De fattige amerikanere er ikke skyld i Trump

De mennesker, der taler og skriver om fattigdom, er som oftest langtfra fattige. Det giver god mening. Det er jo meget lettere at skrive om behovet for minimumløn i USA, når man ikke skal leve af sådan en.

Nogenlunde sådan har den legendariske forfatter Barbara Ehrenreich engang formuleret sin erfaring med journalistiske beretninger fra det fattige USA, efter at hun i 2001 udgav bogen Nickel and Dimed: On (Not) Getting By in America, der er skrevet på baggrund af et Günter Wallraff-inspireret forsøg på at leve af flere lavtlønsjob.

Under præsidentvalgkampen i 2016 og efter Donald Trumps sejr er interessen for lavtuddannede hvide amerikanere i fattige landområder og døde industribyer imidlertid vokset.

Deres uforståelige omfavnelse af en højtråbende talkshowmilliardær var jo skyld i outsiderens sejr over det herskende blå og røde Amerika, hvor republikanere og demokrater havde været vant til at have magten på skift.

For eksempel kunne man fornemme desperationen og klasseforagten over Trumps ’fjendelige magtovertagelse’ af Det Republikanske Parti i det førende konservative tidsskrift National Review. Under valgkampen skrev en af de faste kommentatorer, Kevin Williamson, en karakteristik af det postindustrielle USA’s hvide arbejderklasse, som nok kunne få én til at glippe med øjnene.

Og det selvom man på afstand og med et vist ubehag havde betragtet præsidentkandidatens vilde valgmøder, hvor mænd med Trump-caps frådende råbte: »Lock her up« med henvisning til modkandidaten Hillary Clinton:

»Glem al den skinhellige snak om de hårdt kæmpende fabriksbyer i Rustbæltet og konspirationsteorierne om, at det er de snu indvandrere, der stjæler vores jobs. Den hvide amerikanske underklasse er slaver af en ond, selvisk kultur, hvis hovedprodukter er elendighed og brugte heroinnåle. Donald Trumps taler får dem til at føle sig godt tilpas. Det samme gør OxyContin (smertestillende morfinpræparat, der er medvirkende til USA’s opioidkrise, red.).«

Og man kunne forvisse sig om, at republikanernes påståede hovedmodstandere, de liberale storbydemokrater i New York mente det samme.

Det behøvede man ikke at læse i aviserne, og sprogbrugen var ikke meget pænere: Hvis det ikke var for de uuddannede klasser, der stemte imod deres egne interesser, så havde Trump ikke haft en chance, fik man at vide, når man hang ud på barerne i det velhavende Brooklyn og drak whisky sour.

Liberale blinde pletter

»Bullshit,« lyder det fra journalist Sarah Smarsh, forfatter til Heartland, i en ny bog, hvor hun bruger sin egen families historie til at fortælle om fattigdommen i 1980’ernes USA og dermed overskrider Barbara Ehrenreichs førnævnte paradoks.

Familien bliver casestudy i, hvordan daværende præsident Ronald Reagans påståede succesfulde trickle-down-økonomi aldrig nåede helt ned på bunden af samfundet i Kansas.

I stedet oplever de en forringelse af offentlige skoler og sundhedstilbud, som de ellers kunne have haft god gavn af for at kompensere for generationers materielle afsavn, nedslidte kroppe, vold, misbrug, opbrud og teenagegraviditeter.

Få dage før Donald Trump blev valgt som præsident, skrev Sarah Smarsh et harmdirrende indlæg i The Guardian, hvor hun gjorde op med forestillingen om Trumps vælgere som white trash:

»Hvis man skal forsøge at forklare Trumps appel, skulle medierne skrive forholdsmæssigt flere historier om racisme og kvindehad blandt hvide Trump-tilhængere i de mere velhavende forstæder. Eller de skulle undersøge den økonomisk betingede bitterhed i arbejderklassen. Det ville føre til historier om demokratiske politikere, der i de seneste årtier har sat en stopper for velfærd, som vi kender den, og er hoppet i seng med Wall Street og har glemt den amerikanske arbejdsstyrke i deres globale handelsaftaler.«

»Men for nationale medier, der hovedsageligt består af liberale fra mellem- og overklassen, ville det betyde, at de skulle se deres egen klasse i øjnene.«

Her to år efter Donald Trumps sejr er det imidlertid stadig opfattelsen, at 90 millioner hvide amerikanere uden en højere uddannelse er vrede, racistiske og sexistiske mænd, der er med til at holde Trump ved magten, sådan som Sarah Smarsh som optakt til udgivelsen af Heartland hævder det i en kronik i New York Times tidligere på måneden.

Men, pointerer Smarsh, store dele af det fattige Amerika stemte slet ikke på Trump, selv om det er meget nemmere for de liberale – selv i New York Times’ redaktionslokaler – at forbinde fattige hvide med dårlig moral.

En beskrivelse, der kun gavner de virkeligt hvide racister, fordi den ignorerer »progressive« farvede og hvide arbejdere. Og dermed behændigt underminerer solidariteten og modstanden hos dele af arbejderklassen i en tid, »hvor der er allermest behov for modstand«.

Smarsh sætter dermed spot på den mangfoldige gruppe, der i stigende grad stemmer på egne repræsentanter fra Det Demokratiske Parti i primærvalg over hele USA. Og hvoraf stadig flere som newyorkeren Alexandria Ocasio-Cortez, der overraskende vandt Det Demokratiske Partis nominering i bydelen Bronx, kalder sig progressive eller slet og ret socialister.

Dengang i 2016 »stemte flere mennesker i Kansas på Bernie Sanders end på Donald Trump i primærvalgene. En nyhed, som jeg aldrig så afspejlet i den nationale pressedækning, måske fordi journalisterne ikke kunne fatte, at det ’flyover country’ måske består af amerikanere, som er langt mere progressive end dem, man finder i Hillary Clintons højborge,« skriver Sarah Smarsh i kronikken.

Det budskab er ved at gå op for almindelige amerikanere og i særdeleshed for toppen af Det Demokratiske Parti. Uanset om de bryder sig om det eller ej. 

Forstod ikke klasse

»Jeg har aldrig været gravid. Men jeg blev alligevel mor som helt ung,« skriver Sarah Smarsh i bogen.

Hun blev mor for sig selv, sin yngre bror og sin egen mor. Det betød, at hun blev nødt til at grave så dybt i sig selv, at hun fandt sine egne kræfter – eller sit ufødte barns, et barn, som store dele bogen er henvendt direkte til.

»Jeg ved ikke, hvordan det skete, men jeg kan fortælle dig, at for mig var det en nødvendighed,« skriver 38-årige Smarsh til det barn, hun har valgt ikke at få.

Dengang i Sarah Smarshs barndom talte Amerika ikke om klasse, fortæller hun – hvilket det for øvrigt aldrig har gjort, som Robin Archer, lektor i sociologi på London School of Economics, for nylig forklarede i Information.

Derfor havde Sarah Smarsh intet begreb om, hvorfor hendes forudsigeligt fraskilte forældres unge kroppe var forpinte af hårdt arbejde, og hvorfor visse muligheder var lukket land for hende.

Sarah Smarsh troede i sin barndom, som hun tilbragte det meste af på en gård hos bedsteforældrene, at hun tilhørte middelklassen. Men det var først, da hun læste en gammel britisk roman i high school, at begrebet klasse gik op for hende, og hun blev senere bevidst om, at hendes familie faktisk levede under fattigdomsgrænsen.

Følelsen af frustration og magtesløshed i familien var til gengæld altid nærværende, men bare aldrig udtalt. 

»Den definerende følelse i min barndom var, at jeg fik fortalt, at der ikke var noget galt, selvom jeg for pokker godt vidste, at det var der,« skriver hun i Heartland.

Papbedstefaren Arnie, bedstemorens Bettys syvende mand, og den første, der ikke bankede hende, er en af de centrale skikkelser i hendes barndom. Han var landmand. Generøs, sjov og årsagen til, at Sarah Smarsh fik et trygt hjem og ikke som sin mor skulle flytte 48 gange, før hun begyndte i high school.

Nomadetilværelsen er i USA, som det også kan være tilfældet i Danmark, konsekvensen af fattigdom, nedarvet social marginalisering eller simpel spekulation i boligudsættelser.

For eksempel finder Arnie en aften på at spænde en gammel hullet kano bag på en lige så udtjent autocamper og med Sarah og hendes kusine om bord fræse igennem kornmarkerne, der omgiver bedsteforældrenes hus uden for Wichita.

Men det var også en kanonferie, og »det er fandme løgn«, råbte naboerne, der sad på deres verandaer, hvorefter de steg om bord med øldåser eller whisky i plastikkopper.

For fattigdom er en dobbeltsidet oplevelse. Voldelige, fordrukne og udsvævende forældre kan både slå dig og i deres bedre øjeblikke elske dig. Din familie kan kaste skam over dig med sin opførsel og beskidte tøj, men den kan også give dig en helt særlig følelse af stolthed med dens underlige udgave af fællesskab.

Sarah Smarsh overlever dårligere lærere i skolen. Og det, der definerer interventionen i hendes liv, er, at hun er bogligt kvik – og heldigvis hvid, så det bliver opdaget. 

Uddannelsesprogrammer rettet mod mønsterbrydere og førstegangscollegestuderende er også afgørende for, at hun får mod til at læse videre til journalist, har hun fortalt i New York Times’ bogpodcast. 

Men det er først og fremmest, det at hun undgår teenagegraviditeten, der har fastholdt kvinder langt tilbage i familiehistorien i undertrykkelse og afsavn, der gør Sarah Smarsh i stand til at vriste sig fri af sin ellers prædestinerende kvindeskæbne.

Stemte på Sanders

Heartland er ikke en bog om politik. Trump og Sanders er ikke nævnt med et ord. Det er en bog om Arbejder-kansas skrevet af en journalist, der kommer derfra. Brødebetyngede faldskærmsjournalister fra østkysten, der forsøger at kompensere deres velhavende klasses blinde pletter, nej tak.

Men menneskene i bogen er ikke apolitiske, og bogen er i høj grad politisk, eftersom Smarsh i sit arbejde som journalist har forstået, at hendes oplevelser under opvæksten har alt at gøre med politik, fortæller hun i New York Times’ bogpodcast.

Og menneskene i Kansas har deres egen poesi, der består af facts og fortællinger om konkrete begivenheder. Smarsh sætter den til gengæld ind i en eksplicit politisk sammenhæng i de indlæg, hun bidrager med i den offentlige debat.

For eksempel den 71-årige bedstemor Betty, der er en anden central skikkelse i bogen. Betty blev mor som 16-årig og forlod derfor skolen, hun har for store lunger på grund af rygning og dårlige tænder, fortæller Smarsh i The Guardian-indlægget. Og da Betty for første gang nogensinde deltager i et primærvalg går hendes stemme til den demokratiske socialist Bernie Sanders.

Betty, der har arbejdet i mange år i det juridiske system i Wichita med at holde øje med prøveløsladte mordere og voldtægtsforbrydere, lægger heller ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af manden i Det Hvide Hus, der meget godt beskriver oplevelsen af præsidenten blandt hendes ligesindede:

»Trump er en sociopat, hvis mund er større end hans røv.«

Sarah Smarshs far er på samme linje. Og så er han vred. Men ikke på sin kollega på byggepladsen, den filippinske immigrant Gem, som han har delt værelse med for at spare lidt af deres dårlige løn. Eller på Francisco, latinoen, han har bygget en Wendy-restaurant sammen med nord for Memphis.

Nich Smarsh længes ikke tilbage til dengang, hvor forholdene for kvinder og farvede var værre end for hvide mænd. Den tilstand mange i den konservative mellemklasse ifølge den amerikanske sociolog Arlie Russell Hochschild befinder sig i, og som hun har beskrevet indgående i bogen Strangers in Their Own Land.

Til gengæld er han vred på sine chefer, som udnytter billig arbejdskraft og regeringer, der straffer working poor – »to sider af kapitalistisk demokrati, der dræner ham og folk i samme båd for alt.«

»Store virksomheder,« siger Nick Smarsh, »det er dem, det handler om. Det er det sværd, der dræber os alle.« De røvhuller, der narrer alle de andre røvhuller. Og hvis negative energi er blevet manipuleret effektivt af treenigheden Fox, de stenrige Koch-brødre og Trump, tilføjer hans datter.

Men millioner har nægtet at lade sig manipulere og har ligesom Nick Smarsh mere til fælles med socialisten Alexandria Ocasio-Cortez i Bronx og går ind får gratis lægehjælp og borgerløn.

»Jeg er interesseret i deres politiske kraft. Ikke i de kræfter, der hader, er homofober, racister og deslige,« skriver Sarah Smarsh.

Ulighed under næsen

De fattige amerikanere er ikke som sådan et nyt emne i amerikansk dokumentarisme om klasseskel. Men de har fået en gennemslagskraft efter Trump, som bedst illustreres af J.D. Vances sensationelle Hillbilly Elegy, der er en 31-årigs erindringer om en opvækst i en dysfunktionel familie i en stålby i Appalachernes rustbælte.

I 2004 slog forfatteren og debattøren Thomas Frank igennem med bogen What’s the Matter with Kansas?, hvor han med udgangspunkt i sin hjemstat, der altså er den samme som Smarshs, forsøger at forklare, hvordan det gang på gang lykkedes for republikanerne at få arbejder- og middelklassevælgere til at stemme for en politik, der via eksempelvis topskattelettelser først og fremmest uddelte gaver til de rigeste. 

Men Smarsh forsøger at placere sig et andet sted.

For det er, som om der har bredt sig en opfattelse af, at fattige hvide amerikanere kun eksisterer i det udtjente Rustbælte og ikke lige for næsen af den velstillede liberale klasse, når »vi bruger vores kreditkort i Target (butikskæde, red.) i Denver«.

Og hun bryder sig ikke om den ramme, som Thomas Frank har forsøgt at forstå Kansas i: forestillingen om at mennesker stemmer imod deres egne interesser.

»Fordi det implicit bygger på en nedladende kritik eller forestilling om, at nogle bare er dumme,« som hun har udtrykt det i New York Times’ bogpodcast.

Nedgørelsen af den hvide arbejderklasse er til gengæld ikke ny, hvilket man kan forvisse sig om i historikeren Nancy Isenbergs mammutfortælling White Trash, der udkom i 2016.

I deres 400-årige historie er de blevet kaldt alt fra hillbillies, rednecks, white niggers til white trash, siden de blev sendt af sted over Atlanten fra det overbefolkede England som landevejsrøvere, vagabonder, irske oprørere, horer og straffefanger for at befolke det nye land under slavelignende forhold.

De fleste stavnsbundne i generationer, fremgår det af Isenbergs fortælling.

I den politiske debat er Smarshs hovedpointe, at 49 procent af dem, der stemte på Trump havde collegeuddannelser, mens det kun var tilfældet med 45 procent af dem, der stemte på Hillary Clinton.

De mennesker stemmer ikke imod deres egne interesser, understreger hun. Men blandt to tredjedele af de 30 stater, hvor Trump vandt, fik Clinton mellem 23 og 48 procent af stemmerne. De stemmer er til gengæld blevet usynlige, da Trumps valgsejr skulle fortolkes.

Og spørgsmålet om, hvorfor lavere uddannede amerikanere stemte på Trump, har optaget amerikanere og resten af verden siden 2016.

Senest har bl.a. en stor undersøgelse omtalt i The Atlantic, foretaget af forskeren Diana C. Mutz, University of Pennsylvania, og offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences vist, at Trump-vælgere hovedsageligt var kendetegnet ved at være bange for at miste kulturel og økonomisk status – ikke ved at være fattige.

Men igen. Det er ikke dem, Sarah Smarsh interesserer sig for. Og på den måde er hendes bog en bog til tiden, hvor venstreorienterede kandidater vinder over mainstreampartifæller i Det Demokratiske Parti.

For at give et mere præcist billede af det USA, der er tegnet, i årene efter at Trump vandt magten, er det nemlig på tide at modsætte sig stereotype fortællinger om bestemte grupper, mener Smarsh.

»Det største svindelnummer i 2016 var ikke, at det lykkedes at overbevise hvide arbejdere om at stemme på en milliardær med bløde hænder. Det var at få vagthundene i medierne til at beskrive alle i den amerikanske arbejderklasse som del af den samme gruppe (…) Det svækker modstanden og solidariteten, hvor den er mest nødvendig og modig,« skriver Sarah Smarsh.

’HEARTLAND: A Memoir of Working Hard and Being Broke in the Richest Country on Earth’ Sarah Smarsh · Scribner · 290 sider · 26 dollar