Læsetid: 4 min.

Farvel til en 93 år gammel institution, der har været essentiel for udviklingen af ny dansk dramatik

Det var et festligt plaster på såret, da DR’s netop lukningsvarslede Radiodrama-afdeling blev præmieret for serierne ’Kom ind i min drøm’ og ’Det med Liv’ ved uddelingen af Prix Europa. Vi tegner her et portræt af en dramatisk institution, der har været en del af DR siden Statsradiofoniens etablering i 1925
Frem til årtusindskiftet var Radioteatret rugekasse for dansk dramatik – mest markant i 1990’erne, hvor dramatikere som Line Knutzon og Astrid Saalbach her fik plads til at udfolde samtidssatire og civilisationskritik.

Frem til årtusindskiftet var Radioteatret rugekasse for dansk dramatik – mest markant i 1990’erne, hvor dramatikere som Line Knutzon og Astrid Saalbach her fik plads til at udfolde samtidssatire og civilisationskritik.

Mia Mottelson

26. oktober 2018

Sidste fredag, da Europas mest prestigiøse radiopris, Prix Europa blev uddelt, gik både første- og andenpræmien i kategorien bedste europæiske radiofiktionsserie til DR’s Radiodrama.

Andenpladsen gik til den hårdkogte krimi Kom ind i min drøm, skrevet af Simon Pasternak og Christian Dorph og instrueret af Thomas Bjerregaard, mens den noget blødere, men stadig krimiformaterede og voldtægtstematiserende P3-podcast Det med liv løb af med sejren.  
 
Det er godt gået og temmelig ironisk, eftersom det netop tidligere på måneden blev besluttet at lukke Radiodrama som særskilt afdeling fra januar 2019. Ifølge publicservicekontrakten skal DR stadig lave radiodramatik i et udefineret omfang, men stillingerne er altså nedlagt. Lukningen er et led i den drastiske 20-procentsbesparelse, DR blev pålagt i medieforliget, og et brud med en tradition for at producere radiodramatik, der går helt tilbage til Statsradiofoniens etablering i 1925.

Øde gader i 1950’erne 

Radioteateret – som det hed frem til 2001 – begyndte som et formmæssigt famlende forsøg på at få det klassiske teater ud til den brede befolkning. De første år var der ikke mulighed for at optage hørespillene, så stykker af Ludvig Holbergs og Henrik Ibsen blev opført direkte i radioen. Da man fik mulighed for at optage, tog man udstyret med i Det Kongelige Teater for på den måde at give lytterne adgang til den ypperste scenekunst. Det blev dog aldrig det samme at høre teater lavet til en scene, man ikke kunne se, og det var først, da man begyndte at lave hørespil skrevet til radioen, at Radioteateret blev en succes. 

»Radiodramatikkens klassiske guldalder er – også internationalt – sluttyverne og starttrediverne,« fortæller tidligere radioforsker Heidi Svømmekjær. »De fleste statsradiofonier blev etableret i tyverne, og så brugte man lige et par år på at finde ud af, hvad man kunne bruge mediet til. Herefter begyndte man så med mange af de store, bredt favnende hørespilsserier, såsom Familien Hansen, som var den første sæbeopera herhjemme. Fra 1929 til 1949 kom der et nyt afsnit på 15 minutter hver søndag.«

Op gennem 1940’erne og 1950’erne dyrkede Radioteateret krimigenren med Gregory-mysteriet (1954) og Siva-skriget (1956), som begge handlede om mystiske mord i 1940’ernes London og lagde gaderne øde. Efterhånden som fjernsynet vandt frem og samlede den danske befolkning om tv-serier, overlod Radioteateret i 1960’erne dette nye medie ansvaret for den gedigne, lettilgængelige underholdning og begyndte at skeje mere formmæssigt ud, fortæller Svømmekjær:   

»I 1960’erne var der endnu en opblomstring præget af modernistiske eksperimenter forfattet af f.eks. Inger Christensen og Svend Åge Madsen og absurd teater som Ionesco og Beckett. Udover tekstuniverset blev det også mere teknisk eksperimenterende, fordi man begyndte at kunne klippe mere sofistikeret.«

Frem til årtusindskiftet var det rollen som rugekasse for dansk dramatik, der kendetegnede Radioteateret, mest markant i 1990’erne, hvor dramatikere som Line Knutzon og Astrid Saalbach her fik plads til at udfolde samtidssatire og civilisationskritik.

Rugekassefunktionen

Selvom Radiodrama gennem tiden har haft en del forskellige ambitioner fra klassisk kulturarvsformidling over samlende søndagsunderholdning til modernistisk formeksperiment, er det især rugekassefunktionen, der bliver fremhævet, når man taler om Radiodrama. Heidi Svømmekjær er dog selv forbeholden over for, hvor godt den funktion er blevet varetaget i løbet af de sidste 10 år, som hun beskriver som ujævne og præget af usikre produktionsbetingelser. 

»Radiodramatikken rummer mange muligheder, og jeg synes måske ikke de muligheder er blevet udnyttet til fulde de sidste par år. Radiodramatik ligger i et krydsfelt mellem den intime oplevelse, man har, når man læser en bog, og den meget mere lettilgængelige oplevelse, det er at se en serie. Hvis man formår at udnytte den her intimitet med lytteren, kan det virkelig være en fordel.«

Det er også Radiodramas rolle som dramatisk eksperimentarium og øvelsesterræn, der bliver fremhævet af instruktøren Niels Erling. Han er kunstnerisk leder af den uafhængige fiktionspodcast Akt 1 og bekymret for, hvad lukningen af Radiodrama vil betyde for radiodramatikken som kunstart.

»Vi mister en 93 år gammel institution, der har været helt essentiel for udviklingen af ny dansk dramatik. Generelt har man ikke mange steder, man kan gå hen og møde ny dansk dramatik, der beskæftiger sig med den tid, vi lever i og gør den mærkbar gennem fiktionen. Rigtig mange teatre opsætter allerede kendte titler hentet i litteraturen eller fra film og tv. Der har DR’s Radiodrama været en central platform.«

Niels Erlings egen radiodramatiske platform Akt 1 opstod som en reaktion på, at Radiodrama for nogle år siden vendte sig væk fra litteraturen og scenekunstmiljøet, mod dokudramaet og den ligefremme fortælling, man kender fra DR's tv-serier.

»Akt 1 var en reaktion på, at forfattere og scenekunstfolk ikke kunne få hul igennem til Radiodrama, fordi de primært søgte filmuddannede manuskriptforfattere. Derfor besluttede vi os for at lave en rugekasse, hvor de kunne eksperimentere og udvikle radiodramatikken som genre. Fra starten har vi ønsket at styrke forbindelsen mellem radiodramatikken og litteraturen og scenekunsten, som vi mente, Radiodrama havde svigtet. Det er derfor vi overhovedet eksisterer. Når det er sagt, er der ingen, der vinder på, at DR’s radiodramatik forsvinder.«

Efter Niels Erlings mening er der netop nu et momentum for fiktionspodcast, som Radiodrama kunne have været med i:

»Selv om man har talt om, at podcast vinder frem i mange år nu, er kurven stadig opadgående. Folk er nysgerrige på radiodramatik, sikkert også fordi det er en nem måde at stifte bekendtskab med litteraturen og scenekunsten, som måske ellers kan virke utilnærmelig for nogle.«

Men hvis radiodramatik vinder frem, kan DR vel altid hoppe med på bølgen senere?

»Det kan man selvfølgelig sagtens, men man orienterer sig jo som lytter efter de ting, der eksisterer. At der om 15 år skulle stå et publikum og efterlyse radiodramatik fra DR er jo ikke særlig sandsynligt, hvis kunstarten til den tid er forsvundet. Hvordan skulle man så vide, at det var det, man savnede?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu