NEW YORK – Spike Lee har måttet høre på samme kritik i årevis: At han i alle sine film er besat af racespørgsmål.
Kritikken kan endda komme fra uventet hold: Da Spike Lee i 2000 erklærede, at store dele af afrikansk-amerikansk comedy og popmusik, især gangstarap, bevæger sig på samme klichéniveau som minstrel-shows – det vil sige på hvide ’blackface’-skuespilleres karikaturer af, hvad der blev anset som autentisk afroamerikansk kultur – udtalte den sorte skuespiller Jamie Foxx: »Jeg synes, han er kommet derud, hvor ingen gider høre efter. Han taler så meget om det samme, at han bare er blevet til den vrede fyr – den vrede sorte fyr.«
Spike Lee har i sin filminstruktørkarriere været konsekvent fortaler for, at Amerikas voldelige racistiske fortid nødvendigvis må være del af konteksten for fortællinger om Amerika, netop fordi så mange ikke bryder sig om at blive mindet om den.
I USA’s aktuelle politiske virkelighed med en præsident i Det Hvide Hus, som han kun omtaler som ’Agent Orange’, holder Spike Lee sig ikke tilbage. Samtidig, siger han, er folk begyndt at gense hans gamle film og få øje på ting, de før overså. Den fornyede interesse for hans filmværk afspejler sig også i, at filmpriskomiteer efter årtiers pause igen har fået øje på 61-årige Spike Lee.
»Jeg kan leve med at blive kaldt provokatør,« siger Lee og måler mig velvilligt med sit blik bag sine store signaturbriller, der er indfattet i et orange stel.
Privat er Spike Lee alt andet end ’den vrede fyr’, ja, faktisk har han let til latter.
»Det irriterer mig derimod konstant at blive omtalt som ’den kontroversielle instruktør’.«
Spike Lee vender sig imod karakteristikken, fordi den antyder, at hans primære ærinde skulle være at chokere. Det er det bestemt ikke, bedyrer han. I sine over 40 film fra 1986’s She’s Gotta Have It over Do The Right Thing, Malcom X og Clockers til Miracle at St. Anna har han alene ønsket at fortælle om »tingene, som de er«.
Mindestue
Mange af sine filmideer har Spike Lee fået i de to sammenlagte byhuse i brune mursten på tre etager med instruktørens kontor og filmstudie, der udgør hans hovedkvarter i Brooklyn, New York. Det ligger kun få blokke fra barndomshjemmet, hvor hans far, Bill – en jazzmusiker på 90 år – stadig bor.
Spike Lees kontor er indrettet som en hel lille mindestue for hans personlige helte og filmværk: Her er malerier og fotokunst, der hylder Jackie Robinson, Muhammad Ali, Malcolm X, Michael Jordan og Michael Jackson, og plakater for hans egne film. Det er, som om han bestandig kredser om de historiske ikoner som referencepunkter og holder nutiden op imod dem: Hvad har forandret sig? Hvad har ikke forandret sig?
Spike Lees seneste take på Amerika – BlacKkKlansman, som vandt den store pris ved årets Cannes Festival — er den sandfærdige historie om Ron Stallworth, den første sorte politiefterforsker, som gik undercover i Ku Klux Klan.
Historien begyndte på den ejendommelige måde, at Stallworth fra Colorado Springs Politi i 1978 i en lokalavis fik øje på en hverveannonce fra klanen. Han ringede på det angivne nummer, modulerede sin stemme og affyrede en skrøne af afsky over, at hans søster var begyndt at komme sammen med en sort mand.
Klanens hvervekontor bød ham velkommen som nyt medlem. Dog måtte han bruge en hvid jødisk kollega som stand-in ved fysiske møder og overlade det til denne at trække i hvid kutte ved ceremonier.
Stallworth forblev fremdeles aktiv over telefonen i samtaler med klanmænd, og sammen med sin partner fik de infiltreret Ku Klux Klan. Endda så effektivt, at han endte med ikke blot at blive udvalgt til ny leder af KKK’s lokale kapitel – han blev også over telefonen en priviligeret samtalepartner for David Duke, grand wizard for den hvide overherredømmebevægelse.
Brutale toneskift
De bratte brutale toneskift, som er så karakteristiske for Lees film, findes også i hans nyeste som en accentuering af en historisk ironi, der skal invitere publikum til at konfrontere ekstremerne i amerikansk snæversyn.
Lee er den komiske karikaturs mester, og filmens klanmedlemmer frembyder et righoldigt studie af racistisk stupiditet i fuldt omfang. Et resultat af den virkelige Stallworths og hans kollegas undercovervirksomhed blev afdækningen af et bombekomplot mod en bøssebar.
I filmen konspirerer klanen dog mod sorte studenteraktivister, der vil invitere Stokely Carmichael, et tidligere fremtrædende medlem af De Sorte Pantere, til deres campus, hvilket giver Lee lejlighed til at genbruge stilelementer fra blaxploitationfilmenes æra.
I de år, da Stallworth infilterede klanen, var Lee involveret i sit eget antiracistiske projekt – et historisk sammentræf, instruktøren ikke er blind for.
I sommeren 1980 fik Lees filmskoleklasse på New York University forevist D. W. Griffiths episke stormfilm fra 1915, Birth of a Nation – en film, der skildrer den rituelle hvide nationalismes opkomst, og som derfor er blevet et definerende kulturelt symbol og rekrutteringsværktøj for klanen.
Spike Lees klasse skulle dog ikke interessere sig for filmens voldelige socialhistorie, men blev bedt om at analysere de tekniske innovationer, der gjorde Griffith til ’amerikansk filmkunsts fader’.
Lees modsvar som studerende blev en afgangsfilm – hans første – med titlen The Answer om en ung sort instruktør, der hyres af et Hollywood-filmselskab til at genfortælle Birth of a Nation fra sit eget synspunkt. Selskabet fortryder dog snart at have givet ham frie hænder og vil justere på hans vision, hvilket får den unge instruktør til at trække sig. Samtidig bliver han selv til mål for Klanens vrede.
Den sidste scene i Lees afgangsfilm viser et brændende kors ud for instruktørens vindue og ham selv på vej ud med kniv i hånd for at kæmpe mod klanmedlemmer. Da filmen blev vist ved fakultetets screening, blev flere filmskolelærere efter sigende chokeret over filmens »aggressive tone«, og to anbefalede, at Lee ikke skulle tilbydes mulighed for at tage en ph.d.-grad.
Agent Orange
Næsten 40 år senere er BlacKkKlansman udtænkt af instruktøren som endnu en slags modsvar til virkeligheden bag Birth of a Nation. Denne gang er filmen nemlig rettet imod den aktuelle beboer af Det Hvide Hus, Agent Orange.
»Kevin Willmott (Lees medforfatter, red.) og jeg var ikke ude på endnu en historielektion med den her film,« siger Lee.
»Vi ønsker, at publikum skal forbinde filmen med den verden, de i dag lever i. Vi håber, den kan tænde nogle lyspærer i deres hoveder. For eksempel er der en scene, hvor Ron (spillet af Denzel Washingtons søn, John David Washington, red.) siger til sin overordnede, at det er fuldstændig udelukket, at USA en dag kunne finde på en at vælge en præsident som David Duke.«
Lød den slags forudsigelser langt ude i 1978, er de tragisk nok ikke helt så urealistiske i vores egen tid.
»Den her fyr i Det Hvide Hus,« siger Lee, »har givet grønt lys for Klanen, for det yderste højre, for neonazister, der nu igen vover sig ud i åbent terræn. Der er ikke behov for dogwhistles (racistiske antydninger, red.) – de her holdninger kan nu luftes ved højlys dag.«
BlacKkKlansman slutter på typisk Spike Lee-manér med en grum dokumentarisk voldsscene fra Unite the Right-marchen i Charlottesville i august sidste år, som sluttede med den antiracistiske aktivist Heather Heyers død.
Samme sekvens bringer også optagelser af præsidentens udtalelser om, at »begge sider« var skyld i volden, og af David Duke, som lovpriser Trumps magovertagelse og tager æren for, at nogle af Trumps ideer – grænsemuren til Mexico, America First-parolen – ser ud til at være taget fra Dukes manifester.
»Hele fundamentet i dette land hviler på noget sindssygt,« siger Lee.
»Hvis du tager forfatningen, står der i nogle af de helt tidlige formuleringer, at slaver blev regnet som tre femtedele af et menneske – altså som en slags husdyr. Hvis ikke vi får taget et alvorligt livtag med, hvordan vores nation blev til og er hudløst ærlige omkring det, kommer vi aldrig videre.«
Smag for dokumentar
Lees smag for dokumentarisme har også givet sig udslag i to bemærkelsesværdige film – Four Little Girls om terrorbombningen af en sort baptistkirke i Birmingham, Alabama i 1963, og hans fire timer lange episodefilm When the Levee Broke om menneskelige eftervirkninger af Katrina-orkankatastrofen i New Orleans i 2005.
»En af de mest ekstraordinære ting, jeg nogensinde har gjort,« siger han om Four Little Girls, »var at interviewe George Wallace, tidligere guvernør i Alabama og en af chefarkitekterne for sydstaternes segregration. Wallace var en gammel mand, han havde ikke langt igen og vidste godt, at han snart skulle møde sin skaber og ville ryge direkte i helvede.«
Spike Lee blev nærmest født ind i rollen som inkvisitor for hvid magt. Både hans far og bedstefar gik på Morehouse College i Atlanta, en berømt afroamerikansk kunstinstitution. Lee studerede sammen med Martin Luther King III, borgerretsforkæmperens søn, på Morehouse i 1979.
Selv om emnet borgerrettighedspolitik aldrig var langt væk fra måltiderne ved spisebordet, havde hans forældre også anden formativ indflydelse på ham. Lees kærlighed til musik kommer fra hans far, der spillede jazz i Greenwich Village og var dygtig nok som musiker til at deltage i jamsessions med Bob Dylan, Aretha Franklin og Duke Ellington.
Moren, Jacquelyn, der døde, da Lee var 20 år, var gymnasielærer, underviste i billedkunst og afroamerikansk litteratur og gav ham fra barndommen en passion for filmkunst.
»Min far kunne ikke lide film – der var ingen film om sorte mennesker, og han ville ikke se Hollywood-produktioner,« siger han.
»Derfor var det mig, der blev mors date i biografen.«
Tro mod visioner
Lee er nu selv professor ved filmskolen på NYU, hvor han engang studerede. Han siger, at den vigtigste lektion, han kan tilbyde sine studerende, er at tro på og holde fast i deres egne visioner.
»Jeg havde aldrig nået min position i dag, hvis jeg havde tvivlet på mig selv,« siger han.
»Det har jeg fra min forældre og bedsteforældre. Uanset om de troede på mig eller ej, sagde de aldrig til mig: ’Det kan du ikke klare’, men altid: ’Vi vil altid støtte dig, men du bliver nødt til at arbejde hårdt. Du skal knokle røven ud af bukserne, ellers går det ikke’.«
Vi taler videre om amerikansk politiks aktuelle skrækshow, og Lee bliver ivrig for at pointere, at hans nye film ikke udelukkende – eller »kvintessentielt«, som Cate Blanchett fra Cannes-komiteen sagde ved overrækkelsen af prisen i Cannes – handler »om en amerikansk krise«.
»Det yderste højre er på fremmarch alle stede – i Tyskland, Italien, Storbritannien. I Amerika gør vi det bare større og bedre end alle andre! Men mekanismen er den samme. Det handler om at samle nationen omkring syndebukken, skurken, indvandrere. Og vi ved godt, hvordan sådan nogle historier plejer at ende, ikke sandt? Hvad var det første, Trump sagde? At mexicanere er voldtægtsforbrydere. Det var så her, historien begyndte.«
Før og efter Obama
Jeg indvender, at havde vi ført denne samtale for et årti siden, ville han begejstret have påstået, at nu var tingene ved at ændre sig til det bedre. Barack og Michelle Obama var vokset op med Lees filosofi – de så Do the Right Thing på deres første date i 1989 – og havnede siden i Det Hvide Hus.
I 2008, da Obama lige var blevet nomineret til demokratisk præsidentkandidat, erklærede Lee i magasinet The New Yorker: »Jeg tror, det her bliver et afgørende øjeblik i historien,« sagde han dengang.
»Fremover vil man operere med regningen BB, før Barack – og AB, efter Barack.
Da jeg forholder ham citatet, rokker han voldsomt i stolen og brøler:
»JAMEN, JEG TOG FEJL! Selv om man på en måde kan sige, at Agent Oranges eneste virkelige dagsorden er at afvikle alt det, Obama fik udrettet.«
Hvor forestiller han sig, at USA er på vej hen nu?
»Mine venner kalder mig Negrodamus!«, siger han og griner bredt.
»Negrodamus, tænk dig! Men jeg kan ikke tro andet, end at det bliver endnu grimmere. Jeg fatter ikke, hvordan de der republikanske gutter i Repræsentanternes Hus kan være sig selv bekendt. Hvordan kan de sove om natten? Hvordan kan de bidrage til at holde disse mængder af had oppe? Man må tro, at de fyre ikke kan andet end at knæle og bede ved den almægtige dollars alter. Det er det, vi er oppe imod.«
Hvad kan vi håbe på?
»Jeg har stor tiltro til Robert Mueller! Må Gud skærme og beskytte ham – det er alt, hvad jeg kan sige! Lad Mueller gøre sit job!«
© The Observer og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
