Læsetid: 4 min.

Meget ny dansk litteraturkritik er klaustrofobisk og selvoptaget

Eller: Vi er alle sammen beslægtede
7. september 2018

Det er et sats. At jeg med en omskrivning af den overskrift, som Martin Bastkjærs essay »Dvale, dominans og klaustrofobi« fik på forsiden af sidste uges litteraturtillæg (nemlig »Meget ny dansk litteratur er klaustrofobisk og selvoptaget«), kalder min kommentar til hans essay for »Meget ny dansk litteraturkritik er klaustrofobisk og selvoptaget«. Det vil blive misforstået. Hvis jeg er uheldig (eller heldig?), vil det måske endda blive misbrugt. Af nogen, der mener det modsatte af, hvad jeg prøver at sige, altså.

Og ja. Allerede her kommenterer jeg på min egen kommentar og ikke Bastkjærs essay. Det vil for nogle bevise, at overskriften »Meget ny dansk litteraturkritik er klaustrofobisk og selvoptaget« er et straight og sandt udsagn, der beviser sig selv. At det viser, at litteraturkritikken er indforstået. Og det er den måske. Men nogle gange er den måske også nødt til at være det. At henvende sig til dem, der allerede har læst litteraturen og den litteraturkritik, der kommenterer på den, er en måde at tale sammen på.

Det er en vigtig pointe, fordi jeg er enig med Bastkjær i, at meget dansk litteraturkritik bliver dum, når for skarpt skårede overskrifter og hurtige meninger erstatter en kritik, der, som Bastkjær gør, langsomt læser litteraturen. I den forstand er min overskrift ironisk ment. Samtidig er overskriften slet ikke ironisk. Jeg mener nemlig ikke det modsatte af, hvad jeg siger. Jeg mener, at begge udsagn er sande. Men forklarer denne selvoptagethed, hvorfor noget ny dansk litteratur – og noget kritik – ikke er god? Det spørgsmål efterlader essayet mig med, og jeg er egentlig glad for det.

De jeg’er, vi møder i meget ny dansk litteratur, er, som Bastkjær så systematisk fører bevis for, meget optagede af sig selv, omend på forskellige måder. Selvoptagethed, skriver Bastkjær, »er at miste blikket for den anden, eller at ville styre, hvordan andre ser en«. Mens selvbevidsthed som en anden og bedre kvalitet er »at forsøge at forstå sit forhold til andre«.

Med og mod hårene

Bastkjærs udgangspunkt er, at hans læsning af bøger af Johan Davidsen, Caspar Eric, Theis Ørntoft, Daniel Dalgaard, Pernille Abd-El Dayem og Maja Lee Langvad gjorde ham »underligt rastløs«. I sit essay fører han dem tilbage til selvoptagetheden. Jeg får også de følelser af rastløshed, af kedsomhed og klaustrofobi. Jeg har også været besværet af flere af dem. Jeg savner ligesom ham litteraturkritik, der læser dem bedre, både med og mod hårene.

Men besværet er for mig pointen. Det er her, jeg altid kommer til at tænke på forfatteren Christina Hagen, der har sagt, at god litteratur ikke er den, du gerne vil have. Bastkjærs essay er godt, fordi han lægger sit besvær frem. Det er ikke godt, fordi de læsninger, han laver, er gode. Jeg siger ikke, at hans læsninger ikke er gode. Han har jo f.eks. helt ret i, at de forskellige jeger er selvoptagede. For mig er det interessant, hvordan Bastkjær læser sine egne læsninger, altså læser sig selv: Han keder sig, mens han læser, og læser ind i sin egen kedsomhed, at bøgerne er kedelige. Han læser, at jegerne er selvoptaget (enig), og læser det, som at bøgerne også er det (uenig).

Han skriver også, at han er blevet vant til ikke »at føle sig beslægtet med det, der foregår i dansk litteratur«. Jeg tænker, at han måske er mere beslægtet med det, end han selv tænker. Hans kritik af det selvoptagede bunder i de følelser, det giver ham af, at bøgerne ikke henvender sig til ham. Jeg siger ikke, at Bastkjær er selvoptaget. Eller lidt gør jeg jo.

Men jeg synes netop, at det er fint at læse så følsomt og ærligt. Jeg tænker også, at hans læsning stopper ved de følelser. At det er derfor, han har det anderledes med bøgerne, end jeg har. Måske er han slet ikke selvoptaget nok! Eller: Måske er Bastkjær en selvbevidst læser, når han læser med egne følelser som kritisk kriterium, men ikke bevidst nok om det?

Bastkjærs skelnen mellem selvoptagethed og selvbevidsthed virker rigtig, men jeg er ikke sikker på, at det er så enkelt. Betyder det, at jeg’erne i bøgerne er selvoptaget, at bøgerne også er det? Jeg tror ikke, at det er nok at skelne mellem selvoptagethed og selvbevidsthed. Jeg tror også, man må skelne mellem jeg’ernes selvoptagethed og bøgernes selvbevidsthed.

Når Bastkjær skriver, at fortælleren i Davidsens punktroman formidler jeg’ets selvoptagede følelser ved at hente sine følelser ind i form af citater fra bl.a. tv-serien Mad Men og en Joseph D’Agostino-koncert – der som Bastkjær skriver »handler om at sige farvel ’by depressing the absolute shit out of you’« – modsiger det for mig hans anden pointe om, at jeget – og bogen med det – lukker sig selvoptaget om sig selv.

Peger jeget og bogen ikke netop ud af sig selv, når det og den, som Bastkjær skriver, »låner (…) sit følelsesmæssige forløb fra citater«? Davidsens bog kører i tomgang, det er jeg enig i. Men er det ikke netop det, der formidler jegets oplevelse af at køre i tomgang? Jeg tænker med andre ord, at der er brug for et lag til i læsningen.

Ligesom Bastkjærs essay ikke er godt, fordi det siger noget ’godt’, er bøgerne måske heller ikke gode, fordi de siger noget ’godt’. Nogle af bøgerne er gode, synes jeg, og nogle mindre gode. Men det er ikke deres selvoptagethed, der forklarer det. Jeg burde måske bare have lavet en læsning af bøgerne, der lige så systematisk som Bastkjær viste, at de er selvbevidste frem for selvoptagede. På mange måder er det det, vi har brug for, og ikke læsninger af læsninger af læsninger. Men det ville ikke illustrere det spørgsmål, som Bastkjærs essay efterlader mig med, nær så godt: Kan man læse så straight, som Bastkjær gør, hvis bøgerne ikke selv siger det straight? Vi er alle sammen beslægtet, tror jeg.

Serie

Er ny dansk litteratur selvbevidst eller selvoptaget?

I essayet Dvale, dominans og klaustrofobi skriver litteraturkritiker Martin Bastkjær gennem en række værklæsninger om selvbevidsthed og -optagethed i dansk litteratur.

»For mig handler selvbevidsthed om at forsøge at forstå sit forhold til andre, mens selvoptagethed er at miste blikket for den anden, eller at ville styre, hvordan andre ser en,« lyder det. Vi taler med nogle af de fremhævede forfattere om, hvordan de selv tænker om deres litteratur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Morten Hjerl-Hansen
Bjarne Toft Sørensen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Filosofisk set gemmer der sig endnu flere spørgsmål i og hihi ved siden af Martin Bastkjærs sondring mellem selvoptaget og selvbevidst.

A) Kan den selvkredsende litteratur "vise vejen" til et rigt liv med hinanden masser af kærlighed, ånd og fællesskab? Det kan den vel, såfremt vi som læsere og mennesker føler os mødt af den selvkredsende litteratur i vores egen ensomhed og dermed bliver bedre udrustet til at "negere os frem til et rigere liv".

Kedsommelig litteratur må være når den behandler noget eksistentielt vigtigt på en måde der føles forkert eller hihi helt ude i skoven. Det kan den blandt andet gøre ved at betragte ensomhed som den eneste sorg i livet, selvom der er fem: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest. Johan Davidsens bog berører i rigt mål sorgerne 2 og 5, tilmed på en menneskekærlig måde. Sorg 4 berøres ikke for det er bogen simpelthen ikke lidenskabelig nok til. Men hvad jeg især savner er at sorg 3 ikke berøres. Det er bogen simpelthen ikke sprogligt og filosofisk og sprogfilosofisk vågen nok til: Sproget er præcist, men det flyder for monotont og selvfølgeligt.

B) Er der ukonstruktive og negative modetendenser i den selvkredsende litteratur, der gør at den leverer kunstneriske argumenter for at grundlaget for at få et rigt liv med hinanden med masser af kærlighed, ånd og fællesskab ikke er tilstede eller er blevet opløst af samfundet, som det er blevet?

Ja.

Hihi.

Helt 100 procent!

Mette Høeg kan dermed med en vis ret kalde dagens danske litteratur for blodfattig, tam, uvedkommende og livsfornægtende.

Men hun overser at ensomhed er den næststørste sorg. At nægte det, at nægte at den er et personligt kunstnerisk studie værd er umodent og mindst ligeså livsfornægtende.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er enig med kommentaren på stort set alle punkter. Den påpeger en række af de elementære fejltagelser, man kan begå, i forbindelse med litterær vurdering, og som Bastkjær begår.

Eksempler: Et værk er ikke kedeligt, fordi man keder sig, mens man læser det. Det siger noget om én selv, men ikke nødvendigvis om værket. Tilsvarende kan man ikke tilskrive et værk de følelser, som man umiddelbart får ved at læse det, f.eks. at et værk er selvoptaget, hvis man føler, at det ikke henvender sig til én. Det er her også vigtigt at skelne mellem fortællerens udsagn og værkets udsagn, f.eks. at skelne mellem jeg´ets selvoptagethed og værkets selvbevidsthed.

Men hvorfor skrive en så forholdsvis lang og kompliceret kommentar for at forklare noget ret elementært?

Jeg forstår heller ikke glæden ved at blive efterladt med nogle forholdsvis enkle spørgsmål på baggrund af Bastkjærs fejltagelser.

Det, jeg ville have foretrukket, var en grundig litterær vurdering af de pågældende værker, hvor kritikeren fremhævede værkernes æstetiske kvaliteter eller mangel på samme, og hvor kritikeren efterfølgende gjorde opmærksom på, i hvor høj eller ringe grad værket levede op til vedkommendes personlige æstetiske præferencer i forbindelse med litteratur. For selvfølgelig må en kritiker, ligesom andre, have personlige æstetiske præferencer.

Desværre er der en tilbøjelighed til, at kritikere sammenblander de to ting, og her er der for mig at se et problem, hvis en kritiker helt bevidst gør det og betragter det som et vilkår for kritikken, i stedet for i hvert fald at have en intention om at forsøge at holde de to ting adskilt.

Andre former for vurdering, f.eks. i forhold til hvilke værker, der især er brug for i samtiden eller ikke er brug for, hører primært hjemme i andre sammenhænge, f.eks. i forhold til støtte til produktion og udgivelse af bøger og i forhold til forlagenes udgivelsespolitik.

Maj-Britt Kent Hansen

Desto mere man læser af K.U.R-M's indlæg, desto mere kører det i ring. Det begynder godt, men uklarheden er desværre tilltagende, som teksten skrider frem.

Bjarne Toft Sørensen

Hvorfor er det nødvendigt at tale så højpandet og snørklet om et forholdsvis lavpandet emne, som kommentaren gør det?

Når der står: "For mig er det interessant, hvordan Bastkjær læser sine egne læsninger, altså læser sig selv: Han keder sig, mens han læser, og læser ind i sin egen kedsomhed, at bøgerne er kedelige. Han læser, at jegerne er selvoptaget (enig), og læser det, som at bøgerne også er det (uenig)".

Som person, der har undervist i litterær vurdering, kan det undre, at det kan være interessant. Hvordan kan det være interessant, at Bastkjær begår helt elementære fejl ved vurderingen af litteratur? Hvorfor ikke sige lige ud, at det afslører, at han mangler helt elementær viden om og kompetencer, når det drejer sig om litterær vurdering?

