Læsetid: 4 min.

Transvestit i 1968: »Jeg sad i mørket og tænkte: Der er jo andre, de er der jo!«

Mens studenteroprør, kvindefrigørelse og politichikane bølgede frem og tilbage på den anden side af murerne, åbnede biografens omsluttende mørke op for en anden virkelighed, der både var grænseoverskridende og fantastisk.
Rebecca Holm så The Queen i 1968. »Miljøet eksisterede, selvom det var bundulovligt og de blev fængslet. Det er også det, der var så imponerende, den råstyrke, den vilje, der vises i filmen, men som også fandtes i virkeligheden på det tidspunkt,« siger hun.

Rebecca Holm så The Queen i 1968. »Miljøet eksisterede, selvom det var bundulovligt og de blev fængslet. Det er også det, der var så imponerende, den råstyrke, den vilje, der vises i filmen, men som også fandtes i virkeligheden på det tidspunkt,« siger hun.

Evergreen Film

14. september 2018

Rebecca Holm, bosat i København.

»Min transvestisme hænger sammen med mange ting. Allerede da jeg var en seks-syv år gammel, hvor jeg boede i en landsby oppe i Nordsjælland, ville jeg være indianerprinsessen, når vi legede cowboydere og indianere. Så sad jeg inde i brændeskuret og ventede på, at de andre reddede mig. Det syntes, de var helt fint. I teenageårene skete der noget. Jeg blev forelsket i alle mine drengevenner, ville gerne gå i pigetøj og være en pige. Jeg var fuldstændig rundt på gulvet. I slut-60’erne flyttede jeg som 17-18 årig til København, fordi jeg var forvirret omkring min identitet. Det var en meget søgende periode af mit liv – og så flyttede jeg også, fordi jeg havde fået en læreplads som reklametegner, og det blev for besværligt at pendle.«

»I København opsøgte jeg alle byens mærkelige steder, og så gik jeg rigtig, rigtig meget i biografen. Dokumentarfilmen The Queen gik i Carlton Biograf, som lå på Vesterbrogade lige ved Vesterbro Torv. Den er lukket nu, men de viste sådan lidt skæve film. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fandt ud af, at den gik i biografen, men jeg havde vel set nogle annoncer eller en plakat og tænkt, at den film måtte jeg se. Det var en lille biograf, så jeg sneg mig til at købe en billet og listede ind i mørket, nu skulle jeg se, hvad det handlede om. Jeg var fuldstændig himmelfalden. Det var første gang, jeg så transerog drags og hvad pokker de ellers kaldte sig alle sammen, men bare det at se dem var fuldstændig grænseoverskridende og fantastisk. Jeg sad i mørket og tænkte: ’Der er jo andre, de er der jo’.«

»The Queen er optaget i 1967 og handler egentlig bare om en Miss America-agtig skønhedskonkurrence, men for drag queens. Man følger to-tre personer, som kommer ude fra provinsen og ind til New York, hvor der er højere til loftet og helt fantastisk. De bliver indlogeret på et hotel, og så skal de gangtræne og øve sig på koreografi. Der er et show, hvor de skal optræde og konkurrere mod hinanden. Og så kommer de op og skændes om vinderen, fordi ’hun var ikke bedre end mig.’ Det var jo skægt i sig selv, men det utrolige for mig var simpelthen at se, at de her mennesker eksisterede. De blev til hele mennesker i mine øjne. Jeg sad og kæmpede med dem og tænkte ’ej, hvor er hun smuk,’ når de optrådte.«

»Jeg kan stadig huske den fornemmelse, jeg fik, da jeg gik ud på Vesterbrogade bagefter, ud i nattemørket, så stod virkeligheden lige udenfor, og den var godt nok en anden. Få år tidligere risikerede transvestitter at blive arresteret. Der var et politiforbud, som ikke direkte sagde, at det var ulovligt at gå i dametøj, men som blev forstået sådan af politiet. Jeg kender flere ældre transvestitter, der blev arresteret, fordi man ’forstyrrede den offentlige ro og orden’, som det hed i forbuddet. Jeg mener, at den paragraf blev strøget i ’68, men det at være trans var stadig en skyggetilværelse for mange. Det er heldigvis blevet bedre. Jeg synes, at jeg har oplevet et liv, hvor det kun er gået fremad. Jeg synes i virkeligheden, at jeg har reddet højt og flot på den udvikling.«

»Jeg var så heldig, synes jeg selv, at jeg havnede i København midt i studenteroprøret. Der var kvindefrigørelse og bøssefrigørelse og bare så meget grøde i starten af 70’erne. På et tidspunkt var der en, der sagde til mig: ’Jamen, hvad er problemet, du kan jo bare gøre, som du har lyst til.’ Jeg tænkte, ’Gud ja. Det kan jeg jo,’ og det har jeg gjort lige siden. Der er mange, som har nogle store barrierer omkring deres egen kønsidentitet, hvordan det hele skal fungere, og hvad man siger til omverdenen. Sådan har jeg aldrig haft det.«

»Det, jeg synes, der er interessant ved filmen, set med nutidens øjne, er, at den er lavet før studenteroprøret og før Stonewall-urolighederne i 1969, hvor transvestitter og homoseksuelle gjorde op med den politichikane, der var. Den er lavet, før de her omvæltende ting skete, men den findes alligevel. Miljøet eksisterede, selv om det var bundulovligt, og de blev fængslet. Det er også det, der var så imponerende, den råstyrke, den vilje, der vises i filmen, men som også fandtes i virkeligheden på det tidspunkt. De gik i byen, selv om politiet kom og visiterede og anholdte dem. Så vinkede de fra kassevognen og kom ned på politistationen, hvor de fik en bøde, og så kom de tilbage bagefter og festede videre. Det overskud, som man finder frem som minoritet, det, synes jeg, er stærkt. At sige: ’De skal ikke få mig, det kan fandmer godt være, at samfundet ikke vil se det her, men det er mit liv, det handler om.’ Der imponerer filmen mig også.«

Serie

Transpersoner ser film og tv

Vi taler med transpersoner om, hvilke film og tv-serier, der har gjort særligt indtryk på dem og hvorfor.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu