Læsetid: 8 min.

Svarene på alle spørgsmål findes i fagbøger for børn

Fagbøger for børn lever et stille liv. I skolen og i offentligheden. Og det er synd, for i bøgerne om dinosaurer, fodbold, prutter, myretuer, månelandinger og meget mere trives mangfoldigheden og de øjenåbnende læseoplevelser. Hvis man ved, hvor man skal kigge hen
Fagbøger for børn lever et stille liv. I skolen og i offentligheden. Og det er synd, for i bøgerne om dinosaurer, fodbold, prutter, myretuer, månelandinger og meget mere trives mangfoldigheden og de øjenåbnende læseoplevelser. Hvis man ved, hvor man skal kigge hen

Christian Lindgren

28. september 2018

Hvad er månen lavet af? er titlen på Lars Henrik Aagards bog med undertitlen 50 nye spørgsmål til professoren.

En fagbog for børn, der giver svar på en række videnskabelige spørgsmål inspireret af det lille faste element ’Spørg professoren’ i den nu desværre hedengangne børneavis Kids News.

Titlen fortæller os flere ting. For det første, at bogen er drevet af både begejstring for og anerkendelse af børns videbegær og tilsyneladende umættelige sult efter at få bare en minimal indsigt i, hvordan tingene mon hænger sammen i denne mærkelige verden.

Hvor mange forældre har ikke stået i køen i supermarkedet og er blevet afkrævet svar på spørgsmål som: Hvem bestemmer, hvad klokken er? Hvad døde dinosaurerne af? Hvorfor har alle mennesker ikke lige mange penge? Hvor mange insekter findes der? Eller som titlen lyder på en anden Lars Henrik Aagard-bog: Hvor langt er der til verdens ende? Og så giver man barnet svar alt efter, hvor meget overskud, der er på den mentale konto i lige netop det øjeblik.

Man kunne også gå på biblioteket. Der findes nemlig ikke så få bøger, der som Lars Henrik Aagards forsøger at give svar på alle spørgsmålene og gør det med den genvundne forundring, som kommer af at skulle se på verden på ny fra et børneperspektiv. Det er bøger, der ifølge læseundersøgelser er med til at vække børns læselyst. Bøger, der læses igen og igen, til de bliver slidt tynde. Men også bøger, der ikke får megen opmærksomhed fra de voksne, der synes at mene, at den gode litteratur er skønlitteratur.

Hvad er den gode børnelitteratur?

I Danmark og i hele Norden er vi stolte af vores skønlitteratur for børn. Den er eksperimenterende, velskrevet, seriøs, form- og normbrydende og til tider grænsesøgende, og den er målrettet et kompetent barn, der sagtens kan håndtere den kompleksitet som en kvalitetsbevidst børnelitteratur fordrer. Det er den forestilling om børn og god børnelitteratur, der dominerer i Norden lige nu.

Men hvilken plads levner det til dinosaurer, fodbold, prutter, myretuer og månelandinger?

Som forsker i børnelitteratur Anna Karlskov Skyggebjerg siger det i sin forskningsartikel »Fagbøger – en usynlig del af børnelitteraturen?«:

»Forskningen i den såkaldt komplekse børnelitteratur har været med til at udfordre billedet af børnelitteraturen som en simpel og adapteret litteraturform, men samtidig har denne forskning måske også bidraget til en negligering af børnelitteraturens bredde, hvad angår både form, indhold og funktion.«

Av, der sagde hun det forbudte ord, når man taler litteratur i Danmark: funktion. Kan litteratur have en funktion og samtidig være god litteratur? Ja, det kan den. Fagbogen for børn bærer både i sit udtryk og sin historie potentialet til at være mangfoldig, norm- og formbrydende, eksperimenterende og ja, god.

Låner fra skønlitteratur

De første bøger for børn var faktisk fagbøger. Orbius Sensalium Pictus fra 1658 blev på dansk i 1672 til Den gandske Verden fuld af de Ting som kand sees og sandses afmaled, og ligesom i en anden berømt udgivelse fra 1700-tallet Bilderbuch für Kinder er de smukke tegninger af ting, dyr, planter og så videre ledsaget af tekster, der beskriver dem.

Formålet med bøgerne var ikke kun at lære børn om verden, men også at vække deres æstetiske sans og måske endda at lære dem latin. Den tradition lever videre i dag. Faktisk har den fået noget af en renæssance, om man så må sige. Både i skønlitteraturen og faglitteraturen dukker opslagsværkets forsøg på at ordne et billedrigt kaos op. For eksempel i norske Stian Holes forfatterskab og i rene faglitterære udgivelser som Katie Scott og Jenny Brooms smukke Dyrenes Museum.

I Dyrenes Museum er der ikke fotos af dyr, men i stedet Jenny Brooms illustrationer, der veksler mellem at være pastelfarvede afbildninger af dyrene fra forskellige vinkler eller samlinger af flere forskellige dyr i en museumsagtig montre, hvorfra for eksempel en tilsyneladende levende voksagtig løvfrø kigger nysgerrigt tilbage på beskueren. Hos Stian Hole laver drengen Garmann et herbarium som en måde at ordne og dermed forsøge at mestre verden på. Faglitteraturen låner altså fra skønlitteraturen og omvendt.

Form og fortælling

Der findes således også litteratur, hvor man kan blive helt i tvivl, om det er det ene eller det andet.

For eksempel Karen Filskovs Skoven fra oven, der er en digtsamling, hvor små historier, men også faktuelle oplysninger om skovens dyr og planter er ordnet i deres respektive former. For eksempel ahornfrugten, hvor ordene er formet som frugten og fortæller, at »Denne grønne helikopter har et frø i sit cockpit. Vinden ånder ind og ud for at blæse den et stykke på vej. Denne tynde snurretop drejer rundt om sig selv i evig karruseltur, til den lander og spirer som rundtosset træ«.

6 gode fagbøger for børn

  • Nathalie Nystad: ’Den store pengebog’, Berlingske og People’s Press, 2018
     
  • Sebastian Klein: ’Verdens 100 farligste dyr’, Carlsen, 2015
     
  • Charlotte Guillain og Yuval Zommer: ’Jorden under dine fødder’, oversat af Louise Urth Olsen, Gyldendal, 2017
     
  • Lars Henrik Aagaard: ’Hvad er månen lavet af? 50 nye spørgsmål til professoren’, Berlingske, 2016
     
  • Karen Filskov: ’Skoven fra oven’, Gyldendal, 2015
     
  • Katie Scott og Jenny Broom: ’Dyrenes Museum’, oversat af Lars Zacho Maarup, God og ond, 2015

Med Charlotte Guillain og Yuval Zommers billedbog Jorden under dine fødder i hænderne kan du folde hele bogværket ud og dermed folde et illustreret tværsnit af jorden ud og følge vand og blade ned i kloakken og derefter bevæge dig længere ned under jorden:

»Der ligger så mange gamle historier gemt under jorden. Hvis du graver lidt dybere, kan du måske finde ting og sager, som folk, der levede for hundred eller tusind år siden har efterladt. Det kan være mønter, potteskår eller sværd. Du skal ikke være bange, men der kan også være skeletter!«

Og i næste lag er der undergrundsbaner, i næste er der stalaktitter, så granit og så jordens kerne, og på den anden side af de udfoldede bogsider kan du så bevæge dig op igennem jordens lag igen og op til jorden under dine fødder, der nu føles levende på en helt anden måde.

Her bliver læseren taget med på en rejse ned gennem jordens indre, der fortæller om både arkæologi, stenarter, teknik, mineraler, energikilder og dyreliv. Og sætter det i en overordnet ramme, der viser, hvordan verden hænger sammen – både i i kraft af bogens fysiske form og i måden dens indhold er lagt til rette på som fortælling.

Grimme bøger kan også være gode

Der findes altså faglitteratur, der er lige optaget af at tilfredsstille den æstetiske sans og videbegæret, men det er klart, at faglitteraturen for børn generelt set gør brug af mere traditionelle udtryk som mange fotos og små bokse med faktuelle oplysninger.

Det er bogopslag, hvor man kan begynde mange steder, og som er indrettet til, at blikket kan søge interesseret hen over siderne. De vil præsentere fakta og er afhængig af, at læseren har tillid til, at disse fakta er korrekte. Derfor kan tonen ofte blive nøgtern, objektivt konstaterende og kedelig, og bøgerne kan tilmed være grimme. Markedet for fagbøger er domineret af dem. Masseproducerede, oversatte værker, der først og fremmest skal sælge, og derfor bliver teksten ofte uengageret og ufarlig.

Men også inden for denne form kan man finde fagbøger, der vil noget mere. Som for eksempel Sebastian Kleins 100-serie, der omhandler både fortidsdyr, farlige dyr og underlige dyr.

Sebastian Klein er en rigtig nørd, som børnene kender fra tv, og han går til stoffet med en amatørs begejstring. I Verdens 100 farligste dyr oplister Sebastian Klein dyr på en måde, der er hverken pædagogisk eller videnskabelig korrekt, men til gengæld er den sjov.

Klein oplister dyrene efter, hvor farlige de er for mennesker, og hvor mange de har slået ihjel. Men ikke nok med det. Hver eneste faktaside om hvert dyr er krydret med en historie om et tilfælde, hvor dyret har slået et menneske ihjel. Som for eksempel ’En dingo tog min baby!’, der handler om Lindy og Michael Chamberlains skæbnesvangre campingtur ved Ayers Rock i 1980, hvor en dingo snuppede deres spæde datter Azaria fra teltet.

Historierne og sproget i dem skåner ingen følelser. De er blodige og sensationelle. Det er en anden måde at ordne fakta om dyr på, men den er ikke ureflekteret.

Bogens sidste opslag afslører nemlig, at verdens farligste dyr er mennesket. Sebastian Klein berører det mærkelige fænomen, at mennesket har fjernet sig så meget fra naturen, at det ikke længere opfatter sig selv som et dyr, og han fastslår, at intet dyr er farligere for både dyr og mennesker end mennesket selv.

At mestre verden

Som det fremgår, handler mange, nok de fleste, fagbøger for børn om natur og dyr. Men selvfølgelig findes der også fagbøger om mekanik, personer, historie, pirater, lande, sport og mange andre ting.

Det er kun fantasien og ikke normer og religion, der sætter grænser. Fagbøger vil mange ting, men først og fremmest vil de tilfredsstille børns videbegær og klæde dem på som mennesker i verden og i nogle tilfælde også lære dem at mestre den.

Fagbøger adskiller sig fra lærebøger på den måde, at de ikke har et institutionaliseret formål, der påvirker deres formidlingsform, men fagbogen er jo samtidig kendetegnet ved, at den ikke skyr sit didaktiske potentiale.

I denne uge er for eksempel udkommet Natalie Nystads Den store pengebog, der i sin form tydeligvis er en fagbog for børn, men i sit sprog og sin vinkling afslører, at den kommer fra et bekymret voksenperspektiv, der vil fortælle børnene om faren ved ukontrolleret forbrug og glæden ved opsparing.

Men samtidig rammer den lige ned i en aktuel dagsorden, hvor også voksne er bange for, at de ikke ved nok om økonomi og penge til at kunne gennemskue en verden, hvor virksomheder og banker opererer globalt og derfor er svære at regulere på et nationalt niveau og forstå på et individuelt.

Lur mig, om der ikke er mange voksne læsere, der vil slå op i Natalie Nystads Den store pengebog for at genopfriske begrebet ’hvidvask’. Fagbogen for børn har et enormt potentiale, fordi den igen og igen forsøger at besvare de spørgsmål, som man med alderen holder op med at stille.

Som Anna Karlskov Skyggebjerg påviser i sin artikel om fagbøger for børn, så synes der »i det institutionaliserede system at være en tilbøjelighed til at afvise bøger, som bryder med en meget rigid forestilling om genren«. Det er ærgerligt.

Det kan gøres mere eller mindre heldigt, men faglitteraturen for børn er ikke skønlitteraturens modsætning. Det er en forsimplet opfattelse af begge grene af litteraturen. Måske vil mangfoldigheden først åbenbare sig i det øjeblik, vi genopdager, at grenene sidder på det samme træ og griber ind i hinanden, fordi de grundlæggende er interesseret i at finde svar på de samme spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu