Læsetid: 11 min.

»Jeg ville aldrig nogensinde censurere noget af hensyn til børn«

Jesper Wung-Sung har både skrevet om sin kinesiske oldefar, der blev udstillet i Tivoli, i voksenromanen ’En anden gren’ og i ’Lynkineser’, der er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Men egentlig er Wung-Sung er modstander af sondringen mellem voksen- og børnelitteratur, som han mener legitimerer dårlig litteratur. Når han selv skriver, tænker han ikke på, om bøgerne er til voksne eller børn
Jesper Wung-Sung har både skrevet om sin kinesiske oldefar, der blev udstillet i Tivoli, i voksenromanen ’En anden gren’ og i ’Lynkineser’, der er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Men egentlig er Wung-Sung er modstander af sondringen mellem voksen- og børnelitteratur, som han mener legitimerer dårlig litteratur. Når han selv skriver, tænker han ikke på, om bøgerne er til voksne eller børn

Maria Fonfara

26. oktober 2018

Da Jesper Wung-Sung var barn, lød historien, at hans oldefar kom fra en meget rig og fornem kinesisk familie. Det var meningen, at han efter sin dannelsesrejse til Europa skulle tilbage til Kina og overtage forældrenes silkefabrik, men i København mødte han tilfældigt en dansk kvinde, som han forelskede sig. Kvinden var Jesper Wung-Sungs oldemor.

Det var historien, der forklarede Jespers sjove efternavn, og det var også den historie, der endte med at blive trykt på flappen af hans debutbog, To ryk og en aflevering fra 1998 – forlaget mente ikke, man kunne udsende en bog uden at skrive lidt om hans navn.

Efter udgivelsen blev Wung-Sung kontaktet af en historiker.

»Det lyder meget godt med den dannelsesrejse,« sagde historikeren, »men jeg tror måske, sandheden ligger et andet sted.«

Det viste sig, at Jesper Wung-Sungs oldefar, San Wung Sung, i 1902 var kommet til Danmark sammen med 33 andre kinesere. En hr. Johannes Madsen, som egentlig arbejdede i Zoologisk Have, men var blevet headhuntet til Tivoli for at stå i spidsen for en menneskeudstilling, havde hentet de 34 kinesere i Hongkong, Shanghai og Guangzhou. De kom til Danmark med en kontrakt på, at de »skulle rejse til hr. Madsens land«, og at de ikke måtte lemlæstes, men skulle leveres tilbage til Kina »i ét helt stykke«. Wung-Sungs oldemor, Ingeborg Danielsen, var blandt de mange, der indløste billet til den populære udstilling, og hun endte med at forelske sig i San Wung Sung.

De detaljer fik Jesper Wung-Sung efter sin debut gradvist stykket sammen.

Historien om dannelsesrejsen og den fine kinesiske slægt havde man selvfølgelig bare fundet på, fordi det var for skamfuldt at nedstamme fra en mand, der engang var blevet udstillet i Tivoli som et dyr eller en eksotisk artefakt.

Fynsk lynkineser

116 år efter udstillingen møder jeg Jesper Wung-Sung i hans hjem i Svendborg. Han tager imod i forhaven og viser fotografen og mig ind i sit arbejdsværelse, der ligger som en tilbygning i forlængelse af huset og er et lavloftet rum fyldt med bøger, mapper og lapper med papirer.

»Ja, jeg har jo kendt historien i omkring 20 år. Det er lige så lang tid, som jeg har kunnet tillade mig at kalde mig forfatter – eller har kunnet sætte ti ord sammen, så de danner mere end en indkøbsliste. I lige så lang tid har jeg vidst, at jeg skulle fortælle den.«

Men hvorfor så først nu?

»Det handler om, at jeg har skullet være klar. Jeg har nok ikke følt mig moden eller dygtig nok – både rent stilistisk, men også stor nok som menneske til at fortælle historien.«

Jesper Wung-Sung har et system med ringbind, hvor han arkiverer sine bedste ideer. Ideen om at skrive oldeforældrenes historie har længe stået blandt de andre ideer og er langsomt rykket op i reolen. I en årrække stod den øverst, men det var først for tre år siden, han omsider gik i gang med arbejdet på det, der skulle ende som den 560 sider lange slægtsroman En anden gren, som udkom sidste år og tidligere i år indbragte ham boghandlernes litteraturpris De Gyldne Laurbær.

Blå bog: Jesper Wung-Sung.

  • Født 23. maj 1971 i Marstal.
  • Har studeret litteratur, engelsk og dansk på Københavns Universitet.
  • Debuterede i 1998 med novellesamlingen ’To ryk og en aflevering’, der også er filmatiseret.
  • Siden har han udgivet flere end 30 børne-, ungdoms- og voksenbøger og modtaget en del priser og legater, herunder Bogforums Debutantpris, Kulturministeriets Børne- og ungdomspris og De Gyldne Laurbær.

Inden da havde Dansklærerforeningens Forlag opfordret Wung-Sung til at skrive en slags erindringsbog i en serie, forlaget har, der hedder ’Min historie’. Serien har ligget stille en del år, og Wung-Sung følte ikke helt, han havde erindringsbogen i sig, men da han havde skrevet En anden gren færdig, kunne han pludselig se, hvordan historien om ham, Lynkineser, skulle begynde.

Så den historie, der i En anden gren breder sig over så mange sider, genfortalte han i kort form – faktisk bare fire sider – og så havde han sin indledning. Titlen, Lynkineser, var han heller ikke i tvivl om. Det havde en journalist kaldt ham i forbindelse med sin debut.

Jeg påpeger det paradoksale i at afvikle den voldsomme, grænseoverskridende og fascinerende historie om den kinesiske oldefar, der blev udstillet i Tivoli, på bare fire sider. Men Jesper Wung-Sung griner og siger, at han jo lige havde skrevet over 500 sider om den, så han følte egentlig, den var fortalt.

»Men det handler også om, at Lynkineser er set fra barneperspektiv, og den slags fylder bare mindre i et barns verden end i en voksens. Nu, hvor jeg er voksen, optager tanken om mine oldeforældre mig mere, fordi jeg ser mig selv som del af en verden og en slægt. For et barn er det jo bare påmindelsen om, at man hedder noget mærkeligt, og så er der et billede af ham, den meget kinesiske mand, der hænger på væggen og er ens oldefar.«

Tæt på autofiktion

Lynkineser er først og fremmest Jesper Wung-Sungs barndomserindringer, som ud over den ultrakorte version af historien om hans oldeforældre indeholder en række brudstykker og nedslag i de erfaringer, han gennem sit liv har gjort sig, og som han forsøger at samle til ét helt stykke.

Det hele er illustreret af Rasmus Meisler.

Vi følger kunstneren som en ung dreng i Marstal, i USA, i Svendborg og til de første fester. Ud over at det grundlæggende er enormt morsomt, så vrimler det med referencer til stor litteratur og Wung-Sungs eget forfatterskab

»Det er på en måde sådan et ’hvordan-blev-jeg-mig’-værk. En ikkefiktiv tekst med fiktive greb«

Altså autofiktion?

»Ja, det er tættere på det end noget andet.«

– Hvordan har det været at skrive om dig selv og på den måde krænge dig selv ud?

»Det har været okay,« svarer han.

»Jeg tror, jeg var klar til det. Måske også efter at jeg har skrevet om mine oldeforældre – og efter 20 år som forfatter – så følte jeg, jeg kunne være så selvoptaget at skrive om mig selv.«

Han går i stå, da en af hans sønner på den anden side af vinduet kommer hjem fra skole og parkerer sin cykel i indkørslen. Sønnen har jakkesæt og cykelhjelm på.

Han ser tilbage på os.

»På den måde adskiller de her to bøger sig relativt radikalt fra noget andet, jeg har skrevet. Godt nok har jeg før skrevet om Marstal, men ellers har jeg jo taget udgangspunkt i noget fiktivt.«

’Bare fortæl det’

Selv for voksne kan det være svært at begribe, at københavnere for bare godt 100 år siden kunne finde på at valfarte til Tivoli for at glo på udstillede mennesker. I udstillingskataloget fra 1902 kunne man angiveligt læse, at det er »aldeles forbausende og grænser til det utrolige, hvad en Kineser kan udholde af legemlige Pinsler«. Hvordan fortæller man om den slags til børn?

»Man skal bare fortælle det,« siger Jesper Wung-Sung og slår ud med armene. Tilsyneladende oprigtigt overrasket over spørgsmålets tåbelighed.

»Det kan børn sagtens tåle, og de kan tåle langt mere, end man går og bilder sig ind. Jeg ville aldrig nogensinde censurere noget af hensyn til børn – vi tager alt for mange hensyn til dem.«

– Hvordan?

»Netop fordi vi begynder at tænke: Vil de synes, det her er for meget? Vil det støde dem? Det er min overbevisning, at det, de i virkeligheden kan mærke, er, når vi ikke tager dem seriøst. Det er ikke sikkert, de kan formulere det, men de kan mærke, når en bog er skrevet af en forfatter, der tænker: Nu skriver jeg til et barn, og så skal jeg sørge for at tage særligt hensyn, for der er noget, barnet ikke kan tåle, og der er noget, det ikke fatter.«

Hvad kan børnebogsforfattere så gøre for at tage børnene seriøst – ud over at passe på med at censurere?

»For det første handler det om at have en evne til at genkalde sig, hvordan det er at være barn eller ung. Det er fuldstændig afgørende. Hvis vi tager noget som ungdomslitteratur, så ved jeg, at en del af mine kolleger mener, det er vigtigt at interviewe unge mennesker for at finde ud af, hvor de er, og hvordan de taler. Det er en metode, jeg aldrig kunne finde på at bruge. For det første er slang alligevel forældet om to måneder, og for det andet handler det ikke om at kende de rigtige ord, men om at have evnen til at være til stede i en 12- eller 16-årigs krop. Og så handler det om tone.«

Hvis man skal være fræk, siger han, kan man fortælle hvad som helst på en troværdig måde, hvis tonen i en bog er rigtig.

»Nogle gange rammer jeg den tone, andre gange rammer jeg forbi. Jeg ved ikke, hvor den gemmer sig, men jeg ved, når den er der,« siger han og tilføjer, at alle litteraturhistoriens værker har ramt en unik tone.

»Knut Hamsun kunne i Sult have fortalt en helt anden historie med den tone – den var bare ramt. Hemingway kunne i Den gamle mand og havet have fortalt om en, der sad på en fabrik i stedet for en, der fiskede. Han ramte bare tonen, der gjorde, at han kunne fortsætte i en evighed.«

H.C. Andersens mundtlighed

Jesper Wung-Sung nævner H.C. Andersen som et forbillede, fordi den store eventyrforfatter altid ramte en tone, der tenderer mod det mundtlige.

»Hvis man gerne vil ramme børn og unge, så tror jeg, man som forfatter gør klogt i bevidst eller ubevidst at stræbe efter noget, der er relativt mundtligt i sin form. Til enhver tid vil jeg foretrække en sætning, der ligger godt i munden, frem for en, der er smuk og litterær. Og H.C. Andersen gør det jo hele tiden. ’Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: Én, to! Én, to!’ Han skaber en rytme og en mundtlighed, som slår en krog i læseren, og så er han jo også forbilledlig, fordi han evner at skrive på en måde, så bøgerne ikke sigter efter en bestemt målgruppe, men kan læses af børn, unge og voksne.«

Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris

Nordisk Råds priser uddeles ved et gallashow i Oslo 30. Oktober. De nominerede til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris er:

Danmark:

  • ’Lynkineser’ af Jesper Wung-Sung
  • ’Hest Horse Pferd Cheval Love’ af Mette Vedsø

Finland

  • ’Katten med den knurrende mave’ af Magdalena Hai & Teemu Juhani (ill.)
  • ’Perlefiskeren’ af Karin Erlandsson

Færøerne

  • ’Træet’ af Bárður Oskarsson

Island

  • ’Vær usynlig – Ishmaels flugthistorie’af Kristín Helga Gunnarsdóttir
  • ’Monster i knibe’ af Áslaug Jónsdóttir, Kalle Güettler & Rakel Helmsdal

Norge

  • ’Ingenting bliver som før’ af Hans Petter Laberg
  • ’Alt det, du ikke ved, og heldigvis for det’ af Torun Lian

Det samiske sprogområde

  • ’En meget dygtig rensdyrvogter’ af Anne-Grethe Leine Bientie & Meerke Laimi Thomasson Vekterli (ill.)

Sverige

  • ’Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil’ af Sara Lundberg
  • ’Norra Latin’ af Sara Bergmark Elfgren

Åland

  • ’Perlefiskeren’ af Karin Erlandsson

Når du skriver en bog – f.eks. ’Lynkineser’ eller ’En anden gren’ eller ’To ryk og en aflevering’, hvornår tænker du så på målgruppen?

»Aldrig.«

Og heller ikke på, om den skal henvende sig til børn eller voksne?

»Nej, det vil jeg vove at påstå. Ikke før det øjeblik, hvor jeg bliver tvunget til at se den udefra. Når du eller min redaktør spørger mig. Men det er ikke den måde, jeg går til et værk på.«

– Er du modstander af de her betegnelser, børne- og voksenlitteratur?

»Ja, i virkeligheden vil jeg jo bare helst have, at vi skelner mellem god og dårlig litteratur.«

Hvad synes du så om en pris som Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, som du er nomineret til?

»Jeg synes, det er en glimrende idé, men i virkeligheden ville jeg foretrække, at alle kunne få den såkaldte voksenpris. At der bare var én litteraturpris, som kunne favne begge dele. I nogle lande, f.eks. Norge, kan såkaldte børnebøger få store priser. I Danmark tror jeg ikke, vi har regler for, at man ikke kan få bestemte priser for børnebøger – det er bare aldrig sket.«

Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris er glimrende, understreger han, for det er en måde at forsøge at anerkende den litteratur som ligeværdig. Men:

»Jeg vil også sige, at folk, der skriver børne- og ungdomsbøger, selv er ude om det, for der bliver udgivet alt for mange dårlige, og hvis der sidder nogen, der skal tage det seriøst, som får fat i de her bøger …«

Han skærer en grimasse.

»Med voksenlitteratur sker en grovsortering, som ikke sker med børne- og ungdomslitteratur. Selvfølgelig kan dårlige voksenbøger også sælge godt, men problemet er, at dårlig børne- og ungdomslitteratur tit får et liv på biblioteker og skoler. ’Den er meget hyggelig, den her,’ siger folk. Men bøger skal ikke være hyggelige – de skal være gode!«

For mange dårlige bøger

Da jeg spørger, hvad vi kan gøre ved det, slår han ud med armene igen og smiler afmægtigt.

»Det ved jeg ikke.«

Hvad med litteraturkritikken?

»Ja! Den kunne roligt være hårdere mod de halvdårlige bøger,« siger han. 

»Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at der er en stjerne mellem de bedste danske børne- og ungdomsbøger og det middelmådige. Sådan er det jo ikke andre steder, der får de halvdårlige bøger en over nakken. Men kritikken af børne- og ungdomslitteratur har hele tiden et barn i tankerne. Så det er ikke bare et spørgsmål om kvalitet, men også et spørgsmål om: Vil barnet synes om det her? Vil det være en hyggelig bog eller hvad?«

Så igen: Hvad kan vi gøre for at få en bedre børne- og ungdomslitteratur?

Han sukker og ser ud til at overveje, om det er værd at tage kampen. Svarer alligevel:

»Alle vi forfattere, forlagsfolk og kritikere må spørge os selv: Skriver, udgiver og anmelder vi de rigtige bøger?«

»Det er jo også lidt underligt, at såkaldte kendisser, mange af dem skriver en børnebog, men der er aldrig nogensinde nogen af dem, der skriver en voksenroman. Hvorfor ikke? To svar: Enten er det for svært, eller også kan de ikke få dem udgivet. Men de kan godt skrive en børnebog, for vi har alle sammen børn eller kender børn. Og børn stiller ikke så store krav, er vi blevet enige om. Så ligger vi altså, som vi selv har redt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu