oktober 2000, og som indeholder faktuel viden om lovgivningen på transområdet, lister over transrelaterede film og bøger, både danske og udenlandske og meget andet. Der var en person, der skrev til mig i foråret 2001 og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem med at finde oplysninger om filmen. Efter jeg havde foretaget den eftersøgning, og også fået respons på den, fik jeg selv lyst til at se filmen. Jeg har boet på Vestsjælland siden 1970’erne, men dengang arbejdede jeg i København og pendlede frem og tilbage hver dag. Jeg var inde i et par forskellige videoforretninger inde i København, som ikke havde den, men så havde de den liggende i den tredje forretning som lå skråt over for Rundetårn. Jeg så den samme aften, da jeg kom hjem – jeg var jo nysgerrig.«

»Just Like a Woman er et britisk komdiedrama, der handler om manden Gerald, der er transvestit. Han bliver smidt ud hjemmefra af sin kone, som finder noget kvindetøj, der ikke er hendes, og derfor tror, at Gerald har en elskerinde. Han indlogerer sig på et pensionat, og på pensionatet kommer han til mere og mere at leve som kvinde og møder en lang række forskelligartede mennesker, som accepterer ham som kvinden Geraldine. Det, at Gerald bliver accepteret af alle de her mennesker, gør, at Geraldine kommer til at udleve sin indre kønsidentitet, finder sig selv og får ro og fred i sit indre.«

»Filmen var faktisk meget kendt i udlandet dengang. Den bliver betragtet som lidt af en klassiker inden for transrelaterede film, og dengang var den faktisk noget af det allerbedste, vi kunne få. Den er lavet tilbage i 1992, og selvom det er ved at være en gammel film, synes jeg, at den stadig godt kan bære det.«

»Just Like a Woman viser jo den kønsidentitet, som jeg har, og jeg kan identificere mig med den person, som det drejer sig om. Bortset fra, at jeg ikke er sprunget ud over for offentligheden, så har jeg selv gennemgået en udvikling, der er meget lig den i filmen. Da jeg jo ikke er sprunget ud, har jeg ikke oplevet fordømmelsen. Men jeg har netop ladet være med at springe ud på grund af mine familiemæssige og arbejdsmæssige forhold. For når en trans springer ud, er der ikke nogen fortrydelsesret.«

»Jeg så den først alene, men siden så jeg den også sammen med andre. I 00’erne kommunikerede jeg med folk gennem Ekstra Bladets chatkanal, der hed Under uret og var den allerførste chatkanal i Danmark. Vi chattede ikke for at finde seksuel kontakt, men for at finde kontakt med ligesindede. Første gang vi mødtes var hjemme hos en person i Hvidovre. Han var transvestit, og hans hustru kendte alt til det og accepterede det fuldt ud. Vi var vel en 7-8 stykker den første gang. Deltagerne kom fra hele landet. Jeg kan huske, der kom nogle hele vejen fra Nordsjælland og Aalborg.«

»Den aften kom jeg klædt som mand med mit dametøj og paryk i en taske og klædte om inde i deres soveværelse. Jeg var for genert til at tage af sted hjemmefra i dametøj den aften, men det ændrede sig hurtigt. Jeg fandt ud af, at det var mere behageligt at komme omklædt end at skulle klæde sig om på stedet. Men det var lidt af en overvindelse første gang, jeg skulle træde ud ad døren og sætte mig ind i min bil og køre hjemmefra i dametøj.«

»Det var meget spændende og også grænseoverskridende at mødes med ligesindede. En ting er at klæde sig i dametøj, lægge makeup og være derhjemme i nogle timer eller måske køre en tur, men der var jeg alene med oplevelsen. Det fysisk at være sammen med andre, det var en kolossal oplevelse. Jeg kan næsten ikke beskrive følelsen de første gange – det at kunne snakke frit og være sig selv sammen med andre uden nervøsitet for, om der nu er nogen, der opdager noget. Det var en fantastisk oplevelse.«

»Når vi så sådan en film, blev det studeret nøje, hvor troværdig personen i rollen var. Hele måden at være og bære sig på – påklædning, makeup, frisure. Deres måde at bevæge sig på, rejse sig på, sætte sig ind i en bil på. Alle de ting blev der kigget meget på. I starten følte jeg, at der var mange ting at lære ved at se sådan en film. En videofilm kan jo sættes på pause, der kan spoles tilbage, så man kan se nærmere på en detalje. Senere gik jeg videre til ugeblade og dameblade for at få makeuptips. En pige lærer meget tidligt, hvordan man lægger makeup, men hvis en person først skal lære det som 30-40-årig, så er det svært. Det er lettere at lære den slags ved at se på en film end ved kun at studere kvinder på gaden.«

»Først i 00’erne brugtes og skelnedes der mellem de to betegnelser, transvestit og transseksuel, men sproget udvikler sig. I dag har vi også ordet transkønnet som en fællesbetegnelse. Der er nogle som gerne vil have ordet transseksuel erstattet med transkønnet. For mange er det imidlertid svært entydigt at betegne sig som det ene eller det andet. Derfor er det godt med en fællesbetegnelse. Tidligere identificerede jeg mig entydigt som transvestit, men i dag, med det udvidede kendskab og den større selvforståelse, jeg har, vil jeg helst bruge fællesbetegnelsen transkønnet om mig selv.«