Læsetid: 8 min.

Skriften flyder fra røvhullet i Bjørn Rasmussens forfatterskab

Bjørn Rasmussen er tilbage i »bedste romanform« i sin tredje roman ’Jeg er gråhvid’, skrev Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i fredagens bogtillæg. Bjørn Rasmussens værker var en afgørende del af »den kropslige vending« i litteraturen, der fandt sted i starten af 10’erne. Og så skriver han ifølge en ny generation af digtere grænseløst om seksualitet og stigmatisering. Vi tegner et portræt af forfatterskabet
Fortællingen i Bjørn Rasmussens nyeste roman ’Jeg er gråvid’ er spundet sammen med forfatterens eget liv.

Fortællingen i Bjørn Rasmussens nyeste roman ’Jeg er gråvid’ er spundet sammen med forfatterens eget liv.

Malene Anthony Nielsen

18. september 2018

Det var en litterær begivenhed, da Bjørn Rasmussen i 2011 debuterede med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, en knap 100 sider lang kortroman om teenageren Bjørns sadomasochistiske forhold til sin ridelærer i Lemvig i Vestjylland. Romanen var en syret, sprogligt grænsesøgende, men alligevel utrolig medrivende coming-of-age story.

Anmelderne faldt i svime: Romanen var »dybt imponerende med sin sproglige og erotiske energi« ifølge Politikens anmelder, og i denne avis skrev Tue Andersen Nexø, at »Bjørn Rasmussen har skrevet en helt vild prosadebut, der på sine knap 100 sider sprænger alle rammer. Den er rystende, sitrende, skrøbelig, stensikker i sit sprog

Få måneder efter vandt Rasmussen Montanas Litteraturpris som den første debutant nogensinde. Litteraturkritiker og -forsker Lilian Munk Rösing var dengang med til at nominere bogen til prisen, og hun har siden brugt Bjørn Rasmussens forfatterskab i sin forskning. Hun husker tydeligt sit første møde med Huden:

»Jeg sad med den i et tog på vej fra Sverige og kunne simpelthen ikke lægge den fra mig. Det er sådan en prosa, der holder en i et jerngreb. Det er meget stærkt. Jeg tror, det har noget at gøre med det der meget fysiske nærvær, man føler – også i selve sproget. Man føler sig sanseligt, fysisk, kropsligt adresseret, ikke bare intellektuelt verbalt,« siger hun.

Også forfatteren Niels Henning Falk Jensby, der i 2016 vandt BogForums debutantpris for romanen Techno, husker sit første møde med Bjørn Rasmussens roman kort efter dens udgivelse. Niels Henning Falk Jensby fortæller, hvordan han var nødt til at melde sig syg fra sit arbejde, da han havde læst bogen. Han var lammet, fuldstændig blæst bagover:

»Jeg tror, det var der, jeg for første gang begyndte at interessere mig for litteratur. Altså hvor jeg ikke længere bare læste bøger, fordi jeg synes plottet var spændende, men hvor det var teksten som materiale, der begyndte at åbne sig for mig. Den oplevelse står meget klart for mig, som en pære, der lige pludselig blinker,« siger han.

Den svære toer

Bjørn Rasmussen er født i 1983 i Balleby i Vestjylland og tog afgang fra Forfatterskolen i København i 2011, samme år som Huden udkom. Han var dog allerede debuteret som dramatiker syv år inden med radiospillet Myg marcherer i sødt blod. Men det var Huden, der satte ham på det litterære landkort i Danmark.

To år efter succesen i 2011 udgav Bjørn Rasmussen punktromanen Pynt om en bulimisk skuespiller, der indlægges på psykiatrisk afdeling.

Bogen fik blandede anmeldelser og inkarnerede på mange måder ideen om den svære toer. Forventningerne var tårnhøje. Tue Andersen Nexø kaldte i sin anmeldelse Rasmussen »den nok vigtigste« forfatter i 10’ernes nye danske litteratur, men beskrev i samme tekst bogen som »skuffende« og »ikke vellykket«.

I 2015 udkom Rasmussens digtsamling, Ming, der vakte stor begejstring; den blev bl.a. nomineret til Nordisk Råds prestigefulde litteraturpris. Bogens titel er et kælenavn for Rasmussens far, Flemming, der døde af kræft, da forfatteren var 12. Mange af digtene er henvendt til Ming, som det poetiske jeg havde et kompleksfyldt forhold til.

I Ming står et af kendetegnene ved Rasmussens forfatterskab tydeligt frem, nemlig fornemmelsen af litterær collage, af sproglige lån.

I Huden lånte Rasmussen særligt fra andre litterære tekster, bl.a. Marguerite Duras, Christina Hesselholdt og Saint-Exuperys forfatterskaber. Men i Ming var der også f.eks. referencer til popkultur, fagbøger og jyske dialekter. Det er en af grundene til, at Ming var »helt utrolig svær« at oversætte ifølge den svensk-danske digter Johanne Lykke Holm, der i 2017 oversatte digtsamlingen sammen med digteren Tom Silkeberg:

»Det var anderledes end med mange andre forfattere, jeg har oversat,« fortæller hun. »Det var som om teksten skiftede form foran os. Først er den en popsang, så en elegi, så en bryllupstale, så kommer der et citat fra en sang. Vælg et hvilket som helst digt i Ming, og du vil finde et sted, hvor teksten f.eks. peger på noget, der er blevet sagt, noget, der befinder sig uden for tekstens rum. Det er en bog, som refererer på en helt vild måde.«

En grænseløs krop

Et af Bjørn Rasmussens faste greb er altså at låne tekst eller genrekonventioner andre steder fra og bruge dem uhierarkisk i sine tekster. Men det, hans forfatterskab især er kendt for, er at være en del af det, man i starten af 10’erne begyndte at kalde »den kropslige vending« i litteraturen. Forfattere som Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof, Kamilla Hega Holst og Bjørn Rasmussen begyndte alle at skrive om en flydende krop, en krop i opløsning.

De skrev om abjekter og med ideen om en ny tekstlig materialisme.

Lilian Munk Rösing fortæller, hvordan den kropslige vending kan ses som en reaktion på litteraturen fra årtierne før, hvor verden i høj grad blev anskuet som et udtryk for sproglige og kulturelle konstruktioner – hvor dens sanselighed så at sige blev holdt ud i strakt arm.

Hun beskriver Bjørn Rasmussen som »sprogmaterialist«, fordi hans forfatterskab gang på gang insisterer på det kropslige, det sanselige og det materielle.

»Og så insisterer han også på, at sproget selv er en materie, at sprog også er stof,« forklarer hun. »På den måde sker der en form for grænseudviskning mellem sprog og krop.«

Opløsningen af grænser er noget helt gennemgående for forfatterskabet, forklarer Lilian Munk Rösing. Ikke kun mellem krop og sprog, men mellem ens egen tekst og andres tekster, mellem du og jeg, mellem tegnet og det, det betegner.

Niels Henning Falk Jensby genkender også denne grænseløshed i forfatterskabet. Men han fremhæver, at værkerne på trods af deres kompromisløshed, også altid er styret af »en vildt stram form«. Det vanvid, man kan finde på sætningsniveau, bliver altid rammesat af en velafgrænset form. Ligesom den udflydende, grænseløse krop også altid er styret og indrammet af huden, det elastiske hylster, der omgiver hele legemet.

»Det her med at forstå værket som en krop, der interagerer med andre kroppe og så også beskrive problematikker, der handler om krop. Det er jo nogle helt absurde metaniveauer,« bemærker Niels Henning Falk Jensby.

»Men det viser, hvordan det emne, der bliver behandlet på et rent tematisk plan i en tekst, på en måde står i et 1:1-forhold med det værk, man faktisk sidder med. Der er hele tiden en erklæret poetik. I Huden står der jo direkte at skriften flyder fra røvhullet.«

Ikke bare homolitteratur

Selvom kroppen tematiseres og aktivt bruges på et væld af måder i Bjørn Ramussens værker, er der et tilbagevendende fokus på den homoseksuelle erfaring.

I Huden er den unge Bjørns voldsomme og destruktive begær efter sin meget ældre ridelærer central for den store kærlighedshistorie, værket også er. I Lemvig, hvor karakteren Bjørn vokser op, er han nødt til at skjule sin homoseksualitet, og han ender med at flygte til København for at arbejde på et bordel.

Dog lever Huden ikke op til en klassisk forståelse af, hvad homolitteratur er, mener Glenn Bech Møldrup. Han er er elev på Forfatterskolen og en ivrig læser af Bjørn Rasmussens værker. Og så er han homoseksuel og ser flere paralleller mellem sin egen opvækst og Bjørns i Huden.

»Når jeg læser Bjørn Rasmussen, er det en påmindelse om, at vores historie også fortjener at blive fortalt, og at jeg, som homo, ikke behøver at skrive til et heteronormativt publikum, som gerne vil have en eller anden allerede defineret homo-historie om at springe ud, du ved, de der historier man normalt forventer.«

– Den slags historier køber Bjørn Rasmussen ikke ind på?

»Nej, jeg synes, han stiller sig med bar røv og spreder ballerne i forhold til vores forventninger om homolitteratur. Han vender det på hovedet ved at trække stof ind udefra: Duras, Sylvia Plath, fagbøger. Han undsiger sig en kategorisk læsning af Bjørns historie som en homohistorie fra Lemvig.«

Opvæksten i Lemvig er nemlig beskrevet med en forløsende ambivalens, mener Glenn Bech Møldrup. Ligesom det nogle gange kan forekomme, at der kun findes én bestemt historie om homoseksualitet, kan det samme være tilfældet med historien om den unge homoseksuelle mand fra udkanten, der flytter til byen og vender sit undertrykkende miljø ryggen.

»Jeg har tænkt mange gange, at for ham ville det ligge lige til højrebenet at vende ryggen til sit miljø i Lemvig, eller i hvert fald virkelig kritisere det, som man måske kan sige, Thomas Korsgaard har gjort det (i Hvis der skulle komme et menneske forbi, red.). Men det fine er, at han stiller sig et ambivalent sted, når han skal gå til det her.« 

»For mig, qua min opvækst, ville det også være nemmest bare at give dem et nakkeskud og udstille miljøet, men det er på en måde også bare for nemt. Der, hvor det er svært at skrive fra, er ambivalensen, der, hvor der også er kærligheden til overs for det. Og det skinner igennem i alle hans bøger.«

Dokumentarisk og fabulerende

Grænsedragningen mellem på den ene side forfatteren Bjørn Rasmussen og på den anden hovedpersonen Bjørn i Huden eller det poetiske jeg i Ming er bestemt ikke nem. Hvis det overhovedet giver mening at forsøge at adskille forfatteren Bjørn Rasmussen fra fortællerne i hans bøger. 

I torsdags udkom Bjørn Rasmussens fjerde bog dagbogsromanen Jeg er gråhvid, der handler om den 33-årige, aarhusbaserede forfatter Bjørn og hans følelser af panik og angst, da ægtemanden Jacob erklærer, at han gerne vil have børn med en kvinde.

Der er ingen tvivl om, at denne fortælling er fuldkommen spundet sammen med Bjørn Rasmussens eget liv. Men som Lars Bukdahl skriver indledende i sin positive anmeldelse af bogen i Weekendavisen:

»Det bliver så ligegyldigt med al den snak om autofiktion, når man læser et fremragende stykke heftigt og hektisk flammende skrift som Bjørn Rasmussens nye bog.«

Også i denne avis er anmelderen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, begejstret. I fredagens bogtillæg skriver hun om Jeg er gråhvid:

»Det synes virkelig at være romanen, der kan rumme og udfolde den flerstemmige sammensathed – af det dokumentariske og det fiktivt fabulerende, det inderlige, ironiske og indignerede, det dybt tragiske og komiske – og også den poesi, som Rasmussen rammer så overvældende originalt, når han er bedst.«

Bjørn Rasmussen læser op ved arrangement hos Politiken.
Læs også
bjoern_rasmussen_ming
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Steffen Gliese
Bjarne Toft Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

”Hvis det overhovedet giver mening at forsøge at adskille forfatteren Bjørn Rasmussen fra fortællerne i hans bøger”.

Det giver altid mening at skelne mellem forfatter og fortæller i en roman og et digt, eller mere præcist er det uinteressant, hvem forfatteren er, ikke som forfatter til værket, men som privatperson i forhold til værket. I hvert fald i første omgang, ved læsning og arbejde med værket. Så der må jeg umiddelbart erklære mig enig med Lars Bukdahl.

Den uvidende og autenticitetssøgende læser vil typisk have en oplevelse af, at en kilde til en fortælling er et troværdigt vidne, hvis der er tale om noget, som vedkommende selv har oplevet som en del af sit liv.

Personer med viden om historisk metode vil være bevidst om, at dette kun med forbehold er tilfældet, selv om kilden fortæller af et oprigtigt hjerte og som sådan skal tages alvorligt (som en humanistisk terapeut ville gøre det).

En kildes fortælling om noget, som vedkommende selv har oplevet som en del af sit liv, vil altid være udtryk for et perspektiv og en større eller mindre grad af selviscenesættelse og identitetsskabelse.

Principielt må man derfor også gå ud fra, at forfatteren kun til dels ved, hvem vedkommende selv er, hvis der er en uklarhed om, hvordan og i hvilket omfang der er et sammenfald mellem romanens eller digtets forfatter og fortæller.

Ydermere er det værd at tage i betragtning, at autofiktion som litterær fremstilling giver større frihedsgrader til forfatteren i tilknytning til spørgsmålet om historisk sandhed, end den biografiske fremstilling gør det.

Forfatteren som privatperson får betydning ved en biografisk tilgang til et værk i samtiden. Der vil den forskningskyndige på området ofte finde frem til ting, som forfatteren efterfølgende enten ikke vil vedkende sig eller vil tage til sig som en ny erkendelse om sig selv.

De fleste med kendskab til et forfatterskab kan heller ikke undgå til en vis grad at trække på deres kendskab til typiske træk i tidligere værker i en tilgang til et nyt værk fra forfatteren og kan med fordel gøre det, sådan som det ofte ses i dagbladskritikken. Men det er jo noget andet end en biografisk tilgang til værket.

"Skriften flyder fra røvhullet i Bjørn Rasmussens forfatterskab".. tjah, det der kommer ud af røvhullet (for nu at blive i den latrinære lingo, som tilsyneladende anvendes i dette medium) plejer jo ikke at være bedre værd, end at det havner i kloakken..