»Min kære elskede Aaggaati, Vejret er fint. Det har sneet… Jeg slutter brevet nu, for jeg skal finde ud af, om mit vasketøj er klar.«
Jan må haste ned på møntvaskeriet eller i vaskekælderen. Men han lover at skrive et længere brev næste gang til sin elskede Agathe i Aarhus.
Det er rørende at opleve kærestebrevene – med poststempler og rigtige frimærker – sendt 3000 km over Atlanten mellem bageren Jan i Sisimiut og den fysioterapeutstuderende Agathe i Aarhus.
»Han er en dejlig mand. Så smuk! Jeg var parat til at vente på ham i tre år«, griner Agathe Storch.
Da hun og kæresten skrev de glødende breve tilbage i 1980’erne, havde de ingen anelse om, at deres søn mange år senere skulle fiske dem frem af familiens gemmer og bruge dem i et kunstprojekt.
Forældrene er fløjet fra Sisimiut til København for at være med til åbningen af Inuuteq Storchs udstilling i Det Grønlandske Hus i København.
Udover brevene består udstillingen af en række fotografier fra 1970’erne og -80’erne, som den 29-årige fotokunstner har fundet i familiens fotoalbummer.
En ung fyr i en vindueskarm drikker mælk direkte fra Matilde-kartonen, en kvinde omgivet af juleplatter hækler, to spinkle boksere kæmper i hallen i Sisimiut, en hundehvalp i regnen, et lyshåret barn i gule regnbukser leger i en vandpyt, en ældre kvinde ryger cigar, tre børn med et isfjeld i baggrunden, kutteren Jan Nielsen fra Hunde Ejlande. Alt sammen hverdagsmotiver, nogle af dem kornede og uskarpe. De emmer af en umiskendelig stemning af brydningstiden lige omkring indførelsen af Hjemmestyret for 30-40 år siden. Vi ser det straks, os der har oplevet det.
Vil skrive Grønlands historie
»Da jeg boede i New York, tænkte jeg meget på Grønlands historie. At den var skrevet af dem, der kom til Grønland. Jeg tænkte, at noget gik tabt. At der manglede noget. Så jeg tænkte, at jeg ville samle billeder af vores egen version af historien. Af hverdagslivet«, siger Inuuteq Storch.
»Jeg vil kende min egen historie. Jeg vil vide, hvem jeg er. Derfor vil jeg skrive Grønlands nyere historie ved hjælp af billeder i en serie af bøger fra mine bedsteforældres tid og fremefter«, fortæller Inuuteq Storch, da jeg besøger ham i den lille lejlighed i Vanløse, han deler med vennen, musikeren Jakob Søvndahl Skovaa fra det grønlandske postrockband Small Time Giants.
Som mange andre grønlandske kunstnere pendulerer Inuuteq Storch fra det ene hjørne af Rigsfællesskabet til det andet. Nærmere bestemt mellem Sisimiut, København og indimellem også New York. Simpelthen for at udnytte mulighederne som kunstner.
Han kalder sin nye udstilling i grønlænderhuset Porcelain Souls, samme titel som den bog, der følger med.
»Billederne er lidt sarte. Det var en skrøbelig tid. Der skete en masse både hjemme og ude i verden. Det var lidt grænseoverskridende at læse min fars og mors gamle kærestebreve. Nogle få, meget personlige ting er censureret bort. Men det var vigtigt for mig at få brevene med i udstillingen og bogen, fordi de kommer dybere ned i det personlige. Fotografierne er samfundsportrætter,« siger han
Film fra lossepladsen
Inuuteq Storch er tingfinder. Han fandt også nogle gamle ruller 35 mm-film på lossepladsen i Sisimiut, som han har brugt i sin kunst.
På Nuuk Kunstmuseum udstillede han sidste år en forrygende installation, som slog benene væk under de besøgende. Den bestod af tre skærme, hvor han havde blandet gamle, rystede sort-hvide smalfilm og 35 millimeter film med egne fotos i en suggererende, humoristisk cocktail. Det var hans måde at twiste historien på.
Old Films of the new Tale, som værket hedder, er også blevet vist på en udstilling i Montreal.
Storch har efterhånden været rundt i verden med sin kunst fra USA, de skandinaviske lande og så langt væk som Colombia. Her udstillede han sammen med fotokunstnere fra hele verden, efter at et af hans fotografier var udvalgt af et kunsttidsskrift – i konkurrence med selveste Henri Cartier-Bresson, fortæller han.
Det sort-hvide fotografi viser en mand, der står i vandet foran et kæmpe isfjeld og hælder vand fra en lille vandkande. Værket hedder At Home we belong.
»Det er symbolsk. Fyren hælder vand ud i vand. Det skal vise, at vi ikke udnytter vores egne ressourcer. Vi vil gerne ligne alle andre. Der er så mange muligheder i Grønland. Vi fisker krabber og rejer og fisk. Som nogle af få mennesker i verden jager vi stadig vilde dyr. Vi har to frysere med kød. Jeg elsker selv at gå på jagt, samle svampe og være i naturen. Vi lever i en dejlig balance mellem et traditionelt og et moderne liv.«
Men samtidig importerer Grønland alt, påpeger han
»Vi mangler tro på vores egne produkter. Restauranter imiterer andres smag. Vi har tutu-burgere. Vi vil så gerne ligne alle andre. Men heldigvis er vi ved at finde ud af, hvordan vi fletter vores egen identitet sammen med resten af verden. Så det er en god tid at være i live,« siger Inuuteq Storch og smiler.
Kan godt lide fejl
For øjeblikket fotograferer han mest analoge billeder. Hvorfor egentlig, når de tekniske muligheder er så meget større ved digitalt fotografi?
Inuuteq Storch viser mig sit bokskamera.
»Jeg har alt for mange kameraer – især gamle bokskameraer. Analoge billeder er mere spændende. Jeg har ikke helt forstået hvorfor endnu. Der er så meget, jeg ikke kan styre, når jeg fotograferer analogt. Så kommer der fejl. Jeg kan godt lide fejl. Mange af de billeder, jeg har udvalgt blandt mine forældres til udstillingen, har forkerte kompositioner. Men de er så fulde af stemning. De har en fotografisk styrke. Mine egne billeder er mere rå. Men de her er rolige.«
Han trækker kameralinsen ud og sidder nærmest og kærtegner det måske 50 år gamle fotoapparat.
»Måske er det en længsel efter gamle dage, efter min egen barndom. Jeg har arbejdet meget med nostalgiske projekter.«
Inuuteq Storch peger op på et fotografi på væggen i den rodede stue, hvor der hænger vasketøj overalt på tørrestativer. Det sort-hvide, ekstremt stemningsmættede foto på væggen er af Pink Floyd taget af Morten Bo. Han etablerede den private fotoskole Fatamorgana, som blev rugekasse for masser af prisvindende fotografer, hvor Inuuteq Storch har været elev.
»Det er den bedste fotoskole i Norden.«
Hvad har du lært der?
»Alt! Mit eget fotografi. Jeg havde ingen viden om fotografering, før jeg startede. Jeg kendte stort set ingen billeder. Kun fra bøger og de få, jeg havde set på udstillinger i Sisimiut. Morten Bo har lært mig så meget. Han er min mentor.«
Danske Jette Bang, som rejste rundt på hundeslæde og med båd i Grønland og tog ikoniske portrætter og film af hverdagsliv i 1930’erne er en anden fotograf, som har inspireret Inuuteq Storch.
»Hun er genial. Hendes billeder er meget vigtige for mig.«
Inuuteq Storch er også meget optaget af John Møller, den første professionelle grønlandske fotograf. Han tog portrætter af folk fra Nuuk i begyndelsen af 1900-tallet og efterlod en skat på 3000 negativer. Et enestående tidsbillede, som Inuuteq Storch er begyndt at dykke ned i under sit arbejde med at skrive den nyere grønlandske historie.
»Det er en fantastisk samling af billeder. Der er blandt andet et portræt af Knud Rasmussen. Det mærkelige er, at ud af de 3000 negativer er der kun 64 danskere på billederne. De 3000 portrætter er meget vigtige, når man skal forstå den nyere historie.«
Leverpostej og rullepølse
Inuuteq Storch mener, at Grønlands 4000 år gamle historie demonstrerer en enestående evne til at indordne sig og udvikle de få ting, som folk ejede.
»Vi har evnet at overleve og gemme vores mad til vinteren efter et særligt system. Vores historie viser, at vi er meget fleksible. Kajakken er et eksempel på, hvordan vi har udviklet og forbedret vores fartøjer. For at få held i fangsten placerede vi dyr på harpunen. Vi er nomader og vandrer efter dyrene. I Danmark har folk traditionelt levet i det samme hus det meste af livet,« siger han.
Forholdet til kolonimagten Danmark er kontrastfyldt. Danmarks tilstedeværelse betød, at grønlænderne mistede en del af forbindelsen til deres egen fortælling.
»Grønlænderes og danskeres fællesskab er ret nyt. Vi er blevet behandlet meget bedre end andre lande, som blev koloniseret. Men det betyder ikke, at forholdet var respektfuldt. Vores gud er død, fordi der kom en mand fra Norge med kristendommen. Det skabte identitetskrise. Måske kommer der noget godt ud af det. Vi forsøger stadig at lære, hvordan vi kan bruge de gode ting fra Danmark og de gode ting fra Grønland.«
Der er meget som Inuuteq Storch helst ikke selv ville have været foruden.
»Danskerne er kommet til Grønland. Det synes jeg er dejligt. Vi kommer til Danmark. Det er også dejligt. Jeg elsker leverpostej og rullepølse. Jeg er jo bagersøn! Danmark er vores dør til udlandet. Og den har vi brug for til at åbne døre i andre lande.«
Kroppen savner naturen
Inuuteqs Storchs bog Porcelain Souls er trykt i Danmark, men udgivet af et amerikansk forlag. Til næste år holder han to store soloudstillinger på Västerbottens Museum og i Photographic Center i Karjaa, Finland.
Inspirationen til sin fotokunst henter han hjemme i Sisimiut og senest på en tur rundt i Diskobugten. Udstillinger og alt det kommercielle klares fra Danmark.
»Vi kunstnere har det problem, at vi først skal accepteres i udlandet, før vi er gode nok og bliver accepteret derhjemme,« siger Inuuteq Storch.
Han har gået på fotoskole og opholdt sig meget i New York. Men på det seneste har han fået nok af hede, larm og storby.
»At rejse derhjemme er langt mere interessant. Det er mere privat. Man rejser i sig selv. Det oplevede jeg i Diskobugten denne sommer. Det er her, min familie stammer fra. Jeg mødte en masse familiemedlemmer og spiste god mad. Da jeg var i New York, oplevede jeg, at min sjæl var der. Men kroppen savnede naturen i Grønland. Jeg savnede den store horisont og åbenheden.«
Inuuteq Storchs udstilling ’Porcelain Souls’ kan ses i Det Grønlandske Hus i København indtil 6. december.
