Læsetid: 19 min.

Den svenske velfærdsstat var et materialistisk fænomen, et svar på fattigdom. Den var på ingen måde idealistisk

Selvom meget har forandret sig i Sverige, lever landet stadig i eftervirkningerne af ’folkhemmet’. Hvad Sverige er blevet til i dag, kan aflæses i omgangen med den epoke. Vi har bedt den svenske forfatter Lena Andersson forklare os folkhemmets skæbne lige før det svenske skæbnevalg på søndag
Lena Andersson er vokset op midt i det svenske folkhem. Og for fem år siden flyttede hun tilbage til Tensta.

Lena Andersson er vokset op midt i det svenske folkhem. Og for fem år siden flyttede hun tilbage til Tensta.

Rebecka Uhlin

7. september 2018

Sverige står ved en skillevej, uanset hvad der sker på søndag. Her går svenskerne til valg og kommer ikke kun til at tildele det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna omkring 20 procent af pladserne i Riksdagen, de kommer også til at skabe en umulig parlamentarisk situation med tre næsten lige store partier, der holder hinanden i skak – medmindre det partipolitiske landskab efter valget tænkes på en helt ny måde.

I Sverige har meget ændret sig i de senere år. Det er imidlertid slet ikke nyt, for Sverige har i nyere tid stået for et af de største og mest radikale politiske eksperimenter i verden, i hvilket det tog moderniseringen mere alvorligt end noget andet land og i løbet af en generation forandrede samfundet radikalt i socialdemokratisk billede. Og siden har det kæmpet med eftervirkningerne af det eksperiment.

Jeg er taget til Stockholm for at bede forfatteren Lena Andersson være den, der forklarer forandringerne af det svenske samfund og baggrunden for svenskernes måde at tænke på.

Jeg skal netop tale med Lena Andersson, fordi hun har beskæftiget sig indgående med det, der er grundsubstansen i fortællingen om det moderne Sveriges samfundsmæssige udvikling, nemlig ’folkhemmet’ og afviklingen heraf. Det har hun lige skrevet en roman om.

Nutiden kan man kun forstå ved også at forstå fortiden, og nok har svenskerne i dag forladt ideen om folkhemmet og bevæget sig ind i en helt ny æra, men tankegodset synes stadig at præge nutidens samfund.

Hvis man siger ’folkhem’, siger man også automatisk Socialdemokraterna. De to er uløseligt forbundne, for folkhemmet er knyttet til det socialdemokratiske velfærdsprojekt og udformningen af det moderne Sverige. Folkhemmet har været den gældende samfundsvision i hele den lange periode fra før Anden Verdenskrig og frem til vores tid, hvor Socialdemokraterna har været det altdominerende parti, selv når de i få perioder ikke var ved magten.

Folkhemmet er også her midt i valgkampen kommet på dagsordenen, efter at Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkesson for nylig i et skrift med titlen Det moderna folkhemmet sagde, at partiets hensigt var at genoprette folkhemmet. »Jeg er opvokset i en tid, hvor effekterne af omdannelsen fra folkhem til ’det moderne Sverige’ begyndte at blive synlig,« skriver han.

Det svenske folkhem

Idéen om folkhemmet var oprindelige en socialkonservativ idé og blev formuleret af statsvidenskabsmanden og politiker Rudolf Kjéllen, der med sine tanker om staten som en levende organisme var en inspiration for mange politikere.

Det svenske socialdemokrati tog begrebet til sig i 1930’erne, først og fremmest den svenske socialdemokrat Per Albin Hansson (1885-1946, statsminister 1932-1946), der gjorde det til grundsten i sin bestræbelse på at formulere en vision for en forvandling af klassesamfundet Sverige til folkhemmet Sverige, præget af lighed for alle hjemmets indbyggere. Hans mål var at skabe social og økonomisk tryghed for alle svenskere, og det var under hans ledelse, at Sverige forvandledes til en moderne velfærdsstat. Han lancerede begrebet, da han på det socialdemokratiske partis kongres i 1928 sagde: »Det måste en gång bli så, at klassamhället Sverige aflöses av folkhemmet Sverige.« Begrebet blev senere videreudviklet af de socialdemokratiske statsministre Tage Erlander (i 1950’erne) og Olof Palme (i 1960’erne og 70’erne).

Begrebet spiller med andre ord en vigtig rolle i udviklingen af den svenske velfærdssat og knyttes til Socialdemokraternes nyere historie i Sverige. Partiet var uafbrudt ved magten fra 1932 til 1976.

For nylig skrev Lena Andersson i en klumme i Dagens Nyheter, at Jimmie Åkesson ikke kunne tage mere fejl, end han gjorde i den udlægning af folkhemmet. Hun skrev, at for Åkesson repræsenterer folkhemmet en idé om et fællesskab, men at det er mere almindeligt at se folkhemmet som det moderne Sverige: »Fremskridtet, moderniteten og opbruddet var epokens kendetegn, og dermed også ensomhed, men næppe nationalismen og fællesskabet.«

Det socialdemokratiske projekt var, fortsætter hun, et materialistisk fænomen og et svar på fattigdom. Det var på ingen måde noget åndeligt, som Sverigedemokraterna vil have det til at være. Deres projekt er at skabe et modsvar til den uro, tomhed og fragmentering, som den enkelte føler. Af det folkhemske fremskridt fulgte stor social mobilitet, hvilket også betyder brudte fællesskaber og hjemløshed. Det betød, at man forlod hjemstavnen og familien, rejste væk fra historien og ind i den samtid, som vi nu skrantende bevæger os rundt i.

»Og,« slutter Lena Andersson lakonisk, »det var folkhemmet som byggede de sterile forstæder uden for de store byer. Disse folkhemsområder udgør i dag de segregerede forstæder, som Sverigedemokraterna vil rive ned for at genopføre folkhemmet.«

Forstaden Tensta

Lena Andersson ved, hvad hun taler om. Hun er vokset op midt i det svenske folkhem. Hun er vokset op i de forstæder, der sigtes til. Ja, hun er ikke bare født midt i Socialdemokraternas projekt om at skabe en million nye boliger for at komme boligløsheden til livs, hun er også for fem år siden flyttet tilbage til Tensta, et af de såkaldt udsatte områder med meget narkohandel og udbredt kriminalitet.

De fleste fra det kreative etablissement i hovedstaden bor på Södermalm, men ikke Lena Andersson. Hun er anderledes. Hendes romaner om Ester Nilsson har gjort hende til et stort navn i Sverige og Norge. De fleste af dem jeg møder i løbet af weekenden, har faktisk læst romanerne. Kvinderne elsker dem, mens mændene er mere forbeholdne, måske fordi hendes synspunkter i den offentlige debat provokerer det selv samme etablissement.

Jeg har derfor taget tunnelbanens blå linje fra Stockholms Centralstation ud til forstaden Tensta, hvor Lena Andersson bor i en af de mange boligblokke.

Hun siger, at hun føler sig hjemme her i dette såkaldt udsatte område. »Det er jo også idyllisk«, siger hun og peger på det enlige træ uden for vinduet.

I begyndelsen var Tensta et område, som folk fra hele Sverige flyttede til.

»Det har altid været et sted for immigranter, for her kunne man få en bolig. Mine forældre byggede selv deres hus lige i nærheden. Engang var her rent og smukt. Det var det nye, fremtiden. Siden blev det anderledes, et sted uden historie, et sted, folk vil væk fra, men jeg har jo min historie her.«

I dag bor her kun få procent indfødte svenskere.

»Det er interessant at bo her, når man er forfatter og skribent. Stockholm er meget segregeret, der er meget snak om, hvor man bor, så jeg tænkte, at det var vigtigt at gøre lidt op med den segregering.«

Sveriges søn

Vi skal tale om Sverige med afsæt i hendes nye roman Sveas son – en berättelse om folkhemmet. Hovedpersonen i hendes roman, Ragnar Johansson, er født i 1932, samme år som folkhemmet. Han er, som titlen antyder, søn af Svea, der er vokset op i det gamle svenske, klasseopdelte bondesamfund, som det fremtidsrettede folkhemsprojekt skulle gøre op med. Han er, som morens navn også antyder, Sveriges søn. Ragnar foragter og forsøger at lægge afstand til den gamle verden. Han tror på fornuften, fremskridtet og på befrielsen af mennesket gennem rationaliteten. Ragnar får uddannelse, job og bolig under det socialdemokratiske styre og bliver en helhjertet fortaler for ideerne bag folkhemmet.

De nye boligområder afspejler den nye tid. Rundt om de splinternye centre skulle opføres bygninger med socialkontorer, banker, posthuse, tandlægeklinikker, lægekonsultationer. Alt det, som menneskene havde brug for, skulle findes her. Desuden kommunale fodboldbaner, kommunale lysløjper, kommunale svømmehaller, kommunale ishockeyhaller, kommunale biblioteker og kommunale lokaler at mødes i for at have det hyggeligt og samtidig øve sig i demokratiets procedurer.

Når Ragnar i romanen skal formulere det, lyder det sådan her:

»Den nye tid skulle begynde her, og den var skinnende og strålende. Det havde taget halvtreds års demokrati at nå frem til det, fem årtier hvor man var nødt til at slæbe rundt med det gamle i stræben efter det nye, og næsten fyrre år med socialdemokrati. Først nu var man helt uden fortid.«

Ragnar er en forrygende romankarakter, en tidsrepræsentant skrevet frem med stor kærlighed og humor. Særligt morsomt er afsnittet om pulvermaden og folkhemsmandens blinde tro på det industrielt frembragte vidunderprodukt. Kemikerne havde eksperimenteret sig frem til alle mulige former for god og nærende mad. Pulveret skulle blive menneskets tjener og kvindens befrier. Ragnar havde set sin mor opslugt af arbejde i hjemmet. Løsningen på det lyder i romanen sådan her:

»Den nye pulvermad var et systematiseret mirakel, skabt og udtænkt af mennesket. Ragnar syntes, at det så lyst ud for menneskeheden og i særlig grad for svenskeren, som kappede alle bånd bagud.«

Lena Andersson griner ved tanken om disse folkhemsingeniører.

»I 80’erne smagte pandekagerne af fisk på grund af den enorme produktion. Ragnar har altid en pointe, men noget går galt. Der er siden kommet en stærk modbevægelse. Nu skal man ikke spise pulver, men tilbage til naturen og lave mad fra bunden. Pulveret er i stedet flyttet ind i diætprodukterne og bruges i forbindelse med styrketræning.«

For mange bliver Sverige et gennemrationaliseret, gennemreguleret, sjælløst land, der driver rovdrift på mennesker og natur. Men for Ragnar ser det helt anderledes ud, han har en svaghed for det rationelle og reguleringen. Han er også en stor tilhænger af DDR’s måde at gøre tingene på.

»Mange var fristet af den kollektive tanke, af den store centrale planlægning. Man kan tænke sig til det, men det bliver aldrig, som folk vil have det.«

En idéroman

Lena Andersson sætter i sin roman problemer til debat. Det er en idéroman. Det tematiserer hun også i indledningen, hvor Ragnar og hans datter mødes med en etnolog, der søger en person, der kan danne grundlag for et forskningsprojekt om modernitetens svenske mentalitetshistorie. Ragnar viser sig at være for almindelig for forskerens projekt, hvorfor det ikke bliver til noget. Det bliver så i stedet for til den roman, som Lena Andersson skriver. Dér hvor forskningen ikke slår til, kommer romanen ind i billedet.

»Det er en vigtig pointe. Jeg synes, at mange af de spørgsmål, som etnologer, sociologer, psykologer arbejder med akademisk, skal erstattes af litteraturen. I 1800-tallet skrev Balzac romaner om alt, det var sociologiske undersøgelser, etnologi, psykologi – alt fandtes i romanerne. Jeg synes, at romaner er egnede til det stof, det indre liv, det subtile, bedst egnede som forslag til, hvordan man kan tænke om verden, uden at den er fastlagt.«

– Romanen kan alt det?

»1800-tallet havde enorme ambitioner på det her område, fordi de her discipliner ikke fandtes. Jeg tror, at romanen, essayet, fiktionen kan noget særligt, men når det bliver videnskab, sker der noget, som ikke er godt. Universitetet har et problem, og det har humaniora også. Etnologen i romanen siger, at Ragnar var for almindelig, at folkhemmet ikke findes. Sådan er det i det her postmoderne samfund – at ingenting findes. Så har vi løst problemet, når ingenting findes.«

– Så kommer romanforfatteren og siger, at folkhemmet findes?

»Ja, så kommer romanforfatteren og siger, at det findes, og at sådan her ser det ud!«

Da Socialdemokraterna mister magten og forandringens vinde fra et Europa i opbrud fra omkring 1990 også blæser ind over Sverige, forkaster Ragnars børn, Elsa og Erik, farens værdier og slår ind på andre veje. Børnene er repræsentanter for vores tid, for det store opbrud, som stadig præger Sverige.

»Efter mine romaner om Ester Nilsson var jeg fremme ved den bog. Jeg vidste, at jeg skulle skrive om det svenske 1900-tal. Her 18 år inde i det nye århundrede var det tid til at opsummere det, vi kommer af. Og for mig var det 19. århundrede folkhemmet. Jeg levede midt i det, jeg er folkhemssvensk.«

– Så romanen er tæt på din egen historie?

»Jeg vil ikke sige det sådan, for så bliver det fejlagtig læsning, men jeg skriver om det, jeg ved noget om. Jeg gætter ikke, jeg ved, at der findes sådanne mennesker, og så låner jeg fra andre. Men det er fiktion, og det skal læses sådan. Jeg kender Ragnar, han kunne næsten være min far.«

– Hvis Ragnar er personifikationen af folkhemmet, hvad er børnene Elsa og Erik så?

»Sønnen er det postmoderne, han arbejder i Bruxelles, er relativist og tager afstand fra den her måde at tænke på – med faste værdier og orden. Elsa er æblet, der ikke falder langt fra stammen. Hun tilhører en anden æra, har gjort erfaringen med fra det 19. århundrede, men har andre muligheder, hun kan studere, hvilket Ragnar ikke kunne. Hun er en mere dialektisk figur.«

– Hvad betyder folkhemmet for en person som Elsa i dag?

»Det er en fase, der er slut for os alle. Jeg ser det som en historisk epoke, men med et indhold. Det var en modernitetsbevægelse, en bevægelse væk fra periferien og ind mod centrum. Det var også en udligning af forskellene mellem menneskene, som medførte en stor forandring. Ragnar er jo ikke nogen rigtig modernist, for ham er fortiden irrationel, og rationaliteten bruger man til at nå frem til det perfekte samfund. Når man har nået det perfekte, kan man skrue det fast, sådan som Ragnar gør i sit sommerhus, hvor alle møbler sidder fast på vægge og gulve. Men når først tingene er i bevægelse, slutter det jo aldrig.«

Lena Andersson fortsætter:

»Folkhemmet er også rationalitet, effektivitet og utopisme. Af det følger stordrift, store huskomplekser og idéen om, at man skal væk fra det små, væk fra det småborgerlige, men samtidig er småborgeren en central figur i folkhemmet. Det danske er ikke folkhemmets ideal, det med små butikker, det vil man væk fra. Det gik så langt, at man ikke skulle have gardiner, men persienner, fordi gardiner er småborgerlige, individualistiske. Jeg har fjernet mine og sat gardiner op, for jeg hader persienner. I folkhemmet gælder de store linjer. Det er derfor så paradoksalt, når Sverigedemokraterna siger, at de vil genoprette folkhemmet. De vil have det lille, hjemmebyggede, stillestående samfund – det, som folkhemmet aldrig har været og blev skabt som reaktion imod. Jimmie Åkesson tager til Danmark for at finde forbilleder i den lille skala, men folkhemsmanden ville kun bo i nye huse, han ville ikke have historie.«

Staten som en god forælder

Et andet vigtigt aspekt af folkhemmet var idrætten. Lena Andersson var selv i ungdomsårene en af landets bedste langrendsløbere. Hun ved, hvorfor idrætten var så vigtig.

»Det hænger sammen med, at uret og tidtagningen vandt frem. Det er rationelt og retfærdigt at måle. Der er ikke noget hokuspokus, det er pålideligt og rent. Den bedste vinder. Dertil kommer, at idræt er noget, alle kan følge med i, uden at idrætsudøveren bliver en anden. Selv den bedste forbliver sig selv, for sådan er det med kropsarbejde, mens den, der arbejder intellektuelt, bliver fremmed for andre, forandres, får andre perspektiver, skifter klasse. Man skifter ikke klasse, når man er en stor idrætsudøver, men man giver noget tilbage til folket. Mønsterbrydere er foruroligende, skaber turbulens, forældre bliver efterladt, men det sker ikke med idræt. Vi havde ikke religion længere, men her kunne man finde en mening med livet.«

– Jeg har altid undret mig over, at det svenske samfund var så kollektivistisk forankret, så anlagt på at alle skulle have lige muligheder, samtidig med at landet har fostret nogle af de største individualister.

»Man har altid i Sverige skullet balancere for ikke at blive for individualistisk, men samtidig har vi altid beundret dem, der tør stikke ud fra den svenske norm for, hvordan man skal være. Når idrætsudøverne stikker ud, gør noget exceptionelt, så er man fascineret af, at de går deres egen vej, men samtidig optaget af, at de ikke må tabe på fejlagtigt grundlag. De må ikke være usympatiske, de skal være som folk er flest. Dem, der vinder folks hjerte, har en særlig gave, men kunne være naboen. Sverige var individualistisk, ikke kollektivistisk, kollektivet fandtes bare, og det var hele Sverige.«

– Så kollektivismen er en forudsætning for individualismen?

»Kollektivismen var staten, som støttede og beskyttede den enkelte. Vi behøvede næsten ikke at samarbejde, for staten var der. Idrætsanlæg blev ikke skabt af frivillige arbejdere, men af staten, og så kunne alle blive individualister. Man skulle betale sin skat, så kunne man passe sit eget. Det er derfor, vi taler om statsindividualisme.«

Vi graver et spadestik dybere i forhold til hele den ideologi, der lå bag folkhemmet. Lena Andersson peger på, at folkhemmet netop ikke var idealistisk, men ekstremt materialistisk.

»Det er ikke en ide om tilværelsen, men om, at man skal få det materielt bedre. Det er her man i Sverige skiller sig helt af med idealistisk filosofi. Vi har den her filosof, Axel Hägerström, som gjorde op med metafysikken. Og der findes den her Wienerskole med logisk positivisme og hele dens videnskabsideal, som vinder stærkt frem. Man ville befri sig fra filosofien, samtidig med at man gjorde det fra religionen, og hvad sker der så? Materie, rindende vand og modernitet, og det indre liv skal følge af, at man får det bedre. Det har præget Sverige enormt og ikke mindst Socialdemokraterna, som ikke havde en filosofi, men var uhørt pragmatiske og mente, at fremskridtet i sig selv havde værdi. Det har påvirket det her land vældig stærkt. Man gjorde også op med, at individet havde rettigheder og frihed, for det er også metafysik.«

– Staten er det bedre jeg?

»Ja, præcis, det er Ragnars ide. Staten må ordne det som en god forælder, sørge for sine børn.«

– Folkhemsepoken er slut, men samtidig præger den stadig den svenske mentalitet i dag?

»Ja, naturligvis slutter epoken ikke bare, men den er blevet erstattet af eller overlejret af noget andet. Når man skal leve sammen med overlejringen, så får man noget nyt, og det er der, vi er nu. Det, som fortsat gælder, er, at staten skal hjælpe os i alle anliggender, også selvom den ikke kan.«

– Og det er troen på staten?

»Ja, vi har ingen gud at bede til, så vi beder til politikerne om hjælp – de må fikse det. Vi har erstattet eksistentielle spørgsmål med politiske, eller vi har gjort alle eksistentielle spørgsmål til politiske. Det kommer af den hegerströmske filosofi. Når man har afskaffet metafysikken og de eksistentielle spørgsmål, så flytter alt det andre steder hen. Det forsvinder aldrig, for vi er jo mennesker og tænker på at leve som mennesker. Men det er blevet kombineret med individuelle rettigheder. Vi opdagede, at det ikke var godt for minoriteterne med de her store rationelle, universalistiske projekter. De kom i klemme. Derfor skulle man kombinere den fornuftsorienterede stat med individuelle rettigheder, og det er en kollision, som er uforenelig. Det socialdemokratiske folkhemsprojekt bygger på, at individet trækker sig lidt tilbage med den indstilling, at politikerne – det ville sige Socialdemokraterna – ved hvad der er bedst for folk. Individualismen bygger på, at hvert enkelt menneske er fornuftig. Det her er uforeneligt, men vi halter fortsat frem på den her måde.«

Et andet frihedsbegreb

– Hvordan præger den her uforenelighed den politiske situation i dag?

»Det præger især debatten og den måde, hvorpå man forhekser uforeneligheder. Man vil gerne sige, at noget er forkert eller forfærdeligt, men så snart efterspørger alternativet, får man af den her kritiske teoriskole at vide, at man ikke behøver at forholde sig til, hvad man skal gøre i stedet for. Det kan gælde normer, den stærke gruppepolarisering. Der har eksempelvis været meget tale om det heteronormative, og man har skældt ud på hvide mænd. Det har forandret meget, men også skabt frustrationer, for det vigtigste er, at hvis nogen bliver angrebet for at have gjort noget forkert og forsvarer sig, så beviser det bare personens og hele gruppens ondskab.«

Lena Andersson nævner helt eksplicit #MeToo.

»Hvis en mand forsvarer sig, så beviser det bare, at modstanden mod ham er rigtig. Vi får aldrig en rationel samtale. Det viser sig i detaljerne, hvordan man vinkler sine spørgsmål, eller hvilke spørgsmål der aldrig tages op. Når man bryder med gamle normer, så opstår der nye normer og tabuer, som man bevogter skarpt. Man må ikke sige det og det om den gruppe, og det påvirker sproget og bliver et etikettespørgsmål.«

– Er Sverige anderledes her?

»Jeg har lige været i Norge, og de er forundrede over vores debat. Det plejer I også at være. Når Sverigedemokraterna holdes ude og deres standpunkter ikke er synlige andre steder end i valgprogrammer, så radikaliseres modstanden mod den holdning. Ingen kultur- eller ledersider lader dem komme til orde. De må finde andre steder hen, stødes bort fra det liberale sammenhold. På den måde radikaliseres begge sider, og det er dårligt for debatten. Dagens Nyheter har lige nu en serie om klimaforandringer. Jeg ville ønske, at jeg her også kunne læse om klimafornægterne, men jeg må ikke høre, hvad deres argumenter er, for de publiceres ikke der. Men jeg vil vide, hvilke argumenter de har. Ingen har jo en holdning, fordi de synes, den er irrationel eller forkert. Jeg forstår den Hannah Arendt, der også ville høre, hvad Adolf Eichmann havde at sige.«

– Ser du Sverigedemokraternes store tilslutning i den sammenhæng?

»Ja, jeg tror, de ville være ti procent mindre, hvis man ville åbne mere for dem. Hvis man ikke var så bange for at komme til at legitimere folk, som siger noget andet, så ville man lette lidt på trykket.«

– Jeg vil gerne høre mere om de taktiske manøvrer, Sverigedemokraterna på det seneste har foretaget for at vinde folkets gunst. De er ikke kun begyndt at tale om værdier og om det nye folkhem, de har tilsyneladende også lagt nationalismen på hylden til fordel for en forening af socialisme og konservatisme?

»Ja, de blev officielt socialkonservative for nogle år siden. Nu er de ikke nationalistiske, men socialkonservative, selvom det nationalistiske stadig er en del af deres program. Deres nationalisme bygger på metafysiske ideer om fælles tilhørsforhold og alt det her. Men i en nordisk kontekst må man ikke glemme: I Sverige, som ikke var besat af tyskerne, var der ingen modstandsbevægelse og dermed ingen åbning for en positiv nationalisme som i Norge og Danmark. At patriotisme er at stå for friheden, det findes ikke her. Patriotisme er her at være konservativ, det kan aldrig være frihed. Vi har ikke forsvaret os med vores liv. Det typisk svenske har været ikke at være nationalist.«

– I den sidste del af valgkampen er Sverigedemokraterna, som fordelingspolitisk er et borgerligt parti og dermed adskiller sig fra Dansk Folkeparti, gået mere målrettet efter socialdemokratiske vælgere. Har Sverigedemokraterne taget ved lære af det danske søskendepartis mere sociale linje?

»Det sociale indgår, de har også en idé om et samfund, hvor der bliver taget hånd om de fattige og gamle, men det væsenligste for Sverigedemokraterne er, at fjenden kommer og tager fra svenskerne. Jeg ville sige, at de har været imod magthaverne, og i Sverige er man så imod Socialdemokraterna. Sverigedemokraternas største fjende er liberalismen, det åbne samfund, de åbne grænser og det, at individet skal styre sig selv.«

–Hvor står du selv politisk?

»Jeg betragter mig som liberal i mere filosofisk forstand.«

–Hvem i Sverige repræsenterer den liberale holdning?

»Næsten ingen, for det sociale er så stærkt. Reinfeldt stod for noget af den, men er i vid udstrækning gået bort fra den. Centerpartiet og Liberalerna er etatistiske, de mener, at staten skal beskytte friheden. Lederen af Liberalerna, Jan Björklund, taler hele tiden om staten, men ikke om liberale personer. Vi har brug for en omstøbning af det politiske landskab, at nogle partier ryger ud af Riksdagen, for det hele er så låst. Der er brug for et rigtigt liberalt parti, som respekterer, at individets frihed forudsætter andres.«

– Noget jeg aldrig helt har forstået er, hvordan et meget lige samfund samtidig kan være så elitært og rumme et åndsaristokrati, som vi slet ikke kender til i Danmark.

»Der er i Sverige en tradition siden Gustav 3. for, at folket og kongen går sammen mod de rigtige aristokrater. Folket og kongen, det er en arketype i Sverige: Folket forstår, at kongen er god og ikke dum og vil folket det vel. Aristokraterne derimod er upålidelige, de har forbindelser med udlandet. I Sverige er det så også sådan, at en tilstrækkeligt succesfuld erhvervsmand bliver til en konge. Zlatan bliver til en konge. Bare man er tilstrækkelig langt fra almindelige mennesker til at føle misundelse. Man misunder ikke kongen, det er urimeligt. Man misunder naboen, som har ti kroner mere end en selv. Men hvis man har 100 millioner mere, så er man hinsides misundelse.«

– Hvorfor er det sådan?

»Sådan er mennesker, man bliver kun misundelig på det, man kan nå, det er helt universelt. I lande med stor lighed bliver det mere tydeligt, for her holder man hinanden i skak og vogter på, at ingen stikker ud. Men stikker man ud og kommer langt, så bliver man ladt i fred.«

– Hvad kommer der til at ske på søndag?

»Det bliver svært med tre lige store partier. Jeg synes, at man skulle prøve en stor koalition efter valget, Socialdemokraterna og Moderaterna, det er aldrig tidligere sket i Sverige. Og så måske enten Centerpartiet eller Liberalerna. Mange synes, at det er underligt, hvis Sverigedemokraterna med alle de stemmer ikke kommer i regering, men altså partiet har rødder i ’hvid magt’-bevægelsen. Det er grotesk med en utilsløret ’hvid magt’-holdning som udgangspunkt. Så kan man kalde sig socialkonservativ eller hvad man vil. Jeg tror på en stor koalition.«

Lena Anderssons nye roman ’Sveas son’ udkommer på dansk på Politikens Forlag til foråret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karen Lilja
  • David Zennaro
  • Henrik Brøndum
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Karen Lilja, David Zennaro, Henrik Brøndum og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Velfærdsstaten er den politiske overbygning på velfærdssamfundet, der sætter magt bag ordene. Og velfærdssamfundet går ud på at give de mange adgang til det, der ellers var forbeholdt de få igennem en omfordeling af samfundets værdier igennem et skattesystem, hvor 'bredeste skuldre bærer de tungeste byrder'.

Tino Rozzo, John S. Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Wauv der er højt til loftet! Jeg bliver helt misundelig på svenskerne over de har en debattør med kunstnerisk baggrund på så det niveau. Jo håber Anne Grethe Marstrand Jørgensen, Carsten Jensen, Line Knutzon, George Metz etc. læser med.

En alternativ fortælling kunne være en dybt forankret, autoritær tradition, hvor mindretal og afvigere er blevet forfulgt og undertrykt - ikke mindst af en intolerant lutheransk svensk kirke. Den massive udvandring til Nordamerika i 1800-tallet er et vidnesbyrd om selv samme.

Rená Arestrup, man kan ikke bruge 130-årige erfaringer til noget - og slet ikke, når de ligger før den samfundsudvikling, der diskuteres. Det giver mere mening at sige, at velfærdsstaten var den demokratiske stats svar på, at et liberalistisk system tvang hundredtusinder på flugt til en ny tilværelse uden sikkerhedsnet.