Læsetid: 3 min.

Billedkunstners bijob i tv-branchen: »Paradise Hotel skulle have et meget kraftigt visuelt udtryk, hvor huden skinner på de unge mennesker«

Billedkunstneren Honey Biba Beckerlee har arbejdet som colorgrader i tv-branchen i fem år. Som colorgrader arbejder man med lys og farve, teknikker, Beckerlee også har arbejdet med som billedkunstner. Når man colorgrader påvirkes ens farveperception, og man skal holde pauser, ellers kan man komme til at gøre sine billeder for røde.
Billedkunstneren Honey Biba Beckerlee har arbejdet som colorgrader i tv-branchen i fem år. Som colorgrader arbejder man med lys og farve, teknikker, Beckerlee også har arbejdet med som billedkunstner. Når man colorgrader påvirkes ens farveperception, og man skal holde pauser, ellers kan man komme til at gøre sine billeder for røde.

Mia Mottelson

12. oktober 2018

»Jeg blev uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og har været praktiserende billedkunstner siden da. Fra 2013 til 2017 arbejdede jeg også freelance som colorgrader i tv-branchen. Colorgrading er noget af det sidste, man gør på et stykke levende billede. Når man har klippet sin film, matcher man billederne fra de forskellige kameraer op i forhold til tone og farve, så klippene ser sammenhængende ud. Man lægger også en visuel stil, som understøtter fortællingen. Man kan vælge mere eller mindre ekstreme udtryk og manipulere groft med farverne for at fremme et bestemt visuelt udtryk. Det er ligesom Photoshop til film.«

»Et klassisk eksempel, hvor colorgrading understøtter fortællingen, er filmen Traffic, der handler om narkotikasmugling mellem Mexico og USA. Scenerne fra Mexico har kraftige gule farver, mens det der foregår i USA har nogle kraftige blå farver. På den måde er man aldrig i tvivl om, hvilket spor man følger.«

»I tv-branchen er arbejdsdagen ni til fire, og man bruger cirka en dag på at colorgrade en halv times tv. Colorgraderen kommer først ind i processen, når alt er filmet og klippet og grafikken er lavet. Inden for filmbranchen er det fotografen, man arbejder sammen med. I tv-branchen sker optagelser og colorgrading så forskudt, at der er ikke nogen overlevering fra fotografen. Her er det klipperen, der har en holdning til, hvordan det skal se ud. Efter at man får det overrakt af en tilrettelægger og en klipper, sidder man alene med arbejdet. Så det kan være meget ensomt.«

»En colorgrader har nogle meget specifikke arbejdsvilkår. Man skal sidde i mørke for at kunne se farver og lys ordentligt. På tv-produktionsselskaber og i DR er der nogle bestemte suiter (mørke rum, der indrettet til colorgradingarbejdet, red.) til det. Det interessante er, at der sker noget med ens syn og farveperception ved at sidde og kigge ind i en skærm i lang tid, det sker blandt andet med opfattelsen af farven magenta. Magenta er en meget skarp lyserød tone. Det er vigtigt, at man holder pauser for at rense sit syn. Man skal ud af rummet en gang imellem for at nulstille det, for ellers kommer man til at fejlgrade sine billeder.«

»Det mest spændende ved arbejdet var, når jeg fik lov til at arbejde kreativt med at understøtte en fortælling. Jeg har også arbejdet på Paradise Hotel, der jo er kendt for at have et meget kraftigt visuelt udtryk, hvor huden skinner på de unge mennesker. Det er et godt eksempel på en voldsomt colorgradet tv-serie. Men det er ikke et udtryk, jeg har været med til at forme.«

»Det med at beskæftige sig med farve og lys gør jeg jo også som billedkunster. Jeg er meget optaget af lys og har arbejdet meget med kvantemekanik, og hvordan man forsker i lys inden for fysikkens verden. Man kan også sige, at billedkunstneren forsker i lys og farve – ligesom det i colorgrading handler om at kunne se farverne og arbejde med dem.«

»Det er en karriere at være colorgrader, men den ekstra tid, jeg skulle bruge på at professionalisere mig, var der ikke altid. Og jeg blev nødt til at prioritere min tid sådan, at jeg også kunne dyrke min kunstneriske praksis, som nok havde udviklet sig hurtigere, hvis jeg havde haft noget mere tid.«

»Arbejdet som freelancer i tv-branchen er næsten lige så prekært et arbejde som det at være kunstner. Du har ingen pension, du er kun ansat en dag her og en dag der, og forhåbentligt kan du få det til at hænge sammen. Så på en eller anden måde blev jeg lidt dobbelt udsat i de to roller. Da jeg blev gravid, blev det faktisk for svært, fordi jeg hverken kunne få barsel som billedkunstner eller gennem mit arbejde i tv-branchen. Derfor måtte jeg skifte faglighed. I den forbindelse ansøgte jeg om at få et praksisbaseret kunstnerisk ph.d.-stipendium og stoppede som colorgrader.«

Honey Biba Beckerlee, 40 år, billedkunstner.

Serie

Kunstnerens andet job

De færreste kunstnere kan leve af deres kunst. De fleste er afhængige af et andet arbejde ved siden af. På denne plads fortæller en række kunstnere om de bedste, værste, sjoveste og mest underlige bijobs, de har haft igennem tiden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu