Læsetid: 7 min.

Det rasende ’jeg’ taler altid til et ’vi’

Man kan altid gå tilbage til Hegel, hvis man vil forstå, hvordan mennesker kan blive frie
Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831).

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831).

Ritzau Scanpix/Maleri af Julius Ludwig Sebbers

21. september 2018

Man kan gøre spørgsmålet om menneskets frihed meget enkelt. Man kan for eksempel antage, at mennesket er frit, hvis det ikke er undertrykt. Og så handler kampen for frihed om at gøre op med de autoriteter, som bestemmer over mennesket, og de instanser, som holder os nede.

Det er for venstreorienterede blevet formuleret som en kamp mod patriarkatet, som gjorde kvinder og børn til familiens undersåtter.

Mod arbejdsgivere, som underbetalte arbejderne og behandlede dem som dyr, man kunne beordre til de mest ubehagelige opgaver uden rettigheder og beskyttelse. Mod moralister, som ville have os til at skamme os over vores seksualitet og skjule vores kroppe, og mod hvide, der holdt sorte som slaver, nægtede dem stemmeret og forviste dem til deres egne bænker, busser, skoler og borde på restauranter.

For højreorienterede er kampen for frihed ofte blevet defineret som en kamp mod den stat, som regulerede borgerne gennem et bureaukrati af regler og cirkulærer og administrative begrænsninger. Og mod skattetrykket, som tager flest penge fra dem, som tjener mest og således skulle straffe det entreprenante menneske.

Denne forestilling om frihed er politisk effektiv, fordi man kan formulere frigørelsen som et opgør mod én undertrykker, samle folk til demonstrationer og skrive sange og taler, som mobiliserer til kamp.

Men sagen er, at man godt kan være fri fra undertrykkere, skatter, patriarker, diktatorer og moralister og stadig være et ufrit menneske. Det er en forudsætning for frihed, at man ikke er undertrykt, men det skaber ikke menneskelig frihed i sig selv.

Friheden kræver nemlig også positive rettigheder: Man skal være fri til at kunne sige, hvad man mener, og fri til praktisere det, man tror.

Således er den klassiske forestilling om to former for frihed, den negative frihed fra undertrykkelse og den positive frihed til at handle i overensstemmelse med det, man finder fornuftigt.

Men disse forestillinger om frihed er forenklede og egentligt misforståede, fordi de underkender, at friheden for det enkelte menneske kun kan udøves i et fællesskab med andre. Mennesket er ikke frit i naturen, og intet menneske kan være frit, hvis det er alene.

Hvis man således anerkender, at spørgsmålet om menneskets frihed ikke er meget enkelt, men derimod temmelig kompliceret, ender man nemt med at søge tilbage til den tyske historiefilosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel, som levede fra 1770 til 1831.

Det har vi set hos så forskellige tænkere i vores samtid som sloveneren Slavoj Žižek, tyskeren Axel Honneth, amerikaneren Francis Fukuyama og canadieren Charles Taylor.

De har alle gennem årtier udviklet deres tanker om et frit samfund i en stadig samtale med Hegels skrifter. Og vi har for nylig fået to nye bøger, hvor adskillige internationale filosoffer genlæser Hegel for at stille spørgsmålene om filosofien, historien og menneskets frihed på ny.

Tænkere som John McDowell, Sally Sedgwick, Christoph Mencke, Axel Honneth og Jonathan Lear har leveret bidrag til den fremragende antologi Hegel on the Philosophy in History, der er et festskrift til den amerikanske hegelianer Robert Pippin. Og Terry Pinkard, som tidligere har udgivet en omfattende biografi om Hegel, har skrevet bogen Does History make sense? Hegel on the Historical Shapes of Justice.

Hegel er i flere henseender, som Pinkard gør opmærksom på, en uantagelig tænker for os i dag. For ham er den virkelige historie Vestens historie, og det objektive mål for historien er i Hegels tænkning de vestlige, borgerlige samfund.

Afrika skriver han helt ud af historien, og han henviser i sine forelæsninger over historiens filosofi kun kortfattet, ofte nedladende til kinesere, persere og indere. Han betragtede grundlæggende afrikanere og orientalere som »mislykkede europæere«, anfører Pinkard. Hegels verdenshistorie er således Vestens historie baseret på fordomme og mytologiske karikaturer af de andre.

Han har et reduktionistisk syn på verden uden for Vesten, men han udvikler til gengæld en avanceret forståelse af betingelserne for frihed i de moderne vestlige samfund:

»Hegel argumenterer ikke for, at alting derfor er fuldstændig i orden i den moderne verden,« skriver Pinkard.

Han var optaget af at vise, at alle de relevante dele, som skulle til for at skabe et samlet menneskeliv, var til stede i det moderne Europa. Mennesket har vidt forskellige behov og forskellige fornuftige anlæg, som kræver forskellige betingelser for at blive realiseret.

Man skal groft sagt have kærlighed i familien, beskyttelse i staten og mulighed for selvudfoldelse på markedet. Og Hegel så det som sin opgave at samle de forskellige elementer i en filosofi, der afdækkede det, han kaldte den »objektive frihed«. Det er betingelser i vores omverden, som skal være til stede for, at vi kan blive de mennesker, vi gerne vil være.

Hvis vi for eksempel vil realisere os selv som forældre, drage omsorg for vores børn, knytte bånd mellem generationerne og skabe troskab og tillid, er vi afhængige af en institution som den borgerlige familie. Den kan forhandles, og den kan forandres, men vi kan ikke opfinde familien alene som selvstændigt menneske i verden. Vi er afhængige af, at historien har udviklet nogle praksisser og institutioner, som vi kan træde ind i.

Hans pointe er ikke, at familien er skabt som den sande ramme om menneskets naturlige tilbøjeligheder. Den er derimod, at familien giver nogle bestemte former, hvori mennesket kan kultivere og udtrykke sine behov på en bestemt måde.

På samme måde anskuer han det frie marked som et andet særligt felt i samfundet, hvor mennesket kan realisere andre sider af sit potentiale. Det er her, man gennem konkurrencen med andre kan overskride sig selv og præstere noget, man ikke troede, man kunne. Man udvikler sin egen karakter og sine egne færdigheder gennem deltagelse på markedet. Men familien med kærlighed og troskaben og markedet med konkurrencen og selvudfoldelsen er ikke nok.

Der skal for det tredje også være en stat, som sikrer vores rettigheder som borgere, beskytter familien og sætter rammer for markedet. Staten skal være en retsstat, hvor reglerne er principielt universelle.

Pinkards anliggende er at afdække sammenhængen mellem retfærdighed og frihed.

De kampe, som har drevet historien fremad og udviklet nye institutioner, fælles antagelser, praksisser og rettigheder, er således ikke, som det ofte hedder om Hegel, kampe for anerkendelse. Det er ifølge Pinkard kampe, hvor personlig frihed og fælles retfærdighed har været knyttet sammen i forskellige krav til familien, markedet og staten.

Axel Honneth giver i sit bidrag til festskriftet til Robert Pippin et andet eksempel på denne sammenknytning: Den, der rasende i den offentlige debat siger, at »jeg vil ikke finde mig i det«, taler altid til nogen.

Den individuelle frihed til at sige, hvad man mener, er kun meningsfuld, hvis andre hører det og forventes at ville reagere på det. Man kan godt definere den individuelle frihed enkelt og negativt og sige, at den protesterende ikke er undertrykt og har ret til at sige sin mening.

Men det afgørende for, om protesten virker, er, at der er en oplyst offentlig samtale og en demokratisk retsstat, som ikke kan ignorere sine borgeres krav. Og ikke nok med det: Det kræver også, at borgerne deler de samme forestillinger om rigtigt og forkert og bekender sig til nogle fælles principper for fællesskabet. Det er ikke bare objektive institutioner, men en slags kulturel konsensus.

Da den tunesiske gadesælger, hvis aktion indledte Det Arabiske Forår, satte ild til sig selv i protest mod, at han ikke kunne få lov til at drive sin forretning, var han afhængig af, at andre delte opfattelsen af, at alle bør have ret til at drive deres egen forretning. Selv en så ultimativ individuel aktion kan kun realiseres, hvis den bliver afkodet af andre som et socialt tegn, de forstår, og en uretfærdighed, de finder alarmerende.

»Det fremgår således,« skriver Honneth, »at vi kun kan realisere vores demokratiske frihed gennem en fælles proces, hvor det, vi forstår som individuelle udtryk for holdninger, er forskellige bidrag til et fælles projekt, som handler om at identificere, hvad vi vil i fællesskab.«

Det er jo for så vidt temmelig banalt, at friheden til at sige sin mening er knyttet til bevidstheden om, at nogen lytter og handler. Og det virker på den baggrund forbløffende, at så mange kan blive ved med at dyrke ideer om, at mennesker kan blive frie alene, hvis de bare slipper for deres undertrykker. Men det er ifølge John McDowell netop, fordi vi er vokset op i moderne demokratiske samfund, hvor vi tager det, Hegel kaldte den objektive frihed, for givet:

»Det særlige ved moderniteten er, at i det moderne sociale og politiske liv er ubetinget selvbestemmelse for første gang en virkelighed mulighed.«

Sagt på en anden måde, til trods for sine frygtelige fordomme og åbenlyse begrænsninger havde Hegel ret i, at det moderne samfund leverer enestående sociale betingelser for individuel frihed. Men også i, at netop på de præmisser ville nye former for ufrihed blive skabt, som kræver, at vi bliver ved med at se på frihedens elementer forfra.

