Virginia Woolf og Vita Sackville-West var kærester. Dyrkede de sex? Det gjorde de temmelig sikkert, for Vita var seksuelt udadfarende og jagtede andre kvinder. Imens levede hun i et langt og lykkeligt ægteskab med Harold Nicolson, der selv havde sine egne affærer ved siden af.
Hvad angår Virginia Woolf, var hun gift med Leonard Woolf i et harmonisk forhold, der havde sine øjeblikke af ømhed. Seksuelt samkvem med ham ser hun dog ikke ud til at have haft, men sexløse ægteskaber var (og er) ikke ualmindelige.
Disse forhold er værd at holde sig for øje ved læsning af Woolfs skelsættende roman, Orlando. Hvad Vita og Virginia sammen foretog sig i sengen, er ikke afgørende her. Men det er til gengæld den bemærkelsesværdige effekt, Vita fik på Virginias kunstneriske fantasi. For uden den hede kærlighedsaffære mellem de to var Orlando aldrig blevet skrevet, og så ville verden have været en fantastisk roman foruden. Som Woolf skriver i et dagbogsnotat: »En biografi, der begynder i år 1500 og fortsætter frem til dag, med titlen Orlando. Vita – blot med et kønsskifte.«
Orlando er den første roman om et kønsskifte, men ikke den første litterære tematisering. Ovids Metamorfoser anslår også samme tema i sin både legende og seriøse gennemgang af formernes foranderlighed – navnlig de menneskelige former, som når mennesker bliver til træer eller dyr, eller guder omskaber sig til mennesker for at forfølge deres kærlighedsinteresser.
I 1001 nat findes også eksempler på både kønsskifte og figurer, der klæder sig ud som det modsatte køn. Shakespeare elskede kønsgækkerier og crossdressing. Og da det i den gamle bardes tid var kvinder forbudt at optræde på teaterscener, blev hver en kvinderolle til en drag-figur, og hver romance til en bromance.
Det er sandsynligt, at titlen på Woolfs roman er taget fra kærlighedskomedien Som man behager, hvor heltinden Rosalind forklæder sig som Ganymedes og på den måde lærer den mand, hun elsker – Orlando – at genelske.
Vita Sackville-West holdt af at klæde sig ud som mand og kalde sig Julian. Friheden i mandlig klædestil og mandeprivilegier vendes på dog hovedet i Woolfs biografi, da Orlando som kvinde opdager, hvor besværlige dragter hun må bære, og hvor begrænsede hendes friheder viser sig at være.
Tvivl om køn
Woolfs Orlando begynder sin rejse som en ganske ung mand, der bor i Knole – det store hus i Kent, som Sackville-West ikke kunne arve, fordi hun var kvinde. Romanen begynder med den berømt uforsigtige sætning: »Han, for der kunne ikke være tvivl om hans køn …« hvorpå resten af romanen går med præcis at drage kønnet i tvivl.
Orlando tager sin kønstransition med ophøjet ro, som den er kommet, og sætter straks ord på en dyb sandhed: Da Orlando første gang ser sig selv som en hende selv, siger hun: »Nyt køn. Samme person.«
At skifte køn havde i forfatterens samtid store juridiske og sociale konsekvenser. Mange af de mænd, Woolf kendte, herunder hendes mand Leonard og hendes søster Vanessas mand, Clive Bell, var uddannet i Cambridge, mens både Virginia og Vanessa var blevet hjemmeskolet – den gængse metode for piger fra overklassen. Andre piger modtog næsten ingen skolegang.
Da Woolf skrev på Orlando, var det kun få år siden, over otte millioner britiske kvinder i alderen fra 30 og op havde opnået stemmeret (i 1918, red.) For mænd var stemmeretsalderen sat til 21 år. Først i 1928, i året for romanens offentliggørelse, fik alle kvinder over 21 endelig stemmeret på lige fod med mænd. Men adgang til uddannelse for kvinder vedblev at være et problem, især adgang til de højere uddannelser.
Cambridge nægtede kvinder akademiske grader, og de to Cambridge-colleges for kvinder, Newnham og Girton, der blev grundlagt og finansieret af kvinder, kunne alene tilbyde undervisning, ikke akademiske grader – frem til 1948 var det højeste, en kvinde kunne håbe på, en såkaldt titulær grad, af vittige hunde blandt Cambridge-mænd omdøbt til en tit-grad (tits = ’babser’).
Sit eget værelse
Mindre end 14 dage efter Orlandos udgivelse tog Woolf til Girton for at holde det andet af sine to foredrag med titlen Women and Fiction. Ugen før var hun i Newnham. Woolf omredigerede sine foredragsmanuskripter til det banebrydende polemiske essay, Sit eget værelse, der blev offentliggjort i 1929. Hun medtog skildringer af to kontrasterende oplevelser: en overdådig frokost på King’s College med nogle af sin mands venner, efterfulgt af en mere spartansk middag i Girton.
I sin dagbog skrev hun: »Forsultede, men tapre unge kvinder … Hvorfor skulle hele denne pragt, hele livets luksus alene udøses over Julianer og Franciser og aldrig over Elsaer og Margareter?« Woolf var stærkt optaget af de sociale og økonomiske forskelle mellem kønnene – forskelle, der efter hendes opfattelse var fordomme maskeret som fakta om livet. Orlando havde været med til at bane vejen for denne mere alvorlige, mere kritiske udforskning. Hovedpersonen bruger hundredvis af år i et forsøg på at genvinde sin ejendom og kontanter, konfiskeret i henhold til loven.
I Sit eget værelse beder Woolf læseren tage stilling til følgende spørgsmål: Hvorfor drikker mænd vin og kvinder vand? Hvorfor er det ene køn velstående og det andet så forarmet? Hvilken effekt har fattigdom på skønlitteraturen? På poesi? Hvilke betingelser er nødvendige for at skabe et kunstværk? Hun havde allerede stillet disse spørgsmål i Orlando.
Om 100 år
Orlando er digter – måske ikke en specielt god digter – som mand kan man blive taget alvorligt som selv en middelmådig forfatter, hvor selv de bedst skrivende kvinder må kæmpe hårdt for at blive bemærket. Alligevel må vi bare fortsætte med at skrive, pointerede hun over for de unge kvindelige tilhørere i Cambridge, for om 100 år, når vi har fået vores eget værelse og egne penge, vil der ikke være flere kønsbestemte grænser for en kvindes evner og kreativitet.
Orlando er blevet affejet som et for let og for fabulerende et værk og som en kunstnerisk mindre vellykket, mindre væsentlig bog end Fru Dalloway og Til fyret. Det mener jeg, må bero på en fejllæsning. Tværtimod var bogen langt foran sin tid med hensyn til kønspolitik og fremskridt i ligestilling. Man kan bare sammenligne den med en anden transseksuel roman på engelsk, der udkom samme år, Radclyffe Halls Well of Loneliness.
Radclyffe Hall, der hellere ville kaldes John blandt venner, var en rigid lesbisk forfatter, der var af den opfattelse, at kvinder, der elskede andre kvinder, var født i den forkerte krop. Derfor var alle lesbiske dømt til evig lidelse. Hendes roman kan anskues som et deprimerende modstykke til Orlando. Prosastilen er forfærdeligt opstyltet. I tilslutning til sexologen Havelock Ellis kalder Hall lesbiske for inverts (’spejlvendte’ eller ’omvendte’, red.).
Halls roman blev forbudt i Storbritannien, og det kom til en retssag. Woolf gik med til at vidne til fordel for kunstnerisk ytringsfrihed og mod censur, men kviede sig ved, at udtale anerkendende ord om Hall-romanens litterære værdi. Med god grund, og den er i dag med rette glemt.
To romaner. Samme år. Samme kontroversielle emne. Vi husker og læser stadig Woolf, fordi hun kunne skrive og charmere os, fordi hun var sjov. Fordi hun var forelsket, og fordi hendes stil flyder så let og elegant – og måske derfor lykkedes det hende at afværge censorer. Hun fortæller os om en helt, der bliver til en heltinde, som elsker kvinder og mænd, gør oprør imod systemet. En heltinde, hvis erfaringer spejler erfaringer hos virkelige kvinder fra den tid, der havde affærer med andre kvinder og gik i opera om aftenen med kort glat frisure, røg cigaretter og brød med konventionerne for god opførsel.
Trodsig gestus
Well of Loneliness styrker alle deprimerende stereotyper om køn og seksuel lyst. Den blev forbudt. Orlando sprængte alle stereotyper i stykker – og blev bestseller.
Orlando trodsede også de sædvanlige litterære kategoriseringer. Woolf kaldte bogen en biografi – det er ret beset en roman. Det var samtidig en trodsig gestus rettet imod hendes afdøde far, Sir Leslie Stephen, den victorianske patriark, der havde været redaktør for Dictionary of National Biography, en blå bog alene forbeholdt hvide heteroseksuelle mænd. Kvinder eksisterede simpelt hen ikke i DNB. Woolfs far var en højt placeret autoritet med magt til at slette kvinder fra historien. Nu slog Woolf tilbage. Hun foregreb en postmoderne modus, hvor fakta og fiktion, historie og fantasi blandes sammen. I dag er vi vant til den slags, men hun var vores pioner.
Når Woolf sender Orlando gennem historiens epoker og geografiens kontinenter, giver hun sig selv en frihed til at udforske de forskellige tidsaldre i England og kvinders foranderlige rolle.
»Kunne du mærke en slags knæk, som om din hals blev brækket sidste lørdag klokken fem minutter i 13?« skrev Woolf til Sackville-West, da hun havde sat det sidste punktum i sin bog den 20. marts 1928. Woolf havde selvfølgelig dedikeret bogen til hende og sendte hende et eksemplar på udgivelsesdagen, den 11. oktober 1928. Deres kærlighedsaffære var på det tidspunkt tæt på at ebbe ud. Men den havde stået på i tre intense år, begyndende i julen 1925, og inspirationen fra Sackville-West kom til at ændre Woolfs måde at tænke og skrive på. Den udvidede dermed også skønlitteraturens udtryksregister og ansporede tillige til tankerne i Sit eget værelse om, hvordan kvinder kan ændre verden med deres skrift. Ikke ringe for, hvad hun selv kaldte »en lille bog.«
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
Virginia Woolfs ’Orlando’ iscenesættes på Betty Nansen fra 14. september - 13. oktober 2018.
’Orlando’ udkom sidste år på dansk på forlaget Rosinante, nyoversat af Karsten Sand Iversen.
Udstillingen ’Orlando at the Present Time’ – med samtidige kunstneriske tolkninger af Woolfs Orlando, kan ses på Charleston i byen Lewes (16 km fra Brighton på den engelske sydkyst).
