Da Danmark mistede et nationalikon: Seks danskere fortæller om dagen, hvor Kim Larsen døde

SØNDAG FORMIDDAG

Emil Bergløv sidder i et kælderlokale på Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Han er til navngivningsfest hos et vennepar. Til dagligt arbejder han som journalist på Politiken, men i dag har han fri. Snakken går ved bordene, og pludselig hører han ordene ’Kim Larsen’ og ’død’ i samme sætning. Han undrer sig, for han har ikke selv modtaget nogen breakingbesked på sin telefon. Han går op i gården, hvor netforbindelsen er bedre og sender en ultrakort mail til sin redaktør:

»Larsen. Hjælp?« skriver han kl. 11.31.

Ni minutter senere får han svar:

»Ja tak, kan du komme ind?«

Miki Pau Otkjær ankommer med en god ven til Brødflov på Christianshavns Torv sidst på formiddagen. De har aftalt at tage ud på Christiania for at male graffiti. Efterhånden er der ikke mange steder tilbage i København, hvor det er lovligt, men Christiania hører til en af undtagelserne.

Mens hans kammerat er inde for at købe croissanter, tjekker Miki sin mobil. ‘RIP Kim Larsen’, læser han under et opslag på Instagram. ’What?!’, tænker han. Han vidste ikke engang, at Kim Larsen var syg.

»Så er det sgu da ham, du skal male i dag,« svarer kammeraten, da han vender tilbage.

På spillestedet Borgerforeningen i Svendborg cirka 170 km derfra har musiker Dorthe Gerlach netop overstået den sidste lydprøve, inden hun skal spille koncert med sit band Hush kl. 15. Mens de andre gør sig færdige, lister hun ned i backstageområdet i kælderen for at spise en vingummi og tjekke sin telefon: ’Kim Larsen er død’, læser hun og gyser.

Med telefonen i hånden løber hun tilbage til den anden halvdel af bandet, hendes mand Michael:

»Har du hørt, at Kim Larsen er død?«

Hun venter ikke på reaktionen men fortsætter hen til caféen:

»Har I hørt, at Kim Larsen er død?« – og videre ud til kokken i køkkenet:

»Kim Larsen er død!«

SØNDAG MIDDAG

I København er Emil Bergløv på vej ind til redaktionen. På cykelstien foran kommunehospitalet møder han sin kollega Lotte Thorsen. De følges ad ind til Rådhuspladsen. Kort efter ankommer deres chef, og de holder et kort møde. Der er brug for artikler, der kan komme på nettet med det samme, og nogle mere langtidsholdbare til avisen i morgen.

Emil Bergløv får til opgave at tale med såkaldt almindelige mennesker om, hvad Larsen har betydet for dem. En reportage fra gadeplan. Kort efter bevæger han sig ud over Langebro med en fotojournalistelev til Christianshavn, Kim Larsens gamle kvarter.

I Vor Frelser Kirke på Christianshavns er organist og klokker Lars Sømod blevet færdig med dagens højmesse, da kirketjeneren stopper ham i våbenhuset og overbringer ham nyheden. Lars Sømods første tanke er professionel: Han ved præcis, hvad det kræver af ham.

Da prins Henrik døde tidligere i år, spillede han en række sange på kirkens kendte klokkespil. Målt i folkelighed er Kim Larsen mindst på niveau med prins Henrik, ikke mindst her på Christianshavn. Han fortjener samme gestus. Men først skal Lars Sømod lige nå til afskedsreception for en af kirkens populære præster. Han kigger på uret. Der bliver ikke tid til at øve sangene, han må tage dem på gehør.

I Svendborg står Dorthe Gerlach i døråbningen til spillestedet Borgerforeningen sammen med resten af bandets medlemmer. Pludselig bryder hun ud i gråd. En dame, hun aldrig har mødt før, trøster hende med et kram. 

I mellemtiden på Christiania har Miki Pau Otkjær fundet et godt sted til sin graffiti: et halvødelagt plankeværk lige under et stort træ på Christiania. Ikke for fint, ikke for profant – lige i Larsens ånd, tænker han. Han finder et foto frem på sin mobil – et af dem, hvor Kim Larsen har sixpence på hovedet og ørering i øret – og han begynder at tegne motivet op. Imens spiller hans kammerat Larsen-sange fra et lille Bluetooth-anlæg. Efterhånden som motivet begynder at tone frem, stimler folk sammen og kigger på. En chauffør i bus 9A stopper op midt på vejen og åbner døren:

»Det ser fedt ud,« råber hun.

Miki kigger sig over skulderen og ser, at alle i bussen stirrer ud gennem ruderne på hans værk.

Ikke så langt derfra, i en lejlighed på Islands Brygge, har Rasmus Kofoed, en 38-årig Brøndby-fan og selvstændig erhvervsdrivende i restaurationsbranchen, netop sat et Kim Larsen-nummer på:

»Er der sang og musik i de dødes land
og swinger det – pianomand?«

Sangen minder ham også om en ven, han mistede på et tidspunkt, og han får våde øjne. Rasmus Kofoeds søn spørger, hvorfor han græder. Han forklarer ham, at én der har lavet en masse fine sange, er død. 

SØNDAG TIDLIG EFTERMIDDAG

Dorthe Gerlach tjekker sin telefon en sidste gang, inden hun skal på scenen. Der ligger et ubesvaret opkald og en tekstbesked fra DR2-programmet Vi ses hos Clement. De har valgt at ommøblere hele programmet i sidste øjeblik for at hylde Kim Larsen:

»Har du mulighed for at komme ind?,« skriver de. »Og kan du synge en Kim Larsen-sang?«

Dorthe Gerlach svarer kort:

»Jeg er i Svendborg for at spille koncert. Vi går på om lidt og er først i København klokken cirka 20.30. Dur det?«

Så lægger hun telefonen og går op.

»Åh, nej,« udbryder Camilla H. Christensen, en 23-årig butiksassistent fra Rødovre. Hun sidder i en bil på vej til sin morfars begravelse i Sandby på Lolland. Hun har lige tjekket Facebook på sin mobil.

»Hvad er der sket,« spørger moren på sædet ved siden af. Hun begynder at græde, da hun hører det. Til begravelsen i Sandby Kirke spiller folk »This is my life« på deres telefoner og synger med. Bagefter holder de et minuts stilhed for Kim Larsen. 

Sammen med sin fotopraktikant er Politikens journalist nået frem til Vor Frelser Kirke. Emil Bergløv bevæger sig op ad en bagtrappe til organistens kontor og banker på. Indenfor står Lars Sømod og er i færd med at kopiere Kim Larsen-noder. Han spørger, om de vil med op i tårnet og høre ham spille. Egentlig har Emil Bergløv højdeskræk. Men han går med. For historiens skyld.

På Islands Brygge er Rasmus Kofoeds kone og datter kommet hjem. De mangler et ordentligt anlæg at høre Kim Larsen på, efter at familiens musikanlæg for nylig blev rykket ud i sommerhuset. Så de kører til Elgiganten i Field's for at købe et trådløst anlæg. Sådan ét de kan slutte deres telefoner til, så de kan spille hele bagkataloget.

Klokken 13.56 sætter Lars Sømod sig til klokkespillet og lader de første toner fra »Om lidt« klinge ud over tagene på Christianshavn. Han er ikke alene. Ud over en Politiken-journalist, som er dukket uanmeldt op, er han omringet af japanske turister, der presser næserne flad mod det lille glasbur, han sidder og spiller i. De aner ikke, hvad der foregår. Men ud ad øjenkrogen kan Lars Sømod se, at en ældre dansk herre, forsøger at forklare dem, hvem Kim Larsen er, og hvad han betyder for danskerne – og pludselig bliver stemningen andægtig.

Selv må Lars Sømod også knibe en tåre, da han når til »Som et strejf af en dråbe«, som minder ham om dengang han sad på sit teenageværelse i Silkeborg og lyttede til P4 i P1 på en lille transistorradio.

SØNDAG SEN EFTERMIDDAG

På vej hjem fra sin morfars begravelse hører Camilla H. Christensen og hendes mor »Langebro«, »Midt om natten«, »Susan Himmelblå« og »Kvinde Min«. Camilla H. Christensen leder efter mindearrangementer på Facebook, men finder ikke nogen.

Tilbage i Rødovre tager hun sagen i egen hånd og skriver til politiet for at bede om tilladelse til at holde et optog i København. En midlertidig tilladelse tikker ind to timer senere. Så opretter hun dén begivenhed på Facebook, hun selv havde savnet.

»Det ville være på sin plads at holde et minuts stilhed,« siger Dorthe Gerlach fra scenen i Svendborg, hvor hun sammen med resten af Hush er nået til koncertens ekstranummer: 

»Men det ville være endnu mere i Kim Larsens ånd, hvis vi ærer ham med en fællessang. For det er dét, han har givet os: En fælles sang at synge med på.« 

De spiller »Papirsklip«, og publikum synger med efter hukommelsen. De rejser sig også. Det begynder bagerst i salen og breder sig derfra til balkonerne og de øvrige pladser, indtil samtlige 300 publikummer står og synger »livet er langt, lykken er kort«. 

Miki Pau Otkjær træder et par skridt tilbage fra plankeværket på Christiania og betragter sit værk. »Tak for sangen,« skriver han ved siden af. Han tager et billede af det på mobilen og lægger det op på Instagram. De næste par timer likes og deles det af flere tusinde. Nyhederne har det med om aftenen, og flere morgenaviser skriver om graffitimalerens spontane hyldest. Selv pakker Miki sit malergrej sammen og tager med sine venner op på Christianshavns Torv for at drikke en bajer. Nogen har sat et lille mindeskilt i pap op ved siden af en marmorblok på pladsen: 

Spillemand
Kim Larsen
23. oktober 1945
30. september 2018
Elsket og savnet. 

Flere har lagt blomster rundt om skiltet, andre har stillet øl og lagt cigaretter i respekt for den døde spillemand og hans dårlige vaner. Miki stiller også en øl, inden han selv drikker en. Så kører han hjem til sin kæreste på Nørrebro.

Politikens udsendte har også sat kurs mod Christianshavns torv, da de på vejen gør holdt på Dronningensgade. Her bor to tidligere medlemmer af Gasolin, Wili Jønsson og Franz Beckerlee. Foran opgangen venter en kvinde, der viser sig at være superfan. Hun står med sin cykel og en gammel Gasolinbog, som hun har med i tasken, pakket ind i en pose og et håndklæde. Hun håber at samle et par autografer og spørger Emil Bergløv, om hun må komme med dem, hvis de skal op i opgangen. Det skal de ikke. Det er ikke dagen, hvor man trænger sig på, vurderer han. De fortsætter i stedet op til Christianshavns Torv. Der står de lidt og holder kæft nogle minutter foran en interimistisk mindeplade, som nogen har sat op. Så går de ad Langebro hjem til redaktionen.

I kælderen i Svendborg har Dorthe Gerlach fundet sin mobiltelefon frem. Svaret er bekræftende: De skal af sted til DR Byen – i en fart. Mens de pakker bilen snakker de om, hvilken sang de skal synge i programmet. De beslutter sig for »Pianomand«.

På vej over Storebælt sidder Dorthe Gerlach bag rattet og forsøger at lære teksten, mens hendes mand sidder på bagsædet med en akustisk guitar og lytter akkorderne af. Der er kø på motorvejen. Hun kigger på sit ur. De er forsinkede.

SØNDAG TIDLIG AFTEN

Rasmus Kofoed har installeret sit nye anlæg i lejligheden på Islands Brygge og er nu på vej til Brøndby Stadion for at se sit hold forsøge at revanchere de seneste ugers dårlige resultater mod Horsens. Han bliver hentet af to venner. Jan, som den ene hedder, er også stor Kim Larsen-fan. Han har sågar et billede af ham tatoveret på sin ene arm. De hører »Pianomand« i bilen på vej til stadion.

Brøndby spiller fint i første halvleg, og stemningen er god, da der over stadionanlægget bliver spillet Kim Larsen-sange i pausen. Flere nynner med, efterhånden begynder de også at synge, og da »Flyvere i natten« kommer på, lyser folk med deres mobiltelefoner. 11.626 tilskuere, der synger sammen. Ikke slagsange, ikke det sædvanlige fodboldråberi, bare en rolig fælles energi. Brøndby ender med at tabe kampen. Komplet latterligt, snakker de om på vej hjem. Men deres fokus er alligevel lidt et andet sted.

I Pakkeriet, som Politikens åbne kontorlandskab kaldes, sidder Emil Bergløv og skriver løs på sin reportage. Han tænker ikke så meget over opbygningen. Begynder bare, hvor det startede, og ender, hvor det sluttede. Artiklen lægges på nettet kl. 18.31 under rubrikken:

»Fra Kim Larsens hjemmebane: Klokken 13.56 spillede klokkenist Lars Sømod fra Vor Frelsers Kirke »Om lidt« ud over byen«. 

Så siger han farvel til de andre og trækker sin cykel gennem Ørstedsparken hjem til sin lejlighed på Nørre Farimagsgade. Han går direkte i køkkenet og begynder at lave mad til sig selv og sin kæreste. Omelet af tilfældige rester. »Pianomand« ryger på anlægget. De hører den to gange i streg.

Det har været en lang dag, da organist og klokkespiller Lars Sømod udmattet vender hjem til sin lejlighed i Sydhavnen. Her modtager han et opkald fra en veninde, der fortæller, at der er lagt flere videoer af hans klokkespilleri ud på Facebook. En af videoerne har allerede over 800.000 visninger. Lars Sømod har ikke selv haft lejlighed til at se dem. Det har han nu. Bagefter skænker han sig en whiskysjus, en Famous Grouse blandet op med vand, og tænder for fjernsynet. DR2 viser en Kim Larsen-special af Vi ses hos Clement.

Dorthe Gerlach og hendes mand ankommer til DR kl. 20.47, mindre end fem kvarter før, de skal på. De bliver hentet i receptionen og ført frem til studie 6. Stemningen er hektisk. Teknikere, programafviklere, redaktører og gæster løber forvirret rundt mellem hinanden. Dorthe Gerlach skal nå at lave en hurtig lydprøve. Hun spørger, om hun kan få en anden mikrofon.

»Det er der ikke tid til,« får hun at vide.

»Kan vi nå at spille sangen igennem igen?«

»Der er ikke tid.«

Fra sit hjem i Rødovre betragter Camilla H. Christensen tilmeldingerne til det mindeoptog, hun har arrangeret. De vælter ind. På Facebook kan hun desuden se, at hun ikke er alene om at arrangere et optog. En anden, der hedder Jeppe, er også i gang, så hun skriver til ham og spørger, om de skal slå arrangementerne sammen. Han er kunstner og har helt andre kontakter i det kreative København end Camilla har. Til gengæld kan hun organisere. Han er med på ideen. 

SØNDAG SEN AFTEN

Miki Pau Otkjær tjekker sin telefon. På Instagram kan han se, at nogen har stillet lys og lagt blomster foran hans maleri af Kim Larsen. Sammen med sin kæreste beslutter han sig for at cykle fra lejligheden på Nørrebro og tilbage til Christiania for at se det med egne øjne. Da de ankommer, stiller han sig i baggrunden og iagttager folks reaktioner. Den største ros kommer fra en mand, der siger, at han i maleriet kan se både den gamle og den unge Kim Larsen.

Dorthe Gerlach og hendes mand spiller »Pianomand« i første afdeling. Bagefter sidder hun backstage og ser Jens Unmack levere en intens udgave af »Langebro«. En afvikler spørger, om de har lyst til at blive hængende og drikke en øl efter programmet. Men de vil helst bare hjem.

Hjemvendt fra Brøndby Stadion finder Rasmus Kofoed sin kone bøjet over strygebrættet. Hun skal starte nyt arbejde dagen efter og vil gerne tage sig præsentabel ud. Hun hører Kim Larsen over anlægget. De ender med at danse i køkkenet til »Fru Sauterne«, »Pianomand« og »Kvinde Min«. 

Køleskabet er tomt efter flere dages turné, så på vej hjem fra DR Byen slår Dorthe Gerlach og hendes mand et smut forbi den tyrkiske familierestaurant Safir Kebab på Jagtvej på Nørrebro. De køber en durumrulle og en pizza, som de tager med sig hjem. Dagen rummer ikke plads til flere indtryk, så de ender med at se en krimi på DR, mens de flyder ud i sofaen.

På Nørre Farimagsgade har Emil Bergløv læst, at folk i aften vil sætte levende lys i vinduerne. Han ved godt, det er åndssvagt, og han tør heller ikke sige det til sin kæreste. Men efter at de har spist, tager han alligevel stearinlyset med fra spisebordet og sætter det i vindueskarmen i stuen. Patetisk, når han lige at tænke. Ulideligt gammelmandssentimentalt. Men han gør det alligevel. Og fra vinduet kan han se, at han ikke er den eneste.