Læsetid: 8 min.

Christoffer Boes vej fra arthouse til Jussi Adler: »Jeg er den nye Erik Balling«

Film er et cirkusmedie, og hvis ikke teltet er fyldt, er det ikke interessant, mener Christoffer Boe. Vi har talt med filminstruktøren, der engang hittede hos kritikerne med kunstfilm som ’Reconstruction’, men som aldrig fangede publikum. Nu prøver han at genopfinde sig selv som bredt appellerende historiefortæller med to nye, krimirelaterede projekter, Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen ’Journal 64’ og tv-serien ’Kriger’
Tidligere høstede Christoffer Boe flotte anmeldelser for kunstfilm som ’Reconstruction’. Nu prøver han at genopfinde sig selv som bredt appellerende historiefortæller.

Tidligere høstede Christoffer Boe flotte anmeldelser for kunstfilm som ’Reconstruction’. Nu prøver han at genopfinde sig selv som bredt appellerende historiefortæller.

4. oktober 2018

Det var efter, at han havde lavet den eksperimenterende gyserfilm Beast, at Christoffer Boe begyndte at overveje at skifte retning som filminstruktør. Filmen, der blev til i en pludselig indskydelse – og var hurtig og billig at optage – tog ham alligevel halvandet år at få i biografen. Og den blev stort set ikke set af nogen mennesker.

»Så tænkte jeg: ’Hvad fanden er det, jeg har gang i? Hvad er det egentlig, der interesserer mig?’,« siger han.

Vi sidder i et mødelokale hos Zentropa i Filmbyen i Avedøre, hvor han har produceret sin nye film, Journal 64, der er en af to grunde til, at vi taler sammen. Den anden er tv-serien Kriger, som TV 2 begynder at sende i næste uge. Mere om den om lidt.

»Hvem er det, man laver film for? Film er et cirkusmedie. Hvis man vil lave noget, der lige så godt kan ligge i skrivebordsskuffen, eller som bare er møntet på de der select few, eller ’jeg laver en hyggelig middag, og så skal I se mit nye kunstværk’ – så skal man ikke lave film. Så kan man skrive et digt eller lave en sang. Film er et cirkusartistnummer, og hvis teltet ikke er fyldt, er det bare ikke lige så interessant.«

Intime små film

Cirkusteltet kan ændre form og være alt fra en biografsal til en tv-station eller en streamingtjeneste, siger Christoffer Boe, men det nytter ikke at insistere på at lave intime små film til intime små sammenkomster.

»Når det bliver så intimt, at jeg på biotallene kan se, om alle mine venner har set filmen eller ej, så må jeg sige, at jeg har været der og derfor er begyndt at spørge: Hvad kan jeg gøre anderledes? Hvad kan man også gøre med filmmediet, så folk af egen vilje og lyst gerne vil se det? Hvad er det, Hollywood-filmene gør så anderledes, at vi bare har lyst til at se dem? Skal jeg se Antonionis Den røde ørken eller den nye James Bond i aften? Selv Ingmar Bergman sagde, at han hellere ville se den nye James Bond.«

Boe prøver hele tiden at have et kritisk blik på sit eget virke og spørge sig selv, hvad han er tiltrukket af. Han føler ikke, at han tidligere har forvildet sig ind i et eller andet, som han ikke kunne komme ud af, men, siger han; »Jeg har dyrket nogle ting intenst, og måske skulle jeg bare erkende, at det var så det, og prøve noget andet og nyt. Også fordi livet er kort«.

Elsker Hollywood

Både Journal 64 og Kriger er noget nyt for Christoffer Boe. Den 44-årige instruktør spillefilmsdebuterede med kærlighedsfilmen Reconstruction (2003), der ligesom de film, han lavede efterfølgende – Allegro (2005), Offscreen (2006), Alting bliver godt igen (2010) og Beast – nok forholdt sig til populære genrer som science fiction, thriller og det romantiske drama, men samtidig forsøgte at dekonstruere dem.

I Journal 64, der er den fjerde film baseret på Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q, og Kriger, en tv-serie om en krigsveteran, som Boe har skrevet sammen med Simon Pasternak, forsøger instruktøren i højere grad at udnytte krimigenrens konventioner og potentiale end at pille dem fra hinanden.

»Ligesom alle andre mennesker elsker jeg Hollywood-film,« siger han.

»Jeg elsker den velfortalte genrefilm. Og alle ved jo, at film lever af genrer. Det er genrerne, der er vores grundfundament og dna, og hver gang nye, fede kunstfilm kommer frem, så er det også, fordi de på en eller anden måde twister en genre. Den poetiske, genreopløste kunstfilm udgør mindre end én promille af al god filmkultur.«

Kunstnerisk midtvejskrise

Jeg spørger Christoffer Boe, om kursskiftet skyldes en kunstnerisk midtvejskrise.

»I så fald har den været der tidligere – efter Beast og efter at jeg havde boret mig fuldstændig ned i et hul. Jeg var sindssygt privilegeret og kunne lave de film, jeg havde lyst til. Men jeg kunne ikke få folk til at se dem i biografen,« siger han.

Han synes heller ikke, at han har gennemgået en modenhedsproces. Der er intet galt i at ville gå konsekvent til værks med filmmediet, understreger han. Men som kunstner må man erkende, når man ikke kan nå længere i en bestemt retning.

»Den måde, jeg angreb det på, blev mere og mere esoterisk og indforstået og fjernede mig fra publikum. Hver gang følte jeg, at jeg lavede jeg noget nyt, friskt, anderledes. Det var bare ikke det, folk oplevede, når de så filmene. Der er en masse ved filmmediet, jeg elsker. Der er mange store og brede film, jeg holder af. Meget af det, jeg vil sige, kan siges anderledes. Så det er det, jeg prøver nu. Det begyndte efter Beast og blev blandt andet til Spies & Glistrup (fra 2013, red.) og nu Kriger og Journal 64

Det er det, Boe selv kalder for »den venlige fortælling«.

Det store maskineri

Spørgsmålet er så, om Christoffer Boe – eller Hr. Boe, som han kalder sig, når han laver film – må øve vold på sig selv og sit kunstneriske temperament for at få det bredere publikum i tale. Og om han ikke længere er en auteur af den slags, hvis film man med det samme kan genkende, fordi de bærer instruktørens tydelige stilistiske fingeraftryk.

»Man opfandt auteur-begrebet, fordi man mente, at Hollywood var en maskine, og så sad der nogle unge franskmænd og sagde: ’Hov, hov, det er muligt, at det er en maskine, men vi kan godt se, at det er den eller den instruktør, der har lavet filmen. Der er nogle stiltræk og temaer, som går igen.’ Og det selvom de er skabt i det store maskinrum, er kommercielle og ved første øjekast ligner andre film i samme genre. Pointen er, at det er muligt at lave gode film, som holder sig inden for konventionerne. Det betyder ikke, at jeg har gjort det, men det er en teoretisk mulighed,« siger Boe.

Han understreger, at han stadig har det samme projekt, som han altid har haft, og at han først stopper, når han ikke længere gider lave film eller har mere at sige.

»Jeg er nødt til at insistere på, at jeg har gang i noget, der er interessant. Men før lavede jeg noget interessant, som ingen så. Nu vil jeg prøve at lave noget, der er spændende, og som alle ser.«

Han er stille et øjeblik og siger så med et smil: »Jeg er den nye Erik Balling. With a twist

Film er en passion

Det er en modig sammenligning, men den folkekære instruktør, der blandt meget andet stod bag Olsen-banden og Matador, satte også sit eget aftryk på sine meget populære film, som samtidig alle var en del af hans projekt: At portrættere Danmark og danskerne i al deres mere eller mindre charmerende ufuldkommenhed.

»Det er en passion at lave film,« siger Christoffer Boe.

»Der er noget, vi vil fortælle. Hvad vil det sige at være menneske? Vi har svært ved at være mennesker. Det er desværre et grundvilkår. Og det er et stort, evigt traume, at muligvis er der en eller anden gedehyrde på et bjerg, som sidder med et strå i munden og bare er lykkeligere end os. Men det kan vi ikke rigtig gøre noget ved, da vi nu engang lever det her liv. Og så er spørgsmålet: Hvordan gør vi det? Der er film en vej til erkendelse, selvindsigt og smertelindring.«

Velfærdsstatens overgreb

Journal 64 passer strålende ind i Christoffer Boes projekt. Filmen handler ikke mindst om velfærdssamfundets overgreb på sine svageste medborgere, historisk og nu. Det var en af grundene til, at han gerne ville lave den, også selv om han ikke har skrevet manuskriptet.

»Det er den ufortalte historie om et paradis, vi har skabt, og som rummer en masse implicitte antagelser af, hvad vi som samfund må gøre,« siger han.

»Vi accepterer de vildeste overgreb på individet, fordi vi anser det kollektive for at være det gode, og med det gode i baglommen som goodwill-pas, kan vi bare tvære alle ud. Historisk er kvindehjemmet på Sprogøe, som optræder i filmen, bygget på ideen: ’Vi vil det gode for folk, men vi kan ikke være det gode for alle. Det er for dyrt. Så hvis der er nogen, der er for dumme, udraderer vi dem over et par generationer.’ Groft sagt.«

Det er en diskussion, vi som samfund ikke er færdige med, mener instruktøren. Nu handler den om alle mulige andre konflikter mellem det kollektive – fællesskabet – og individet, f.eks. mødet med indvandrere og flygtninge.

»Hvem kan vi tillade, er en del af vores fællesskab? De bidrager jo ikke, de forstår ikke vores værdier, og de koster os en masse penge. Lad os lukke dem ude. Lad os sikre os, at de ikke er en del af det, vi har etableret. Det er en fortsat diskussion, som i Journal 64 serveres i et dejligt krimiformat. Det var oplagt for mig. Og jeg har så i dialog med forfatterne sagt: ’Det er dér, den er. Lad os spidsvinkle ’os og dem’-oplevelsen og den selvretfærdige holdning, der ligger i, at fordi vi vil det gode, så må vi alt.’«

En del af et samfund

Christoffer Boes fokus har altid været individet og det konfliktfyldte i mødet med andre. Det er et møde, som ikke mindst handler om, hvor meget man skal overgive af sin suverænitet, forklarer han.

»Min første film, Reconstruction, handlede om kærlighedsmødet, fordi det er det mest nærværende og tilstedeværende, og det, vi alle oplever. Det har den revolutionære karakter, så jeg prøvede at lave en revolutionær kærlighedsfilm, hvor individet i mødet med kærligheden bliver en anden. Verden bliver forandret omkring én.«

Der skal ikke meget til at gøre det til en bredere fortælling, fortsætter Boe, og det er netop, hvad han vil med Kriger. I seks afsnit skildrer serien ikke et kærlighedsmøde, men et rodløst menneskes – en hjemvendt soldats – møde med samfundet og fællesskabet.

»Hvad vil det sige at have ofret alt for et samfund og nu blive udstødt af det samme samfund? At føle, at man har begået noget, der gør, at man ikke længere kan komme tilbage? Hvad skal der til for at træde ind i et fællesskab – hvad er man villig til at ofre, og hvad er det, at et fællesskab giver én?« siger han.

»Jeg har så rykket blikket og prøvet at tage mit sprog med mig og – i stedet for at gøre det indadvendt – brugt nogle af de mere venlige måder at fortælle en historie på. Men jeg er stadigvæk Hr. Boe, og det vil jeg altid være.«

’Journal 64’ har premiere torsdag og anmeldes her. ’Kriger’ kan ses på TV 2 fra den 8. oktober.

Nikolaj Lie Kaas er udmærket i rollen som den kyniske kriminalkommissær Carl Mørck afdeling Q-filmene, men samspillet mellem ham og Fares Fares’ Assad klikker ikke i Christoffer Boes ’Journal 64’. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Hørte ham i radioen i går og blev simpelthen, af indre nødvendighed, nødt til at reagere. Jeg lavede et online computerspil med instruktøren, hvor man går rundt i et ekkokammer og hører 50 af hans udtalelser læst af mig med hånlig stemme, når man klikker på baggrunden og dermed flytter avatarerne. Hvad er det en demonstration af? Det vil jeg lade Informations læsere selv om at afgøre.

https://www.othernewspaper.com/da

(Cirka midtvejs på siden. Husk at slå lyden til på lydikonet.)

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar