Læsetid: 12 min.

Instruktøren bag ’Transparent’: »Denne identitet er så perfekt som det perfekte sæt tøj«

Jill Soloway har skabt en familiekomedie ud af queerradikalisme med sit tv-seriehit ’Transparent’. Nu er instruktøren og manuskriptforfatteren aktuel med en blændende polemisk erindringsbog. Her fortæller hun om de særlige glæder ved at leve et liv, der imiterer fiktionen
Jill Soloway, forfatteren og instruktøren bag den Emmy-vindende tv-serie 'Transparent', i sit hjem i Los Angeles.

Jill Soloway, forfatteren og instruktøren bag den Emmy-vindende tv-serie 'Transparent', i sit hjem i Los Angeles.

Ryan Pfluger/Ritzau Scanpix

1. november 2018

At læse en bog om epoker med store kulturelle omvæltninger er som regel en øvelse i nostalgi. Man ønsker i udgangspunktet, at man havde været der selv og kunne se det ske.

Det er derfor fantastisk at gå gennem Hollywoods solbeskinnede Paramount Studier for at mødes med Jill Soloway, instruktør og manuskriptforfatter til Transparent og forfatter til en ny bog, She Wants It, der handler om at omstyrte patriarkatet med radikalt, eksplosivt og hamrende morsomt fjensyn – og at indse, at den revolution, som bogen skildrer for os, er en revolution som foregår lige nu, lige her.

»Ja, det er såmænd fascinerende nok,« istemmer Soloway og tilføjer, at et år inde i bevægelserne #MeToo og #TimesUp »fornemmer jeg, at hele den store vrede er ved at blive omsat til noget kvalitativt nyt.«

På bordet står der et vegetarisk måltid. Soloway har netop holdt et oplæg for en lille kreds af manuskriptforfattere, der skriver på sæson fem af Transparent, en fiktionsserie, der bygger på hendes families erfaringer med at navigere sig fri af en kønsrolledefineret virkelighed.

Det hele begyndte en formiddag i 2011, da Soloway blev ringet op af sin far. Han sagde:

»Jilly? Sidder du ned? Jeg må fortælle dig noget vigtigt: Jeg har besluttet mig for at springe ud. Ja, jeg er trans«.

Hun lyttede opmærksomt. Pludselig faldt så mange ting på plads.

»Det gik op for mig, at han ønskede, jeg skulle møde en kvinde, som havde boet i vores hus i alle mine barndomsår. Jeg hørte de forkerte pronomener dengang – hvis jeg bruger de samme i dag, er det kun, for at få andre mennesker til at forstå, hvor forkert det hele føltes.«

Jill Soloway

  • Født 1965.
  • Filminstruktør og forfatter.
  • Uddannet fra University of Wisconsin–Madison i kommunikation.
  • Begyndte efter college at lave reklamer og musikvideoer i Chicago, før hun blev opdaget og hyret til at skrive til HBO’s successerie ’Six Feet Under’.
  • Soloway skriver og instruerer den populære tv-serie ’Transparent’, som har vundet to emmys og en Golden Globe.
  • Hun bor i dag i Los Angeles, hvor hun også er feministisk aktivist.

Transseksuel komedie

Soloway vidste med det samme, at hun ville bearbejde sin særlige erfaring til et eller andet. Resultatet blev Transparent (en dybt ironisk titel) – et komediedrama om den jødiske familie Pfefferman på to forældre og tre voksne børn i Los Angeles. Faren, som nærmer sig pensionsalderen, bekender langt om længe, at han i årevis har følt sig mest som kvinde og nu officielt er trans.

Det udløser et sammenbrud for visse relationer. Men fører samtidig til, at helt nye sættes i bevægelse. Og alle familiemedlemmer sendes nu ud i en kaotisk søgen efter at finde frem til, hvem de i grunden selv er.

Pfefferman-familien er frigjorte og begavede, på samme tid kærlige og fortabte. Igen og igen må de sande, at selv om sex og køn måske kan være, lige hvad man gør det til, leder de stadig efter et eller andet på den anden side. I slutningen af sæson tre er historien begyndt at handle lige så meget om deres jødiske identitet, som om deres kønsidentitet.

I dag er alle mulige ideer oppe at vende blandt manuskriptforfatterne med gådefulde stikord på grønne og lyserøde sedler sat fast på en tavle såsom: ’Kønnet er et pølsehylster’, ’Alt hvad der sker, har en grund med mig i stjernerollen’ og ’Det var mig, der blev lesbisk først’.

At disse stikord kan lyde lettere latterlige, er i nogen grad tilsigtet, for Soloways seksuelle revolution er også en politisk revolution og som sådan fuld af vrede og smerte – og samtidig hysterisk morsom.

Fiktion og forelskelse

At udvælge den sjoveste passage er umuligt. Soloway skrev sin polemiske bog, She Wants It som en erindringsskitse, der skulle handle om »det kvindelige begær og om at smadre patriarkatet«.

Måske er det passagen, der handler om, hvordan hun bryder ud af parforholdet til den mand, hun har fået sine to sønner med, begynder at date kvinder og omsider erkender, at hun føler sig mest hjemme i selskab med de mandhaftige lesbiske typer, fordi de minder rigtigt meget om mænd, »lige bortset fra, at de interesserer sig for, hvad jeg har at sige«.

Eller den, hvor hun skaber en figur i Transparent, der bygger på digteren Eileen Myles med henblik på at lade figuren forelske sig i den figur, som hun dernæst bygger på sig selv – og der så sker det i det virkelige liv, at hun selv bliver viklet ind i en amourøs relation med nævnte poet. (»Jeg havde skrevet en fiktiv karakter,« skriver Soloway, »der blev forelsket i en karakter, der var baseret på en person, som den nye, lidt fiktive version af mig selv var forelsket i.«)

Siden sker der så det, at Myles kommer og besøger hende under optagelserne og tilfældigvis overværer en scene, hvor deres respektive fiktionsfigurer ryger ud i det brud, som Soloway havde skrevet ind i manuskriptet, før de fandt frem til at gøre det i det virkelige liv.

Eller den, hvor seriens skabere vigter sig af at være et team af progressive gender-militante, der kæmper for at gøre op med mænds dominans, for pludselig at opdage, at deres hovedrolleskuespiller, Jeffrey Tambor, som spiller en transkvinde, er blevet anklaget for sexchikane imod to transkvinder, som også var med til at lave serien?

Selvfølgelig var det sidste ikke sjovt i sig selv – tværtimod. Selv om Tambor nægter at have villet sexchikanere nogen, har han undskyldt, hvis hans handlinger blev opfattet som aggressive. Men Soloways tilståelse af sit eget hykleri i håndteringen af sagen er fascinerende.

Beskyldningerne kom fra Van Barnes, en personlig assistent for Tambor, og fra Trace Lysette, der selv spiller med i serien. De kom få dage, efter at Soloway af Reese Witherspoon, en af Hollywoods dyrest betalte skuespillerinder, blev inviteret til at deltage i et møde med nogle af Hollywoods mest magtfulde kvinder. Her krævede skuespilleren et stop for alle fortielsesaftaler mellem ofre for chikane og deres krænkere.

»Og her tænkte jeg bare, om der ikke var passende pengebeløb, der kunne få lukket sagen, før den løb af sporet,« skriver hun.

»Indvendigt hadede jeg mig selv for ikke at tro på legitimiteten i Vans beskyldninger. For jo, jeg tror på alle ofre, men – for fanden – hvordan kunne dette også overgå mig, og min serie?«

Ikke-binære pronomener

Nu vil jeg gå over til at kalde Soloway for ’dem’ snarere end for ’hende’, for bogen fører os også igennem ’deres’ rejse mod ikke længere at identificere sig som kvinde overhovedet, men som ikke-binær.

Bogen er Soloways roadtrip gennem kønsidentiteter, og den folder sig ud som et eventyr, en vældig turné i lige så høj grad drevet frem af intellektuel feministisk energi som af trangen til at afdække ens autentiske selv (Soloway indrømmer også, at det at være ikke-binær holder dem cool og relevante for den yngre Instagram-generation, hvilket ikke er specielt ubehageligt.)

Da vi mødes, forsikrer Soloway mig, at de for tiden »både beholder kagen og spiser den« ved at identificere sig som ’hun, dem og mor’ over for forskellige personer til forskellige tider.

Soloway er stadig en mor for sine to sønner, for hun vil ikke »fratage dem en relation til deres mor – det ville være for meget at bede sine børne om«.

Da jeg nævner en figur, som dør en chokerende død i seriens tredje sæson, sætter Soloway en selvbebrejdende grimasse op som naget af skyld over at have taget livet af figuren.

Jeg har set den grimasse før hos andre kvinder, men aldrig hos mænd – den udtrykker en undskyldning over ens egen magt. At iagttage den hos en person klædt i mandetøj og med mandefrisure er en interessant oplevelse. Men den aktuelle kønsløse tilstand »føles forbigående«, og det virkelig spændende er »ikke at skulle definere, ikke at skulle vælge én side og bliver der for altid. Jeg er måske sådan lige nu, måske noget andet i næste uge eller næste år«.

Indtil videre er denne identitet dog »perfekt – den føles som at iføre sig det perfekte sæt tøj«, hvilket får Soloway, i dag 53, til at »føle mig genfødt – som en 15-årig igen«.

Men jeg vil gerne vide, om hele denne positive sprogbrug om genfødsel også dækker over en krise? »Ja, begge dele,« svarer de.

»Måske en krise for de nærmeste omkring mig. For min mand. For mine børn til en vis grad. Men for mig føltes det, som noget jeg havde higet efter hele mit liv, åh Gud, det var lige sådan det skulle være«.

Memoirer og polemik

Jeg spørger, hvor lang tid det tog at skrive bogen, efter at Soloway har joket med, at titlen måske burde have været They Want It, men det »fænger bare ikke lige så meget«.

De svarer, at det tog fire år at skrive den, men at først det sidste år af processen blev »meget specifik, du ved, med at slå ned på de afgørende rytmeskift og sætte det hele i den rigtige orden. Længe vidste jeg ikke, om jeg ville udgive bogen. Det var en personlig fortælling, og jeg tror, en del af mig tænkte: Nu har jeg hyret de her meget eftertragtede skuespillere og manusforfattere, og de har givet sig selv fuldt ud på skærmen. Skal jeg så komme og sige: ’Se her, jeg har meget mere!’« 

Bogen er delvis memoirer, delvis polemik. Og så er den også en redegørelse for, hvordan en tv-serie bliver til i en online-tidsalder – og for, hvordan den endte på på Amazon, fordi ingen andre ville tage den. Hvis man føler skyld over ikke at have læst nok op på feministisk teori, og nærer mistanke om, at det kan bero på svigtende koncentrationsevne, gør bogen god fyldest som en perfekt plotdreven thriller.

Soloway har som nævnt udviklet Transparent ud fra sin egen far, der sprang ud som trans, og ud fra søsteren Faith Soloway. Faith, der datede kvinder længe før Jill, er også med som forfatter, så hele familiens queerness-odyssé har banet sig vej ind i plottet. Da vi tager en kort pause fra interviewet, får Soloway en chatbesked fra deres egen Moppa, som deres transforælder nu hedder med dette budskab:

»Du har så evigt ret, min smukke datter!«, hvortil Jill svarer:

»Jeg er ikke din datter!«, hvortil Moppa svarer tilbage:

»Nå, hvad er du så?« Og Jill replicerer: »Bare dit voksne barn«.

Det er fascinerende at se, hvordan samtalen hele tiden er i gang i den mest progressive familie, man kan tænke sig:

»Jo, den er i gang,« nikker Jill.

Soloway skriver, at Tambors humørsvingninger altid har påvirket optagelserne, »fordi han er sådan et bundt af rå nerver, der hele tiden truer med at gå op i smerte og vrede. Men det er også det, der gør ham til en så smuk skuespiller at overvære. Men da kameraerne ikke rullede, var det stadig virkelighed for ham.«

Ved disse lejligheder måtte Soloway tilkaldes til settet for at berolige ham, og det føltes hver gang »som en datter, hvis liv afhang af, at hun dyssede sin far ned.«

Jill og søsteren Faith tilbragte deres barndom på samme måde med skræmmende vredesudbrud fra deres far. Men åbenbart var det værd at betale prisen for Tambor, indtil det sande omfang af beskyldningerne imod ham kom frem.

Soloway fortæller om, hvordan det var at nå frem til den erkendelse ud fra en Facebook-statusopdatering, som alle andre, der arbejdede med serien, havde liket. Så Tambor blev fyret, men serien fortsætter: De arbejder nu på femte og sidste sæson.

Milliardærvennen Bezos

Men så er der jo den anden og ret foruroligende Jeff bag alt dette: Jeff Bezos, mangemilliardæren, der ejer Amazon. Jeg nævner de blandede følelser folk har over for ham – hvis Soloway er så ægte intersektionel, hvordan kan de så forsvare at arbejde for den fyr?

Efter at have været så brilliant frisindet og kritisk skarp i sin øvrige tænkning leverer Soloway her nogle tåkrummende amerikanske klicheer som svar såsom Bezos er »en person, som virkelig har store ideer om at gøre verden til et bedre sted at leve.« 

Jeg påpeger, at han så kunne begynde med at betale sine hårdt prøvede arbejdere i Amazons lagerhaller en anstændig løn, eller bare tillade dem toiletpauser, og betale ordentlige skatter i de lande, hans selskab er aktiv i, i stedet for at bygge rumskibe.

»Jeg ved godt, at der store problemer med behandlingen af Amazons ansatte. Jeg tænker bare lidt videre på Amazon som helhed. Også fordi jeg kender ham og rækkevidden af hans ambitioner,« siger Soloway og tilføjer:

»Jeg betragter heller ikke Bezos som en person, der satte sig for at blive milliardær – det var bare noget, der skete,« hvilket undrer mig, da man skulle tro, at han efter at have set den første milliard dollar lande, kunne have forudset, at der var 149 flere på vej.

Soloway er blevet spurgt, hvorfor det ikke er muligt at klæde sig, som man vil, opføre sig, som man vil og stadig identificere sig som kvinde.

– Kan man ikke stadig bruge ordet ’kvinde’ … være feminister på kvindernes hold? Hvorfor har det udviklet denne tredje kategori, hvor du er hverken eller? Hvorfor kan du ikke bare udvide definitionen på ’kvinde’?

»Det er noget, jeg har tænkt og tænker meget over. Men jeg er nået frem til, at siden der nu er den her tredje benævnelse, så vil jeg også gerne prøve den. Jeg aner ikke, hvor længe den vil bevare en plads i kulturen, og jeg ved, at den irriterer ret mange. Men jeg tænker bare, at hvis jeg kunne gå rundt med et kørekort, hvor mit køn var angivet som X – ja, så ville det føles ultrafedt. Det gør mig virkelig let om hjertet.«

Det mandlige blik

Soloway problematiserer, hvordan det mandlige blik kontrollerer alt, hvad kvinder gør til mindste detalje, og hvor lidt vi gør os dette klart, før vi træder uden for det. Soloway har selv travlt med at blive set på denne måde. Hun vil indefra opleve den magt, hvormed den autoritative mand kan bevæge sig gennem verden.

Da hun var hustru, ventede Soloway, når det blev Valentines Day, på at hendes mand skulle bestille bord på en restaurant, hvilket han aldrig gjorde. Efter den frigørelse, der har gjort hende til en ikke-binær person, som dater kvinder, skriver Soloway om glæden ved friheden til at ringe til en restaurant og bestille bord selv – og opgive hele prætentionen om passiv feminitet.

»Det føles fantastisk! Det føles så godt! Al angst og vrede lægger sig. Det handler måske bare om at være queer, for jeg har lagt mærke til, at efter jeg begyndte at gå ud med kvinder, har jeg aldrig haft denne oplevelse af, at det ville koste mig, hvis jeg gav dem noget.«

Men betyder dette, at det er et fejlslagent projekt at ville være kvinde – at det er noget, som Soloway, trods deres feminisme, nu har opgivet som håbløst? Tilsyneladende ikke.

»Jeg siger bare, at jeg er tjekket ud nu, fordi jeg er nødt til at finde ud af, hvorfor det at være kvinde også vil sige at være objekt. Jeg siger bare, at jeg lige behøver det her pusterum.«

Jill Soloway: She Wants It: Desire, Power and Toppling the Patriarchy er udkommet på forlaget Ebury.

© The Observer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Julie Zerlang og Anders Landau bor sammen på Amager. De var deres på deres første date dagen før Slut-Walken i 2017. Her overtalte Julie ham til at gå med i marchen. Han dukkede op i kjole og lys paryk, og de har været kærester lige siden.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pernille Rübner-Petersen

Når jeg læser dette interview får jeg lyst til at være kritisk overfor den ellers tilsyneladende frisættende queering af kønnet og kønsidentitet: Det virke her til (også) at være en måde, hvorpå man kan positionere sig selv i forhold til ens omgivelser, hvor de tvinges til hele tiden at tænke sig ind i ens egen subjektive definition på køn - og skam få den, der ikke anerkender "min definition. Så anerkender de ikke mig". Hvor ærgerligt og sært, at den ultra intelligente Soloway ikke for længst har indset, at man selv kan bestille bord, selvom man er kvinde. Jeg vil spørge lidt mere radikalt end intervieweren: Hvorfor ikke være, som man er, gøre som man vil, som kvinde?
Hvis man bliver nød til at skifte kønsidentitet for at gøre noget man ikke tror, at man kan gøre som kvinde - så er queer ikke særlig revolutionerende eller frisættende. Og hvad betyder det helt konkret at være ikke-binær? Hvem vurderer hvorvidt, man er det ? En selv? Betyder det at man ikke anser nogen forkel på kønnene? - men det gør Soloway jo tydeligvis. Det er jo derfor, hun shopper rundt i kønsidentiteterne.

Pernille Rübner-Petersen

Rettelse.. : Betyder det, at man ikke anser, at der er nogen forskel på kønnene? - men det gør Soloway jo tydeligvis. Det er jo derfor, hun shopper rundt i kønsidentiteterne.