Læsetid: 5 min.

Det handler om de andre

Noget tyder på, at de unge aldrig har haft det værre. Men meget af det, vi taler om som psykisk lidelse, er i virkeligheden social lidelse. Vi spejler os i de andre, begærer det, de andre begærer og forsøger at forløse det unikke ved at kopiere
19. oktober 2018

»Du er fantastisk. Jeg vil være akkurat som dig.«

Jeg faldt over citatet i kommentarsporet til en af Norges mest læste blogs. Det er et interessant forum at følge. Den sociale norm tilsiger nu, at man bør forsøge at skabe sig selv som noget andet og mere end almindelig. Det unikke forsøges altså forløst gennem kopiering. Det er let at fare vild i paradokserne.

Følelseslivene går i mange, forvirrende retninger i dag. Gode og dårlige. I denne tekst vil jeg reflektere over fænomenet sårbarhed, god som dårlig. Det vil jeg gøre med udgangspunkt i den store opmærksomhed omkring mentalt helbred, ikke mindst den alarmistiske optagethed af de unges situation. Mange samtaler om sundhed her i begyndelsen af det 21. århundrede handler om nerver.

Jeg er helt afgjort modstander af at sygeliggøre de generationer, der er kommet efter min egen. Men jeg prøver alligevel med et ræsonnement om, at det er lidt ekstra sårbart at vokse op i dag. Det psykiske liv er skørt, men i dag er det måske lidt ekstra skørt.

Jeg vil forsøge at forklare mig. Jeg tyr til bogreolen. Den første bog, jeg tager ned, er en millionsælgende klassiker. I 1950 udkom den amerikanske sociolog, David Riesman, med bogen The Lonely Crowd (da. Det ensomme massemenneske). Riesman gav os et helt nyt sprog for at beskrive de nye vilkår for identiteten i forbrugssamfundet.

Den traditionsstyrede er en historisk, social figur, som er underkastet regler, der er nedfældet gennem generationer, og passer dårligt ind i den moderne og dynamiske verden.

Den indrestyrede er en karakter, der er bedre tilpasset den nye kapitalisme. De har evnen til at ændre sig. De er på en gang fleksible og evner at hvile trygt i sig selv, skriver Riesman. I løbet af barndommen har de internaliseret nogle værdier, der fungerer som et indre kompas, et gyroskop.

Riesman største bidrag er imidlertid portrættet af det nye menneske, den gruppestyrede. Snarere end efter et indre kompas, navigerer denne figur efter en mental radar, der er optaget af at tilpasse sig andre. Det er hypersensitive mennesker, skriver han, som hele tiden kræver opmærksomhed og bekræftelse, og som hele tiden er mere optaget af at blive elsket end at være respekteret.

Dilemmaer

Den nye amerikaner, som for længst også er blevet norsk, bekymrer sig ikke længere om de voksnes autoritet, men er mere optaget af de jævnaldrende og massemedierne. Man kan måske anerkende far for at vide bedst, skriver Riesman i 1950, men kun fordi han siger det samme som fjernsynet. USA havde faste tv-transmissioner fra 1946.

Ifølge Riesman fører behovet for at være vellidt til konformitet. Det er en anden form for konformitet end for det traditionsstyrede menneske, som må følge strenge regler for moral og adfærd. Det er i stedet en konformitet, der følger af, at alle opportunistisk overtilpasser sig de andre. Kan man kende den traditionsstyrede eller indrestyrede på skammen og skylden, er det særligt angsten, der truer den gruppestyrede. Angsten for at blive udstødt.

Traditionelt set handler identitetsdannelsen meget om vertikal socialisering. Vi formes i høj grad af vores forældre og traditionen. I opbrudssamfundet kan vi ikke i samme grad læne os op ad historien for at blive os selv. Unge kan som regel godt lide deres forældre. De er gode til catering og transport, men forældrene har mistet deres autoritet som lærere. I vores urolige kultur bliver socialiseringen mere horisontal. Unge danner og dannes af andre unge.

Jeg ser nogle helt åbenlyse dilemmaer. Et er, at unge(r) kan være brutale, eksperter i at udstøde. Noget andet er, at vi lever i et svært komplekst samfund med høje krav om social intelligens. Hvordan skal man blive et trygt og moderne menneske, når ’peer group’ – gruppen – har et langt mere udviklet sprog for mærkevarer end for vanskelige følelser. Det viser sig, at mange piger har en social følsomhed – en positiv sårbarhed – for at forstå og fortolke samtidens avancerede sociale spil. De slår drengene på en række områder. Men de har også en overfølsomhed – en negativ sårbarhed, som disponerer dem for nerver.

Og så kommer ’big pharma’ med recepterne. Fra 2010 til 2016 steg brugen af antidepressiv medicin blandt norske piger i alderen 15 til 19 år med 85 procent. Man kan beskrive mange af drengene mere præcist med Riesmans bogtitel ’det ensomme massemenneske’.

Meget af det, vi taler om som psykisk lidelse, er i virkeligheden social lidelse. En af de største præstationer i præstationssamfundet, udover point, penge og PISA, er simpelthen at få det til at fungere med de andre. Patologiseringen af den enkelte slører de sociale nerver. Smerterne inden i os kan kun sjældent løsrives fra smerterne mellem os.

Frækt budskab

Det gruppestyrede menneske kommer i hurtigt i problemer. Selvstændigheden og selvværdet, selve kontakten med en selv, er truet, når selvet er bygget op omkring andres referencer og præferencer. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott formulerede begrebet ’det falske selv’ om børn, som er særligt opmærksomme på andres behov. De kan blive de flinke, som klarer sig strålende på den sociale scene. Så længe det varer.

Kloge Winnicott knytter begrebet til noget tomt og dødt. Der er noget vitalt, som mangler. Og ofte holder det ikke i længden.

Spiseforstyrrelser er centralt eksempel på en sygdom, der er karakteristisk for den gruppestyrede. Andres ydre definerer ens eget indre. Ofte er spiseforstyrrelser en mangelsygdom – en sult efter bekræftelse, overblik eller kontrol. Angst og social utryghed udspiller sig som konkrete, kropslige scener. Prisen er, at den, som er mest optaget af sin krop, også er den, som kender sig selv og sin krops sanselighed dårligst. Det er problematisk på en vældig trist måde.

Jeg tager en ny bog ned fra reolen. Jeg skal nok præsentere den kort og effektivt. Den er nemlig meget tynd. Den fransk-amerikanske tænker René Girard udkom i 2013, som 19-årig, med pamfletten Anorexia and Mimetic Desire. Mimetisk – Mimesis på græsk – betyder efterligning.

Når vi begærer noget, skriver han, så er det ikke primært et forhold mellem os og det begærede. Begæret går en omvej gennem andre. Vi vil have det, de andre vil have.

René Girards frække budskab er, at vi, der forsøger at forstå spiseforstyrrelser, gør det alt for kompliceret. Vi ser ikke, at det er for enkelt: at han eller hun helt konkret forsøger at blive ligesom andre gennem efterligning, misundelse og rivalisering. Det er en konkurrence.

Helt så enkelt er det nok ikke. Men jo, jeg tænker på de utallige og langvarige samtaler om sammenligning, jeg har deltaget i. Det sker både i det skjulte og helt åbent. Folk kigger på hinandens tallerkener, vejer og finder det for let eller for tungt. Og der snakkes helt åbenlyst om at skabe sig selv – sin identitet som en med selvkontrol i en verden ude af kontrol. Hvis hun tager to, så nøjes jeg med én. Så er jeg et bedre menneske end hende.

Finn Skårderud er psykiater, professor, forfatter og stifter af Villa Sult. 

Oversat af Mathias Sindberg

Serie

Identiteten

I en serie samtidsdiagnostiske essays om identitet problematiserer Finn Skårderud vores vilkår og normer for at blive nogen – om hvordan vi forholder os til os selv og til andre.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu