Læsetid: 4 min.

Transperson: ’Flashdance’ får mig til at drømme om selv at finde prinsen på den hvide hest

Linda Thor Pedersen spillede rollen som macho og levede endnu ikke åbent som transperson, da hun første gang så filmen ’Flashdance’ og pludselig kunne identificere sig med kvinden i hovedrollen, der forfølger sine drømme og kæmper for sig selv
»Alex er en sej kvinde. Når hun møder modgang, slår hun tilbage. Hun får et nej, og så prøver hun igen,« siger transperson Linda Thor Pedersen om hovedrollen i ’Flashdance’

»Alex er en sej kvinde. Når hun møder modgang, slår hun tilbage. Hun får et nej, og så prøver hun igen,« siger transperson Linda Thor Pedersen om hovedrollen i ’Flashdance’

Paramount Pictures

21. september 2018

Linda Thor Pedersen, 53. Bor i Bagsværd.

»Jeg har været omkring 18 år, da jeg første gang så FlashdanceJeg boede stadig hjemme dengang. Det var sådan en film, man godt kunne tillade sig at se som mand, fordi det er en film, der er meget bundet op på musikken. Ellers så så jeg ikke romantiske film. Jeg så mere actionfilm med Charles Bronson og James Bond og den slags.«

»Kønsrollerne var dengang meget skarpere, end de er i dag – forventningerne til, hvad drenge og piger måtte. Jeg skulle leve op til den her manderolle, være stærk og hård. Det med de bløde følelser var ikke noget, man skulle tale højt om. På en eller anden måde var det ikke naturligt for mig. Jeg har hele mit liv forsøgt at overkompensere for den rolle ved at være ekstrem macho, selv om det egentlig ikke har ligget naturligt til mig. Men Flashdance er den første film, hvor jeg virkelig identificerede mig med hovedrollen.«

»Filmen handler om Alex, der er svejsearbejder og drømmer om at komme ind på balletskolen, og så danser hun i en natklub. Alex, som bliver spillet af Jennifer Beales, er en smuk, ung kvinde, der passer godt på sine venner. Hun er meget omsorgsfuld. Hun har drømme, og selv om ingen andre tror på, at hun kan blive en stor danser, så tror hun på sig selv. Hun er meget sammen med andre, men hun virker også ensom.«

»Det var dengang uvirkeligt for mig at tænke, at jeg kunne være som Alex, og måske derfor kunne jeg godt tillade mig at lege med følelsen af at identificere mig med hende. Det var på en eller anden måde ufarligt, fordi jeg jo aldrig kunne blive hende. Men jeg tror også, at det handler om, at hun forfølger sin drøm – og at det lykkedes for hende.«

»Hun er nok lidt atypisk i sin måde at præsentere sig på som kvinde. Hun kører på herreracercykel og arbejder som svejser, men det fylder egentlig ikke særlig meget i filmen. Det, jeg identificerede mig med, var mest historien om pigen, der måtte gå så grueligt meget igennem for til sidst at få drømmefyren. På det område er jeg altså lidt gammeldags, må jeg nok sige. Jeg går i rent romantisk hardcore-mode. Det får mig til at drømme om selv at finde prinsen på den hvide hest. Men Alex er også en sej kvinde. Når hun møder modgang, slår hun tilbage. Hun får et nej, og så prøver hun igen. Hun giver ikke op.«

»Hun siger: ’Den kasse, jeg er puttet ned i, den gider jeg ikke være i, jeg vil over i en anden kasse.’ Hun tager ansvar for at leve som den person, hun selv vil være, ikke bare den, andre synes, hun skal være. Det er det, der er det væsentlige i den film.«

»Da jeg var ung, havde jeg givet op på mange ting i mit liv. Der var for meget rod i mit hoved, og jeg fik ikke gennemført en uddannelse. Men nu har jeg taget skridtet fuldt ud i forhold til min kønsidentitet, og det har også givet mig mange flere kræfter. Det at leve i overensstemmelse med min kønsidentitet gør, at jeg tror på mig selv. Og jeg har gåpåmod. Jeg havde ikke de fornødne kræfter til at følge mine drømme dengang og flytte mig selv fra en kasse til en anden. Det var nærmest et tilfælde, at jeg fandt de kræfter. For det første fandt jeg ud af, hvad det ville sige at være transkønnet, og at der var andre, der havde det ligesom mig. Jeg mødte ligesindede og fik troen på, at det kunne lade sig gøre. Før jeg valgte at transitionere, havde jeg meget få venner og levede meget for mig selv i modsætning til i dag, hvor jeg er udadvendt og har mange venner. Når man lever sit liv på en løgn, så er det svært at være sammen med andre.«

»Jeg mødte ligesindede gennem den forening, der dengang hed Transvestitforeningen Danmark, og som i dag hedder Transpersoner i Danmark. Først eksperimenterede jeg med, hvordan det føltes at gå klædt som kvinde. Men efter halvandet år var der ikke længere nogen tvivl om, at det var den vej, det skulle fortsætte, og så traf jeg beslutningen om, at sådan ville jeg leve resten af mit liv. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til mit tidligere liv, det er så uvirkeligt. Det at skulle gå rundt og opføre sig som en mand. Det var, som om det var en rolle, som jeg nu har lagt fra mig. Det var et skuespil, sådan føltes det.«

Serie

Transpersoner ser film og tv

Vi taler med transpersoner om, hvilke film og tv-serier, der har gjort særligt indtryk på dem og hvorfor.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu