Læsetid: 16 min.

Et år efter #MeToo: »De gode mænd må favne feminismen«

Hvad jeg lærte som mand efter at have brugt en måned på at læse mig igennem feminismens vigtigste klassikere
Hvad jeg lærte som mand efter at have brugt en måned på at læse mig igennem feminismens vigtigste klassikere
12. oktober 2018

»Han lagde hånden over min mund og førte sin penis ind. Jeg troede, min sidste time var kommet. Det føltes, som om alt i min mave vendte sig.«

Nej, citatet her er ikke et af de utallige vidnesbyrd fra #MeToo-bevægelsen, og ej heller stammer ordene fra Christine Blasey Ford, der for et par uger siden vidnede imod højesteretsdommer-kandidat Brett Kavanaugh i det amerikanske senats retsudvalg – om end også hun kunne fortælle om, hvordan det føles at få lagt en hånd over munden.

Den her beskrevne unge kvinders erfaring fortælles i en bog af den franske feminist og filosof Simone de Beauvoir – i den klassiske Det andet køn fra 1949.

Den bog tog jeg ned fra hylden for lidt over en måned siden. Den havde stået i reolen i årevis, urørt. Hvor ofte havde jeg ikke foregivet at have læst den? Og nikket indforstået, når nogen bragte den på bane ved et middagsselskab eller ved et seminar på det svenske universitet, hvor jeg arbejder.

Da de første afsløringer om Hollywoodproduceren Harvey Weinsteins sexovergreb kom frem for et år siden, besluttede jeg mig for systematisk at læse op på disse kvinders oplevelser, at være stille i en periode – og forhåbentlig lære noget. Smerteligt var det at høre om de omfattende sexovergreb, som #MeToo-bevægelsen har bragt frem i lyset. De mange beretninger har åbnet mine øjne for ting, jeg før havde for let ved at overse. Førhen vidste jeg nok, at disse overgreb er udbredte, men ikke at de var udbredte. Jeg var også klar over, at offeret ofte får skylden, men aldrig tidligere var det anskueliggjort for mig, så konkret og så chokerende eksplicit.

Giftig maskulinitet

Det tog mig med andre ord lang tid at se realiteterne i øjnene. I det år, der er gået, har flere spørgsmål presset sig på. Spørgsmål, det er på høje tid at stille: Hvad kan vi som mænd gøre for at udvise solidaritet med kvinder? Og hvad kan vi gøre for at sætte ind imod de giftige maskulinitetsidealer, der må formodes at ligge bag denne adfærd? Hvilken selvransagelse bør vi som mænd foretage?

Der findes flere muligheder her. Journalisten Richard Godwin har i Guardian beskrevet, hvordan han i sin søgen efter moderne maskulinitet stødte på mænd »som praktiserede åndedrætsøvelser, talte med hinanden om deres fædre, legede, de var tigre, støttede sig til hinanden, undersøgte, hvilke jungianske arketyper de svingede bedst med og bestræbte sig på at finde de helt rigtige formuleringer til besvarelse af spørgsmålet: Hvorfor føler vi os ofte så defensive, så betrængte, så vrede, så misforståede?«

Jeg besluttede mig for en lidt enklere tilgang og tog imod et godt råd: Hvis man vil solidarisere sig med #MeToo-bevægelsen, må man først høre efter, hvad kvinder fortæller os. Ergo har jeg brugt hele måneden op til etårsdagen for de første Weinstein-afsløringer på at læse alle de feministiske klassikere, som jeg aldrig havde fået taget mig sammen til at læse. Hvorfor jeg tøvede, står mig ikke klart. Måske viser det blot, at værker af (hvide) mandlige forfattere altid var nemmere at få fat på.

Med hjælp fra Guardians redaktører sammensatte jeg en liste på 13 værker. Den kan i sagens natur ikke være udtømmende, og vores udvalg kan diskuteres, men listen tæller – derom vil der nok kunne opnås enighed – nogle af de mest indflydelsesrige feministiske værker i historien (se boks).

13 feministiske klassikere

  • Et forsvar for kvindernes rettigheder af Mary Wollstonecraft, 1792.
  • Det andet køn af Simone de Beauvoir, 1949.
  • The Feminine Mystique af Betty Friedan, 1963.
  • Den kvindelige eunuk af Germaine Greer, 1970.
  • Woman Hating af Andrea Dworkin, 1974.
  • Women, Race and Class af Angela Davis, 1981.
  • Sister Outsider af Audre Lorde, 1984.
  • Gender Trouble af Judith Butler, 1990.
  • Feminism is for Everybody af bell hooks, 2000.
  • Lean In af Sheryl Sandberg, 2013 (da. Byd ind).
  • Men Explain Things to Me af Rebecca Solnit, 2014.
  • Bad Feminist af Roxane Gay, 2014.
  • We Should All Be Feminists af Chimamanda Ngozi Adichie, 2014 (da. Vi burde alle være feminister).

Stiltiende fortiet

Jeg påbegyndte min læsning først i september, og allerede halvvejs inde i De Beauvoirs Det andet køn stødte jeg på en passage, der efter alt at dømme opsummerer #MeToos chokerende indsigt. De Beauvoir skriver, at næsten alle kvinder – herunder dem hun kalder ’velbeskyttede’ – på det ene eller det andet tidspunkt har været udsat for »beklagelige episoder«, som i konventionelle kredse »forties som efter fælles overenskomst«.

Disse formuleringer fik mig til at tænke på sidste efterår, da #MeToo-beskyldningerne begyndte at dominere nyhedsstrømmen. Jeg husker, at jeg så aftennyhederne i tv med min kone og vores otteårige datter, da studieværten begyndte at læse op af nogle af de vidnesbyrd, der var blevet delt på de sociale medier. Når tv-avisen bragte ubehagelige historier plejede vi at sige til min datter, at den slags ting næsten aldrig forekommer i vores del af verden. Men denne trøsterige forklaring kunne vi ikke ty til her. De beklagelige episoder kunne ikke længere ignoreres ved nogen stiltiende fælles overenskomst.

De Beauvoir beretter i sin bog om en ung pige, højst 10 år gammel, som bliver seksuelt forulempet af sin farfar. Hun tør ikke fortælle det til sine forældre. De Beauvoir skriver: »Sådanne episoder bliver i reglen tålt i tavshed på den lille piges vegne på grund af den skam, de afstedkommer. Røber hun dem alligevel for sine forældre, vil deres reaktion som oftest være at bebrejde hende. ’Sig dog ikke så tåbelige ting ... du har en ondskabsfuld tankegang’.«

Jeg kan huske, at jeg læste om de detaljerede beskyldninger imod Jean-Claude Arnault – den indflydelsesrige ’kulturprofil’, der er gift med et af medlemmerne af Det Svenske Akademi, som uddeler Nobelprisen i litteratur. Arnault omtalte gerne sig selv som Akademiets 19. medlem. I en artikel offentliggjort i Dagens Nyheter trådte 18 kvinder frem for at fortælle deres historier. I minutiøse detaljer beskrev de adskillige tilfælde af overgreb og voldtægt. Ligesom Weinstein blev Arnault anklaget for at have udnyttet sin magt til at true og afpresse kvinder. Han påstås sågar at være gået målbevist efter dem, der var sårbare og ’skadede’. Mandag i sidste uge blev han så idømt to års fængsel for flere voldtægter. Men en række øvrige sager måtte bortfalde på grund af mangel på bevismateriale, eller fordi forældelsesfristen var overskredet.

Offerets skam

Kun fire af de kvinder, der vidnede mod ham, viste deres ansigter offentligt. De var dem, der havde afvist ham direkte, da han havde forsøgt at beføle dem i barer og andre steder. Aldrig før havde jeg forstået skammen set fra offerets perspektiv, som da jeg læste denne udtalelse fra en af ​​de kvinder, der var blevet voldtaget og ikke ville vise sit ansigt: »Jeg skammer mig over at være en af ​​dem, han valgte som offer, over at være en af ​​de ’skadede’ kvinder.« Ikke blot var hun offer for Arnaults sexovergreb, hun var blevet udvalgt som ’skadet’, dvs. for svag til at sige nej.

Jeg havde i lang tid vidst, at skyld rutinemæssigt bliver tilskrevet de kvinder, som angribes. Men kun som en abstrakt sandhed. Jeg kan undre mig over, at der skulle et fænomen som #MeToo til, før denne abstraktion blev til konkretion. Sådanne historier er trods alt fortalt tusind gange før. Den kunne læses adskillige steder på tryk i de bøger, jeg læste i hele september. Er det muligt at læse den følgende historie, fra Gays Bad Feminist, og stadig tænke på skam som en abstraktion? Hun skriver om en 11-årig pige, der blev voldtaget af en gruppe drenge og mænd i Texas, og fremhæver det faktum, at New York Times valgte at give artiklen rubrikken »Uhyggeligt overfald ryster by i Texas« – som om vi skulle være kede af det på byens vegne. »Det var en 11-årig pige, hvis krop blev revet i stykker, ikke en by,« skriver Gay. »Det var en 11-årig piges liv, der blev revet i stykker, ikke tilværelsen for de mænd, der voldtog hende.«

Et par uger efter at anklagerne imod Weinstein begyndte at dukke op, skrev en frisindet avis-klummist i Sverige, at vi må skelne mellem de virkelige ofre og de falske ofre og hævdede, at hvis blot alle kvinder var lige så selvbevidst robuste som hans 19-årige datter, ville der slet ikke være noget #MeToo. Problemet, skrev han, var, at alt for mange kvinder brændte efter at påtage sig ofrets rolle. Deres problem var, at de ikke vidste, hvordan man siger nej med tilstrækkeligt stor bestemthed og standhaftighed.

»Det strejfede aldrig min tanke at sige nej, at jeg skulle have sagt nej, at jeg kunne sige nej,« skriver Gay. Da hun var 12 år, begyndte den dreng, hun troede, var hendes kæreste at presse hende til at have sex. En dag kørte de på cykel i skoven. Hun anede ikke, at hans venner ventede på dem ved en forladt jagthytte. Drengen væltede hende omkuld på jorden og flåede hendes tøj af. Hun blev voldtaget af hele gruppen, der holdt hende fast på stedet i timevis. »Jeg var bange, men jeg vidste ikke, hvordan man sagde nej.«

En god pige

Da hun var blevet voldtaget, sagde Gay ikke et ord til nogen. Hun ville ikke have problemer. »Jeg ville være en god pige, så det var, hvad jeg gjorde.« Næste dag i klassen lænede en af ​​drengene sig frem mod hende og sagde: »Du er en tøjte.«

Et par dage efter at avisklummisten havde pointeret, at kvinder i højere grad burde opføre sig som hans selvbevidste 19-årige datter, trådte hundredvis af svenske kvinder, alle skuespillere, frem under hashtagget #SilenceAction og fremlagde offentligt en lang række detaljerede beretninger om brutale seksuelle overgreb.

Lad mig citere ét af de mange vidnesbyrd. På et hotel, efter en fest, er en kvinde på vej ind i på sit værelse. En mand – en verdensberømt skuespiller – følger efter hende. Han skubber hende omkuld på gulvet og kaster sig oven på hende. »Nu voldtager han mig,« husker hun, at hun nåede at tænke. Jeg ville gerne have spurgt avisklummisten: Hvordan ville din robuste 19-årige datter håndtere den situation?

Før #MeToo havde jeg ikke helt gennemskuet sammenhængen mellem magt og sexovergreb. Jeg havde selvfølgelig hørt om den. Men igen – kun på det teoretiske plan, som en abstraktion.

I Men Explain Things to Me skriver Solnit, at det kom bag på hende selv, at hun indledte et essay med at fortælle, at hvad der tilsyneladende blot var en pudsig hændelse – en mand, der ikke ville afbrydes, mens han var i gang med at forklare indholdet af en bog, som hun faktisk var forfatteren til – og at samme essay sluttede med hendes betragtninger om voldtægt og mord. Hun placerer disse hændelser på et kontinuum, som, hævder hun, strækker sig fra »lettere asocial adfærd til voldelig underkuelse og drab«.

Historisk undertrykkelse

»Døde mænd voldtager ikke,« stod der at læse på en plakat, der tidligere hang over Dworkins skrivebord. Da jeg havde læst en tredjedel af bøgerne på listen, havde jeg svært ved bebrejdede hende det militante budskab. På de nogle af de mest smertelige sider i Woman Hating skriver Dworkin, at man som kvinde må stille sig selv en række påtrængende spørgsmål: »Hvorfor støder vi overalt i historien på kvindeundertrykkelse? Hvordan kunne inkvisitorer få sig selv til at tortere brænde kvinder levende som hekse? Hvordan kunne mænd idealisere forkrøblede sammenbundne fødder som et kvindeligt skønhedsideal? Hvordan og hvorfor?«

Der er også bøger på min liste, der ikke er så brutale. Bøger, som ikke eller kun i mindre grad omhandler voldtægt og seksuel undertrykkelse, og som snarere handler om det kulturelle pres på kvinder og om, hvordan man er kvinde. I slutningen af ​​Wollstonecrafts A Vindication of Women’s Rights formulerer hun et fremtidigt ’eksperiment’, hvor kvinder ligeligt skal dele »fordelene ved uddannelse og regering« med mænd. I Den kvindelige eunuk taler Greer for, at kvinder skal holde op med at se sig selv som hustruer og mødre, fordi deres »horisont dermed begrænses til hjemmet, indkøbscenteret og fjernsynet«. I 2013 skrev Sandberg, driftschef for Facebook, fra et erhvervslivsperspektiv om behovet for flere kvinder i lederroller. Hendes råd til kvinder, som udtrykkes i titlen på hendes bog, var at ’byde ind’ – underforstået: at gøre hvad man ville gøre, hvis man ikke var bange.

Læsningen af de feministiske klassikere gav mig mange erkendelser og mindede mig om de diskussioner, der begyndte på mit universitet for et år siden. Ansporet af, hvad der syntes at være et revolutionært øjeblik, drøftede vi en række radikale ideer til, hvordan karrieremulighederne for kvinder kunne bedres ved at tilbyde mere forskningstid til kvinder og ved at ansætte flere kvinder i ledende akademiske stillinger. Et år senere er disse initiativer blevet kogt ned til et ikke særligt radikalt mentorprogram.

Sorte perspektiver

Ikke alle de bøger, jeg læste, var skrevet ud fra et overvejende hvidt og privilegeret perspektiv. Davis begynder sin Women, Race and Class med at beskrive tilværelsen for den kvindelige slave. Davis bemærker, at selv om de hvide kvindelige abolitionister, der førte kampagne for slaveriets afskaffelse, gerne talte på vegne af sorte kvinder, kunne de ikke forstå slavekvindernes vilkår, fordi den sorte kvinde gennem sine erfaringer med hårdt arbejde, voldtægt, piskestraffe og modstand havde udviklet egenskaber, der bragte hende på afstand af den privilegerede hvide kvinde. Den sorte kvinde måtte, som kvinder fra arbejderklassen, arbejde, indtil de ikke kunne arbejde mere. Hun kunne kun drømme om et liv som de hvide husmødres.

Et af problemerne med kvindebevægelsen, skriver Lorde i Sister Outsider, er, at »hvide kvinder fokuserer på deres undertrykkelse som kvinder og ignorerer forskelle i forhold til race, seksuel præference, klasse og alder«. Som følge heraf bliver ’de farvede kvinder’ til ’den anden’, til ’outsideren’.

Da jeg var færdig med sidste bog, tænkte jeg på alle de mænd – og de mange kvinder – som nægter at kalde sig feminister. Skribenten bell hook siger, at når hun præsenterer sig som feminist, støder hun ofte på den fordom, at feminister typisk er lesbiske, der hader mænd og især er ude på at gøre livet surt for hvide mænd. Når hun så spørger dem, hvilke feministiske bøger de har læst, plejer de at klappe i.

Vi bliver nødt til at »skabe en massebaseret pædagogisk bevægelse for at lære alle om feminisme«, skriver hook i Feminism Is for Everybody, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at netop #MeToo ligner ansatsen til noget sådant.

Jovist, #MeToo er mange ting, og nogle feminister, herunder Greer, har rettet en skarp kritik mod bevægelsen. Det er blevet hævdet, at mange af de ubehagelige episoder, som kvinderne beretter om, er for små til at berettige den store opmærksomhed, og at kvinder bør blive bedre til at sige nej og reagere straks, hvis de bliver chikaneret.

Skyggesider

Jeg blev mindet om denne kritik, da jeg talte med en veninde, et par dage før jeg havde deadline på denne artikel. Da hun erklærede, at det havde overrasket hende at høre, at jeg var tilhænger af #MeToo-bevægelsen, svarede jeg instinktivt defensivt og forsikrede hende om, at jeg også kunne få øje på nogle potentielle skyggesider. Som for at undgå de mere generelle spørgsmål om #MeToo og feminisme endte vi med at diskutere den tragiske sag om en mand, der begik selvmord efter anklager om sexovergreb, som siden viste sig at være uden hold i virkeligheden.

Et år efter de første Weinsteinanklager er det fristende at se tilbage og kun fokusere på eksempler på hvor #MeToo udartede i urimeligheder. Men vi er først nødt til at erkende, hvorfor bevægelsen, som oprindeligt blev startet af borgerrettighedsaktivisten Tarana Burke i 2006, måtte tage den form, den har gjort. Det er jo ikke, fordi disse beretninger er nye overhovedet. De havde bare ikke fundet et lydhørt publikum. Og netop dette var en af ​​de mest ubehagelige indsigter, jeg fik gennem min læsning af disse bøger: At de historier om seksuelle overgreb, der begyndte at komme frem sidste år, har været der hele tiden – i århundreder. De har blot ikke hidtil været diskuteret, som vi nu diskuterer dem.

For et år siden spurgte forfatteren Emily Reynolds, hvad mænd kunne gøre for at gribe i egen barm og udvise solidaritet med bevægelsen. Hun rådede mænd til at stille flere spørgsmål til kvinder og begynde at lytte mere. Jeg er sikker på, at man kan lære meget af at tage på mandelejr og diskutere maskulinitet med andre mænd, men jeg tror, ​​at Reynolds enkle råd potentielt kan rykke meget mere. Så derfor: Spørg, læs, lyt, udvid dit perspektiv, drag dine egne perspektiver i tvivl.

Finjusteret feminist

Kun syv procent af briterne ser sig selv som feminister, ifølge en undersøgelse fra 2016 fra Fawcett Society, hvilket undrer mig såre efter at have læst disse bøger, for de definitioner, jeg er stødt på, virker åbne, enkle og indlysende rigtige – som f.eks., at vi må gøre op med al sexisme, og at vi må tilstræbe en social, politisk og økonomisk ligestilling mellem kønnene. I We Should All Be Feminists, skriver den nigerianske romanforfatter Chimamanda Ngozi Adichie, at da hun begyndte at omtale sig selv som feminist, fik hun altid at vide, at feminister jo var så vrede, hvorpå hun begyndte at kalde sig en glad feminist. Da hun fik at vide, at feminismen var uafrikansk, begyndte hun at kalde sig selv for en glad afrikansk feminist. Og sådan blev hun ved med at finjustere, indtil hun nåede frem til at kalde sig for en »en glad afrikansk feminist, der ikke hader mænd, og som godt kan lide at bruge læbestift og høje hæle for sin egen skyld, ikke for mændenes«.

Vi bedømmer feminisme efter urimelige målestokke, skriver Gay. Som om både feminister og feminismen skulle være fejlfrie. Hun skriver, at hun ikke er specielt velbevandret i feministisk historie. Og at hun har et klædeskab fuld af sko og tasker. Hun lytter til sexistisk rap og læser Vogue. Og hvad så? Hun er fuld af modsætninger. Som alle andre.

»Jeg vil hellere være en dårlig feminist end slet ikke at være feminist,« skriver hun, og når jeg læser dette, ser jeg en åbning – en invitation til mig og alle de andre mænd, der også gerne vil støtte bevægelsen. Jeg tror, at hvis hun kan være feminist, så kan vi andre måske også være det.

Uanset at jeg, selvfølgelig, er sikker på, at jeg vil være en langt ringere feminist, end hun er.

Mænd læser feministklassikere

Fra Aristofanes til Virginie Despentes: Her er Informations alternative og supplerende liste over kvindekampens kanoniske bøger sammensat af mandlige læsere og skribenter.

Carl Cederströms ansats til udbredelse af kendskabet til kvindekampens kanoniske klassikere kan man kun hilse velkommen. Det samme gælder hans opfordring til mænd om at læse disse bøger. Den svenske professors liste rummer flere overbevisende bud. Internetresearch afslører forbløffende nok, at der er gjort ret få seriøse forsøg på at opstille kanoner over feminismens mest uundværlige titler – måske er en hang til at kanonisere et maskulint træk? Forbløffende er også værklisternes fravær af konsensus. Kun to pionerværker går igen alle steder, Mary Wollstonecrafts Et forsvar for kvindernes rettigheder og Simone de Beauvoirs Det andet køn.

Cederströms liste kan dog kritiseres for flere ting. For det første er der for mange engelsksprogede titler. For det andet er der for mange bøger, der er udkommet inden for de senere år – om de vil fortjene klassikerstatus, må tiden vise. Og for det tredje: Der er slet ingen mænd, selv om der snildt kan opstilles en kongerække over markante mandlige kvindesagsforkæmpere. Informations mandlige feminister og enkelte af vores mandlige læsere vil gerne bidrage til diskussionen, og her er 15 titler, vi mener burde indgå i den feministiske kanon.

  • Aristofanes (450-385 f.kr.), græsk komediedigter: Lysistrate (også kendt under titlen Kvindernes oprør)
  • Olympe de Gouges, fransk revolutionsleder og forfatterinde (1748-93): Erklæring om kvindens og medborgerindens rettigheder (1791)
  • John Stuart Mill 1806-73, engelsk filosof: Kvindernes underkuelse (1869)
  • Virginia Woolf, 1882-1941: A Room of One’s Own (1929)
  • Alice Schwarzer, f. 1942: Der kleine Unterschied und seine großen Folgen – Die Funktion von Sexualität und Liebe bei der (Selbst) Unterdrückung der Frauen (1975).
  • Luce Irigaray, f. 1930: Ce Sexe qui n’en est pas un (1977)
  • Naomi Wolf, f. 1962: Skønhedsmyten (1990)
  • Marilyn French (1929-2009): The War Against Women (1992)
  • Chris Kraus, f. 1995: I Love Dick (1997)
  • Pia Fris Laneth, f. 1956: Lilys Danmarkshistorie (2006)
  • Petra Östergren, f. 1965: Porr, horror och feminister (2007)
  • Virginie Despentes, f. 1969: King Kong Teorien, et manifest for kvinder, der ikke kan eller ikke vil adlyde regler (2007)
  • Charlotte Roche, f. 1978: Vådområder (2009)
  • Mona Eltahawy, f. 1967: Jomfruhinder og hijab – Hvorfor Mellemøsten har brug for en seksuel revolution (2012)
  • Janet Radcliffe Richards: The Skeptical Feminist (1980)

Niels Ivar Larsen

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristin Marie Lassen
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
Kristin Marie Lassen, David Zennaro og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Informations mandlige feministers og enkelte mandlige læseres læseliste 'Mænd læser feministklassikere' kan kritiseres for flere ting, bl.a. er der for mange titler, der aldrig nogensinde opnår klassikerstatus. Flere titler handler om kvinders genitalier og kønsliv, angiveligt savnet på Cerströms læseliste, tillige med at der efterlyses mandlige forfattere af feministisk litteratur, med henvisning til 'en kongerække over markante mandlige kvindesagsforkæmpere', dog uden at nævne andre end John Stuart Mill.

Det kan være svært at gennemskue, hvilken diskussion oversætteren Niels Ivar Larsen og 'Informations mandlige feminister og enkelte mandlige læsere' inviterer til på foranledning af deres kritk og 'berigtigelse' af Carl Cederströms læseliste, når deres egen læseliste indeholder (af 15) kun 6 titler af relevans for #MeToo og Cederströms røde tråd. Når Cederström får nys om, at hans artikel blev afsporet og anvendt til at fremprovokere en helt anden diskussion, end den, Cederström selv ville foreslå artiklens læsere - kan det ikke udelukkes, at debatredaktionen får temmelig røde ører.

Informations appendiks 'Mænd læser feministklassikere' er et uheldigt, respektløst overgreb på artiklens ærinde og budskab, tillige optrædende som en krænkende mansplaining begået mod de kvindelige læsere, for hvem feminisme er blot retten til at være menneske.

Niels Ivar Larsen

Korrektion: Aristofanes og Mill, to mandlige feminister på listen.

Mansplaining? Hvorfor? Det er et diskussionsoplæg.