Læsetid: 10 min.

Harry Potter vil for altid stå som det værk, der insisterede på, at der også i en kompliceret verden findes enkle valg

Er Harry Potter et feministisk værk? Et magtkritisk værk? Et antiracistisk værk? Et revolutionært værk? Du behøver ikke vælge, for det er det hele. I år er det 20 år siden, første bind udkom på dansk af det værk, der har formet en hel generation og fastholdt deres blik på den barnligt naive, men sande kendsgerning, at der også i komplicerede spørgsmål og konflikter findes enkle valg. Og passivitet er ikke ét af dem
Er Harry Potter et feministisk værk? Et magtkritisk værk? Et antiracistisk værk? Et revolutionært værk? Du behøver ikke vælge, for det er det hele. I år er det 20 år siden, første bind udkom på dansk af det værk, der har formet en hel generation og fastholdt deres blik på den barnligt naive, men sande kendsgerning, at der også i komplicerede spørgsmål og konflikter findes enkle valg. Og passivitet er ikke ét af dem

Brian Selznick

26. oktober 2018

Spoiler alert: Dette essay omtaler flere af de vigtigste hændelser i Harry Potter-bøgerne.

Professor Albus Dumbledore, Harry Potters mentor og beskytter, siger mange kloge ting i samtlige syv bind af J.K. Rowlings serie om den unge troldmand, men hans sidste replik er også én af hans mest sande. Da Harry møder ham et sted mellem livet og døden i Harry Potter og dødsregalierne, vil Harry vide, om alt dette er virkeligt eller bare noget, der foregår i hans hoved. Harry spørger konkret, men Dumbledore svarer (også) abstrakt:

»Selvfølgelig foregår det inde i dit hoved, Harry, men hvorfor i alverden skulle det gøre det mindre virkeligt?«

Menneskets forestillingsevne er selvfølgelig helt afgørende for, at Rowlings verden kan eksistere. At litteraturen kan eksistere. Men Rowling insisterer samtidig på forbindelsen mellem fantasien og virkeligheden. Hvis man kan forestille sig det, så kan det blive virkeligt.

Man kan kalde det en banal pointe i en fantasyroman, men man kan også kalde det et revolutionært synspunkt i en verden, der opfatter marked, klimaforandringer og global uretfærdighed som værende reelt uden for menneskelig indflydelse. Modstand er mulig, forandring er mulig, retfærdighed er mulig. Der findes ondt og godt. Det er det verdenssyn, generationer af børn er vokset op med, siden første bind af Harry Potter-serien udkom i 1997.

I år markerer Gyldendal, at det er tyve år siden, at det første udkom på dansk med en genudgivelse af samtlige værker i serien. I Information markerer vi det ved at erklære, at der findes værker, der sætter milepæle i vores kulturhistorie og -forståelse, og Harry Potter er ét af dem.

Brian Selznick

Børnemagt

Man kalder Harry Potter for et fænomen. Værket har dannet skole i børne- og ungdomslitteraturen, der findes teaterstykker, merchandise i overflod, festivaler, en forlystelsespark, forelæsningsrækker, onlinefællesskaber, aktivistgrupper, velgørenhedsorganisationer og fanfiction baseret på historien om drengen, der ikke kunne slås ihjel. Og snart har den anden film i en serie af prologer premiere: Fantastiske skabninger 2: Grindelwalds forbrydelser.

Man kunne beskylde J.K. Rowling for at malke sin succes, hvis det ikke var, fordi hun først og fremmest forekommer dedikeret til sit værks budskab og verdenssyn. I den seneste trailer for den nye film siges det om helten Newt Scamander, der deler mange ligheder med Harry Potter:

»Det er det, jeg beundrer dig for, Newt: Du søger ikke magten.«

Og: »Newt, du har aldrig mødt et monster, du ikke kunne elske.«

To af de allermest centrale temaer i J.K. Rowlings værk lever videre i fænomenet: magtkritikken og troen på den uselviske kærligheds overlegenhed. De to vender vi tilbage til.

Allerførst skal vi se på det, der er unikt for Harry Potter-bøgerne og ikke kan genskabes i en film for voksne, og det som garanterer, at bøgerne altid vil få nye læsere: børnemagt.

Harry Potter vokser op som et uønsket hittebarn, der bor i skabet under trappen hos sin moster og onkel. Han er den udvalgte, men det ved han ikke. Han ved end ikke, at han er troldmand. Ikke før der ankommer et brev fra Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.

En hel verden har fortalt historier om den berømte Harry Potter, drengen, der overlevede og uskadeliggjorde den onde troldmand Voldemort. Men de, der vidste, hvor han var, lod ham vokse op hos familiemedlemmer, der behandlede ham som skidt og fortalte ham løgne om hans forældre, om ham selv. Allerede fra første bind svigtes Harry af voksne, der træffer beslutninger på hans vegne, fordi de mener, at de ved, hvad der er bedst. Harry tages ikke med på råd.

Dette oprindelige svigt udsættes alle børn for, kan man sige. Det er det, det vil sige at være et barn, at være umyndiggjort. Det er nødvendigt af mange grunde, men det er lige så nødvendigt at insistere på, at det grundlæggende er uretfærdigt.

Harry Potter viser os, at der kommer et tidspunkt, hvor man skal spørge sig selv, om de voksne har ret. Tydeligst i bind fem Harry Potter og Fønixordenen, hvor samfundets top taler mod bedre vidende for at undgå panik og påstår, at Voldemort ikke er tilbage, selv om Harry så det ske. På Hogwarts skal eleverne ikke længere undervises i praktisk forsvar mod mørkets kræfter, for det er ikke nødvendigt, siger Ministeriet for Magi.

Men eleverne nægter at acceptere både benægtelser fra samfundets top og deres voksne allieredes advarsler og de danner Dumbledores armé, hvor de lærer sig selv at forsvare sig. Dermed ser vi også det revolutionære potentiale, der ligger i al børnelitteratur – også for voksne læsere. For at blive sig selv skal man bryde med normen. Det er denne grundlæggende bevægelse, der følger hele værket.

Kampen mod patriarkatet

J.K. Rowling beskyldes både for at være sexist og feminist. Spørgsmålet er, om man ikke godt kan sige, at værket indeholder karakterer, der bekræfter begge dele. Stereotypiske kønsroller som fjantede fællesskabsorienterede piger og hårdtslående individualistiske drenge.

Hvis man gerne vil finde feministiske heltinder, så er de der: Hermione, selvfølgelig. Den rationelt tænkende, kloge pige, der altid er beredt, smækker skolens plageånd Malfoy en lussing, når han bagtaler hendes ven, og tager initiativ til at danne Dumbledores armé. Og så er der den strikse, men retfærdige og loyale professor McGonagall. De er helte på mændenes præmisser.

Men hvis man betragter det mere overordnet, er det så ikke netop klassisk feminine værdier, der overvinder patriarkatet? Det var Harrys mors kærlighed til ham, der reddede hans liv og uskadeliggjorde Voldemort, det er Harrys uselviske selvopofrelse, der får ham til at vælge døden for at besejre Voldemort, det er fællesskabet, der nedkæmper Voldemorts hær af dødsgardister. Kærligheden, uselviskheden, fællesskabet.

Normen er patriarkatets værdier. Dumbledore kunne ikke endeligt besejre Voldemort, for han selv var interesseret i magten. Voldemorts magt er baseret på selvisk individualisme, på fysisk overlegenhed, på normens præmisser. Harry Potter legemliggør alt det modsatte.

Brian Selznick

Herredømme

Hogwarts og dermed hele den magiske verden og den virkelige er et sammensat sted. Det er inddelt i kollegier, der hver især vedkender sig forskellige værdier. Gryffindor er for de tapre, Ravenclaw for de vise, Hufflepuff for de hjælpsomme og Slytherin for de stræbsomme. Slytherin og Gryffindor er i selvforståelse hinandens modsætninger og fjender.

Slytherin har leveret en del dødsgardister, der arbejder for racerenhed og føler sig hævet over muggler-verdenen og afskyer det faktum, at den magiske verden, for at bevare freden mellem de to, er tvunget til at leve i skjul. Gryffindor har i stedet leveret aurorer, der kæmper mod mørkets kræfter og for idealismen og freden mellem folk. Men Slytherin og Gryffindor er begge repræsenteret på Hogwarts, da alle bærer kimen til begge dele eller alle fire værdier.

Slytherin viser sig at have fostret den tapreste af alle, nemlig Professor Snape, der ikke bare ofrer sit liv, men også sin værdighed for Harry. Og Gryffindors tapre helte er også selvhævdende megalomaner, der mobber medstuderende og ikke ser noget forkert i, at et helt magisk folk har været slavegjort gennem generationer, nemlig husalferne, og at andre magiske arter generelt befinder sig lavere i hierarkiet end hekse og troldmænd. Gryffindor nyder godt af vinderens privilegier og de blinde vinkler, der kommer af at opfatte sig selv som de gode.

Budskabet er, at det ikke er det kollegie, du bliver tildelt, der definerer dig, men i stedet de valg, du træffer. De værdier, du selv vælger at rette dig efter. Hermione kæmper indædt for husalfernes rettigheder, og i den mest hjerteskærende af alle scener dør husalfen Dobby for at redde Harry Potter. Dobby er en fri alf takket være Harry, og Harry insisterer på at give Dobby en rigtig begravelse.

Denne anerkendelse af et andet væsens ligeværd åbner andre døre for Harry. Han er ikke som andre (også gode) troldmænd, han opfatter ikke sin plads i verden som mere legitim end andres, og derfor vinder han deres agtelse og tillid.

Brian Selznick

Verden bliver kompleks

Harry er 11 år, da han starter på Hogwarts, og på meget elegant vis bliver plottet og karaktertegningerne mere komplekse, jo ældre Harry bliver.

Sådan kan vi fuldt udvoksne jo også godt lide at se på det at blive ældre. Verden holder op med at være simpel, der skal tages ansvar og træffes flere og sværere valg. Men livet for Harry i den magiske verden har altid været ansvarstungt.

Så hvad er det egentlig, der bliver mere kompliceret? Ondskaben. Ondskabens metoder og dens fristelser bliver sværere at modstå. Voldemorts overlevelsesstrategier og planer for vejen til evigt liv og almægtighed spinner flere og flere snubletråde, seriens bind refererer til hinanden og den altid imponerende fantasifulde, sprogligt overraskende, ornamenterede og omfangsrige verden, som J.K. Rowling har skabt, synes at udvide sig konstant uden nogensinde at miste troværdighed eller sammenhæng.

Harrys egen tankeverden og Harry, Hermione og Rons venskab bliver mere kompliceret. Grænserne for den magiske verdens værdier bliver mere flydende, og da frihedsrettighederne trues, er dets institutioner selv de første til at begynde at indskrænke dem. Ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, bevægelsesfriheden, retssikkerheden. Beslutningstagerne bliver den trussel, de selv frygter. Det ser eleverne, da de former Dumbledores Armé. De forholder sig hverken benægtende passivt eller frygtsomt reagerende på, at en tilsyneladende utøjlelig kraft agerer. De handler og tror på, at de kan ændre noget. Hvis et samfund kan skabe en kraft som Voldemort, så kan det også betvinge den kraft.

Det må være den stærkeste arv, Harry Potters generationer af læsere bærer med sig. Disse børn har betragtet deres forældres generationer skabe det frie marked, væksten, klimaforandringerne, krigene, konflikterne, set dem åbne verden. Og ser dem nu påstå, at markedet fungerer på sine egne præmisser, at klimaforandringerne er for store til, at nogle så små kan gøre noget, at konflikter ikke handler om global uretfærdighed, men værdier, at den åbne verden er for de få. De ser synderne gå fri, fordi de selv har fået lov til at indrette systemet. Det er blevet for komplekst, selvforstærkende, utøjleligt for os andre.

Brian Selznick

Løsningen er altid den samme

Men altså ikke for Harry Potter, men hvorfor ikke? Fordi verden, systemerne, konflikterne er blevet mere komplekse, behøver det ikke at betyde, at løsningerne skal være det.

Hver gang Voldemort møder Harry Potter, overvindes han af det samme: kærlighed. En simpel idealisme, der vejleder Harry i alt, hvad han gør.

Han lader ikke sin forestillingsevne korrumpere eller begrænse, men fastholder det, som Voldemort aldrig har troet på: at der findes en magt, der er stærkere end alt andet, men det er en magt, man ikke kan tage, den kan kun blive dig givet, og du kan selv give den videre. Den kræver noget af dig, men du kan ikke kræve noget af den. Derfor finder Harry De vises sten i sin lomme, fordi den kun ville vise sig for den, der ikke selv ville bruge den.

Derfor er det ikke Voldemort, der træder ud af garderobeskabet i scenen, hvor professor Lupus i faget Forsvar mod Mørkets Kræfter underviser eleverne i at bekæmpe en boggart – et nedrigt væsen, der forvandler sig til det, du allermest frygter.

Konfronteret med Harry svæver en dementor ud af garderobeskabet, væsenet der bevogter fængslet Azkaban og suger al lykke og håb ud af alle lokaler. For det er ikke Voldemort og sin egen sandsynlige død, Harry frygter mest af alt, det er frygt og håbløshed. Hellere dø end at miste evnen til at handle og troen på fremtiden.

Ny verdensorden

Da Harry endelig besejrer Voldemort, gør han det med den simpleste af alle besværgelser: Expelliarmus. Han afvæbner Voldemort, og det er det, han har gjort gennem hele værket. Kærligheden, idealismen, retfærdigheden, troen på, at det man forestiller sig kan blive til virkelighed, og at man kan kæmpe for andre og andet end sig selv, ved Voldemort ikke, hvordan man slås mod. Den evne besidder han ikke, og han forstår ikke dens overlegne kræfter. Hvad Dumbledore flere gange påpeger i sine kloge afsluttende monologer.

Men det er ikke kun Voldemorts herredømme, som Harry Potter viser modstand. Da verdens mægtigste tryllestav efter det endelige opgør bliver loyal over for Harry, gør han ikke som Dumbledore og bruger den og dens magt overbevist om, at han ville være i stand til at mestre den og bruge den i det godes tjeneste. Nej, han lader simpelthen være.

Han vil ikke acceptere en verdensorden, hvor det er nødvendigt. Han vender ryggen til magten i en verden, hvor magten har skabt og understøtter syge systemer. Han vil noget andet og tror på, at det er muligt.

I dag ser vi tegn på, at Harry Potter-generationen gør netop det. De demonstrerer mod deres forældres våbenlovgivning, de skolestrejker for klimaet, de insisterer på at redefinere identitet, de siger, at black lives matter, de fortæller om overgreb og tager kroppen tilbage.

De voksne siger nogle gange, at de kæmper mod det forkerte, de unge siger, at når der stadig er så meget at kæmpe for, hvilken ret har de voksne så til at bestemme, hvilken kamp der er den vigtigste? Hvad ved de egentlig? Måske er løsningen så enkel, som man kun kan forestille sig den i en fantasyroman for børn.

Brian Selznick

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Pendul
  • Steen Voigt
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Jørn Andersen
  • Claus Kristoffersen
Palle Pendul, Steen Voigt, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Ejvind Larsen, Jørn Andersen og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

@ Anita Brask Rasmussen

Tak for dette dejlige essay :-)

En lille tilføjelse til : "Slytherin viser sig at have fostret den tapreste af alle, nemlig Professor Snape, der ikke bare ofrer sit liv, men også sin værdighed for Harry."

Professor Snape ofrer sig ganske rigtigt for Harry.
Men hans motivation er den udødelige kærlighed han stadig føler for Harrys mor så mange år efter hun selv gav sit liv for at beskytte sit nyfødte barn.
Og dermed er ringen sluttet - igen.