Læsetid: 4 min.

René Jean Jensen tilbragte seks år på et krydsordsforlag: ’Stavefejl var dødssynd nummer et’

Forfatter og oversætter René Jean Jensen tilbragte seks år som databaseredaktør for et krydsordsforlag, hvor han var med til at bygge krydsogtværser. Som kunstner kommer man ikke uden om at have en supplerende indtægt, siger han. I dag går han til hånde som havemand, når han ikke skriver bøger
Forfatter og oversætter René Jean Jensen tilbragte seks år som databaseredaktør for et krydsordsforlag, hvor han var med til at bygge krydsogtværser. Som kunstner kommer man ikke uden om at have en supplerende indtægt, siger han. I dag går han til hånde som havemand, når han ikke skriver bøger

Jesse Jacob

28. september 2018

»Jeg blev ansat som databaseredaktør på Krydsordsforlaget i begyndelsen af 00’erne og var der i næsten seks år. Mit arbejde gik ud på at lave krydsogtværser – eller i hvert fald skabe forudsætningerne for det. For eksempel ved at tjekke og opdatere databasens ordpar og sørge for, at kategorien ’jysk by’ blev parret med løsningsordet: ’Aarhus’.«

»Da jeg blev ansat, var der en del ordpar i databasen, som ikke længere var politisk korrekte og skulle skiftes ud. Hver gang der stod ’italiener’ eller ’spanier’ eller andre nationaliteter, var løsningsordet for eksempel: ’fremmed’. Ordet ’haleneger’ optrådte også i ordmængden. Så det var på tide at få hele databasen opdateret.«

»Der var også brug for at få lagt nye styringsredskaber ind, så redaktørerne for de enkelte krydsordsblade selv kunne udvælge de ordpar, de ville have med og fravælge dem, de ikke ville have med. Enkelte af redaktørerne havde bestemte ord, de ikke brød sig om. Vi havde for eksempel en berømt liste, der hed Fis, lal og numse-listen. Den bestod af ord, som en af redaktørerne på ingen måde ville se i sine krydser, og som derfor blev låst, når hun byggede krydsord.«

»Når jeg var på arbejde, kunne jeg på gode dage få sådan en Noas ark-agtig fornemmelse. Jeg følte simpelthen en forpligtelse til at få så mange ordpar som overhovedet muligt med om bord i databasen. Og jeg kunne blive helt glad, hvis det lykkedes mig at få en bestemt fransk flod med – eller noget andet, jeg kastede min tilfældige kærlighed på.«

»Jeg er i øvrigt langtfra den eneste forfatter, der har været igennem Krydsordsforlaget. Chefen for forlaget hedder i dag Jesper Wamsler, og han er selv forfatter. Derudover har både Palle Sigsgaard, Anders Abildgaard, Ida Marie Hede, Harald Voetmann og Martin Larsen arbejdet der – og Peter Højrup er der stadig.«

»På en helt almindelig arbejdsdag ville jeg måske møde ind klokken ni og gå i gang med at lave ordlister til et blad, der hed Find ord. Det var fuldt af tematisk opdelte opgaver, som gik ud på, at man skulle finde ord, der enten relaterede sig til ’bjerge’ eller til ’redskaber’, eller til hvad det nu kan være. Andre gange ville jeg sidde og bygge krydsogtværser ved hjælp af databasen. Jeg var blandt andet redaktør for et blad, der hed Hyggekryds, som var fuldt af ordspil og dermed det mest Kai Løvring-agtige blad i produktionen. Faktisk havde jeg et billede af Kai Løvring hængende over min plads for at minde mig om, hvilken slags blad jeg lavede.«

»Det værste, der kunne ske på en arbejdsdag, var, hvis en kunde ringede ind og påpegede en fejl. Især hvis det var en stavefejl. Det er dødssynd nummer et. Det må bare ikke ske i en kryds. Det bedste, der kunne ske, var til gengæld, hvis man kunne påpege, at det faktisk var kunden selv, der tog fejl, ved at henvise til en autoritet som Den Danske Ordbog, der viste, at der var flere stavemåder. Så kunne man sidde og hovere lige så stille for sig selv. De fleste, der arbejder med krydsord, sætter en ære i enten at finde fejl eller undgå fejl. Det er næsten en forudsætning for arbejdet. Men det er også en side af en selv, man nok ikke skal tage alt for meget med sig hjem. Man holder jo grundlæggende fest i sin egen pertentlighed.«

»Jeg kan ikke huske, at jeg selv har begået en fejl. Hvis jeg har, har jeg nok fortrængt det. Men der gik en gammel historie derinde, fra dengang man byggede krydsordene i hånden. Man begyndte altid øverst i venstre hjørne, hvorefter man arbejdede sig nedefter, og når man så kom til nederste højre hjørne, kunne det pludselig blive svært at få det hele til at hænge sammen. Derfor gik der en historie om, at man af og til – i nødstilfælde – fandt på at skrive nede i højre hjørne af krydsen: ’Endnu uopdaget flod’ – og så var svaret ligesom bare de bogstaver, der var i overskud. Men jeg ved ikke, om det bare var en vandrehistorie, og den gik i hvert fald ikke i min tid.«

»På mange måder var det et godt arbejde, men rent skriftligt var jeg udsolgt efter en lang arbejdsdag, hvor jeg udelukende havde beskæftiget mig med ord. Så da jeg fik det treårige arbejdslegat i 2008, sagde jeg op for at fokusere på mit eget forfatterskab. Men ellers har jeg stort set altid haft et bijob – det er en økonomisk nødvendighed som forfatter – og jeg har da også et nu. Jeg er havemand. Min kone er forstander på en tekstilskole i Holte, hvor vi også bor. Og der slår jeg så græs og fælder træer og den slags. Det fungerer. Jeg kan bedre koncentrere mig om at skrive, når mit bijob lægger beslag på mine hænder frem for mit hoved.«

Serie

Kunstnerens andet job

De færreste kunstnere kan leve af deres kunst. De fleste er afhængige af et andet arbejde ved siden af. På denne plads fortæller en række kunstnere om de bedste, værste, sjoveste og mest underlige bijobs, de har haft igennem tiden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
Maj-Britt Kent Hansen, David Zennaro og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Man holder jo grundlæggende fest i sin egen pertentlighed'

Her bliver jeg ganske enkelt i tvivl, om der menes, at holde fest i sin egen pertentlighed - det kan man muligvis godt?
Eller der skulle have stået 'fast', og der har sneget sig en fejl ind, i netop denne artikel? ;)

He he, det var ligegodt dælens - livslang læring :-)
Det lød også så spøjst, så jeg tænkte, der måske kunne være noget om det...

Jeg kan godt nok ikke finde udtrykket, men det må være mine ringe research-evner... :)

Maj-Britt Kent Hansen

Det var dog et sjovt job, men også et anstrengende et, forstår man.

Der er de alt for svære og de alt for lette kryds og tværs. Man skal ramme lige det rette niveau.
I et tidligere liv skiftedes min mand og jeg til at løse Politikens Søndagskryds. Alene kunne vi ikke nå helt til vejs ende - og der gik for meget tid med det. Teamwork var det vel. Vi sendte aldrig løsningerne ind, men følte en vis tilfredsstillelse ved handlingen. Som at få en kabale til at gå op.

Der skal en stærk karakter til ikke at blive fristet af en kryds og tværs i weekenden.

I min barndom kørte en flink ældre nabo på sin Velo rundt i København og afleverede løsningerne for ikke at betale porto. Og i mit navn. Og det hændte, at jeg vandt - og blev nævnt i ugebladet eller avisen.

Nu om dage synes jeg, at der er for meget (stadig Politikens) spørgsmål og svarhalløj i stil med: Hvilken flod løber gennem Ukraine? Hvad hed pladen XXX, som Abba udgav i 1976? Man skal jo være en slags "Master of Trivia" for at kunne svare. Og når nu man er typen, der IKKE vil "snyde" - ikke vil slå op, er man ilde stedt. I gamle dage var det mere ord for ord. Eller tager jeg fejl?

Men hvorfor er jeg aldrig blevet fænget af Informations krydsord? For tørre, for teoretiske? Men så da Hjemmets (er det vist) Humørkryds? For lette, for uinteressante. Og da slet ikke sjove. End ikke i sygesengen er det noget for patienten!

"Oh, at være en kryds og tværs, ingen kan finde, hvor er." Inspiration: Frank Jægers Oh, at være en høne ...