Jeg er enig i, at det er fint at læse "fint og følsomt". Til gengæld er jeg uenig i, at "Bastkjærs essay er godt, fordi han lægger sit besvær frem. Det er ikke godt, fordi de læsninger, han laver, er gode".

Hvordan kan noget være godt, fordi et besvær bliver lagt frem, hvis det samtidig afslører, at essayisten mangler helt elementær viden om og kompetencer, når det drejer sig om litterær vurdering? I faglige sammenhænge er det typisk en begrundelse, der bruges, når betegnelsen middelmådig sættes på en præstation.

Derfor undrer det mig stadig, at Information kan finde på at bruge sin spalteplads, og oven i købet så meget af den, på et essay, der i den grad afslører manglende faglige kompetencer inden for litterær vurdering?

Efter at have læst essayet igennem tre gange, fordi Information åbenbart havde valgt at bringe det af grunde, som jeg i første omgang måtte have overset, var jeg mildest taget rasende på avisen.

Maj-Britt Kent Hansen

Er det "fagfolk", der blot skriver til hinanden? Den fornemmelse kan man jo godt få, når det, som kunne siges enkelt, gøres så fortænkt, som tilfældet er.

Bjarne Toft Sørensen

For mig at se er det vigtigt at fastholde en skelnen mellem faglige æstetiske vurderinger af litteratur og vurderinger af litteratur ud fra personlige præferencer. Simpelt hen for at sikre den litterære institutions overlevelse på længere sigt som noget andet og mere end en ren brancheorganisation, styret af økonomiske interessenter.

Min erfaring med holdningerne hos personer, der beskæftiger sig med marketing, er at de overvejende betragter en sådan skelnen som et forsøg på fra en lille intellektuel elite at fastholde nogle særlige privilegier, og at der for dem at se ikke er fagligt belæg for en sådan skelnen.

For dem er markedet den vigtigste kilde til vurdering af litterær kvalitet. Kunden har altid ret. Det kan simpelt hen aflæses i antal solgte eksemplarer. På den måde bliver skønlitteratur reduceret til en vare på lige fod med charterrejser og vaskepulver.

Lignende tanker ligger bag, når kulturredaktionen på Berlingske udpeger deres anmelderkorps, sådan som jeg har forstået det. Men forhåbentlig ikke på Information?

Det har chokeret mig, når jeg har mødt yngre forfattere, der gav udtryk for lignende tanker. Hvor udbredt er den opfattelse egentlig hos forfattere og yngre akademikere inden for kunst og kultur?

For nogen tid siden sagde jeg i en samtale med en velanset anmelder, at jeg var glad for, at skønlitteraturens område endnu ikke var underlagt markedets betingelser på samme måde, som det var tilfældet inden for f.eks. filmens og den populære musiks verden, altså noget der primært fik karakter af industri og blev styret af økonomi. Jeg fik at vide, at mit synspunkt var naivt, og at den forskel ikke længere eksisterede.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"At henvende sig til dem, der allerede har læst litteraturen og den litteraturkritik, der kommenterer på den, er en måde at tale sammen på".

I den sammenhæng har såvel forfattere, kritikere som medier et ansvar for, at debatten ikke bliver styret at mediepopulistiske interesser, hvad der med baggrund i samtidens komplekse mediesituation vil være en tilbøjelighed til.

Engagement og det at have de rette holdninger i bestemte sammenhænge og fora vil have en tilbøjelighed til at blive prioriteret højere end det faktisk at have kompetencer inden for de områder, hvor man udtaler sig, hvilket mange medier ser som en fordel med henblik på at højne deres salgstal.

Mudrede debatter, hvor alt på overfladisk vis bliver rodet sammen på et niveau, som akademikere og intellektuelle kan blive fortvivlede over (og dem er der jo ikke længere nogen, der gider høre på), bliver dominerende.

Undertiden bliver folk med kompetencer på området heldigvis hørt efter nogen tid, f.eks. Lars Bukdahl og Marianne Stidsen (når dagbladene har fået det, de er interesseret i), og niveauet bliver højnet og tingene sat ind i et lidt større perspektiv.