Baggrund
Læsetid: 8 min.

Da ugler og pelikaner gjorde stor faglitteratur til folkeeje

En bølge af billige paperbackbøger med pingviner og pelikaner som logoer forandrede det britiske bogmarked i 1930’erne. 25 år senere kom trenden også til Danmark. Målet? At få intellektuel litteratur ud til en bred læserskare. Det lykkedes – i overvældende grad
En bølge af billige paperbackbøger med pingviner og pelikaner som logoer forandrede det britiske bogmarked i 1930’erne. 25 år senere kom trenden også til Danmark. Målet? At få intellektuel litteratur ud til en bred læserskare. Det lykkedes – i overvældende grad

The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Kultur
28. september 2018

Hvis forfattere og forlæggere gik og troede, at højpandet faglitteratur var for de få, kom de på andre tanker i 1937.

Det år udkom den første bog i Pelican Books-serien, The Intelligent Woman’s Guide to Socialism, Capitalism, Sovietism and Fascism af den irske dramatiker George Bernard Shaw, og den blev revet væk i en grad, så boghandlere måtte springe ind i taxaer og drøne til forlagets kontorer for at hente flere eksemplarer.

Den britiske forlægger Allen Lane havde allerede kickstartet billigbogsrevolutionen med Penguin Books i 1935, fin skønlitteratur i små paperbacks, som alle havde råd til, og nu, to år senere, udvidede han med pelikanerne, den faglitterære pendant.

Han solgte ikke kun bøgerne i bogforretninger, men også i stormagasiner, på togstationer og i tobaksforretninger.

»Målet var helt klart: at få de her vigtige faglitterære værker ud til en meget bred og mangfoldig kreds af læsere,« siger professor emeritus i litteratur Hans Hertel, der selv har skrevet om pingvin- og pelikanbøgerne, blandt andet i essay- og portrætsamlingen Bogmennesker.

Hertel sidder i sin lejlighed på Kronprinsessegade i Indre København og drejer på sin kaffekop. På koppen står ordene The Common Reader, titlen på en essaysamling af Virginia Woolf, der blev en af de mest populære bøger i pelikanserien.

Titlen kan lyde snobbet, men ifølge Hertel er præcis det modsatte tilfældet. For begrebet the common reader, den almene læser, står helt centralt i briternes akademiske tradition. Ikke som en højrøvet afstandtagen til offentligheden, men som et udtryk for en demokratisk ambition. Det handler om at sprede viden så langt ud i befolkningen som muligt.

Det var netop det, der var mottoet for pelikanbøgerne: »Akademiske emner for ikkeakademiske læsere.«

»Jeg beundrer virkelig den britiske folkeoplysningstradition,« siger Hertel, mens han betragter Virginia Woolf-koppen. »Hvis vi sætter det på spidsen, har de det ideal, at selv en doktordisputats skal kunne skrives så klart og forståeligt, at den kan udkomme som Pelican Book. Tanken om nytte og velgørenhed for samfundet, synes jeg, er smuk.«

Soldater læste

Den pensionerede litteraturprofessor havde selv pingvin- og pelikanbøger i brystlommen, da han aftjente sin værnepligt i flyvevåbnet. Når han ventede på at komme i aktion på skydebanen, hev han en frem og slog ventetiden ihjel med læsning.

Det samme gjaldt for de soldater, der mange år tidligere var udstationeret under Anden Verdenskrig og slugte bøger, mens de ventede på slagene. Og det var ikke bare litteratur som virkelighedsflugt – faktisk viste deres læsevaner, at der var et uset potentiale i kvalitetslitteratur uden for de akademiske kredse, lød det fra blandt andre George Orwell.

»Et af krigens fænomener har været det enorme salg af Penguin Books, Pelican Books og andre billigbøger, hvoraf mange ville været blevet betragtet som umuligt højpandede for nogle år siden,« skrev forfatteren til blandt andet 1984 og Animal Farm.

Han havde i begyndelsen været skeptisk over for billigbøgerne, men kom senere selv i stald hos Pelican Books, da bøgerne havde vist deres slagkraft på markedet.

»Billigbøgerne blev spredt til soldater i enorme oplag,« siger Hans Hertel. »Så forlæggerne kunne konstatere, at der var et stort skjult publikum i den del af befolkningen, der ikke var vant til at læse. Forlagene besluttede derfor at få fat i dem. I USA begyndte billigbogsrevolutionen i 1939 og tog for alvor fart i 1945. Så krigen havde en enorm betydning.«

Pingvin- og pelikanbøgerne var ikke kun folkeoplysning, de var en god forretning, og i årene efter krigen eksploderede salget af billigbøger i flere lande.

Uglerne kommer

I slutningen af 1950’erne nåede trenden til Danmark, ifølge Hans Hertel ikke mindst på grund af Otto B. Lindhardt, direktør i Gyldendal 1954-71.

Lindhardt havde været på studieophold i New York fra 1949 til 1951 og var her blevet inspireret til at bringe de intellektuelle billigbøger til Danmark. Og ligesom Allen Lane i Storbritannien opkaldte han og Gyldendal de nye bogserier efter fugle: Tranebøgerne, der begyndte at udkomme i 1959, var fin skønlitteratur i paperbacks, og uglebøgerne, der begyndte at udkomme året efter, var det faglitterære sidestykke. Senere kom også spættebøgerne og bekkasinbøgerne.

»Otto Lindhardt var en af dem, der bragte billigbøgerne til Danmark. Han var en pioner på området,« siger Hertel, der dog også nævner forlæggeren Hans Reitzel som en foregangsmand.

Otto Lindhardt, der i dag har rundet 94 år, er mere tilbageholdende i sit ordvalg.

»Det dér med at være drevet af en oplysningsmission er jo ikke sådan noget, man praler med. Det går hånd i hånd med det kommercielle. Vi er ikke romantikere,« siger han.

Den tidligere direktør slår dog fast, at Gyldendals bogserier havde en enorm betydning for det danske bogmarked, ligesom pingvin- og pelikanbøgerne havde haft det i Storbritannien 25 år tidligere.

»Uglebøgerne og de andre serier revolutionerede folks opfattelse af, hvad billigbøger var. Dengang var billigbøger bare sådan noget trash, så det handlede om at behandle alvorlige emner ordentligt. Det var ikke bare pop længere,« siger Lindhardt.

»De danske forlæggere havde hele tiden tænkt, at det var for højpandet at sælge noget, der mindede om Penguin og Pelican Books herhjemme. Men vi vurderede, at der var et behov for den type litteratur. Og det viste sig, at vi fik ret, faktisk i så høj grad, at det overraskede os selv, hvor bredt de kom ud.«

Et guldæg

Hans Hertel griner, da han får refereret Lindhardts svar.

»Otto er nok beskeden, for jeg ved, at han er stolt af det her. Når det er sagt, er det netop pointen, at det både var oplysning og forretning, for det viste sig jo at være et guldæg at udsende de her billigbøger. Nogle af tranebøgerne gik i 50.000 til 60.000 eksemplarer, mens mange af uglebøgerne også blev genoptrykt. Det var virkelig en revolution på bogmarkedet.«

Målet med uglebøgerne var det samme som for pelikanbøgerne: At få tekster af Jean-Paul Sartre og Søren Kierkegaard, Bertolt Brecht og Igor Stravinskij ud til højskoleelever og studerende og sågar folk, der aldrig havde læst den slags litteratur før. Det var bøger inden for blandt andet humaniora, historie, økonomi, kunst, filosofi, og de afdækkede alverdens emner. Fælles for udgivelserne var, at de udkom i små paperbacks og til en pris, de fleste var i stand til at betale – og så var de nummererede, så de kunne stilles op i rækkefølge på reolerne.

Salget kulminerede i året for ungdomsoprøret, 1968, hvor hele 959 billigbogstitler kom på markedet. På det tidspunkt var der ikke færre end 89 fag- og skønlitterære serier fra 34 forlag på markedet.

Hans Hertel, der dengang var i sluttyverne, husker, hvordan han stod i de store boghandler og betragtede de kæmpemæssige hjørner med billigbøger.

»Der var ikke det, du ikke kunne få på det tidspunkt. Det var helt fantastisk.«

Fra bestseller til glemsel

Hertel bladrer selv i en pelikanbog med den oldgræske historiker Herodots bedste fortællinger, en titel, der var populær blandt de britiske soldater under Anden Verdenskrig. Bogen, som han fandt i et engelsk antikvariat for et par år siden, ser ud, som om den har oplevet lidt af hvert i de seneste årtier.

»Den har nok ligget op ad bagdelen på nogen,« som Hertel siger.

Det er dog mange år siden, det var normalt at gå med en sådan bog i bryst- eller baglommen. Den sidste uglebog udkom i 1978, mens pelikanbøgerne langsomt også mistede grebet om læserne, indtil serien stoppede i midten af 1980’erne.

»Jeg har undret mig over, hvorfor det gik sådan. På en eller anden måde forandrede markedet sig,« siger Hans Hertel.

Den tidligere professor har selv forsøgt at overtale flere forlæggere til at genoplive billigbogstrenden herhjemme, men hver gang er han blevet mødt med skepsis.

»Da Stig Andersen (adm. direktør for Gyldendal fra 1999-2018, red.) trådte til, sagde jeg til ham, at det ville være en god opgave at sætte gang i uglebøgerne igen. Han gav mig ret i, at det ville være meget smukt, men han måtte også sande, at det ikke kunne gennemføres.«

Den netop afgåede litterære direktør på Gyldendal, Johannes Riis, understreger, at forlaget stadig udgiver mange fagbøger af de forfattere, der også blev trykt i uglebogsserien – blandt andet Søren Kierkegaard. Men han forklarer samtidig, at man ikke uden videre kan fortsætte serien i dag.

»Vi udgiver jo stadigvæk masser af fag- og kulturlitteratur, men vi vurderer jo markedet løbende, og vi må erkende, at uglebøgerne er skrevet i en sammenhæng, der er meget forskellig fra nutidens. Det er ikke bare bogmarkedet, der er anderledes i dag, vi lever i det hele taget i en ny og meget mere fragmenteret virkelighed. Der er også kommet meget ny forskning til i de snart 50 år, der er gået, siden serien sluttede, og mange af uglebøgerne var håndbøger, som nettet nu har erstattet i stor stil. Så vi ville skulle tænke helt forfra, hvis vi skulle udgive en lignende serie nu,« siger Riis.

Pelikanerne er tilbage

I Hertels lejlighed rækker de bugnende bogreoler efter loftet og vidner om en lang karriere inden for litteraturvidenskaben. 42 år som underviser, 29 af dem som professor i nordisk litteratur.

Han begyndte at undervise på Københavns Universitet i 1967, netop da salget af uglebøgerne nærmede sig toppen af kurven. Og det er intet tilfælde, at mange af seriens titler står i hans bogreoler.

»Selve den idé, der lå bag både pelikanbøgerne og uglebøgerne, har betydet meget for mig. Ideen om, at man skal nå bredt ud. Det er noget, der har inspireret mig i min tid som professor, og som jeg har forsøgt at følge, når jeg har undervist og skrevet om min forskning.«

I dag, et halvt århundrede senere, forsøger Hans Hertel at holde kulturpessimismen på afstand.

Han mener ikke, at den faglitteratur, der sælger bedst i dag, er på niveau med uglebøgerne – den er mere poppet, siger han – også selv om han roser Aarhus Universitetsforlags bogserie Tænkepauser.

Håbet har han dog ikke opgivet:

»Gode fagbøger til billige priser er helt afgørende for folkeoplysningen, så det ville da være vidunderligt, hvis man kunne lave en ny serie med uglebøger.«

Hertel kan trøste sig med, at de britiske pelikaner efter tre årtiers dvale igen er blevet vækket til live. I maj 2014 ramte fem Pelican Books det britiske bogmarked, og siden er flere nye titler kommet til.

Som forlaget Penguin skrev, da de trak bogserien op af graven: »Vi håber, at læserne igen vil rette opmærksomheden mod Pelican Books for at dykke ned i hvilket som helst emne, de måtte være interesseret i, men føler, at de er uvidende omkring. Pelikanerne kan være deres guides.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, det var mærkeligt, at de ophørte. Nu kan man håbe, at andre universitetsforlag, som Aarhus, tager det op igen. I mellemtiden må vi glæde os over, at Multivers med stor evne har formået at udgive dansk akademisk litteratur til en brøkdel af, hvad dem koster fra de store britiske og amerikanske forlag. Men også de var i sin tid glimrende med på akademiske billigbøger - Routledge var førende i udbredelsen af semiotikken med sin New Accents serie.