Interview
Læsetid: 4 min.

Svend Brinkmann: »Vi mangler brede samfundsanalyser, der tør løsrive sig fra forskningsresultater«

Psykologiprofessor Svend Brinkmann har brugt måneder og år på at udgive videnskabelige artikler, som kun få har læst. Det var først, da han kastede sig ud i ’et skørt formeksperiment’, at han fik sit folkelige gennembrud
Psykologiprofessor Svend Brinkmann har brugt måneder og år på at udgive videnskabelige artikler, som kun få har læst. Det var først, da han kastede sig ud i ’et skørt formeksperiment’, at han fik sit folkelige gennembrud

Michael Drost-Hansen

Kultur
28. september 2018

Svend Brinkmann synes egentlig, det er underligt, at han skal forklare, hvorfor han skriver bøger. Tidligere skulle forskere forklare, hvorfor de ikke gjorde det.

Med god grund, mener han, for i bogen kan man udfolde et emne i detaljer og samtidig nå et større publikum end de få, der læser videnskabelige artikler. Det sidste har man faktisk pligt til som skattebetalt forsker.

Brinkmann har selv forsøgt at leve op til forpligtigelsen i metodebøger, bøger om stress, identitet og pædagogik og et par om filosoffen og pædagogen John Dewey. Men bogen, der blev hans gennembrud, var egentlig mest et formeksperiment.

Stå fast fra 2014, en slags selvhjælpsparodi, der ansporede læseren til at stille sig stejlt over for tidens krav om selvudvikling og omstillingsparathed, rundede sidste år 80.000 solgte eksemplarer i Danmark, og den er nu blevet oversat til 14 sprog.

»Det var vildt overraskende, specielt fordi bogen ikke har nogen decideret nye perspektiver. Det er ikke sådan, at jeg lægger noget frem, som jeg ikke har sagt og skrevet om før – sikkert også dybere og mere nuanceret. Og så var det først i det øjeblik, jeg pressede det ned i et format, der leger med en fremmed genre, nemlig selvhjælpslitteraturen, at det for alvor slog igennem,« siger Svend Brinkmann.

I Stå fast oplister psykologiprofessoren syv råd, der hver især fungerer som en langemand til selvhjælpslitteraturens opbyggelige budskaber (f.eks. »Hold op med at mærke efter dig selv«, »Fyr din coach«). I efterfølgeren, Ståsteder fra 2016, peger han på, hvad der så er værd at stå fast på i form af ti eksistentielle ståsteder. Og i Gå glip fra sidste år hylder han begrænsningens kunst i fem argumenter.

Bøgerne – og særligt den første – har et parodisk anstrøg, fordi de illuderer det, de kritiserer, nemlig selvhjælpslitteraturens trinvise sti til selvoptimering. Ifølge Brinkmann var den oprindelige tanke netop at lege med genrerne snarere end at fange så mange læsere som muligt.

»For mig var Stå fast et formeksperiment og umiddelbart et af de mere skøre af slagsen. Kan man skrive en kulturkritik forklædt som selvhjælpsbog? Det kunne man så,« griner han.

– Men kan du ikke være bitter over, at det var et formeksperiment og ikke en videnskabelig artikel – eller en af dine mere klassisk forskningsformidlende bøger – der brød igennem lydmuren?

»Jeg er slet ikke bitter. Jeg ser de videnskabelige artikler som en nødvendig forudsætning for, at jeg har kunnet skrive Stå fast og de andre bøger. Det er forskellige genrer, der fungerer på forskellige vilkår og har forskellige læsere.«

»Og så kan det da godt være, at det er sjovere at læse en bog, der hedder Stå fast og ligner selvhjælpslitteratur, end en tyk bog fuld af videnskabelige referencer og forbehold. Men jeg tror også, det handler om indholdet. At der er en ekstremt stor længsel efter det, der står i bøgerne: dels at have lov til at tænke negativt og ikke hele tiden have visioner for fremtiden, dels at finde tilbage til nogle etiske og eksistentielle grundvisioner i vores liv, som jeg mener er vigtige.«

En sygdom blandt akademikere

Samtidig er der et budskab i, at Brinkmann ikke har skrevet Stå fast-serien på ryggen af et konkret forskningsprojekt. Han mener nemlig, at forskere bør kunne blande sig i en bredere samfundsdebat, også når emnet overskrider grænserne for deres eget felt.

»Selvfølgelig skal man tage udgangspunkt i det, man ved, men der skal også være et spillerum til, at man kan gå ind i debatter, der er uden for ens helt snævre forskningsområder. Jeg synes, vi mangler de lidt bredere samfundsanalyser, hvor der bliver leveret nogle pointer, der tør at løsrive sig fra konkrete forskningsresultater.«

Det er en svær balancegang, siger han. For på den ene side bliver forskere opfordret til at blande sig mere i samfundsdebatten – ikke mindst af skiftende forskningsministre – på den anden side bliver de ofte anklaget for at udtale sig om noget, de ikke har forstand på, hvis de gør.

Når det er sagt, oplever Brinkmann, at mange tror, der er større forskel på hans videnskabelige artikler og hans populært formidlende bøger, end tilfældet er.

Han er oplært i dagligsprogsfilosofien, hvor det er en dyd at udtrykke sig klart – uanset formatet. Han bruger humor i vidt omfang, indleder ofte kapitler med scener fra dagligdagen og introducerer kun tekniske begreber, når de er nødvendige.

I Ståsteder lykkes det ham for eksempel at introducere den notorisk uforståelige dekonstruktivist Jacques Derrida, så man forstår, hvad han siger.

»Der er lidt en sygdom blandt mange akademikere, at vi helst skal udtrykke os svært, for ellers tror folk ikke, at vi er kloge. De klogeste mennesker, jeg kender, er dem, der skriver klarest,« siger Brinkmann.

»Og så er det simpelthen bare skægt at nå et publikum. Den gennemsnitlige videnskabelige artikel bliver måske læst af en håndfuld mennesker, hvor man bruger måneder og somme tider år på at lave den forskning, der er bag den, og lægger den ned i de her meget skabelonagtige formater, som de fleste tidsskrifter accepterer. Man har lagt tid og energi og hjerteblod i det, og så bliver det læst af utroligt få mennesker, at man næsten tror, det er løgn.«

Til oktober udkommer psykologiprofessoren med en bog om sorg, der modsat Stå fast-serien er baseret på et forskningsprojekt og i højere grad har karakter af konventionel vidensformidling.

»Jeg prøver at insistere på at skrive bøger, som ikke er i Stå fast-genren, og forhåbentlig får de nu lidt flere læsere, fordi jeg har skrevet de andre. Det er glædeligt, hvis de to ting kan understøtte hinanden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"For på den ene side bliver forskere opfordret til at blande sig mere i samfundsdebatten – ikke mindst af skiftende forskningsministre – på den anden side bliver de ofte anklaget for at udtale sig om noget, de ikke har forstand på, hvis de gør".

I stedet for at fremstå som uskyldig og som om det er en problemstilling, der ikke kan gøres noget ved, kunne Svend Brinkmann gøre sig nogle overvejelser over, hvordan han undgår, at han med sine fremstillinger bliver taget til indtægt for at udtale sig om noget, som han ikke har forstand på.

Der er mange måder, hvorpå man i en indledning til værket og undervejs i dets fremstillinger kan gøre opmærksom på, hvornår man udtaler sig med en vis ekspertise, og hvornår man ikke gør.

Der har forskeren som forfatter til debatbøger og populærvidenskabelige værker også en forpligtelse til at forebygge, i forhold til anmeldere og andre medieskribenter, der forholder sig til værket, og ikke mindst forlagets præsentationer som marketing, at alt ikke bliver rodet sammen, så forskeren kommer til at fremstå som én med brede ekspertiser inden for de tre videnskabelige hovedområder.

I "Stå fast - serien" trækker Brinkmann bredt på sine akademiske uddannelser inden for filosofi og psykologi, men det er også oplagt, at han overser/forbigår relevante perspektiver og problemstillinger, som en forsker med en bred uddannelse inden for det samfundsfaglige område ville finde relevante og gøre opmærksom på. Her er bl.a. Stefan Hermanns kritik, i hvert fald til dels, relevant.

https://www.information.dk/indland/2016/08/ogsaa-blevet-forfoert-brinkma...
https://www.information.dk/indland/2016/08/modsaetningen-surt-nej-ukriti...

Thomas Gitz-Johansen

På det pædagogiske felt har Niels Egelund da leveret analyser løsrevet fra forskningsresultater I mange år. Så Brinkmann er ikke den første eller eneste.

Det er meget svært for mg, Bjarne Toft Sørensen, at finde noget, Stefan Hermann har sagt i de sidste mange år, der ikke bare er mundsvejr.

Brinkmann sagde det selv med sin "første" bog ... sig nej ... og siden jeg har læst den bog, har jeg sagt nej til Brinkmann ...