Rachel Zuckert & James Kreines (red.): ’Hegel on the Philosophy in History’. 260 sider, 73 US dollar.

Terry Pinkard: ’Does History make sense? Hegel on the Historical Shapes of Justice’. 288 sider, 48 US dollar.

Det besynderlige ved dem, der så intenst som filosoffen Karl Popper ønsker at forsvare det åbne samfund, er lige præcis, at de er mere end villige til at opgive de idealer, det åbne samfund stiller for dialog og rationelt argument, hvis bare de kan få lov til at bekæmpe dets fjender
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
  • Poul Genefke-Thye
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener, Poul Genefke-Thye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Frihed? Vi er ikke palle alene i verden, derfor må begrebet frihed altid tænkes ind i den sociale relation.

Uden mad og drikke duer helten ikke - og prøvestenen for en forvaltningsramme er, om den tilgodeser borgernes basale overlevelsesbehov. Når det er tifældet og først da, kan vi begynde at tale om og studere frihed. Plads til alle der gir plads til alle. Enkelt og dog så svært.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Den individuelle frihed til at sige, hvad man mener, er kun meningsfuld, hvis andre hører det og forventes at ville reagere på det. Man kan godt definere den individuelle frihed enkelt og negativt og sige, at den protesterende ikke er undertrykt og har ret til at sige sin mening.

Men det afgørende for, om protesten virker, er, at der er en oplyst offentlig samtale og en demokratisk retsstat, som ikke kan ignorere sine borgeres krav..."

Tak for denne formulering, Rune Lykkeberg, den varmede!

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Maj-Britt Kent Hansen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Man kan dog sige, at dette perspektiv er blevet totalt forvredet i de 40 år, hvor vi ikke har talt om andet end skaldede 5% ikke-vestlige indvandrere - og at de 20%, som det ligger så meget på sinde, har fået lov totalt at løbe med diskursen og de politiske handlinger på dette område.
Imens er alle de strukturer, der har gjort os i samfundet relativt frie, lige og rige blevet gradvist nedbrudt for at bringe os tilbage i historien til et punkt i slutningen af 1800-tallet.
Så der er ikke bare brug for, at folk kan blive hørt og have effekt på politikken, der er også brug for, at de rent faktisk åbner munden og taler om det vigtige og virkeligt betydningsfulde.

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Det rasende ’jeg’ taler altid til et ’vi’" hedder i papirudgaven "Friheden er social".

Jeg ved ikke hvilken overskrift jeg bedst kan lide, at friheden er social er en central pointe, og formuleringen er prægnant men der er ligesom mere schwung over det rasende 'jeg'.

Hvad synes du, Maj-Britt?

Randi Christiansen

Jeg kunne ikke finde 'det rasende jeg' i artiklen. Ellers en lovende fyrighed ... nogt jeg har overset? Mellem linjerne?

Nå men jeg hørte i dag en samtale i klaus riskærs fredagsbar, hvor der var enighed om, at dansk forvaltningsramme er 'corporate governance'. Det er altså erhvervslivet, som bestemmer. Og derfor, konkluderede man, får vi aldrig rigtig skovlen under de store svindlere - som f.eks nuværende og tidligere topfolk i danske banks ledelse. De får et gyldent håndtryk, og så synes den potte at være ude. Læs karsten køllikers interessante betragtninger desangående :

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1832919390077888&id=10000079...

Den efterfølgende samtale var lige så prekær. Spørgeren undrede sig over den udenlandske indblanding i dansk politik, som foregår gennem schweizisk baserede firmaers - lars seier og tvede - økonomiske støtte til liberal alliance og nye borgerlige. Og klaus' tese er, at de med ligegyldige men folkeforførende temaer kaprer stemmer, og på den måde som en trojansk hest forankrer deres indflydelse på dansk forvaltning.

Når vi studerer frihedsbegrebet, må vi derfor se på forvaltningsrammen, der stadig tydeligere fremstår som den ene procents kleptokratregime, som udpiner det økologiske fundament samt stadig større befolkningsgrupper i biotop/habitaten.

Som sass larsen nåede at sige om den første redning af danske bank inden munden blev lukket på ham : 'danmarkshistoriens største røveri'.

Hvem kan redde stumperne af det danske folkestyre? Af et europæisk, et internationalt retssystem?

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Efter denne fine gennemgang af frihedsbegrebets udvikling gennem tiderne savner jeg nu alligevel det sidste nøk op tid vor tid. Er det ikke i sidste øjeblik, at vi begynder også at tale om frihed fra klimabekymring, frihed fra ufrivillig miljøforgiftning, frihed fra sorgen over det accellererende tab af natur og liv, frihed fra den uendelige ensomhed, der følger af at se frem til, at vores art ender med at blive den eneste, der klarer sig.