Interview
Læsetid: 8 min.

Videnskabsbøger skal sprænge grænser

For Tor Nørretranders, manden bag milepælen ’Mærk verden’, er de største faglitterære forfattere dem, der tør kaste sig derud, hvor de selv er på spanden. Hvor de fører videnskaben ind i dagligdagen og undersøger, hvad den betyder for vores liv og vores sind. Det er netop det, han savner på bogmarkedet i dag – forskere, der tager læserne alvorligt og risikerer noget i stedet for blot at forklare dem, hvordan videnskaben mener, at verden hænger sammen
Kultur
28. september 2018

»Mærk verden, den mærker dig.«

Sådan afrundede Tor Nørretranders sin faglitterære klassiker Mærk verden, der forplantede sig som et skælv i kroppen på mange, der læste den.

For bogen udfordrede noget helt centralt i vores selvbillede: Vi er ikke i fuld kontrol over vores handlinger, påstod Nørretranders, vores bevidsthed kan kun opfange en brøkdel af de indtryk, der omgiver os. Tværtimod er der noget større end os selv, inde i os selv, der dikterer meget af det, vi gør.

Alle, der læste bogen dengang i 1991, måtte derfor overveje, om selv de mest basale handlinger var noget, der lå inden for deres egen fornuftsbaserede kontrol.

For nogle var ideen om et mig før et jeg, som det hed, en åbenbaring, der understregede, at både verden og vi som mennesker er rigere end som så. For andre var det et skræmmende opgør med den frie vilje, et vidnesbyrd om vores afmægtighed i en verden, hvis kompleksitet overgår vores forstand.

Fælles for reaktionerne var, at de var stærke.

»Det var en bog, der fyldte meget i landskabet, og der var mange modsætningsfyldte oplevelser. Hvis man skriver en bog, der rykker ved noget på et eksistentielt plan, må man også forvente både positive og negative reaktioner,« siger Tor Nørretranders.

»Selvfølgelig bliver nogle mennesker sure, når man siger, at de med deres bevidsthed i virkeligheden ikke har kontrol over ret meget. Jeg blev jo også selv urolig, da jeg indså det. Jeg havde så bare forstået min egen frygt, før jeg udgav bogen, det kan folk, der får det smidt i hovedet for første gang, ikke nå at gøre med det samme.«

Tor Nørretranders hælder vand i sit glas og tager en slurk. Han er rejst fra sin bopæl på Samsø og er tjekket ind på et hotel på Vesterbro i København, hvor gadelamperne netop har afløst efterårssolen.

Han er i byen for at promovere samtalebogen Det, du ikke forstår, gør dig klogere, hvor han er i samtale med Rane Willerslev og Svend Brinkmann, to forskerstjerner, som begge peger på Nørretranders som en inspirationskilde – og særligt Mærk verden, der var en slags nybrud i den videnskabelige faglitteratur herhjemme, ikke mindst fordi den viste, at fagbøger kunne blive bestsellere.

Og fordi den gjorde indtryk på de fleste, der læste den.

To verdener

Nørretranders har skrevet over 20 bøger, og flere af dem har affødt heftige reaktioner. Man har indtrykket af, at forfatteren bliver skuffet, hvis de ikke gør. For sådan er hans tilgang til den videnskabelige faglitteratur: Den skal være grænsesprængende, den skal risikere noget, den skal provokere og sparke til det helt basale i vores forståelse af os selv og verden.

Det mener han, at der er for få bøger, der gør i dag.

»Hvis du virkelig laver betydningsfuld videnskab, kan du ikke undgå at røre ved nogle fundamentale begreber, som er vigtige for helt almindelige mennesker, også selv om de ikke helt forstår, hvad videnskabsmanden snakker om. Det er den gnist, der i dag mangler i meget videnskabeligt arbejde og i de bøger, der er rettet mod en bred offentlighed,« siger han.

Han bruger et eksempel: Når kvantefysikeren er på arbejde og diskuterer med fagfællerne, lever han i én verden. Når han cykler hjem fra arbejde og hilser på naboen, lever han i en anden. Han ser verden gennem to forskellige prismer, der aldrig får lov til at kollidere og forholde sig til hinanden.

Ifølge Nørretranders er konsekvensen, at kvantefysikeren ikke ved, hvad hans forskning egentlig betyder. Jo, i en abstrakt faglig sammenhæng, men ikke som noget, der har en indflydelse på den dagligdag, vi færdes i.

Derfor mener Nørretranders, at den faglitterære forfatters fineste opgave er at forbinde de to verdener. At bringe kvantefysikken – eller hvad det nu måtte være – ind i dagligdagen.

»Mange forskere forstår slet ikke, hvad deres forskning betyder, hvis man oversætter den til dagligsprog. Det skyldes, at de meget sjældent bliver konfronteret med forskellen mellem den almindelige verden og deres særverden,« siger han.

»Hvis de begynder at tænke over forskellen mellem de to verdensbilleder og lever i konflikten mellem dem, bliver det også klarere for dem selv, hvad de arbejder med.«

Det er derfor, at Nørretranders ikke bryder sig om ordet ’populærvidenskab’ – eller sågar ’videnskabsformidling’ — selv om han altså har udgivet adskillige videnskabsbøger og har arbejdet som journalist på Information, Weekendavisen og DR.

I begreberne ser forfatteren et lærer-elev-forhold, der har karakter af en kommunikation fra top til bund i stedet for en fælles udveksling af ideer.

»Der er nogle meget kloge mennesker, der forstår noget, de hedder videnskabsfolk, og så er der nogle meget dumme mennesker, der ikke forstår noget, de hedder folk. Og så skal videnskabsformidleren flytte den vanskelige viden hen til de der dummernikker, som var det nogle legoklodser, der skulle rykkes.«

Men du siger netop, at forskere skal bruge dagligsprog og forene deres verdensbilleder. Er det så ikke positivt, at de forsøger at nå bredt ud?

»I virkeligheden er det et tveægget sværd. Hvis de kun kommer ud af elfenbenstårnet for at sige ’nu skal I høre noget klogt, vi har fundet ud af, hør nu efter, lille folk’, fordi de vil have PR og bevillinger til forskning, så er det jo ikke meget værd.«

Nørretranders prøver at undgå en autoritær lærerposition, fordi han mener, at mennesket grundlæggende er »et klogt dyr«. Ikke i den forstand at læserne kan matche videnskabsmanden på paratviden, men i den forstand at de kan få smidt en helt ny ide i hovedet og straks indse, at den er betydningsfuld. Som når en forfatter fortæller dem, at det, de antog om bevidstheden, er forkert, og de æder den nye viden med glubsk appetit. 

Desuden bliver videnskabelig faglitteratur ifølge Nørretranders først for alvor interessant, når forfatteren selv er på spanden.

»Der er kæmpe forskel på at læse en forfatter, der bare skal lære fra sig og ikke selv er ude på at blive klogere, og så en forfatter, der risikerer sine vante forestillinger. Det sidste er meget mere interessant,« siger han.

– Hvad er det helt konkret, der er anderledes, ved den måde, du formidler på, og den måde, de populærvidenskabelige forfattere formidler på?

»Forskellen er, at der er mange, der står i videnskabens verden og formidler noget til resten af samfundet, mens jeg står i et samfund og betragter en viden, der er vigtig for vores liv. Mit projekt er at belyse samfundet, hverdagen og menneskers liv med forskellige virkemidler, hvor jeg mener, at videnskaben er et brugbart redskab til at belyse de her ting. Og så har jeg en journalistisk tilgang, i den forstand at jeg vil teste, om det, videnskaben siger, passer i stedet for bare at videregive den.«

Nørretranders beskriver sin egen skriveproces som flydende og dynamisk, og han nægter af princip at beskrive sine kommende projekter, fordi han ved, at de kan skifte form undervejs. Og så er det vigtigt for ham, at der er noget på spil.

»I de mest interessante videnskabelige bøger kan man mærke, at forfatteren beskæftiger sig med viden, der har rystet ham selv, og at han har lyst til at fortælle en historie, som kan ryste læserne på samme måde. Så får bogen den samme nerve og personlige risiko, som kunst har.«

Den kritiske brod mangler

Ifølge Nørretranders er der færre videnskabelige bøger, der udfordrer det bestående, end dengang han selv brød igennem med Mærk verden. Eller som han siger: »Der er jo mange af de videnskabelige bøger, som er pop. Som baserer sig på den antagelse, at her står der et skab med viden, som hedder videnskab, og nu skal vi tage det ud og servere det i løgsovs, så folk kan forstå det.«

Han savner en afgrænsning af begrebet brainy books, en skelnen mellem det fine og det flade, ligesom man har det i skønlitteraturen – mellem triviallitteratur og grænsesøgende kunstneriske romaner.

Det er ikke sådan, at han er forarget over den lette faglitteratur, der ikke udfordrer det gældende, men pædagogisk kortlægger, hvordan universet er opstået, eller hvordan hjernen fungerer. Faktisk mener han, at bøgerne kan være nyttige, »fordi der også skal rugbrød til«, som han siger.

Han mener bare, at både rugbrødet og det, han kalder pop, fylder for meget, og den kritiske skepsis for lidt.

»Der er for mange bøger, der er imponerede af den videnskabelige tradition og derfor bliver følgagtige. Man kan savne det enorme internationale boom, der var i 80’erne og 90’erne, hvor der var mange bøger, der nok elskede videnskaben, men også var kritiske over for den. De kastede alle dogmer og alle fordomme op i luften og prøvede at teste, forkaste og nogle gange genoplive teorier. Den radikalitet synes jeg mangler i dag.«

»I dag er faglitteraturen meget videnskabsvenlig. Og det er jo lidt absurd, fordi videnskaben samtidig er rodet ud i en dyb troværdighedskrise i befolkningen. Det er sgu et farligt tidspunkt at udgive hyggeonkelbøger – hvis jeg må være så elskværdig – som bare går ud på at fortælle, hvad videnskaben ved.«

– Din løsning er så, at faglitterære forfattere skal turde udfordre det bestående og være på spanden sammen med læseren. Men de bliver vel nødt til at få styr på tankerne på et tidspunkt, hvis de skal formidle ny viden?

»Ja. De bøger, jeg har været mest tilfreds med, er ironisk nok dem, hvor jeg har tænkt ’var det bare det’, når jeg har skrevet dem færdig: Skulle det virkelig koste så mange anstrengelser og så mange sider at sige noget så simpelt? Men det er jo, fordi det er lykkedes at fortælle en historie, der på den ene side er enormt rig, og på den anden side har et konkret budskab, som er værd at give videre til læseren,« siger han.

Han fremhæver selv nogle af de sætninger, der har opsummeret hans bøger: »Tag del i det udelelige, du« (fra Niels Bohr-biografien Det udelelige) og »mærk verden, den mærker dig« fra hovedværket.

– Hvordan kan man være sikker på, at man ender med et så klart budskab, når processen er så kaotisk?

»Det kan man heller ikke. Det er en halsbrækkende proces at kaste sig ud i, fordi man ofte oplever, at der er noget fundamentalt, man ikke forstår. Men risikoen skal være der, ellers kommer nerven til at mangle,« siger han.

»For bøger, som forfatteren ikke selv lærer noget af at skrive, synes jeg ikke er ret gode.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her