Læsetid: 18 min.

»Jeg tog afsted som nysgerrig reporter. Men lige nu, i dette øjeblik, er jeg en burner«

Burning Man-festivalen i USA er meget mere end en festival. Den er drømmen om den ultimative frihed, et spirituelt og bevidsthedsudvidende Utopia og et kosmisk kollektivt kærlighedstrip. Alle gængse forestillinger om, hvad en festival er – og kan være – blev forandret, da Informations udsendte reporter drog til den myteomspundne og kontroversielle festival i Nevadas ørken. Undervejs mistede han både sit mobilsignal og sin kritiske sans
Under Nevada-ørkenens nådesløse, brændende sol og klaustrofobiske støvstorme, bliver der hvert år i sensommeren opbygget en gigantisk midlertidig by ved navn Black Rock City. Her afholdes festivalen Burning Man.

Under Nevada-ørkenens nådesløse, brændende sol og klaustrofobiske støvstorme, bliver der hvert år i sensommeren opbygget en gigantisk midlertidig by ved navn Black Rock City. Her afholdes festivalen Burning Man.

Malin Henningsson

14. september 2018

Den midaldrende mand på den slingrende ladvogn ved siden af mig er iført stiletter, skimaske og prinsessekjole. De psykedeliske svampe er begyndt at virke.

»I’m seeing colours! I’m seeing colours!«.

Han tripper lykkeligt for sig selv, mens han raver til de elektroniske rytmer. En kvinde fortæller grinende, at hun lige har været nede og give to kvinder orgasme på samme tid i den lesbiske orgy dome.

»My hands still smell of pussy!« griner hun begejstret, mens en gruppe veltrimmede, nøgne mænd danser i rundkreds på playaen. De tager på hinanden og inviterer andre forbipasserende med i legen.

60 meter høje stikflammer buldrer i baggrunden, dansende droner oplyser nattehimlen. Jeg står sammen med 70.000 elektriske mennesker på mit livs vildeste festivaltrip langt ude i den månelignende Nevadaørken. Det er lørdag aften, jeg har sluppet alle hæmninger, jeg danser barmavet omkring i stramme leggings, mens høje doser af dopamin buldrer rundt i min krop.

Dette er min første Burning Man-festival. Jeg tog afsted som nysgerrig reporter. Men lige nu, i dette øjeblik, er jeg en burner.

At tage til Burning Man er ikke noget, man gør spontant. Det kræver stor viljestyrke, tålmodighed, grundig planlægning, tid og penge. Man skal virkelig ville det, hvis man har drømmen om at blive en burner – som deltagerne kaldes.

De omkring 70.000 billetter bliver udsolgt på et kliksekund – købt af folk fra hele verden. Og når man så har sikret sig sin dyrebare billet til en pris, der svarer til 2.700 danske kroner, begynder den egentlige forberedelse.

Den amerikanske festival foregår i et af verdens mest barske og menneskefjendske områder dybt inde i Nevadas Black Rock Desert. Her, midt under en nådesløs, brændende sol og klaustrofobiske støvstorme, bliver der hvert år i sensommeren opbygget en gigantisk midlertidig by ved navn Black Rock City.

Efterlad ingen spor

Burning Man er en slags menneskeligt utopia, drømmen om den ultimative frihed med rod i hippiebevægelsens gamle dyrkelse af peace, love and understanding, og den bygger på ti principper, som alle beboere på festivalen skal følge. Blandt de mest radikale er gifting: Festivalen er bygget op omkring en gaveøkonomi, hvor penge er ubrugelige og deltagerne i stedet giver naturalier til hinanden på kryds og tværs, og hvor de stærke skuldre bærer de svage.

Et andet princip er leave no trace, der helt simpelt går ud på, at alt det, man bringer ind på festivalområdet, skal med ud igen: alt fra telte, soveposer, campingborde og cykler til plastikemballager, madrester og cigaretskodder. Selv det vand, man har brugt til at vaske sig i, skal samles i tanke og med ud. Når festivalen er overstået skal området fremstå akkurat lige så skinnende rent og ubeboet som før.

Med det hårde miljø og de radikale principper kræver det en minutiøs planlægning at overleve og gennemføre de otte døgn i ørkenen. For selv om der er gaveøkonomi, skal hver deltager samtidig være 100 procent selvforsynende og medbringe vand, mad, alkohol, tøj og andre fornødenheder til hele festivalen.

For denne reporter har Burning Man altid stået som en umulig og uoverskuelig drøm. Men i år kom jeg helt tilfældigt til en fest i snak med en dansker, der har været på festivalen ni år i træk og som tilbød, at jeg kunne bo i hans etablerede lejr. Lejren havde også en af de eksklusive festivalbilletter i overskud, så pludselig kunne drømmen realiseres.

Flybilletten til San Francisco bliver købt, spændingen stiger, i ugerne op til afrejse shopper jeg alt fra støvmasker, lyskæder, vifter, solhatte, skibriller, tørklæder og diverse funny outfits som pastelfarvede leggings med enhjørninge og robotter til T-shirts med neonskinnende aliens og katte.

Og så er jeg klar.

Malin Henningsson

Jeg lander i San Francisco lørdag eftermiddag og så går turen straks videre med en greyhoundbus til kasinobyen Reno. Her bliver jeg hentet af Mike, en anden førstegangs-burner, der skal bo i min lejr og har tilbudt at give mig et lift ud til festivalen.

Google Maps siger, at turen fra Reno til Black Rock City tager cirka tre timer, og optimistisk cruiser vi af sted i hans hvide Audi igennem det golde, støvede månelandskab. Efter et par timer løber vi ind i den første endeløse kø af biler, campingvogne og busser. Den opløses, men en ny opstår få timer senere, og den bliver permanent. De næste syv timer sidder vi mere eller mindre fast på den lille hovedvej fra Reno ud til festivalområdet.

Natten falder på og en strålende stjernehimmel med en knivskarp mælkevej åbenbarer sig foroven. Trætheden melder sig.

Vi skiftes til at sidde bag rattet, når der af og til bliver åbnet for kørsel et par hundrede meter ad gangen. Som dansker er man vant til bare at hoppe ud af bilen og forrette sin nødtørft, når naturen kalder. Men ørkenen – eller playaen som den hedder – er nærmest hellig. Det er strengt forbudt at tisse herude.

Med lange mellemrum er der stillet toiletvogne op, men det er farligt at gå ud mod dem i den kulsorte nat, da det kan være næsten umuligt at finde tilbage til sin bil igen. Ved 2-tiden om natten sker der endelig noget. Bilerne begynder at køre regelmæssigt igen, og vi nærmer os indgangen til festivalen. Vi får gennemlyst bilen, tjekket vores billetter, og efter en køretur på små tolv timer ankommer vi endelig til Black Rock City.

Vi bliver budt velkommen med et kæmpe knus og et »Welcome home«, og efter den lange rejse føler vi os ubetinget som verdens heldigste mennesker.

»We made it!« råber Mike, mens vi highfiver hinanden.

Klokken er 3.30 mandag morgen, da vi finder vores lejr, hvor vi får os en sejrsdrink og hopper i soveposen, mens morgensolen titter frem i horisonten.

Vamos a la playa

Næste formiddag er der skyfri himmel og bagende sol. Jeg går rundt og hilser på de andre i lejren. De kommer fra både Argentina, Rusland, Mexico, England, Australien og USA. De fire andre danskere, som jeg har koblet mig på, har allerede været her et par dage og hjulpet med at sætte lejren op, så vi både har et interimistisk bad, et feltkøkken og et overdække over teltene for at skærme mod den brændende sol.

Danskergruppen består af fire granvoksne mænd, hvor tre har været her før, mens én er burner virgin ligesom mig selv. De er allerede hjemmevante og har også sørget for indkøb af mad, drikke, alkohol og cykler og har i det hele taget provianteret godt i det medbragte mobile home.

Alle lejre i Burning Man ligger i en halvcirkel i et logisk vejsystem opkaldt efter bogstaver og numre, der gør det forholdsvis enkelt at orientere sig og finde vej i de tusindvis af lejre og workshops.

Kritik af Burning Man

Indtaget af ’the 1 percent’

  • De senere år er flere og flere millionærer og for den sags skyld også milliardærer rykket ind i Black Rock City. Især techrigmændene fra Silicon Valley har gjort deres indtog. De forudbestiller såkaldte plug’n’play-camps, hvor alt er klappet og klart til deres ankomst med alt fra gourmetkokke til alskens luksuriøse genstande, så slipsedrengene kan koncentrere sig om at feste. Udviklingen har fået hård kritik fra de traditionelle burners, der er trætte af gentrificeringen af Burning Man, og de seneste år er der da også rapporteret om urolige sammenstød mellem de to parter.

#MeToos indflydelse på Burning Man

  • Samtykkeproblemer på playa’en – som festivalens ørkenområde kaldes – har længe været et problem, og de senere år er man begyndt at øge bevistheden om samtykkeproblematikken efter uheldige episoder med alt fra ufrivillige kram til seksuelle overgreb og voldtægter. Der har derfor længe været snak om at tilføje det 11. princip samtykke til festivalens i forvejen ti bud for god opførsel, men princippet er endnu ikke blevet officielt vedtaget.

Dumme svin, der ikke rydder op

  • I forlængelse af kritikken om the 1 percent har der også været kritik af de riges tilgang til do it yourself-ideen og princippet om »ingen spor«, der påbyder deltagerne i Burning Man at rydde op efter sig selv. Her peges der blandt andet fingre ad Silicon Valley-millionæren Elon Musk, der hyrer sæsonarbejdere til at bygge sin del af festivalen op og pille den ned igen. Netmediet Salon har talt med en række ansatte, der beretter om dårlig løn, farlige arbejdsvilkår og endda om en overhyppighed af selvmord blandt sæsonarbejderne. »De har forvandlet en guerillakunstbevægelse til en virksomhed. De er værre end Walmart,« siger en af sæsonarbejderne til Salon.

Uden for det beboelige område ligger Deep Playa, der er et gigantisk åbent ørkenområde dedikeret til kunstinstallationer. Da afstandene er enorme er det essentielt at have en cykel med, og jeg starter dagen med en sightseeing herude. Det er på alle måder overvældende at komme ud på playaen.

Det kridhvide ørkensand er hårdt som cement. Man kan opleve fantasifuld verdenskunst næsten uden for beskrivelse og kategori: gigantiske isbjørne, insekter, hajer, dinosaurer, vandgopler, præriehuse og menneskeskulpturer gør alle indtryk herude. Det samme gør en kæmpemæssig LED-oplyst regnbue. Tusindvis af svajende lysmaster. Eller en vaskeægte Boeing 747 omdannet til en liret natklub. Der er 16 kilometer fra den ene ende til den anden, og med jævne mellemrum tager jeg mig selv i at blive grebet af en svimlende lykkefølelse: Lige så snart man tror, at nu må det stoppe, bliver man igen væltet omkuld af endnu et vanvittigt kunststunt.

Sikke et sted jeg er havnet!

Orgiedomerne

»Join the Orgy Dome. Come and join the party. The Orgy Dome is open!«

En mand omkring de halvtreds står i g-streng, ørkenstøvler og en Stars & Stripes-bh og annoncerer i en megafon, at orgiet nu er åbent. Udenfor står en kø på flere hundrede både unge og ældre, der med løsslupne grin og spændte blikke gør sig klar til at deltage i de organiserede sexorgier, der foregår i de store, airconditionerede telte, der ligger centralt placeret på festivalpladsen.

Det er tirsdag formiddag, solen brænder ned på det hvide ørkenstøv, og en ny dag på Burning Man er i gang.

Burning Man strutter af seksuel energi i alle afskygninger. Der er en tyk flirt i luften overalt, og der bliver konstant krammet (i lang tid) med nye mennesker, ligesom der er masser af nøgenhed og kinky outfits.

Der er helt utroligt mange smukke mennesker samlet her, og det er, som om den brændende sol kombineret med det hvide støv, som sætter sig alle vegne, blot gør folk endnu mere attraktive, åbne og imødekommende. I det omfattende program kan man finde utallige workshops, events og talks om tantra, kunsten at give et knus, hvordan man flirter, hvordan man åbner sit hjerte og fortæller om sine dybeste lyster, spankingsessioner, gloryholes, nøgenfester, guides til det perfekte håndjob, fuld kropsmassage – og altså ikke mindst deciderede Orgy domes.

Orgy domes er ganske enkelt steder, hvor man kan gå hen og have sex med andre ligesindede. Ved indgangen får man udleveret kondomer og glidecreme, og så er det ellers bare at gå i gang. Der er fem orgy domes på festivalen, som alle er specialiseret inden for hver deres område: en for monogame heteroseksuelle par, en for swingerpar, en for bøsser, en for lesbiske og en for bi- og transseksuelle.

Jo længere festivalen skrider frem, jo længere bliver køerne uden for de forskellige domes. Stort set alle benytter dem. Der er unge modellignende piger, der fnisende går derind som veninder eller med fyre, de har samlet op. Der er ældre mænd i lak og læder, der virker professionelle i miljøet, og midaldrende ægtepar af alle slags. Jeg er klart nysgerrig og cykler forbi orgy-domerne flere gange.

Malin Henningsson

Om det er mængden af alkohol, manglen på søvn, den stærke sol, flirterne eller bare den generelle løsslupne stemning skal jeg ikke kunne sige. Men sexlysten stiger og stiger, som dagene går, og den sidste dag stopper jeg op og hænger ud foran domen i en halv times tid.

Samtidig kommer tre smukke kvinder gående og stiller sig i kø ved indgangen. Reglerne siger, at singlefyre ikke er velkomne i Orgy Domes. Man skal have en kvinde under armen for at blive lukket ind i den hedonistiske himmel. Skal jeg gå over og spørge dem, om jeg må følges med dem ind? Fristelsen er stor.

Men inden jeg når at gøre tanke til handling er kvinderne allerede forsvundet ind i lystens hule. Man fortryder kun det, man ikke gør, som de kloge siger, og den forspildte chance lurer i baghovedet resten af festivalen. Forspildte chancer er der i det hele taget mange af her på Burning Man, hvor man konstant bliver tilbudt knus, kys og krammere.

Det er dog også muligt at få nøgen nærkontakt af tredje grad med ens festivalfæller på en mere uskyldig facon og dermed i det mindste få stillet ens hudsult. Man kan for eksempel besøge The Human Carwash – en menneskelig bilvask – og det bestemmer jeg mig for at gøre. Her skal man tage alt sit tøj af og stille sig nøgen over for seks andre vildtfremmede mennesker.

Vi kigger først lidt sky og afvæbnende på hinanden og griner nervøst. Så instruerer en kvinde os i at skiftes til at vaske og skrubbe hinanden i en rundkreds med sæbe, vand og svampe. Forinden skal vi aftale, hvor intimt man ønsker at blive vasket. Jeg giver fuld adgang til det hele. Derefter er det bare at stille sig op, sprede arme og ben og kigge ud i intetheden.

Jeg mærker hænder og svampe alle steder, og det føles lige i starten grænseoverskridende og akavet, men snart er det rart at stå der splitterravende og blive vasket igennem fra top til tå sammen med flere hundrede andre nøgne mennesker. Vi bruger en times tid på at vaske hinanden og helt skrubbet og ren og fri for det hvide ørkenstøv giver vi storgrinende hinanden gruppekram, og jeg forlader afvaskningen helt renset både mentalt og fysisk.

Euforiserende råkakao

På Burning Man kan du være lige den, du er, eller være den, du måske altid har drømt om at være.

Grænserne for det normale er helt åbne. Det gælder også for de utallige workshops, der omhandler det menneskelige sinds dybe, spirituelle sider. Man kan tage på fælles drømmerejser. Dyrke hyperventilerende massemeditation. Gå på opdagelse i voodooens mystik. Eller drikke euforiserende råkakao og kigge hinanden dybt i øjnene.

Som protestantisk, rationel skandinav har jeg altid været skeptisk over for det spirituelle og haft svært ved at gå ind i det med et åbent sind. Men her i ørkenen, hvor tid, sted og rationalitet er ophævet, går jeg all-in. Det lykkes at nulstille tankemylderet og bare være en krop, der er til lige nu og her.

Jeg drikker den rige råkakao og fortæller fyrre fuldstændigt fremmede mennesker om mine dagligdagsproblemer, og hvad jeg gerne vil forandre ved mig selv her i livet. Det samme gør alle de andre, og selvom folk er fra mindst 15 forskellige lande spredt over hele kloden, er det slående, at alle bakser med de samme problemer og tanker. Det er rørende.

Efter at have åbnet sit sind er det tid til at dele kram ud, og der bliver givet lange, kærlige knus til alle, mens man går rundt med en klump i halsen og vand i øjnene. Seancen slutter med en times fællesdans til new age-musik, mens de små euforiserende mikrodoser fra kakaoen begynder at flyde i blodet og sætter gang i en ekstatisk drømmedans.

Burning Man er i de senere år blevet kritiseret for at have solgt ud i forhold til festivalens oprindelige idealer og nu blot være en vild legeplads for især rige tech- og it-millionærer fra den nærliggende Silicon Valley.

De er her også – sammen med russiske oligarker, rige trustfund kids, Victorias Secrets-undertøjsmodeller og saudiske prinser. Men de er ikke i overtal, og der er stadig plads til mennesker med almindelige indkomster.

Burning Man på film

The girl from the song (2017)

I filmen ’The girl from the song’ fra 2017, der er instrueret af spanske Ibai Abad, flyver den håbefulde, unge britiske musiker Eric, der har forelsket sig i den ubekymrede universitetsstuderende, Jo, til Burning Man i Nevada-ørkenen. Her har han til hensigt at erklære sin kærlighed til hende, efter at hun i første omgang uden varsel efterlod ham i London for selv at tage afsted med gamle bekendtskaber.

Eric og Jo lægger hurtigt miseren bag sig og kærligheden blomstrer, men på mange punkter er Jo også alt for flyvsk til Eric, hvilket i sidste ende har den konsekvens, at de ikke kan være sammen.

Portrætteringen af de omgivende karakterer i filmen, som alle er at finde på den famøse festival, giver et særdeles negativt billede af burners. Der er uendeligt langt fra peace, love and harmony-hippierne til de ondsindede skiderikker, som filmen portrætterer: En portvagt, der uden nogen form for empati afviser Eric, som uden festivalbillet er rejst fra London til Black Rock City. Påvirkede kvinder, der doper Eric og vil have sex med ham. Og Jos vennepar, der konstant er efter Eric og gerne vil have ham sendt retur til London.

Queer Eyes yndlings-’burner’ (2018)

I Netflix serien Queer Eye, der i dansk fjernsyn går under navnet De fantastiske fem, besøger fem livsstilseksperter en person, der har brug for et lille kærligt skub. I fjerde afsnit af anden sæson besøger eksperterne handymanden Jason i Atlanta. En fyr, der har deltaget i Burning Man de seneste ti år, og som er meget fanatisk omkring festivalen.

Jason er lidt af en hippie, men modsat fremstillingen af hippier i ’The girl from the song’, så er Jason alt andet end ondsindet.

Han er en spraglet, gråhåret mand med fuldskæg og højt humør, der til dagligt går rundt i alt for store plettede T-shirts og arbejdsshorts, mens han fordriver tiden med at rode med gamle ting og male i sit køkken, der mere har funktion af et atelier end et sted for tilberedning af mad.

Der er dog også en anden mere glamourøs side af Jason, som han finder frem en gang årligt, når Burning Man løber af stablen i Black Rock City. Den del af klædeskabet, som ikke er fyldt med malertøj, er stoppet med alverdens finurlige klæder, som han påklæder sig under festivalen: Et jakkesæt bestående af spejle og et gorillakostume – bare for at nævne nogle få.

Af vennerne beskrives han som vennen, der altid er der for andre og altid er i godt humør.

Dokumentarfilm om ulige etnisk repræsentation

Selv om et af Burning Mans ti principper lyder »radikal inkludering« og foreskriver, at alle er velkomne, er det kun godt og vel én procent af deltagerne, der er farvede.

Den amerikanske dokumentarist Gina Levy besluttede sig på den baggrund for at lave en kortere dokumentarfilm, ’In Pursuit of Happiness: Black at Burning Man’, for at forstå, hvorfor det er sådan, når nu »enhver kan være en del af Burning Man«.

Ifølge New York Times angiver en af kilderne i dokumentaren, at den skæve fordeling først og fremmest skyldes en historisk forankret frygt og fornemmelse af, at nogle hvide tenderer til at opføre sig racistisk, når de udfolder sig i en rus af alkohol rundt om et enormt bål.

Parodi på Burning Man

 

Du kan støde ind i alt fra tyske studenter til australske globetrottere, israelske soldater, indiske shamanister, russiske hedonister, brasilianske direktører, britiske syretrippere, argentinske ravers, danske arkitekter, excentriske hippier, hipstere og flippere fra alle lande foruden de førstnævnte typer.

Folk flyver ind fra hele verden for at opleve det magiske eventyrland sammen med andre ligesindede. Præmisserne er ens for alle. Der er ingen fancy backstagelokaler, mediebyer eller lukkede fester. Selvfølgelig bor nogle mere lækkert end andre, men dørene er åbne, og det er heller ikke comme il faut at snakke om, hvad man laver til daglig ude i den virkelige verden. Det er nuets kraft, der er på dagsordenen her.

Burn, Baby, Burn!

En ting er Burning Man om dagen. En anden ting er Burning Man by night.

Når den kulsorte nat har lagt sig over ørkenen er der intet mere fantastisk end at bevæge sig ud på playaen. Der er ingen belysning om natten, derfor er det essentielt at iklæde sig lyskæder, lommelygter, pandelamper og en masse glowsticks, så man kan se og blive set.

Det kunstige og fantasifulde lys på cykler og mennesker skaber et helt utroligt levende lyshav i konstant bevægelse. Cyklerne bliver overgået af de mange art cars (kunstbiler), der cruiser rundt i lavt tempo, mens de er omdannet til kørende barer og klubber med dj’s ombord fyldt med strålende neon og LED-lys.

Himlen er belyst af kraftige laserlys, 600 dansende lilla droner og en kunstig måne, der virker så naturtro, at man bliver snydt flere gange. Alle kunstinstallationerne er også oplyst. Især den kæmpemæssige regnebue spreder psykedelisk lys ud over playaen. Det er som at cykle rundt på en anden planet.

Malin Henningsson

Hovedbegivenheden på hele festivalen er lørdag aften, hvor The Man skal brændes af. Temaet for årets festival er robotter i alle afskygninger, og The Man er derfor en gigantisk blå, skinnende robot, der er placeret på et 20 meter højt træplateau.

Klokken 20.30 er samtlige 70.000 deltagere samlet omkring den. Afbrændingen starter med et fyrværkerishow og derefter bliver der langsomt tændt ild til manden. Det hele kulminerer i et rødglødende røg- og ildinferno, hvor flammerne sender 60 meter høje røgskyer fyldt med aske op i himmelen.

Spøgelsesagtige, støvede køretøjer dukker frem fra ørknen og udspyr gigantiske ildflammer. Coke, drinks, joints og mdma går på omgang på de mange art cars. Flere går grædende af lykke rundt med hænderne mod himlen. Selv er jeg her, der og alle vegne og suger alt ind. Jeg observerer ikke længere, hvad der sker. Jeg deltager i festen på lige vilkår med alle andre. Jeg danser rundt på de kørende selvlysende biler i bar mave og stramme leggins og flirter og knuser med alle.

»Love is in the air
everywhere you look around.
«

Jeg er høj høj, høj på livet og nuets kraft og har sjældent følt mig så meget i live. Den dionysiske fest forsætter med morgenfester langt ude på playaen, indtil solen bliver for skarp, og kræfterne er helt udtømt.

Burning Blues

Efter et par timers søvn vågner jeg op søndag formiddag og må indse, at det uvirkelige drømmetrip af en festival er ved at være forbi. Otte døgn i ørkenen er fløjet af sted.

Undervejs er jeg gået fra at være en lettere skeptisk, rationel og fornuftig dansk journalist iført rent tøj og med et godt greb i mobilen til at blive en løssluppen, støvindhyldet, halvnøgen og supersocial mand, for hvem internet, mad, tøj og jordisk gods ikke kunne være mere ligegyldigt.

Jeg er blevet fuldgyldigt medlem af den stamme, kult – eller sekt om man vil – som Burning Man består af. Jeg er blevet en burner, og det føles helt fantastisk befriende! Det er faktisk ikke til at forstå, at det hele nu er slut, og man igen skal vænne sig til at blive et rationelt, vestligt menneske.

Inden da skal der dog først gøres rent i hele lejren. Og det viser sig at komme til at tage hele dagen. Som nævnt i begyndelsen er et af de bærende principper hos Burning Man ’Leave no trace’, og det betyder, at hele lejren på godt 70 mennesker i samlet flok og på alle fire gentagne gange kravler rundt på ørkenstøvet for at finde selv de mest mikroskopiske menneskelige efterladenskaber.

»Pick up everything. Even pubic hairs. Nothing is to small. Remember the playa is sacred,« tordner vores lejrleder i sin megafon, mens vi udstyret med små plastikposer fisker hår, madrester, negle og andet godt op fra støvet og efterlader pladsen i helt jomfruelig stand, så playaen er klar til at blive indtaget igen næste år.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Jørn Andersen
ingemaje lange, Viggo Okholm, David Zennaro og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunne INF.ikke have sendt en reporter med lidt mere hår på brystet og lidt mere mellem benene?Hans vildeste excesser er at køre rundt om natten uden bukser på og drikke mikrokakao,jamen helledusseda, og tale som man gør i enhver god dansk selvhjælpsgruppe.Og da Altet så i sin grænseløse nåde forsøger at få lidt gang i foretagenet ved at tilbyde ham tre nymfer på stribe,hvad sker?Han foretrækker skrækslagen at sige nej og gå videre med sin indebrændte seksualitet,og det er alt den "burning " der er til at få øje på.