Læsetid: 7 min.

Jens Albinus: »Shakespeare er ligesom en Messi, der dribler ned ad banen«

Niels Brunses nyoversættelse af samtlige 37 skuespil af Shakespeare er fuldbragt. Vi har talt med fire skuespillere, der plejer tæt kropslig omgang med Shakespeares ord om, hvordan det føles at spille hans ikoniske roller, og om, hvad han også i dag kan lære os om sprog, magt og skuespil
Niels Brunses nyoversættelse af samtlige 37 skuespil af Shakespeare er fuldbragt. Vi har talt med fire skuespillere, der plejer tæt kropslig omgang med Shakespeares ord om, hvordan det føles at spille hans ikoniske roller, og om, hvad han også i dag kan lære os om sprog, magt og skuespil

Niels Ahlmann Olesen

12. oktober 2018

Jens Albinus har siden han var helt ung haft et mellemværende med Shakespeare. På hans reol står tyndslidte versioner af hans skuespil, og på cv’et dukker de store Shakespeareroller op med jævne mellemrum: Hamlet, Prospero og Richard III, som han spillede på Aalborg Teater i 2015, og som han netop nu har instrueret på Husets Teater med Tammi Øst i rollen som den magtsyge konge. Det, der fascinerer Jens Albinus ved Shakespeare, er, at hans stykker er så fulde af selvmodsigelser og modsætninger, samtidig med at de er så umiddelbart medrivende.

»Verselinjerne er typisk femfodsjamber, og så er de bygget op i modsætningspar: ‘Nu er vort mismods vinter så forvandlet/af denne Yorksol til en prægtig sommer’ og ‘At være eller ikke at være’ – som jo er det størst tænkelige modsætningspar,« siger Jens Albinus.

Shakespeares tekster er på én gang en stor mundfuld og meget lette at lære for en skuespiller, fortæller han.

»For det første har man rytmen at holde sig til. Og så ved man hele tiden, at hvis man lige har sagt ’sommer’, så skal man sige ’vinter’ lige om lidt. Hvis man har sagt ’nat’, skal man sige ’dag’. Og de modsætningspar bruger Shakespeare til at være levende og holde sig svævende, ligesom en Messi, der dribler ned ad banen. Det er fantastisk at tænke på, at mennesker i den vestlige verden i århundreder har følt sig berørt og revet med af ’at være eller ikke at være’-monologen, til trods for at ingen af os, ikke engang Shakespeare, udtømmende ville kunne sige, hvad den handler om.«

Shakespeares store hovedkarakterer har ifølge Albinus noget grænseløst over sig, som gør dem krævende at spille. Men for skuespillere som Tammi Øst, der er nået til et bestemt sted i deres virke, kan de fungere som »nogle ganske særlige køretøjer«, siger han: »Når du kobler dig på hans replikker, så kan du helt enkelt stille dig til rådighed for ordene, fordi de i sig selv kan ufatteligt meget. Du kan koble dig på en bevidsthed, som ligger uden for dig selv.«

Nogle gange kan en vej ind i en ikonisk monolog være at smide perfektionismen på porten, siger Albinus: »Jeg har lært af Frank Castorf, at man skal have tårnhøje ambitioner, men nogle gange skal man bare smide det hele væk og tænke – det skal hellere ikke være for godt, det her. Det samme princip kan man i øvrigt genfinde i Shakespeares skrivning, som svinger skamløst mellem den helt høje stil og den allerstørste plathed.«

Mesterlige skitser

Shakespeares værker synes altså at svæve i skismaet mellem det skødesløse og det mesterlige, hvilket også har rod i måden, de er blevet til på.

»Nogle af de mest berømte passager hos Shakespeare er muligvis noget, han har kradset ned som skitser. ’Nå, men her skal der være 16 modsætningspar om at leve eller ikke leve.’ Jeg kan godt lide tanken om, at de store monologer muligvis er hastige nedskrivninger, som skuespillere så har fyldt ud i detaljer,« siger Jens Albinus.

»Hans værker bærer præg af at være skrevet hurtigt. Det er fuldstændig ufatteligt, når man kigger på den takt, de værker er blevet spyttet ud med. De 36 skuespil, som man tilskriver ham, høvler han jo af i et tempo, så man ikke tror det er sandt.«

Selvom Shakespeare hyldes som et geni, er hans værker også et resultat af en kollektiv indsats og en kollektiv fortælletradition, pointerer Albinus: »Shakespeare var ikke interesseret i originaldramatik, men kommer i stedet med sine egne versioner af urdramaerne. Hvorfor skulle man have en original historie at fortælle? Man gendigter. Hamlet er også en genfortælling af et meget mere traditionelt hævndrama. Og netop i gendigtigtningen folder Shakespeare sit specifikke ærinde ud.«

Hamlets spørgsmål

Meget af sin forståelse af Shakespeare har Jens Albinus fået fra den amerikanske litteraturteoretiker Harold Bloom, som karakteriserer stykker som Hamlet og Richard III som bevidsthedsdramaer. »Hamlet er den første af ’vore egne’, fordi han spørger: ’Hvem er jeg?’. ’Og hvad er præmissen for det hele?’ I stedet for bare at levere det, der forventes af ham,« siger Albinus.

Hamlet er i sin konstruktion et utroligt avanceret stykke – især når man tænker på, hvor bredt kendt og populært det er blevet, påpeger Albinus og forklarer: »Hamlet får pålagt en opgave af et spøgelse, som han ikke selv helt tror på. Hamlet begynder som et teaterstykke, men giver sig så til at diskutere med sig selv om, hvorvidt det skal fortsætte – om det skal være eller ikke være. Og så giver stykket sig til at afprøve sin egen præmis gennem det teaterstykke, som Hamlet sætter op inde i teaterstykket. Det er dekonstruktivisme med en krop af tju-bang-drama!«

Men trods al Shakespeares poetiske dybde, humor og plotsnilde, er der også noget i hans værker, der modarbejder ham, og det er det, der lukker værkerne op, mener Albinus:

»Shakespeare har hele tiden et brydsomt forhold til sine egne pointer. Metabevidstheden er ikke en overlegent demonstreret pointe, det er ikke en erobret position, han taler ud fra. Og derfor er det så vanvittigt attraktivt at spille – og se på. Fordi det hele tiden er genkendeligt som en sportskamp. Det er en indsigt, der kæmper med sig selv og afprøver sig selv,« siger Jens Albinus. »Hamlet er så mærkeligt et stykke, fordi den bevidsthed, der er indplaceret i Hamlet, er større end stykket og større end dets egen forfatter. Der er ikke noget forkromet overblik.«

Mens meget moderne dramatik enten er for rationelt eller for hårdnakket besluttet på det abstrakte, bevæger Shakespeare sig ubesværet fra det rationelle ind i det irrationelle, pointerer Albinus.

»En urimelighed, som man genkender fra sine egne drømme, er hele tiden grundpræmissen for plottet hos Shakespeare.«

Den måske allermest kendte replik i verden – To be or not to be. That is the question – har ifølge Albinus en opløsende effekt og er et tegn på, at Hamlet besidder en hypermoderne bevidsthed: »Pludselig ud af det blå kommer denne replik, der river alting fra hinanden. Hvis nu vi lader alt komme til alt, hvad er så svaret? Det er det spørgsmål, der river Hamlet ned som stykke.«

De danske oversættere har kæmpet med at få betydningslagene og slagkraften i replikken omsat til dansk – samtidig med at stavelserne går op. Niels Brunses løsning – »At være eller ikke at være. Sådan er det« – udelader ordet question, hvilket er ærgerligt, mener Albinus. »’Whenever theres a question in Shakespeare, pose it,’ som min gamle engelske læremester John Barton altid sagde. Sætningen kunne måske oversættes: ‘At være eller ikke – hvad er svaret?’ – skønt det er mere upræcist. Brunses oversættelse rammer, hvad der egentlig bliver sagt i sætningen, men nedtoner ordenes værdi som scenisk handling – altså det at præsentere det som et aktivt spørgsmål,« siger Albinus.

I sin iscenesættelse af Richard III har Jens Albinus valgt at bruge en moderniseret version af Lembckes oversættelse fra slutningen af 1800-tallet frem for Niels Brunses oversættelse fra 1994.

»Jeg har enormt stor respekt for Brunse, som helt klart er den danske oversætter, der kommer Shakespeare mest i møde, hvad angår ordenes nøjagtige gengivelse til et mundret og forståeligt dansk. Men jeg har valgt at bruge Lembcke i vores aktuelle opsætning af Richard III, blandt andet fordi det er den, jeg har fået ind med modermælken. Den har jeg læst fuldstændigt tynd, og den er for mig standardudgaven.«

Og så gør Lembcke en dyd ud af at bibeholde så mange bogstavrim som muligt, hvilket er meget kropsligt for en skuespiller at arbejde med, fortæller Albinus. »’Den lige strækmarch blev lidt lang i spyttet’ – gentagelsen af l’et og s’et – sådan noget lægger jeg meget vægt på, og sådan noget lægger Lembcke meget vægt på, men den er lavet i attenhundredeoghvidkål, så den er selvfølgelig også knudret nogle steder, og derfor har jeg moderniseret den på, hvad jeg ser som en Lembckesk måde.«

»Lembcke er en meget skuespilleragtig oversætter, fordi han er god til at gøre sine ord til sceniske handlinger, han er god til at sætte stærke ord dér, hvor man musikalsk og rytmisk gerne vil have det som skuespiller. Hvis jeg skulle have en læseoplevelse, ville jeg vælge Brunse, men hvis jeg skal opleve det på en scene, vælger jeg Lembcke,« siger Albinus og tilføjer: »Men de er så store de her værker – og det gælder for iscenesættelserne såvel som for oversættelserne – at de åbner sig mod mange gyldige muligheder. Man kan grave adskillige lødige værker ud af hvert stykke. Der er ikke én fortolkning, der er udtømmende.«

Jens Albinus, skuespiller, dramatiker og instruktør.

Niels Brunses oversættelser af Shakespeares dramatik, nu afsluttet med sjette bind, udmærker sig især ved deres uanstrengte spillelighed
Læs også
Niels Brunses nyoversættelse af samtlige 37 skuespil af Shakespeare er fuldbragt. Vi har talt med fire skuespillere, der plejer tæt kropslig omgang med Shakespeares ord om, hvordan det føles at spille hans ikoniske roller, og om, hvad han også i dag kan lære os om sprog, magt og skuespil
Læs også
Niels Brunses nyoversættelse af samtlige 37 skuespil af Shakespeare er fuldbragt. Vi har talt med fire skuespillere, der plejer tæt kropslig omgang med Shakespeares ord om, hvordan det føles at spille hans ikoniske roller, og om, hvad han også i dag kan lære os om sprog, magt og skuespil
Læs også
Niels Brunses nyoversættelse af samtlige 37 skuespil af Shakespeare er fuldbragt. Vi har talt med fire skuespillere, der plejer tæt kropslig omgang med Shakespeares ord om, hvordan det føles at spille hans ikoniske roller, og om, hvad han også i dag kan lære os om sprog, magt og skuespil
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
Jakob Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer