DR er blevet slagmark for kristen kulturkamp

Vil man have belyst, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen, kan man lytte til historie- og trosprogrammet Tidsånd på P1. Ønsker man at dykke ned i tro og åndelighed, kan man lytte til De højere magter på samme kanal. Og ønsker man bare at overvære en ganske almindelig gudstjeneste, kan man tænde for DRK.

Der er rig mulighed for at dyrke kristendommen i DR’s programflade, og det har der været i mange år.

Alligevel har et politisk flertal bag den nye public service-kontrakt for 2019-2023 valgt at skærpe kravene yderligere til DR’s dækning af kristendommen.

DR skal nu ikke længere blot »lægge særlig vægt« på den kristne kulturarv. Det skal også i »DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen«.

Ændringen har, ligesom da kristendommen for første gang blev føjet ind i public service-kontrakten i 2011, vakt debat. Kritikere som religionshistoriker Jens-André Herbener frygter en fremtid, hvor man ikke længere kan få mulighed for at gå i rette med kristendommen i DR’s programmer.

»DR risikerer at blive et kristent propagandaapparat, hvis der ikke bliver mulighed for at modsige det her. DR’s uafhængighed og frihed står og falder med, at alt må debatteres – især magthavernes propaganda,« siger Jens-André Herbener.

Han er bekymret for et DR, der bliver stadig mere politisk styret.

»Med den nye kontrakt skal staten til at fortælle os præcis, hvad vores rødder er. Det er pudsigt nok, at det der er vores hævdede rødder, det passer som hånd i handske med det, som både regeringspartierne og Dansk Folkeparti siger, vores land er: et kristent land.« 

Værdikampens holdeplads

Slagsmålet om kristendommens officielle plads i DR har været en tilbagevendende begivenhed ved de seneste tre public service-forhandlinger. Da VK-regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indgik aftale om kontrakten for 2011-2014 pillede de integrationsforpligtelsen ud af public service-kontrakten og erstattet den med en formulering om, at der skulle lægges »særlig vægt på den kristne kulturarv«.

Fortolkningen af den nye formulering i public service-kontrakten er i sidste ende op til den kommende DR-bestyrelse, der skal vælges og tiltræde, ved indgangen til det nye år. Spørger man DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, vil kristendommens mere prominente placering i den nye kontrakt imidlertid ikke få nogen konkret betydning for den daglige programplanlægning.

»Vi formidler trosstof på mange måder. Så derfor oplever jeg ikke, at det giver anledning til væsentlige ændringer. Det kristne og folkestyret vil fortsat være stofområder, der er væsentlige for os,« sagde generaldirektøren for nylig til Politiken. 

Og det er Henrik Palle, tv-redaktør for Politiken, tilbøjelig til at give hende ret i. Han mener ikke, det har haft nogen særlig betydning for DR’s programvirksomhed, at kristendommen eller den kristne kulturarv har været nævnt i de hidtidige kontrakter.

»Nej, du kunne måske sige Herrens veje, men den kunne jo lige så godt foregå i en familie, der havde en pølsevogn. DR’s programflade afspejler kristendommen, sådan som den praktiseres i Danmark, nemlig som en rituel højtidsmarkering. Det er jo ikke sådan, at man har kunnet se flere gudstjenester eller et øget Før søndagen-pres. Det kører jo sådan, som det altid har gjort,« siger Henrik Palle.

Snarere mener han, at der udelukkende er tale om ren og skær symbolpolitik, hvor Dansk Folkeparti med den seneste kontrakt »har fået hængt en gummihammer op, som de kan tage ned og slå DR i hovedet med, hvis de i fremtiden synes, at DR er begyndt at lave lidt for meget fjernsyn om islams historie, eller hvad det nu kunne være«.

»Så kan Dansk Folkeparti jo så bruge den her hammer om nogle år og sige: ’Der var ikke nok programmer om kristendommen, og det skal I gøre noget ved’,« siger han.

Den nye public service-kontrakt skal som noget nyt evalueres efter to og et halvt år. Her kan politikerne tilføre tillæg til kontrakten, hvis DR til den tid stadig ikke lever op til de skærpelser, som regeringen og Dansk Folkeparti nu har tilføjet. For nylig sagde Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen (DF) til Kristeligt Dagblad, at han opfatter generaldirektørens udmelding som »en krigserklæring« og slog fast, at »hvis man gør, som man har gjort hidtil, har man ikke lyttet«.

Et våben, der kan bruges

Det er netop sådanne udtalelser, som får Jens-André Herbener til at advare mod den stigende detailstyring af statsradiofonien. For ordlyden i public service-kontrakten er langtfra uskyldig og kan bruges af dem, der vil.

»Hvad vil der ske, når vi får en ny generaldirektør i DR? Hvad vil der ske, når vi får en ny bestyrelse? Den her public service-kontrakt er et carte blanche til en anden dækning, end den vi har nu,« siger han.

»Hvis der bliver holdt igen nu, er det Maria Rørbye Rønns – og ikke kontraktens ­– fortjeneste. Hvis der kommer en ny generaldirektør, der siger: ’Jamen nu vil vi lægge vægt på det, der står i kontrakten’, så vil vi få en endnu mere fremskudt dækning af kristendommen.«

Politisk indflydelse

I Presselogen den 23. september sagde kulturminister Mette Bock (LA), at »der er ingenting, der indikerer, at vi (politikerne, red.) er på vej ind i redaktionslokalet«.

Men de politiske aftryk rundt om redaktionslokalet bliver i stigende omfang påvirket af politikerne i kraft af indholdet i public service-kontrakterne. Det mener i hvert fald Julie Mejse Münter Lassen, der er ekstern lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling om, hvordan DR varetager public service-opgaven.

»Jeg gør mig umage for ikke at lave nogen overfortolkninger, og i den nye kontrakt vil jeg klart sige, at det er Dansk Folkeparti, der fylder mest,« siger hun.

»Det har jo været meget tydeligt i forløbet op til offentliggørelsen af den nye public service-kontrakt, at DF har stået meget stejlt på at skrive kristendommen frem i kontrakten. Samtidig er det, at formidlingen af klima står i aftalen, en hilsen fra Det Konservative Folkeparti.«

Ifølge Julie Mejse Münter Lassen er public service-kontrakterne blevet væsentligt mere detaljerede de senere år – især i forhold til kontrakterne for henholdsvis 2003-2006 og 2007-2010, hvor beskrivelserne var langt mere sparsomme og bredt defineret.

»Der kommer flere og flere politiske fingeraftryk igennem de senere år, og man kan tydeligt se, hvilke aftalepartier, der står bag,« siger Julie Mejse Münter Lassen

Samtidig med formuleringsændringen fra »særlig vægt« til »tydelig« er kristendommen og den kristne kulturarv nævnt seks gange i den nye public service-kontrakt, mens den kristne kulturarv blev nævnt tre gange i den forrige.

’Danmark er jo præget af kristendommen’

Ove Korsgaard, professor i pædagogik og oplysningsforskere ved DPU Aarhus Universitet, er modsat ikke så bekymret for den nye retoriske opstramning i kontrakten for 2019-2023. Han indleder med at gøre det klart, at det er vigtigt at skelne mellem stat og samfund, når man taler om, hvorvidt kristendommen har sin berettigelse i public service-kontrakten.

»Den danske stat er jo ikke længere baseret på kristendom, hvilket ændrede sig med forfatningen i 1849, hvor vi fik religionsfrihed. Men samfundet er jo fortsat præget af kristendommen, og det ville også være mærkeligt andet, så jeg ser faktisk ikke noget problem i den her formulering, for det er en historisk kendsgerning, at det dansk samfund er præget af kristendommen,« siger Ove Korsgaard.

»Det er jo frivilligt, om man vil se eller høre de her udsendelser. Det kan jo ikke være sådan, at et mindretal skal diktere, hvad flertallet må eller ikke må vedkende sig med henvisning til, at man føler sig krænket. Så længe, der ikke er tale om tvang, synes jeg, at det er helt i orden, man vedkender sig, at det danske samfund er præget af en kristen tradition gennem århundreder.«

Omvendt mener Ove Korsgaard, at det kan være problematisk, hvis man fra politisk side dikterer alt for stramt, hvad det er, som DR skal levere af public service, og understreger samtidig vigtigheden af, at der bliver lavet ordentlig journalistik på området.

»DR skal være kritiske og vise, hvad der sker i og omkring kirken og kristendommen. Man skal gå til kristendommen, som de går til så mange andre stofområder. Hvis der kommer et krav om, at DR skal forkynde kristendommen, så er der virkelig grund til at råbe vagt i gevær,« siger han.

Jens-André Herbener anerkender, at kristendommen har haft en stor betydning, men hvis vi ser på vores samfund i dag, kommer vi ifølge religionshistorikeren ikke uden om kulturradikalisme, sekularisme, Socialdemokratiet, menneskerettigheder, demokrati, EF og EU.

»Vores samfund har faktuelt en masse forskellige rødder, men her vælger man én af dem ud. Formuleringen i den nye kontrakt står i stor kontrast til de tidligere public service-kontrakter. Det er et udtryk for en skamløs forenkling og selektion af det, som hele vores fortid består af,« siger han.

»Det her er en gamechanger i forhold til tidligere public service-kontrakter. Nu skal det være tydeligt i DR’s programflade, hvad det danskes rod er. Dermed nærmer vi os en totalitær stat, hvor staten officielt fastlægger, hvad statens rod er. I det her tilfælde er det så godt nok ikke kommunisme, men kristendommen.«